Submitted by Henning on
Forslag til kronik i Berlingske Tidende
Demokratisk kontrol med forsvaret: Grevil-sagen i perspektiv,
Demokratisk kontrol med forsvaret er en hjørnesten i militærsociologien. Den interesserer sig netop for hvordan samfundet kan styre major Jensen, mens militærpsykologien hjælper samme major Jensen til at styre menig Petersen.
Udlandet har gennem det sidste 10-15 år været optaget af denne civil-militære relation. Der synes tre grunde hertil: De østeuropæiske landes overgang fra kommunistisk til demokratisk styre. Flere vest-europæiske landes nedskæring/afskaffelse af den militære værnepligt (Frankrig, Italien, Holland og Belgien) og kraftige personalereduktioner af især civilt personel; begge dele isolerer militæret fra det omliggende samfund og for mange ses værnepligten som et væsentligt element i den civile kontrol. Endelig den øgede militære aktivitet med udsendelse af styrker til udenlandske brændpunkter, der indebærer nye ressourcer og større handlefrihed til forsvarets ledelse.
I militærsociologien i udlandet har diskussionen således længe pågået. I mange lande pågår en intens debat om hvor og hvordan deres militær bedst kan underlægges demokratisk kontrol (se f.eks. Connections, december 2002, der har en gennemgang af de baltiske landes erfaringer med at demokratisere deres militær). Siden 1996 har man i det svenske forsvar diskuteret om ”deltagelse i beslutningsprocessen er muligt,” osv., alt imens Danmark blunder i den kolde nat, men burde vågne op.
I 2003 havde det førende militærsociologiske tidsskrift ”Armed Forces & Society” et temanummer om ”democratic control.” Svejts har ligefrem nedsat en international studiegruppe om ”democratic control of the Armed Forces” og har således iværksat et projekt, der sammenstiller udviklingen i den demokratiske kontrol i 16 europæiske lande.
Men den debat går uden om Danmark. Selv den nu færdige magtudredning for Danmark til over 50 mio. kr. udelader dette emne. Alene af den grund har den en skævhed. Også fordi en lang række sager sagtens kunne berettige til en nærmere undersøgelse: General Hvidt-sagen om hans afstemning i EUs militærkomite, det danske forsvars lukkethed om sin økonomi, det nødlidende de mars-projekt om EDB-styringen af forsvarets grej, den utilstrækkelige/forsinkede information til befolkningen om begivenheder for de udsendte styrker, f.eks. mineulykken i Afghanistan, de danske flyaktioner i samme land, osv., hvor den danske befolkning orienteres dårligere og senere end f.eks. den tyske, amerikanske, britiske, osv. Og nu kommer så Grevil-sagen, hvor en selvopsagt/bortvist major i FE, netop bruger ”den demokratiske kontrol med militæret” som grundlag for at lække informationer til pressen og dermed får rejst en ellers slumrende debat om forholdet mellem forsvar og samfund i et demokrati.
Så de to konstateringer, den betydelige udenlandske og den manglende danske interesse i civil kontrol med militæret sammenholdt med den aktuelle Grevil-sag rejser spørgsmålet: Hvorfor har vi problemer med den demokratiske kontrol med forsvaret i Danmark ? Svaret kan relateres til de tre aktører, der indgår i den demokratiske proces: Officererne, politikerne og befolkningen.
Forklaringen for så vidt angår officererne skyldes den danske forsvarsledelses selvovervurderende selvforståelse. For mig at se har den tidligere og nuværende forsvarsledelse en fejlagtig opfattelse af at kunne argumentere ”lige op” med folkevalgte politikere og politisk-administrative foresatte i forsvarsministeriet. Vi så det klart i Hvidt-sagen, hvor den daværende danske forsvarschef i EU's militærkomite stemte for den finske general Nässlund som chef for denne komite, selvom både Udenrigsministeriets direktør og forsvarsministeriets departementschef havde instrueret Hvidt om at stemme på en NATO-general, idet der henvistes til det danske forsvarsforbehold. Men Hvidt følte sig ikke alene hævet over disse topembedsmænd, deres minister, regering og Folketing, men endog over den danske befolkning som ved en folkeafstemning, havde stemt for dette forbehold og som hans afstemning i Bruxelles ville komme i konflikt med. Det vidste han. Derfor var Hvidts adfærd set ud fra synsvinklen om demokratisk kontrol med militæret fuldstændig uhørt og burde straks have medført hans afsked.
