Submitted by Henning on
Annemette Hommel-sagen: Til forsvar for forsvaret, og så alligevel...
Sagen har tre dimensioner. Den første er den generelle indsats danske soldater, og også Annemette Hommel yder/har ydet i disse missioner. Det er her afgørende at forstå, at når danske styrker gør sig godt i disse missioner, så har det meget at gøre med den taktik, der er lagt for føringen af vore soldater. Her adskiller f.eks. dansk og amerikansk føring sig afgørende fra hinanden. I Danmark bruges generelt en ”opgavetaktik.” Det vil sige, at en soldat instrueres i hvilket resultat, der forventes kl. 14.00 på onsdag, hvorefter det i store træk er op til den pågældende selv at finde midler for at nå dertil. Den styringsmetode er utrolig hensigtsmæssig, når man i et kriseområde befinder sig i situationer fra fredelig omgang med en lokalbefolkning og til skududveksling med en fjende. ”Opgavetaktikken” giver et spillerum for soldaten, som betyder bedre ressourceudnyttelse, højere målopfyldelse og bedre hensyntagen til civilbefolkningen end man ellers ville få. En amerikansk soldat instrueres derimod efter en ”befalingstaktik.” Den pågældende får minutiøst fortalt hvad, hvornår og hvordan han/hun skal gøre noget for at nå målet onsdag kl. 14.00. En sådan føring fritager soldaten fra at tænke selv – og også fra at føle et ansvar for sin opgave - og man får derfor en mindre effektiv indsats. Bliver konsekvensen af den foreliggende kritik af dansk forsvar et skifte fra ”opgave”- til ”befalingstaktik” vil det være uheldigt.
Den anden dimension har med overgrebet at gøre. Der er næppe tvivl om at en gruppe irakere, der på overgrebstidspunktet kunne gå fra at være potentielle irakiske terrorister til at være uskyldigt fængslede borgere, har lidt fysisk og psykisk overlast, der er i strid med internationale konventioner. Men forsvaret er en institution, der tager sigte på at kunne levere vold i sin ultimative form. Derfor indgår vold i en dagligdag som vi ikke finder på et plejehjem, f.eks. Det er ikke et forsvar for hverken den fysiske eller psykiske vold i forsvaret. Tværtimod. Det er kun godt, at vi kommer den slags uvæsen til livs – hver gang vi støder på den. Men den retsstridige vold, som Annemette Hommel udsatte irakere for, forekommer også i Danmark. Må jeg minde om, at mens Hommel-sagen udviklede sig, indtraf en sag om ureglementeret behandling af danske værnepligtige i Livgarden. Den drejede sig bl.a. om, at en soldat som straf var placeret på en stol på en trappe i fastlåst stilling, som kunne indebære, at hvis han mistede balancen, ville han falde flere trin ned. Sanktionen mod den/de foresatte, der var ansvarlig for dette lovstridige overgreb i Danmark, blev ”løst” inden døre, men i Hommel-sagen greb forsvarsminister Søren Gade ind og hjemkaldte lejrchef OL Flach fra Irak og iværksatte en undersøgelse af sagen ved Forsvarets Auditørkorps. Hermed demonstrerede forsvarsministeren, at der for ham er forskel på lovstridig vold. Det er et uklogt signal at sende. For derved gradbøjes den retsstridige vold. Og tag ikke fejl, forsvarsministeren vidste som gammel militærmand, at en politisk hjemkaldelse og iværksat auditørundersøgelse ville kortslutte det militære hierarkis ”normale” måde at løse sådanne problemer på. For hver gang den militære organisations egentlige adfærd, voldsudøvelse, konfronteres med det civile samfunds normer, så taber militæret.
Den tredje dimension er den danske militære organisations omkalfatring. Vi taler om en virksomhed, der helt grundlæggende har fået ændret opgave, struktur, ledelse og personalesammensætning. Fra at opgaven under den kolde krig var at vente på at konflikten skulle ramme landet til at militæret nu selv opsøger den. Fra at vi har ført kollektiv sikkerhedspolitik i en alliance (i NATO) mod en fjende (USSR) til at vi nu fører selektiv sikkerhedspolitik, hvor vi er uden fjendtlige stater og kun omgivet af allierede, selv vælger/selekterer vore udenrigs- og dermed forsvarspolitiske indsatser. F.eks., da FN i 1991 bad Danmark og Tyskland om at sende styrker til Bosnien og Somalia, sagde vi ja til det første og nej til det andet. Tyskland valgte modsat. Strukturen i det danske forsvar er tilsvarende ændret og tilpasset den, der er nødvendig for et krigsførende land, nemlig mod øget centralisering og vægt lagt på de operative enheder. Fra at hær, fly og flåde havde hver sin personel- og materiel-administration har vi nu fået en værnsfælles centralstruktur. Således vil én organisation, FPT, Forsvarets Personeltjeneste, styre over 50 % af det samlede forsvarsbudget og en anden, FMT-CL, Forsvarets Materieltjeneste - Centralledelsen, være ansvarlig for alt grej. Ledelsesmæssigt er der sket en mindre revolution i toppen af dansk forsvar. Tidligere blev danske generaler/admiraler udnævnt i en alder omkring 55 år. Ved aldersmæssig sen udnævnelse kan flere oberster/ kommandører opnå topposter, fordi de kun sidder i ca. fem år frem til pensionsalderen på 60 år. Nu er mange nye chefer i forsvaret er omkring 47. De er således udnævnt efter indsats og ikke anciennitet. Det afgørende kriterium på forsvarstoppens ledelsesmæssige tilpasning bliver om den også vil opgive rotationen af de to topposter som forsvarschef og forsvarsstabschef mellem de tre værn, som det hidtil har været tilfældet. Den bedste officer bør vælges, ikke den næste i rækken. Over tid er de bedste forsvarschefer nok kommet fra søværnet, mens hæren og flyvevåbnet har leveret enkelte topofficerer, der har haft sværere ved at forstå de politiske krav. Personalemæssigt skal forsvaret militariseres, altså have flere kampsoldater og færre back-up soldater og civilt-ansatte. Af de fire personelgrupper: Officerer, befalingsmænd/konstabler (NCO), værnepligtige og civilt-ansatte, skal de førstes antal vokse fra 4.800 i 2004 til 5.000 i 2009, mens NCOerne i samme periode øges fra 10.500 til 14.500, de værnepligtige fra 5300 til knap 6000, mens de civiles antal reduceres fra 7.200 til 5.200. Dette gøres for at kunne fordoble antallet af udsendte kampsoldater fra godt 1000 til 2000. Til at styre disse mange og spredte aktiviteter har man etableret en koordinationsstab lige under forsvarschefen/ forsvarsstabschefen. Og alt det samtidig med at man skal forsyne og styre nye udsendte enheder til Irak og Afghanistan og andre steder. Det kan næsten kun gå galt.
