Submitted by Henning on
Danske politikeres centnertunge ansvar for de tabte krige
Med Bo Lidegaards bog ”Danmark i Krig” og Jens Rohdes indrømmelse i WEA (09.03) om problemer i den politiske beslutningsproces, da Danmark gik i krig i Irak og Afghanistan er tiden nok kommet til et længe ventet opgør med de samme politikeres ansvar herfor. BL og JR tildeler alene politikerne ansvaret for beslutningen herom og for ikke at ville erkende, at udfaldet af disse krige langt fra blev det, vi kæmpede for. Men politikernes ansvar rækker langt videre som det kort skal opregnes og senere underbygges. For det første inddrog politikerne ikke den militære ekspertise forud for en indsættelse af danske soldater i internationale militære operationer. For det andet blandede de sig direkte i krigsførelsen og er dermed ansvarlige det markant høje antal dræbte danske soldater. For det tredje manipulerede de ”erfaringsopsamlingen vedr. den samtænkte danske indsats i Afghanistan”, som de stillede befolkningen i udsigt og som soldaterne jo har brug for som ”lessons learned” til senere udsendelser. For det fjerde har de sat sig økonomisk, organisatorisk og forskningsmæssigt tungt på de militærpolitiske forskere fra de tre forskningsinstitutioner Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), Forsvarsakademiet (FAK) og Center for Militære Studier (CMS) ved Københavns Universitet, og som de selv ofte vælger ”neutrale” rapporter fra. Og endelig for det femte har politikerne generelt fravalgt at informere befolkningen om krigene som det er sket i Sverige, Norge, UK, USA, m.fl.
1. Politikerne har både direkte og indirekte fravalgt den militære ekspertise forud for udsendelsen af danske soldater. Direkte undlod politikerne at spørge efter den militære ekspertises syn på strategien: Er det overhovedet muligt samtidigt at bekrige og genopbygge et samfund/område; hvor gør danske soldaterne bedst gøre nytte, hvordan (= fredsstrategi) og hvor længe (= exit-strategi)? etc. Det var netop sådanne krav den daværende amerikanske forsvarschef og senere udenrigsminister Colin Powell stillede præsidenterne Bush og Clinton over for. Det er væsentlige spørgsmål at få afklaret, fordi de asymmetriske krige i Irak og Afghanistan stiller særlige krav til den udsendte soldat. Han/hun skal handle i overværelse af civile, mod civile, til forsvar for civile værdier, og hvor civile både er modstandere, der skal nedkæmpes og borgere, der skal ”vindes”. Samtidig skal soldaten bruge minimal kraft og kun når det er strengt nødvendigt. Officerer og befalingsmænd skal motivere soldaterne til at acceptere disse begrænsninger og samtidig påtage sig en større risiko end i normale krige, som US general Petraeus fastslog i 2006. Indirekte har danske politikere amputeret den militærprofessionelle ledelse, dvs. forsvarschefembedet. I 1970 havde det 49 funktioner, i dag kun tre: Operation, værnsledelse og udvikling. Emner som personel, økonomi og grej er nu underlagt forsvarsministeriet og altså forsvarsministeren, læs politikerne. Udadtil fastholder politikerne, at forsvarschefen skal rådgive dem strategisk. Men indadtil er det ikke muligt, når denne er frataget den indsigt i og kompetence over tre så vigtige strategiske funktioner. Sådan fik politikerne fået lukket munden på den militær ekspertise.