Men også den nuværende forsvarschef, Helsø, politiserer på baggrund af egen selvovervurdering. Det gjorde han, da han tiltrådte og udtrykte sin fulde støtte til Hvidt og således undsagde den lige demonstrerede demokratiske kontrol. Men Helsø gjorde det også, da han mente, at hans vurdering af ”hensynet til soldaterne og deres pårørende” kunne opveje samtlige folketingspartiers og forsvarsministerens ønske om løbende underretning. Nu har general Helsø efterfølgende lovet, ”at de beslutningstagende elementer kan få oplysninger, når danske enheder har været involveret i kamphandlinger” (Berlingske Tidende 4.2.2003, s 5). Men det er ikke hans afgørelse, overhovedet. Hvis minister, ministerium og folketing ønsker at de selv og borgerne skal have oplysninger straks eller endog forud for eventuelle aktioner, så har forsvarschefen valget mellem at levere dem eller gå af. Så kort kan og skal det siges.
Forsvarschefen ”forudså også, at forsvaret godt ville kommentere danske styrkers kamphandlinger, såfremt aktionerne bliver vist på f.eks. CNN.” Men igen hvis folketing og minister generelt ønsker et mere åbent forsvar så er det ikke op til general Helsø at tage stilling hertil, men blot at parere ordre. Og hvorfor skulle generalen kun kommentere når udenlandske medier refererer sådanne aktioner. Hvad når danske medier gør det ? ”Jeg lægger ikke op til at fortsætte den restriktive informationspolitik, men at vurdere den fra sag til sag,” fortsætter general Helsø. Igen misforstået. En større åbenhed skal generalen ikke forholde sig til fra sag til sag, men blot efterkomme. I øvrigt kan man jo notere, at generalen vedgår at forsvaret har ført en ”restriktiv informationspolitik.” Til gavn for hvem. Ikke for de pågældende soldater og heller ikke efter ønske fra personelorganisationerne. Hvis interesse mener general Helsø så at varetage?
Kort sagt, de politiserende og selvovervurderende forsvarschefer må stoppes. Dels fordi de handler mod de demokratiske spilleregler ved som et administrativt organ at sætte sig op mod deres politiske foresatte. Dels fordi ingen chefer eller ledere i den civile offentlige administration ville drømme om at imødegå en klar besked/ønske fra folketinget, minister eller departementschef. Men det er lige nøjagtigt hvad der gang på gang er sket her i landet. (Jeg tror, at mange civile chefer og ansatte i den offentlige sektor undrer sig over deres militære kollegers adfærd og bagvedliggende selvforståelse). Og endelig fordi forsvarschefen selv ville betakke sig for at skulle ud i offentlig polemik med sine undergivne. I et demokrati er der ikke tvivl om, hvem der har kompetencen. Det er tilfældet i dag.
Det er i denne sammenhæng påfaldende, at ingen andre topofficerer eller officerer i øvrigt har følt trang til at distancere sig fra de politiserende chefer. I en debat om folkeskolens indretning kan man godt se uenige kolleger. Men det demokratiske niveau har dansk forsvar endnu ikke nået. Problemet om ”demokratisk kontrol med militæret” vender også den tunge ende nedad. Danske officerer synes at mangle robusthed og respekt herfor. I hvert fald er deres tavshed larmende.
