Submitted by Henning on
Civil samfundspligt (csp): Hvorfor og hvordan?
Militær værnepligt blev indført i Danmark i 1848 for at beskytte nationen mod udefra kommende fjender. Den værnepligt, der i sidste ende kunne koste den unge mands liv, blev afbalanceret med Grundloven af 1849 og dens frihedsrettigheder til de samme borgere. De to love blev indført næsten samtidigt i det meste af Europa. Dermed var en grundlæggende balance etableret mellem borgerens rettigheder og pligter.
I enhver demokratisk velfærdsstat må der også være en balance, økonomisk og psykologisk. Økonomisk fordrer velfærden, at borgerne må yde før de kan nyde. Psykologisk må de borgere, der yder også synes, at de, der nyder, er berettiget hertil. I kraft af deres baggrund, tilstand og tidligere indsats. Hvor truet den økonomiske og psykologiske balance i vort danske velfærdssamfund i dag er, kan et enkelt regnestykke illustrere: Tjener en borger 100.- kr. og lader alle penge gå til forbrug betales der mindst 25 % i moms og andre 5 % i afgifter. Personbeskatningen vil tage yderligere 35 %, hvoraf alene arbejdsmarkedsbidraget udgør 8%. Så tager de 148 andre skatter og afgifter mindst 10 %. Tilbage til privatforbruget er ca. 20 %. Danmark er i dag et lommepengesamfund. Med den beskatningsgrad af yderne, er der ganske enkelt ikke er plads til flere nydere. Men de fremtidige velfærdsudgifter vil givetvis vokse med den stigende aldrende og indvandrende befolkning. Derfor må vi tænke nyt og anderledes, hvis yderne fortsat skal finde den nuværende omfordeling af velfærdsgoderne rimelig.
Derfor forslaget om civil samfundspligt, csp. Den skal genskabe den psykologiske balance og lette trykket på den økonomisk. Mere lyrisk kan man sige, csp skal sikre nationens indre sammenhængskraft, mindske øgede modsætninger mellem befolkningsgrupper, bedre integrere nydanskere og bidrage til at hjælpe de svage i civilsamfundet.
Csp er en naturalskat på en ungdomsårgangs fritid. De unge skal i en given periode og under rimelige betingelser arbejde fuldtids med en civil opgave, som ellers ikke ville være blevet ydet, men uden at få en normal løn herfor. I det følgende argumenteres for hvorfor og hvordan csp bør indføres i Danmark.
HVORFOR
En overordnet begrundelse for csp er to forskydninger i balanceregnskabet.
Den første er politisk-økonomisk. Siden 1848/1849 er balancen mellem rettigheder og pligter kraftigt forskudt. Danskerne har fået mange flere rettigheder og langt færre pligter. Faktisk kun to, skattepligt og værnepligt. Og den sidste er nærmest ikke eksisterende, når 98 % af alle værnepligtige i dag har meldt sig frivilligt. Så denne pligt mangler i den danske livsbalance, der kan opdeles i fire perioder: I barndom og ungdom er der en balance mellem at nyde (pasning og undervisning) og at lyde. For de + 18 årige savnes altså ydelsen, militær værnepligt. I stedet nyder de: Gratis videregående uddannelse, SU (den største i verden og ca. 2-3 gange så stor som i Sverige og Norge), fordele som uddannelsessøgende, osv. Når de er færdige med deres uddannelse fra 25/30 til 65 år er der igen balance mellem at yde (skat) og få retten til – når uheldet er ude - at nyde (dagpenge, kontanthjælp, pension). Som pensionist kan de så overvejende nyde efter i mange år at have ydet. Men i livbalanceregnskabet skylder de unge en omgang.
Den anden er massepsykologisk. Igennem de to seneste generationer har vi bibragt vore unge en ny selvforståelse. I min ungdom (født i 1944) modsagde vi sjældent vore forældre. Men som hippier eller 68-ere gjorde vi oprør mod autoriteter og lærte vore børn demokrati. Den var de så så smarte at bruge i mod os. Derfor oplever vi (for-)ældre, at vore børn går i rette med os, hvad der var uhørt for os som unge. Værre er, at vi med vor demokratiindlæring tillod vore børn en udvidet adfærd. Det, der ikke direkte blev forbudt, var så tilladt. Det førte til en afgørende ændring i kontrolbegrebet. Fra intern kontrol, altså selvbesindelse, til ekstern kontrol, hvor omgivelserne sætter grænserne for ens adfærd (Janowitz 1977). Uden intern kontrol fjernes individets løbende indre selvopgør. Begge dele, den manglende værnepligt og selvbesindelse vil csp mere overordnet afhjælpe.