2. Danske politikere har direkte blandet sig i den militære indsats i Afghanistan mod den militære ekspertise råd og forventning. De pålagde danske soldater i Afghanistan en ”samtænkningsstrategi”, der krævede, at vore soldaterne kørte rundt i lette køretøjer for nemmere at kunne komme i kontakt med lokalbefolkningen. Men dermed blev de lette ofre for Talebans bagholdsangreb og vejsidebomber. I øvrigt til forskel fra de britiske troppers udstyr og adfærd, som vi samarbejdede med. Krigsscenen i Helmand provinsen er kort beskrevet af en dansk soldat: ”Vi ved godt, at i et område på størrelse med Amager er 25 danske soldater døde og mange flere er blevet såret, siden Danmarks ”aktivistiske udenrigspolitik gik op i gear med indsættelsen i Helmand i foråret 2006”, Politiken, ”Kammerater i krig”, 15.12.2009, http://politiken.dk/udland/article845945.ece/. Og fra 2010 og frem falder yderligere 12 danske soldater ved vejsidebomber. Hvad foregår der? Når 38 af de 43 danske soldater falder i Helmand-provinsen og 25 af dem ved vejsidebomber, hvorfor bliver vore soldater ikke beskyttet mod disse vejsidebomber, når problemet er erkendt af den udsendte militære ekspertise på stedet så tidligt som i 2007: ”Vi ser meget frem til at vi forhåbentlig snart får kampvogne. De vil øge sikkerheden markant for soldaterne...” udtalte den udsendte danske bataljonschef i Afghanistan, Kim Kristensen, http://jp.dk/udland/article 1135164.ece, 19.10.2007. Det markante antal af faldne danske soldater fremgår af følgende: Danmark mistede i alt 43 soldater i Afghanistan, UK 455 og USA 2.381. Målt på antal indbyggere får Danmark en tabsrate på 7,7, USA på 7,4 og UKs på 6,9. Danske soldater nedkæmpedes også først og hurtigst af Taleban. 81% af danske soldater (35 ud af 43) dræbtes på fire år i 2007-2010, 87% af britiske (394 af 455) på 6 år i 2007–2012 og 82 % af amerikanske (1.943 af 2.381) på syv år i 2007–2013. Danske politikere kendte til problemet uden at gribe ind: ”I Helmand er især antallet af angreb med improviserede vejsidebomber steget markant, ligesom der har været en stigning i antallet af asymmetriske angreb”, Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet, ”Den danske indsats i Helmand 2008”, 2009:6 og videre: ”Indsatsen har haft alvorlige omkostninger. 12 danske soldater omkom som følge af indsatsen i 2008 (13. HS), mens tyve blev såret, heraf flere alvorligt”, s 12. Alligevel fastholdt politikerne ”samtænkningsstrategien” og lader Uden- og Forsvarsministeriet sige: ”Den overordnede målsætning for den danske indsats i provinsen er at bidrage til stabil og bæredygtig udvikling gennem en sammenhængende og fuldt integreret civil og militær indsats”, Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet, ”Den danske indsats i Helmand 2008”, 2009:4. Også over for udlandet fremhæver danske politikere denne strategi, som vi står alene med, selvom det hævdes, at også allierede tropper ”kører i åbne militærkøretøjer for lettere at komme i kontakt med lokalbefolkningen”: ”Danish and allied troops often patrol in the town of Gereshk…conducted in open-top vechiles to make it easier to come in contact with the local population….” for “the personal contact with the local population in Gereshk has importance for the entire Danish effort in Helmand Province…. Through daily dialogue, the inhabitants can assist the troops with information about hostile movements”, The Ministry of Foreign Affairs and the Ministry of Defence, Denmark´s engagement in Afghanistan 2008-2012, 2008, 22 s, her s 15. Den ”samtænkningsstrategi” har soldaterne forstået og lært udenad: ”Vi skal observere og tale med de lokale, helst de ældre. Vi tager temperaturen på stemningen i området”, Politiken, ”Kammerater i krig”, 15.12.2009, http://politiken.dk/udland/article845945.ece/. Hvor grotesk denne strategi er fremgår af Politiken: ”Hver gang danskerne skal ud fra lejren, drejer det sig om at narre fjenden” http://politiken.dk/udland/article845945.ece?/. Så det politiske krav om let udstyrede soldater medfører, at danske soldater skal snige sig ud af deres lejr for sikkert at kunne forlade den. Selvom politikerne er bekendt med ”samtænkningsstrategien”s farlighed og uhensigtsmæssighed fastholdes den: ”S og V finder det utænkeligt, at strategien skulle være indrettet efter tabstallene”, siger John Dyrbye Paulsen (S) Berlingske 14.7.2008. I princippet er Slagelses nuværende borgmester lige så ligeglad med faldne danske soldater som 1. VKs generaler var det med deres. Et andet citat bekræfter det politiske ansvar for de mange omkomne soldater: ”…både S og R fremhæver, at der i den seneste Afghanistan-strategi er lagt mere vægt på genopbygning af det civile samfund…(på trods af)… at Talebans indflydelse i Afghanistan – ikke mindst i det sydlige, hvor danskernes Camp Bastion ligger – er stigende siden sidste år”, Jyllandsposten 21.12.2008, s 6. Selv når soldater tillades øget beskyttelse, er det ikke nok: ”Danske dødsofre nr. 35 og 36...kørte patrulje i et af de forsvarets nyeste og bedst udrustede køretøjer infanterikampkøretøj CV 9035 (IKK). Men det var åbenbart ikke godt nok til at beskytte soldaterne mod Talebans frygtede sprængladninger”, Ekstra Bladet 6.8.2010, ”Dræbt en uge før de skulle hjem”, s 12. Politikernes fastholdelse af ”samtænkningsstrategien” giver dem både ansvar og blod på hænderne. Men forsvarsledelsen har også en ansvar, når de folkevalgte svigter. Den kender bedre end civile soldatens vilkår og burde have sagt fra. Det samme kan man sige om forskerne, der fulgte udviklingen.
