Submitted by Henning on
Fra velfærdsstat til selvværdssamfund via civil samfundspligt.
Velfærdsstatens problemer
Vores velfærdsstat er under pres. Den skal løse sociale problemer og til forskel fra privat godgørenhed sikre borgerne et retligt grundlag for en retfærdig, dvs. ligelig, støtte. Grundlæggende skal velfærdsstaten med daværende socialminister K. K. Steinckes ord i 1933 ”ikke yde barmhjertighed, men udøve retfærdighed” selvom modtagelse af offentlige ydelser helt frem til 1960 kunne indebære tab af valgret og valgbarhed. Frem til 1976 var velfærdsstaten i offensiven, men med Bistandslovens ikrafttræden øgedes fokus fra ydelse indtil man selv kunne klare sig til forebyggelse, behandling og tryghed. Bistandsklienter blev betjent i øget omfang og dermed af flere forskellige professionelle. Velfærdsstatens udbygning fik tre negative konsekvenser: Den øgede klientgørelsen af bistandsmodtageren ved at denne fik fjernet sit incitament til at tage ansvaret for sit eget liv; den reducerede de frivillige, filantropiske foreningers betydning (se Peter Bundesen, m.fl. Filantropi, selvhjælp og interesseorganisering, 2001); den fik borgerne til at tage velfærdsstatens ydelser for givne, jf. Assar Lindbeck, hvilket fik dem til at ”glemme” pligt (til at yde) før ret (til at nyde). For den skattefinansierede velfærdsmodel forudsætter, at alle - der kan - arbejder på fuldtid. Ellers er der ikke skattekroner til de velfærdsordningerne, vi som borgere forventer/kræver. Den norm er ved at erodere med de mange på nedsat tid, jfr. at omkring 50 procent af alle sygeplejersker arbejder på deltid i dag og at mange taler om tidlig pensionering.
På samfundssiden presses velfærdsstatens væsentlige institutioner (skoler, hospitaler, plejehjem) af fravalg og tilvalg af private, selvvalgte sideordnede ydelser, jfr. det påviste A- og B opdelte velfærdssamfund af Jon Kvist & Jesper Brask Fischer, Frihed, lighed og privat velfærd (København: Gyldendal, 2023). Situationen i dag er f.eks., at 22 procent af danske grundskolebørn går i privatskole. Det er en fordobling på 15 år og at 2,7 mio. danskere (A-holdet) gennem egenbetaling har sikret sig en privat sundhedsforsikring, som betyder, at de kan komme hurtigere i behandling end B-holdet. Dog finansierede det offentlige sundhedsydelser for 226 mia kr. i 2022, hvor de 2,7 mio danskere selv eller via deres arbejdsgivere modtog godt 2 mia kr. i udbetalinger fra de private sundhedsforsikringer. Omkring årtusindeskiftet var antallet nul. Truslen mod velfærdsstaten er ikke kun dens påviste afmagt til at yde velfærd, men nok så meget, at A-holdet ender med at melde sig ud. For det kan oven i købet betale sig for dem ved at de får mere fritid, mindre skat og måske bedre offentlige ydelser gennem den lavere indkomst. Dertil kommer velfærdsstatens resultatstyring og effektiviseringskrav (New Public Management), der fjerner muligheden for en mere individuel bistand og kræver mere kontrol. Men den mest afgørende svaghed ved den nuværende velfærdsstat er, at den ikke længere synes at magte forventede fremtidige velfærdsydelser. For frem mod år 2030 vil der mangle 44.000 personer i den offentlige sektor, heraf 17.00 social-og sundhedsmedarbejdere, samtidig med at 175.000 flere ældre og børn under syv år kommer til som velfærdsklienter, jfr. Kommunernes Landsforening.
Hvordan?
En helt ny velfærdsmodel må indtænkes og udformes for en frisættelse af den offentlige sektor kan ikke levere denne mango. Mit drastiske, men enkle forslag baseres på min rapport Belysning af mulighederne for og konsekvenserne af civil samfundspligt i Danmark, DUPI Report 2001/8, 68 s.