I det følgende argumenteres mere specifikt for csp for tre interessentgrupper: De csp-unge, deres klienter og staten.
De unge
Et første argument for en csp-ordning er de unges nuværende og voksende skæve folkeskolebaggrund. I følge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd havde 31 ud af vore 98 kommuner i 2007 blandede skoler, hvor mindst 10 % af børnene kom fra alle fem indkomstgrupper. I 2016 var dette tal faldet til 10 kommuner. Omvendt var de ensartede skoler med skæv forældreindkomstfordeling vokset fra 11 til 25, fordi forældrene i stigende grad bosætter sig sammen med ligestillede eller søger deres børn optaget i skoler med samme indkomst, som de selv tjener. Csp vil her øge sammenhængskraften fordi den vil udgøre en fælles referenceramme, en social og kulturel smeltedigel, for unge mænd og kvinder med vidt forskellig baggrund.
Et andet argument er psykologisk. Ifølge Søren Kierkegaard forløses det enkelte menneske ved at forpligte sig. Over for Gud. Men man kan også forpligte sig over for et andet menneske. Når man forpligter sig, glemmer man sig selv. Og det er i selvforglemmelsen, at vi er mest menneskelige og vi bliver os selv allermest.
Et tredje argument er erhvervsmæssigt. En undersøgelse fra VIVE (2018) af unge i 89 udsatte boligområder viser, at 80 % af de unge med et fritidjob gennemfører en erhvervskompetencegivende uddannelse, mens det kun gælder 65 % af deres jævnaldrende kammerater uden. Så fritidsjob eller blot det at komme ud på arbejdsmarkedet som csp-er forbedrer den unges erhvervschancer.
Et fjerde argument ligger i forlængelse heraf. Deltagelse i en csp-ordning sikrer, at de unge stifter bekendtskab med arbejdsmarkedet og får de sociale kompetencer, der er nødvendige for at begå sig dér: Stå op om morgenen, komme til tiden, omgås kolleger, betjene klienter, osv.
Et femte argument er et sikrere og bedre uddannelsesvalg. Mange unge, der forlader folkeskolen, er i tvivl om hvilken uddannelse de skal vælge. De fleste af dem vælger så gymnasiet og udskyder dermed dette valg eller vælger en erhvervsuddannelse. Men her lurer en usikkerhed. Det viser faldet i tilgangen til produktionsskolerne på 27 % fra 2014 – 2017, fordi adgangskravet hertil er direkte optagelse efter endt folkeskolegang. Og unge vælger så fornuftigt nok at udskyde erhvervsvalget og i stedet vælge gymnasiet. Men det kan hindre nogle i at komme i gang, i det hele taget. Således har ¼ af de unge mænd og 1/5 af kvinderne alene har en folkeskolebaggrund og dermed en vanskelig adgang til uddannelse og arbejdsmarked. Samtidigt – og næsten selvmodsigende – har Danske Regioner beregnet, at der i 2025 vil mangle 70.000 med erhvervsuddannelse og 10.000 med kort videregående uddannelse, mens der vil være 31.000 for mange akademikere og 10.000 for mange professionsbachelorer. I forlængelse heraf har FOA anslået, at der i 2026 vil mangle 40.000 SOSU-assistenter. Alligevel ser vi også her en faldende rekruttering. I 2009/10 startede 10.368 elever på SOSU-uddannelsen, i 2015/16 kun 4.918, omend det gik frem i 2016/17 til 6.020. Her kan csp gøre en forskel og tjene som en rekrutteringsplatform for fremtidige SOSU-ere ligesom den militære værnepligt tjener som rekrutteringsgrundlag for forsvaret af unge soldater, der kontraktligt binder sig for tre års militærtjeneste.
Et sjette argument er politisk. Ifølge Ove kaj Pedersen (2018) er mange danskere fremmedgjorte og har overladt det til en elite som politikere, embedsmænd, medier, osv. at styre. De skal besinde sig, dvs. de skal ved siden af deres selvforståelse indlæse et samfundsmæssigt værdigrundlag, som hjælper til selv at tage stilling hvordan vort samfund skal være og udvikles. Og det kan som sagt ske ved at forpligte sig, som det vil ske ved csp.