3. Politikerne har også et stort ansvar for den bevidste tilbageholdelse af informationer til offentligheden om krigen i Afghanistan. For de bad i et kommissorium udarbejdet af Udenrigs- og forsvarsministeriet forskere fra DIIS om at ”udarbejde en opsamling af internationale erfaringer med samtænkning af de politiske, udviklingsmæssige og militære indsatser i Afghanistan fra 2001 til 2014, herunder hvordan den militære indsats har indvirket på bestræbelserne på at vinde civilbefolkningens hearts and minds”. Men de samme politikere krævede i kommissoriet, at ”erfaringsopsamlingen ikke skal beskæftige sig med militære aktiviteter på det taktiske/operative niveau”. Allerede her burde DIIS-forskerne have sagt fra. Man kan ikke måle en indsats på tre områder og så trække den ene ud af ligningen. Slet ikke, når denne indsats har kostet over 11,5 mia. kr., hvorimod den udviklingsmæssige ”kun” har kostet godt 3 mia. kr. og den politiske langt mindre. I stedet for at DIIS forskerne erklærede ”erfaringsopsamlingen” for ”misssion impossible”, så vrider og vender de sig i rapporten og må da også erkende heller ikke det til lejligheden omskrevne formål at måle ”effekterne af indsatsen” har man kunnet, s 77. Hvad er det så lige DIIS mener at have undersøgt? I samme kommissorium bedes FAK ”udarbejde en opsamling af erfaringer fra Afghanistan med de projekter, som Forsvaret har gennemført til støtte for militære operationer (de såkaldte CIMIC-projekter)”. Det kan man stadig ikke, da politikerne jo har krævet, at ”erfaringsopsamlingen ikke skal beskæftige sig med militære aktiviteter” osv. Dertil kommer, at det strider mod sund fornuft at mene, at man kan undersøge effekten af et CIMIC-projekt til få mio. kr. på de ”militære operationer” til 11,5 mia. kr. Forskere fra DIIS og FAK har ladet sig bruge politisk til at misinformere befolkningen for at dække over politikernes ansvar og det burde de klart have sagt fra overfor.
4. Når det har kunnet lade sig gøre, er det jo fordi Forsvarsministeriet sidder tungt på DIIS, FAK og CMS. Alle tre institutioner finansieres over ministeriets budget, har en repræsentant herfra siddende i deres respektive bestyrelser, der også fastlægger de emner, der skal forskes i og dermed – og især - hvad der ikke skal undersøges. Og den nuværende DIIS direktør er tidligere afdelingschef i forsvarsministeriet. Derfor er det svært at finde rapporter, der kritiserer ministeriet eller regeringens politik. Derfor undlader de at foreslå ”lessons learned”-analyser af vore militære indsats i udlandet modsat Norge og Sverige. Derfor undlader de at tage emner op som Bo Lidegaards bog. Osv. Det er ikke kun til ugunst for den demokratiske debat i befolkningen men også til skade for fremtidige militære deployeringer af danske soldater.
