Submitted by Henning on
Demokratisk kontrol med forsvaret: Begreb og behov
Den verserende Jægerbogssag er en aktuel anledning til at tage spørgsmålet om demokratisk kontrol med de væbnede styrker op for dansk forsvars vedkommende. Både fordi dansk forsvar som andre vestlige landes militær har oplevet strukturelle og funktionelle ændringer, der øger behovet herfor og fordi dansk forsvar leverer alt for mange eksempler på, at militære chefer overtræder de demokratiske spilleregler.
Begreb
”Demokratisk kontrol med forsvaret” kan afgrænses på flere måder. Man kan følge forskeres debat over tid. Allerede i 1941 talte Harold D. Lasswell om ”the garrison state,” ”kaserne-staten,” fordi en stat i krig (USA) vil tillade militæret (af Lasswell kaldet ”det organiserede voldsapparat”) øget indflydelse og ressourcer på bekostning af det civile samfund. I 1957 fulgte et nok så afgørende værk for dette begreb: Samuel P. Huntingtons ”The Soldier and the State.” Heri opfordrede han - på baggrund af amerikanske politikeres indblanding i USA's krig i Korea - at lade officererne i fred til at føre krigen taktisk på slagmarken, for så skulle de nok som professionelle soldater – gennem objective control (altså selvkontrol) - til gengæld lade være med at blande sig i politik. Kun tre år senere udgiver Morris Janowitz ”The Professionel Soldier,” hvori han mødegår Huntingtons forslag om isolering af den professionelle soldat (officererne) til fordel for en integrering, der krævede, at officererne skulle kende og følge det civile samfunds værdier, kaldet subjective control. Disse tre forskere er vigtige bidragydere i denne ”demokratisk kontrol-”debat, men andre kunne nævnes.
En anden tilgang er at anlægge en aktørsynsvinkel: Hvem skal kontrollere hvem og med hensyn til hvad? Umiddelbart drejer det sig om regeringen, Forsvarsministeriet, Folketingets forsvarsudvalg og hele Folketinget, der på vegne af befolkningen skal sikre at soldaterne følger de skrevne og uskrevne regler. Og de, der skal kontrolleres er i første række de militære chefer.
En tredje indfaldsvinkel er at følge ”demokratisk kontrol”-spillet mellem politikere og militære chefer for at afdække, hvornår det konkret udøves. Her er sondringen mellem ”at have og at udøve kontrol” væsentlig. Danske politikere har kontrol, når topofficerer af sig selv følger de demokratiske spilleregler. Men når danske politikere skal udøve kontrol, så har en militær chef forinden overtrådt de demokratiske spilleregler. Så når politikerne forbliver passive, så får de militære chefer den opfattelse at deres ellers udemokratiske adfærd er i orden. Derfor er det vigtigt, at begge aktører er bevidst om deres adfærd og hvordan den opfattes på den anden side af bordet.
En fjerde, og den der bruges her, fokuserer på hvilke former for overtrædelser af den demokratiske kontrol danske militære chefer har gjort sig skyldig i.
Øget behov for demokratisk kontrol generelt
Strukturelt har dansk forsvar – som andre vestlige landes forsvar - udviklet sig til ugunst for demokratisk kontrol. For ca. 50 år siden udgjorde andelen af militært ansatte (officerer, befalingsmænd og konstabler) i dansk forsvar kun ca. 20 % og ”civilisterne” (militært værnepligtige og civilt ansatte) 80 %. I dag er forholdet nærmest omvendt, 2/3 er nu militært ansatte og 1/3 civilister. Det input af civile værdier og dermed demokratisk kontrol som de værnepligtige tilførte forsvaret, sker så ikke mere. Behovet for øget demokratisk kontrol skyldes også stigningen i antallet af militære chefer. Jo flere topofficerer, desto flere til at politisere og jo større bliver behovet for demokratisk kontrol. Dansk forsvars deltagelse i internationale missioner øger også behovet for demokratisk kontrol, fordi den enkelte udsendte soldat jo så at sige fører dansk udenrigspolitik ved sin optræden udenlands. Et konkret eksempel er Annemette Hommel retssagen fra 2006, der netop tog udgangspunkt i at hendes afhøringsmetoder af krigsfanger i Irak i 2004 ikke var i overensstemmelse med danske udenrigspolitiske værdier. AMH blev i 2006 frikendt, fordi forsvaret havde svigtet sin uddannelsespligt af hende, men eksemplet viser, at én soldats adfærd kan sætte spørgsmål ved dansk udenrigspolitik, som sådan.