Et syvende argument vedrører specifikt gruppen af nydanskere, især de unge mænd, der føler sig udenfor samfundet og ser sig som modborger og ikke medborger. Her vil en csp-ordning udgøre et vægtigt integrationsbidrag. Den sikrer, at man drager op fra sit miljø, drager ud og opdrages. For det er ifølge Judith Rich Harris (2000) netop ikke forældrene, der opdrager børnene, men deres sekundære miljø, kammeraterne, mv. Med csp trækkes den unge ud af sit kriminelle miljø.
På modtagersiden kan også opstilles stærke og værdige argumenter for csp.
Klienterne
Fire modtagergrupper kan identificeres: Ældre, indvandrere, de 100.000 fattigste og de 300.000 læse/regnesvage.
Et første argument for at hjælpe disse klienter er psykologisk. For alle fire grupper ved vi, at de er marginaliserede og ofte føler sig ensomme. Vi ved også, at en personcentreret omsorg (Kitwood) er mere afgørende for de svages trivsel end en rigid ydet hjælp i dagligdagen. Nærvær, trøst og tilknytning fra en SOSU-assistent eller lektiehjælp fra en mentorlærer vil give de svage, ældre som unge, en mere meningsfuld og indholdsrig hverdag. I dag mangler de varme hænder og den medmenneskelige interesse. SOSU-erne har ikke tid til at snakke med den ældre eller gå en tur med dem, osv. Og læreren kan højest afse to minutter til hver elev pr. time. For både SOSU-erne og lærerne har fået forringet deres arbejdsbetingelser. Velfærdsstaten har reduceret rengøringshjælpen hos borgere med en så dårlig funktionsevne at de ikke kan rengøre sin egen bolig, fra 1 times ugentlig rengøringshjælp til 45 minutter og forberedelsestiden bevilget lærerne er nedsat. Csp vil være en aflastning for de mennesker, der arbejder i den offentlige sektor og det ikke-profitorienterede foreningsliv.
Et andet argument er socialt. Ældresagen anslår, at 50.000 ældre over 65 år føler sig ensomme. Det samme gør andre svage og marginaliserede grupper. Vi ved, at den ensomhed kan kædes sammen med alzheimer, hjerte-kar-sygdomme og depression. Vi ved også, at selvmordsraten for mænd over 65 år er 50 % højere end gennemsnittet for alle aldersgrupper, og at de ældste mænd har den højeste selvmordsrate af alle aldersgrupper. Et samvær med en csp-ung kan være en game-changer i disse menneskers liv.
Et tredje argument - i forlængelse heraf - er biologisk. Forebyggelse af den ensomhedsskabte depression kan ske ved at holde hjernen i gang, ved at sætte sig ind i nye ting, ved at lære noget, ved at motionere, osv. En klar opgave for csp-erne og et klart alternativ til statens indstilling, at det hører med til alderdommen at de ældre bliver demente og at mange unge ikke kan læse/regne. Men sådan behøver det ikke at være og forblive. Csp kan sikre et paradigmeskifte i vor velfærdspolitik.
Et fjerde argument er medicinsk. Ifølge Sundhedsdatastyrelsen var 7 % af befolkningen i 2016 i behandling med antidepressiv medicin. For de 65 – 79 årige var tallet 11 % og for dem over 80 år, næsten 20 %. Det er en skævhed, som csp kan reducere, bl.a. vist ved et mindre medicinforbrug.
Endelig kan der opregnes fordele for staten ved csp.
Stat
For staten vil csp indgå i en omfattende, ny omsorgsløsning, der tager udgangspunkt i klienternes behov og samtidigt adresserer de fremtidige udfordringer her vist ved ældreplejens tre fremtidige udfordringer: Flere klienter, færre ansatte og et silo-sundhedsvæsen (med regioner, der styrer hospitaler og kommuner, der styrer den øvrige omsorg). I løbet af de næste 20 år vil der blive 400.000 flere danskere over 70 år. Selvom mange ældre klarer sig selv forventes antallet af demensramte ældre at vokse fra godt 87.000 i år til 122.000 om tretten år, altså allerede i 2030. Sundhedsvæsnet i dag er ikke gearet til at løse den gigantiske opgave selvom Danmark bruger 3 % af BNP på ældrepleje som Sverige, mens Tyskland kun bruger 1,8 % og Bulgarien så lidt som 0,8. Derfor ventes sundhedsudgifterne at vokse fra de nuværende godt 3% af BNP til 7 – 8 % i 2030. For sundhedsudgifterne vokser kraftigt efter 50 årsalderen og den er 3,5 gang så høj for de 80 – 90 årige som for de 50 årige ifølge beregninger fra OECD.
