Dansk forsvars håndterimng af Kabul-ulykken i 2002

 

Dansk forsvars håndterimng af Kabul-ulykken i 2002

 

Forsvarschef Christian Hvidt (CH) har i Berlingske Tidende 9. ds. et indlæg ”Det menneskelige forsvar.” Heri imødegår han kritikken fra ”elektroniske og skrevne medier (af) forsvarets mediehåndtering af ulykken i Kabul den 6. marts 2002.” CH skriver, at ”Vi vil være sikre, når vi præsenterer resultaterne. Vi vil ikke vil drage forhastede konklusioner på et forkert eller for tyndt grundlag. Hensynet til de pårørende og til forsvarets personel i øvrigt vejer meget tungt…Vi skylder vore medarbejdere at undersøge dette her ordentligt. Det handler om sikkerhed. Det år vi ikke på kompromis med. Og det handler om retssikkerhed. Det går vi heller ikke på kompromis med.”

 

 

 

Tre hensyn indgår i forsvarschefens argumentation: Hensynet til de pårørende, forsvarets personel og retssikkerheden. Det synes at være en tung imødegåelse af kritikken. Men CHs argumentationen er forfejlet. Kritikken af forsvarets mediehåndtering går på det danske forsvars ”langsommelighed” og ”lukkethed” sammenholdt med tyske myndigheders ditto. Kritikken mod den danske forsvarsledelses mediehåndtering kan sammenfattes i tre spørgsmål:

 

 

 

1. Hvorfor skal den danske befolkning høre om tabet af tre danske soldater i Kabul fra tyske medier og det to timer før der gives informationer herom fra officielle danske kilder, når kendsgerningen ifølge forsvarschefen selv er, at ”forsvaret (i Danmark) har samme oplysninger, som man har i Tyskland” ?

 

2. På hvilke punkter adskiller den danske forsvarsledelses opfattelse af informationslødigheden sig fra den man har i Tyskland ?

 

3. Hvorfor lader forsvarschefen sin statsminister afholde et pressemøde uden at have væsentlige informationer, mens det pressemøde CH selv afholder to timer senere har langt flere oplysninger ?

 

 

 

Forsvarschefen kritiserer de civile tyske statsadvokaturer i tre forskellige delstater: Potsdam, Lüneburg og Münster, der uafhængigt af hinanden har udtalt sig om årsagen til ulykken – for også at være ”inde på skyldspørgsmålet.” Det mener jeg ikke de er. Udtalelserne udtrykker vilje til at se kritisk på sagsforløbet for at opklare sagen, placere et ansvar og lære af tragedien. Derfor er udtalelserne heller ikke ”i modstrid med retsplejeloven (i Danmark),” som hævdet af CH. Men nok så væsentligt: Jeg kan forstå, at det i Tyskland er civile juridiske instanser, der skal opklare og afgøre sagen, i Danmark er det det militære auditørkorps. Hvis civile myndigheder – forventeligt - er mere åbne og kritiske over for forhold i forsvaret end forsvaret selv, så er de da at foretrække, også i Danmark.

 

 

 

CH argumenterer nok med menneskelige hensyn; men de skal ikke (mis-)bruges til at forsvare forsvarets langsomme og lukkede mediehåndtering med. Indlægget ”det menneskelige forsvar” skulle have heddet ”det militære forsvar.” Det var hvad forsvarschefens indlæg handlede om. 

 

Henning Sørensen

 

Militærsociolog,

 

cand.mag., cand.scient.pol., lic.merc.

 

Borremosen 13

 

2800 Kgs. Lyngby

 

Publiseringsår: 
2002