Hvor markant politikernes informationsstyring via Forsvarsministeriet er på forskere fra de tre institutioner viser deres støtte til fravalget af ”lessons learned” analyser, hvilket helt klart strider mod en normal forskerindstilling om at lære af sine erfaringer. Således siger Kristian Knus Larsen, CMS: ”Der skal fokuseres konkret og fremadrettet, så man undgår at fælde dom over hvad der gik godt og skidt”, Kristeligt Dagblad 19.08.2014, s 2. I det danske forsvar går man ellers meget op i ”lessons learned”-undersøgelser/
-briefinger. Men forskere, der skulle være de først til at støtte folk ”ude i de spidse ender”, undsiger her vigtigheden heraf. I øvrigt sætter udsagnet jo selv den officielt lovede ”erfaringsopsamling”, som Udenrigs- og Forsvarsministeriet netop har bestilt, til vægs. Den er der altså ifølge KKL slet ikke grund til gennemføre. Og Peter Viggo Jakobsen, FAK, frygter at ”resultatet enten bliver et skønmaleri… eller en søgen efter hår i suppen”, ibid. Hvorfra ved PVJ det? Hvilken evidens er der for dette overfladiske synspunkt? Og DIIS-forsker Louise Riis Andersen beklager i Jyllandsposten 16.10.2017, at ”der i det nye (forsvarsforligs-)udspil ikke står et ord om… samtænkning (der) tidligere var en markant politisk prioritet… (og som) kan være med til at forebygge konflikter og ekstremisme, så vi undgår dyre og langvarige krige”. Nu har DIIS jo netop ikke undersøgt den fulde samtænkning, og slet ikke den militære indsats. Hvordan kan man så udråbe strategien som en succes? I øvrigt punkterer LRA i DIIS-rapporten, at ”samtænkning” ”forebygger konflikter og ekstremisme”, for en central reference i DIIS-rapporten ”konkluderer, at stabiliseringsinitiativer i nogle perioder direkte var årsag til ustabilitet og vold”, s 69.
5. Generelt har danske politikere lukket af for informationer om den militære indsats. Regeringen og det blå flertal har lukket Irak-kommissionen. Politikerne har fravalgt undersøgelser af krigsindsatsen mv. som dem i Norge og Sverige og de har - som sagt om Afghanistan-rapporten – afvist at få undersøgt ”den militære aktivitet på det taktiske/operative niveau”. Man kan så hævde, at de har vedtaget at undersøge ”baggrunden for Danmarks militære engagement i Kosovo, Irak og Afghanistan… for at blive klogere på beslutningerne om Danmarks militære engagement”. Men det er beslutningerne, der førte til deployeringerne i udlandet og ikke selv den militære indsats, der undersøges.
Så politikernes svigt er langt større end det erkendelsesansvar, som efterlyses af BL og JR. De har et centnerstort ansvar for at
- udsende danske soldater uden klart militært strategisk mandat,
- blande sig i krigsførelsen i Afghanistan og trods viden om et betydeligt antal
faldne danske soldater at fasthold en dræbende ”samtænkningsstrategi”
- manipulere ”erfarinsgsopsamlingen” for Afghanistan-indsatsen
- få forskere til at støtte deres fravalg af ”lessons learned” og endelig
- fravælge at undersøge Danmarks krigsførelse generelt som det ellers er sket
i en lang række andre lande.
Vejen frem er ikke kun, at folkevalgte, forsvaret og forskere påtager sig et ansvar og indrømmer fejl, fejhed og fortielser, men at sikre at det ikke sker i fremtiden. En øget integritet mellem politikere/ministerium og forskere tror jeg ikke på. Det løb er kørt. Den tillid er opbrugt. Derimod skal der ske en organisatorisk styrkelse af forsvarschefembedet og etablering af en uafhængig militærsociologisk forskningsenhed med pligt til løbende at undersøge og rapportere om selvvalgte emner til brug for borgere og soldater.
Henning Sørensen
Militærsociolog, cand. mag. (KU), cand. scient. pol. (AU), Ph.d (CBS)