Øget behov for demokratisk kontrol grundet danske forhold
Ved siden af disse generelle strukturelle og funktionelle grunde til øget demokratisk kontrol er der – desværre – også en række specifikt danske, der viser hvor og hvordan militære chefer har overtrådt demokratisk kontrol spillereglerne.
Der kan sondres mellem fem former for udemokratisk adfærd. Den første og groveste er overtrædelse af en lovlig given instruks. I 2001 stemte daværende forsvarschef Christian Hvidt (Flyvevåbnet) i EU's militær komite for at en finsk general, hans jagtven, skulle være chef for samme komité. Forinden var Christian Hvidt af både Udenrigs- og Forsvarsministeriets topfolk blevet instrueret om, at Danmark i kraft af sit forsvarsforbehold ikke kunne pege på andre end en general/admiral fra et andet NATO-land. Christian Hvidts stemmeafgivning burde have ført til hans afsked, men hverken minister, politikere eller presse greb ind. Hvor meget Hvidts adfærd stred mod de demokratiske spilleregler kan måske bedst illustreres ved at minde om, at det var en majoritet i den danske befolkning, der ved en folkeafstemning havde indført forsvarsforbeholdet. Denne, den mest demokratiske afgørelse i Danmark, mente Hvidt sig altså ene officer berettiget til at ignorere. Hvor indgroet denne udemokratiske kultur er i toppen af dansk forsvar fremgår af, at hans efterfølger som forsvarschef, Jesper Helsøe (Hæren), erklærede sig enig i Hvidts optræden. Han skulle også på det grundlag være afskediget.
En anden form for overtrædelse af demokratisk kontrol reglen er misinformationen eller informationsforvanskningen. Det er den vi i disse dage er vidne til i Københavns Byret med udspring i Thomas Ratscacks bog ”Jæger – i krig med eliten”. Umiddelbart handler Jægerbogs-retssagen kun om tre ting: Én militær chefs fabrikationen af en falsk oversættelse til arabisk, en anden militær chefs formidling heraf til pressen og begges fortielse af egen adfærd trods forespørgsler herom. Disse tre informationsforvanskninger: Oversættelsen, lækagen og løgnene har de to anklagede, højtstående officerer forklaret var sket for at beskytte daværende forsvarsminister Søren Gade (V) og forsvarets image, uanset at de godt vidste, at de bevægede sig langt ud over hvad de burde. Mere detaljeret har forsvarets IT-chef, kommandør (KD) Jesper Britze (Søværnet) under retssagen bl.a. fortalt, hvordan hans chefer blev ved med at efterspørge en arabisk version af Jægerbogen på nettet, hvorfor han for at imødekomme deres ønske, fabrikerede en arabisk-oversættelse heraf. For at forstå hvor alvorlig informationsforvanskningen er, kan man se på mulige konsekvenser hvis Britzes informationsmanipulation var lykkedes. Forfatteren Thomas Ratschack var blevet dømt på falsk grundlag; udsendte danske soldater ville mene sig mere udsatte og derfor mere parate til at skyde; og danske politikere kunne mene, at mere håndfaste Rules of Engagement for vore soldater var nødvendige med en optrapning af konfrontationerne i Afghanistan - og dermed flere døde - til følge. Vi ved det ikke, men at Britzes informationsforvanskning havde været uden konsekvenser, kan man ikke forestille sig. Bemærk i øvrigt, at Britze i sit forsvar mener at vide, hvad der er bedst for forsvaret og forsvarsministeren. Hvor i forsvaret lærer man sine officerer sådan noget?