Danske politikeres uvidenhed have/udøve og 1. Traditionen. Problemstillingen om ”demokratisk kontrol med militæret” er både klassisk og aktuel - i udlandet. Den er klassisk fordi allerede den græske filosof Platon for ca. 2500 år siden rejste spørgsmålet ”Hvem skal vogte vogterne,” fordi militærsociologien omkring 2. Verdenskrig drøftede ”the garrison state,” et skræmmebillede for et ellers demokratisk samfund som uundgåeligt præges af en militær oprustning (Harold D. Laswell), fordi tidligere general og senere præsident i USA, Dwight D. Eisenhower i sin fratrædelsestale til nationen i 1960 advarede mod det militært-industrielle kompleks, osv.
3. Danske befolknings store forsvarsvilje der afspejles i stor tilllid til ofgfiecrskorpset, der ike ses som en inetressegruppe på linbie med læger, advokater Det var den amerikanske sikkerhedspolitiske ekspert Samuel P. Huntington, der i 1957 sondrede mellem subjektiv og objektiv kontrol med militæret. Det første indebærer, at kræfter udefra har bragt militæret på ret demokratisk kurs, det andet forudsætter gode officerers objektive selvkontrol, idet officererne kender og respekterer de demokratiske spilleregler. Man kan sige, at ”demokratisk kontrol” har to former, at ”have” kontrol og så er demokratiet i orden eller at ”udøve” kontrol og så har demokratiske aktører måttet sætte de militære på plads. Danmark har i de sidste mange år for ofte ”udøvet kontrol.”
For der er tale om grundlæggende problemer, når vi gang på gang er vidne til top-officerer, der fejlagtigt tror at de er medspillere og ikke blot ansatte i den politiske proces. Mange ændringer synes påkrævet: Officersuddannelsernes indlæring af ”den-demokratiske-kontrol-med-forsvaret” bør styrkes. Forsvarskommandoen i Vedbæk, FKO, bør fysisk og organisatorisk underlægges forsvarsministeriet. Den selvstændiggørelse som daværende forsvarsminister Victor Gram i sin tid tildelte FKO bør modificeres. Det top-tunge danske forsvar bør slankes. I 1950 var der 23 generaler/ admiraler til 46.000 militært ansatte eller en top-officersrate på 50, i 1983 var den 83 og i dag mindst det dobbelte. Der er nok kommet flere internationale poster til og forsvaret er udstyret med mindre arbejdskraftintensive våbenplatforme (skibe, batterier, mv.), der stadig føres af en karriereofficer, men der kan godt ske en trimning. Udnævnelsen af forsvarschef bør ikke automatisk gå på skift mellem de tre værn. Forsvarsministeren må demonstrere ”demokratisk kontrol med militæret” ved selv at udpege den top-officer, der efter hans/hendes opfattelse synes mest egnet. Endelig kunne man foreslå, at den politiske ledelse af forsvaret støttede sig til militærsociologisk forskning. Det er uforståeligt, at den ansvarlige minister, hans embedsmænd og politikerne har debatteret en mulig afskaffelse af værnepligten i Danmark uden at inddrage udenlandske erfaringer fra f.eks. Holland, Belgien, Frankrig og til dels Tyskland. Men sådanne undersøgelser kender politikere og forsvaret ikke. Og de ønsker det heller ikke. Forsvarsministeren har alene bedt sin militærattacheer i udlandet om at indberetninger herom. Men det er ikke uafhængige, afbalancerede endsige videnskabelige undersøgelser. Nå, men de nøjsomme danske politikere skal nok stille sig tilfreds. Derfor bliver konklusionen på hvem der har et medansvar for den manglende ”demokratiske kontrol med militæret,” at det har skiftende forsvarsministre og folketingspolitikere også. De har sjældent krævet relevant information, og de har vedblivende undgået konfrontation. Danmark nu blunder den lyse nat…?
Henning Sørensen, militærsociolog, cand.mag., cand.scient.pol., lic.merc., Institut for Sociologisk Forskning, ISF; Borremosen 13, 2800 Lyngby