Integrationsindsatsen i dag er også nødlidende. Bl.a. fordi de marginaliserede nydanskere, vi gerne skulle nå, ikke møder andre grupper eller normer, altså ikke forlader deres miljø. Der er mange tilbud til også disse unge, men vi skal erkende, at der skal skrappere midler til end tilbud. Kriminalitetsstatistikken med en overrepræsentation af nydanskere i fængsel taler sit tydelige sprog. Men vi foregriber og udfordrer ikke afgørende deres miljø, adfærd og synssæt. Det vil ske ved csp. Fordi en csp-mentorlærer kunne have hjulpet dem og de andre ca. 300.000 læse-/regnesvage danskere i skolens lektiecafé. Det vil give Danmark et enormt løft i de PISA-test, hvor vi trods verdens dyreste folkeskole fortsat scorer under eller omkring middel.
HVORDAN
CSP pålægges en ungdomsårgang på godt 50.000, fratrukket de militære værnepligtige på ca. 8.000 og ikke-egnede. I alt kan 40.000 unge danskere årligt stå til rådighed for csp, 24.000 kvinder og 16.000 mænd.
Csp er et indgreb i de unges frihedsrettigheder. Men en sådan ordning er lovlig. I Betænkning vedrørende Lighed i Værnepligtsbyrden 1976 fastslår Justitsministeriets lovafdeling, at ”gennemførelsen af en generel forpligtelse til at forrette samfundstjeneste ikke i sig selv kan anses for stridende mod bestemmelserne i grundlovens §§ 71 eller 81, eller som et ekspropriativt indgreb som nævnt i grundlovens § 73”. Og csp synes også accepteret af de unge ifølge Zeuner (2000): ”… mellem 97 og 53 procent af de unge (giver) udtryk for en omsorgsorientering”, altså en støtte for csp. Endelig må det i ligestillingens navn nævnes, Norge i 2013 indførte militær værnepligt for kvinder. Danmark kan syv år senere udbrede denne ligestilling ved csp.
Ud fra den universalistiske og skattefinansierede velfærdsmodel foreslås en tvungen csp på i alt syv måneder, én måned højskoleophold og seks måneders samfundspligt i den offentlige og ikke-profit orienterede foreningssektor organiseret af kommunerne. Det er vigtigt at fastslå nødvendigheden af det månedlange højskoleophold. De unge forlader deres miljø og møder andre unge fra andre kulturelle, sociale, økonomisk og politiske lag i samfundet.
CSP aflønnes af staten som de militære værnepligtige og er dermed også skattepligtig. En samlet beregning for hver csp-er vil ligge på ca. 100.000 kr. for de syv måneder og i alt 4 mia. for samfundet. Men der kan opstilles forskellige dynamiske modregninger: Flere friske ældre, færre uden for arbejdsmarkedet, færre medicinudgifter, osv. En afgørende principiel udgiftsbesparelse ligger også i, at kun en ydet csp berettiger til dansk SU. Derved vil andre EU-unge udelukkes herfra.
Arbejdsgiver og arbejdstagerorganisationerne har hidtil undladt at tage stilling til csp, men ordningen skal ikke ændre ved de gældende normeringer eller overenskomster.
Et konkret eksempel på et csp-forløb: Et plejehjem eller en forening ønsker en csp-er og kontakter kommunens csp-kontor. Den unge indkaldes til session og får forelagt et par tilbud ud fra egne forudsætninger og interesser. Det valgte csp-sted informeres af kommunen og kontaktes af den unge, der også selv vælger højskole. På højskolen introduceres vore danske værdier (demokratikanon) og (kulturkanon) på et internatophold. Herefter følger samfundspligten styret af den rekvirerende institution, der har pligt til at melde uregelmæssigheder til kommunen. Csp-indsatsen afsluttes med et bevis, der ved erhvervs- eller uddannelsesstart fremlægges og tilsiger ret til SU.
Csp vil genoprette livsbalancen, styrke de unge, hjælpe de svage, forbedre integrationen og øge sammenhængskraften i samfundet, som alle er enige om er truet. De omfattende og oftest ineffektive stop-go hovsa-løsninger afløses af en grundlæggende ny velfærdside, csp, der løser så mange opgaver. Hva´nøler I efter?
Henning Sørensen
Ph.d. (CBS), cand. mag. (KU), cand. scient. pol. (AU).
PS: Et tidligere forslag om csp er udarbejdet i 2001/8 for DUPI og kan – med besvær - findes på min hjemmeside ”isfdanmark.dk”.