Britzes kollega i Forsvarskommandoen, kommunikationschef Lars Sønderskov (Hæren), har fortalt, hvordan han bevidst undlod at fortælle sine overordnede om sin egen rolle i sagen, for så senere at tilstå, at det var med hans mellemkomst, at den falske oversættelse pludselig dukkede op i BT. Tilståelsen er nu trukket tilbage. Alligevel er de to nu anklagede militære chefer - i min optik - til dels at undskylde. Både fordi der ikke undervises i demokratisk kontrol-begrebet på forsvarets officersskoler og Forsvarsakademiet og fordi danske forsvarsministre og folketingspolitikere i vidt omfang har undladt at gribe ind over for politiserende militære chefer i tidligere sager. Den manglende politiske sanktion over for militære chefer, der har optrådt udemokratisk, har gjort det lettere for Britze og Sønderskov at mene, at de kunne optræde, som de gjorde. Lad mig støtte dette argument med en konstatering og et spørgsmål. Ifølge de demokratiske spilleregler skal officerer ikke politisere. Så Forsvarskommandoen skulle ved Jægerbogsagens begyndelse have trådt et skridt tilbage og sagt til politikerne: Vi mener Jægerbogen er farlig for vore soldater, det er vores indstilling, men det må være Jer politikere, der fører sagen om et så vigtigt emne som Ytringsfriheden. Spørgsmålet er: Hvis forsvarsministeren på Folketingets eller dets forsvarsudvalg vegne og efter indstilling fra Forsvarskommandoen havde krævet Jægerbogen stoppet, er det så sandsynligt, at Britze ville have fabrikeret en oversættelse eller at Sønderskov ville have videresendt oversættelsen til BT for at beskytte Folketingets image? Næppe! Og havde Britze og Sønderskov og andre officerer lært om demokratisk kontrol med forsvaret, så var denne sag ikke startet. Så både forsvarspolitikerne og de militære chefer har et ansvar for den manglende uddannelse heri.
En tredje form for udemokratisk optræden er informationsfordrejningen. Her indsættes en information i en urigtig sammenhæng. Et friskt eksempel herpå er kontraadmiral Niels Wangs (Søværnet) udtalelse i TV i fredag den 13. august 2010 i anledning af den danske flådes 500 års fødselsdag, hvor 26 udenlandske admiraler var blandt gæsterne. Ifølge Niels Wang diskuterede de på denne festdag en mulig indsættelse af skibe mod pirateriet ud fra Somalis kyst. Det kan godt være at de gjorde det, og man må så håbe, at denne drøftelse skete på initiativ af forsvarsminister Gitte Lillelund Bech for admiralen kan ikke selv arrangere sådanne politiske drøftelser. Vi ved det ikke, men igen har hverken presse eller politikere spurgt ministeren eller modsagt admiralen. Men vi ved, at det kræver en politisk beslutning for at admiralen kan forhandle på Danmarks vegne og så kan man i øvrigt tvivle på, at de udenlandske admiraler var udstyret med et mandat fra deres respektive lande til denne forhandling og endelig kan man spagfærdigt anføre, at fejringen af den danske flådes jubilæum bør ske i professionelt, og ikke i politisk, regi.