Hvordan står de enkelte aktører, herunder forsvaret, så efter dommen? Ja, Annemette Hommel har besluttet sig for at anke. Det vil forlænge forsvarets fortsatte prestigetab. Men hun er oppe imod ”opgave-taktikken” beskrevet ovenfor. Hun har i kraft heraf et ansvar. Hun har ganske vist spurgt efter retningslinier i Forsvarskommandoen og er af Forsvarsakademiet fejlagtigt blev instrueret, også om at ”gå til de irakiske fanger” i sin udspørgen. Men hun har også et ansvar som ansvarlig officer. Tamil-sagen understregede dette. Den viste, at selvom en minister direkte kræver en bestemt adfærd af sine ledende embedsmænd, så skal de sige fra. Og uvidenhed til gældende lov, herunder menneskerettighedskonventioner, kan heller ikke her gøres gældende. Det kan det heller ikke for os andre. OL Flach står som anklaget og venter på sin sag, mens han erklærer sin uskyld. Han kan bruge ”opgavetaktikken” hertil, men har på den anden side dels været fraværende fra lejren/opgaverne på kritiske tidspunkter og dels ikke hjulpet/ført tilsyn med/besvaret de spørgsmål som Annemette Hommel stillede. Moralsk set har han svigtet, selvom der givetvis har været meget at se. Men som lejrchef er han altid i en eller anden grad ansvarlig for undergivnes fejl. Spørgsmålet er, om han er det juridisk set. Forsvarsakademiet, der uddanner de udsendte officerer, er ikke under formel anklage ved en domstol, men har ikke leveret varen. Det blev modigt erkendt af dets chef general Møller i retten, mens den ansvarlige officer for strategi-uddannelsen, O. Kværnø, efter dommen gerne vil dele ansvaret med hele samfundet, der måtte lære omstillingen ved at Danmark nu er en mere militær aktiv stat. Vrøvl. Eget ansvar skal man ikke tørre af på andre. Forsvarschef J. Helsø har omtalt sagen som en ”møjsag for forsvaret.” Ja, det er klart man helst ville have været den foruden. Men hvad med at udnytte sagen konstruktivt. Erkende at det er en dårlig sag, men at man kan lære af den. At man vil nedsætte en uafhængig undersøgelsesgruppe til at komme med forsalg til forbedringer. Altså lade ”møjsagen” blive en ”læringssag,” så det civile samfund kunne se at man selv kan og vil lære og forandre og ikke behøver en forsvarsminister til at true med det. En sådan holdning burde være fælles i hele forsvaret. Men egen krisestyring er man ikke altid så god til. Det gælder ikke kun det danske forsvar.
Dette indlæg til forsvar for forsvaret baseres på at danske soldater generelt gør en god indsats i det fremmede, at vold er det centrale element i soldateradfærden som det civile samfund har svært ved at acceptere og at de ansatte i forsvaret står over for store forandringer samtidig med at de skal passe deres daglige arbejde. Men forsvaret for forsvaret skal ikke ende med en frifindelse. Det man efter min mening grundlæggende kan bebrejde de ansvarlige for dansk forsvar er, at det har været uforberedt på at sådanne sager kunne opstå. At man i kølvandet på forsvarets succes har ladet stå til. F.eks. har danske politikere eller topofficerer ikke forskningsmæssig dokumentation for hvorfor danske soldater klarer sig godt i de udsendte missioner eller om danske soldater er bedre til fredsbevarende end fredsskabende missioner? Havde dansk forsvar fulgt med i den militærsociologiske forskning i udlandet, kunne det have læst noget om det og om de problemer andre lande har kæmpet med. Og havde dansk forsvar selv etableret en militærsociologisk forskning om de lige nævnte og andre militærsociologiske emner, så kunne en Hommel-sag måske være undgået. I dag må vi konstatere, at de ansvarlige fra folketingspolitikere over minister og til forsvarets topledelse har klaret deres opgave dårligere end de udsendte soldater har klaret deres. Det er lige før at konklusionen bliver, at de danske soldater klarer sig godt – ikke på grund af – men på trods af den politiske og militære ledelse. Det er synd for de første og skamfuldt for de sidste.