Mit forslag i dag går kort fortalt ud på at alle unge skal aftjene en civil samfundspligt som velfærdsmedarbejdere i 6 måneder efter endt ungdomsuddannelse. En dansk ungdomsårgang af 18-årige er på ca. 69.000 personer. Herfra går ca. 10.000 unge mænd, der aftjener militær og civil værnepligt og ca. 15.000 unge (ca. 25%), der er uegnede, udskyder csp. o.lign. Således vil ca. 40.000 unge stå til rådighed for csp, heraf 24.000 unge kvinder og 16.000 unge mænd. De unge aflønnes på linje med den militære værnepligtige, ca. kr. 8.500,- tillige med evt. boligudgifter også i seks måneder (bl.a. for at sikre unge indvandrerkvinder frihed uden for husstanden og unge kriminelle, der så kan trækkes ud af miljøet), så den samlede udgift pr. csp-er bliver på godt kr. 100.000,-, altså i alt 4 mia. kr. Men ifølge Mikkel Haarder, Dansk Industri så lider samfundet et tab på godt 18 mia. kr. strukturelt på BNP (bruttonationalproduktet).
Hvorfor?
Udgangspunktet for forskydningen fra et velfærdsstat til et selvværdssamfund er den enkle, at der ikke mangler et arbejde at udføre til gavn for vore svage i samfundet. Der er behov for en hjælpende hånd på plejehjemmet, eller en ekstra lektiehjælp på skolerne. Og blandt de unge er der en misstemning om egn værdi og selvværd.
En sådan samfundspligt er ikke så belastende for en ungdomsårgang. Dels fordi vi i dag har 43.000 unge i Danmark mellem 15 – 24 år, som hverken er under uddannelse eller i job. Dels fordi 41 % af en ungdomsårgang i 2022 tog tre eller flere sabbatår før de videreuddannede sig, mens det kun var 33 % i 2018. Omvendt faldt andelen af unge, der gik lige fra en ungdomsuddannelse til videreuddannelse i samme periode fra 20 % til 16 %; altså kun hver 8. unge går direkte fra ungdoms- til videreuddannelse. Endelig er der sket et fald i søgningen af unge, der vil læse til pædagog, lærer, sygeplejerske og socialrådgiver med 24 % fra 2019 til i år. Der er altså behov for et retningsskifte i søgningen til de sociale videregående mellemuddannelser, som en civil samfundspligt vil animere til at forbedre.
En bagvedliggende forklaring ligger i forskydningen fra velfærdsstat til selvværdssamfund. Velfærdsstaten er produktorienteret ved at levere ydelser til borgerne. Selvværdssamfundet er mere procesorienteret. Den leverer samvær og relationer ved siden af resultater. Borgerne i velfærdsstaten betjenes i stigende omfang af professionelle, mens borgerne i selvværdssamfundet også betjenes af amatører. Vi får således en forskydning fra klientgørelse til klientafgørelse. Måske er den mest afgørende forskel mellem de to regimer, at velfærdsstaten leverer et udbud, som borgerne kan søge, hvor selvværdssamfundet baseres på borgerens efterspørgsel efter samvær ved besøg, gå en tur, få hjælp til et bad, lektiehjælp, osv.
Hvor langt er vi fra en csp-ordning?
Er vi langt fra en csp-ordning? Næppe. I den endelige aftale mellem regeringen og de fleste partier om en sundhedsreform, Et sammenhængende, nært og stærkt sundhedsvæsen – Sundhedsaftale (København: Sundhedsministeriet, 2022) skal den nedsatte kommission undersøge, s 13: ”Mulighederne for i højere grad at inddrage kortuddannede og andre personalegrupper end autoriserede sundhedspersonale i sundhedsfaglige kliniske opgaver”. Der åbnes altså op for en tilkomst af uprøvede kræfter til styrkelse af sundhedsvæsnet, bl.a. fordi omkring hver femte sygeplejerske falder fra i løbet af uddannelsen, da de ifølge VIVE, Det Nationale Forsknings-og Analysecenter, oplever et ”praksischok” og et ”ansvarschok”, som en en csp-indsats forinden ville afbøde. Hertil kommer, at ”ifølge tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering bliver nær ved hver femte sygeplejestilling ikke besat med kvalificeret arbejdskraft” ligesom Tanja Nielsen, FOAs sektorformand for Social- og sundhedssektoren i Berlingske 10.07.2023, ”Velfærdsformand…”, s 11 kan fortælle, at ”op mod to tredjedele af sosu-uddannelsen foregår i praktik på plejehjem, i psykiatrien, på sygehuse eller andre steder”. I stedet for tabte sabbatår får vi et fællesgrundlag for dagens unge, der fjerner mistrivsel, giver dem betydning, og nærvær til andre afhængige, altså øget selvværd i en ny type samfund, selvværdssamfundet.
Henning Sørensen,
Cand.mag., cand.scient.pol., Ph.D