En fjerde og nok så udbredt udemokratisk optræden er militære chefers informationsfortielse. Lad os nøjes med fire eksempler. Det første er fortielsen af problemer. Når forsvarets top midt Forsvarsforligsperioden (2004-2009) melder, at forligets krav om at Danmark skal kunne udsende op til 2000 soldater ikke kan opfyldes, så sker det uden forudgående orientering eller efterfølgende forklaring. Sådan er det bare og det skal regering, Folketing og borgere bare tage til efterretning. Ingen civil styrelse kan upåtalt og uden sanktioner reducere sin indsats med ca. 1/3. Og igen kræver hverken presse eller politikere forsvaret til regnskab herfor. Et andet eksempel er adskillige militære chefers fortielse af en utilstrækkelig udsendelsesstandard for de udsendte danske soldater. Læsning af de tre militær-faglige foreningers blade kan overbevise én om, at der har været problemer. Et eksempel: I CS-Bladet 8.2007:13 nægtede befalingsmænd at lade sig udsende til Afghanistan grundet mangelfuldt uddannede soldater i kampvognseskadronen. En sådan vægring er desertering. Men hvordan kan chefer i forsvaret upåtalt få lov til at udsende danske soldater uden tilstrækkelig viden, udstyr og samarbejdstid? Man skal jo huske på, at alle tidligere udsendte hold har haft de samme eller endnu værre problemer. Igen stilles ingen chefer i forsvaret til regnskab. Vi ved ikke om det har kostet danske soldater livet, men vi ved med sikkerhed, at hverken Falck-reddere eller politifolk behøver at gå til pressen for at få chefniveauet til at oppe-sig og sikre de ansatte rimelige arbejdsvilkår. Et tredje eksempel på en militær chefs fortielse er daværende forsvarsminister Søren Gades reprimande i 2004 til forsvarschef Jesper Helsøe om at blive informeret straks og fyldestgørende i Annemette Hommel sagen. Her udøvede Gade demokratisk kontrol, men yderligere sanktionering udeblev. Hvor dyb den udemokratiske adfærd stikker får man et indtryk af, da kadetter fra Hærens Officersskole blev spurgt om de fandt Helsøes fortielser i orden trods ministerens krav om at blive orienteret. Desværre syntes flere adspurgte kadetter, at det var det. Et fjerde eksempel er forsvarets manglende økonomiske styring, som det sjældent selv afslører, mens Rigsrevisionen ved flere lejligheder har påtalt alvorlige mangler.
Den femte og sidste form for udemokratisk optræden er, når militære chefer forhindrer informationer i at komme ”til live.” Det sker ved at dansk forsvar gennem mange år upåtalt har undladt for egen regning og risiko at forske i egne forhold om vigtige emner som: Hvordan tænker, fungerer og reagerer danske soldater, hvad mener de om deres uddannelse, arbejdet hjemme og i udenlandske missioner, hvilke værdier har de, osv.
Konklusion
Der i denne kronik anført strukturelle, funktionelle og konkrete danske grunde til at styrke den demokratiske kontrol med forsvaret. De fremlagte danske eksempler viser, at nogle militære chefer har etableret den selvforståelse, at det er i orden at overtræde, forvanske, fordreje, fortie og forhindre vigtige og sande informationer til offentligheden. Denne udemokratiske kultur sker uanset emne (militær, politik, økonomi, organisation), overtrædelsesform, værn, grad (på alle chefniveauer fra OB/KD og opefter) og funktion. Og den mødes sjældent af politiske sanktioner. Derfor er både militære chefer og politikkere ansvarlige. Og deres adfærd truer det grundlag på hvilken danske udenrigs- og sikkerhedspolitiske beslutninger træffes på. Er denne diagnose rigtig, er en hurtig og enkel behandling at nedsætte en forsvarskommission til indsamling af data om hvor, hvornår og hvordan udemokratisk chef-optræden har fundet sted. En sådan kommissionsberetning bør så blive pligtlæsning på officersskoler og Forsvarsakademiet. Så lærer militære chefer at deres fokus ikke skal være forsvarets image, men landets vel. Vi skal kort sagt have en mindsket militarisering af samfundet gennem en øget demokratisk kontrol med forsvaret.