Submitted by Henning on
Savnet af ”ukritiske røster” i dansk udenrigspolitik
Konservativ Folkepartis udenrigsordfører, Naser Khader, efterlyser i Berlingske kronik 27.09.2015 ”kritiske røster i den danske udenrigspolitiske debat”. NK begrunder det med, at ”vi ikke har et politisk klima, hvor vi reflekterer tilstrækkeligt kritisk og ansvarsbevidst over udenrigspolitiske spørgsmål”. Jeg er enig i fraværet af ”kritiske røster”, og prøver en nærmere forklaring end at give ”klimaet” skylden. Det sker dels ved at pege på organisatoriske forhold ved de to institutioner, som NK selv omtaler: Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, og Forsvarsakademiet, FAK; og dels tematiske forhold, belyst ud fra Danmarks deltagelse i Afghanistankrigen.
NK angiver selv organisatoriske forklaringer på savnet af ”kritiske røster”, når han nævner, at Udenrigsministeriet har en plads i DIIS´ bestyrelse. Men andre ”kritik-sky” kontakter foreligger også: DIIS hovedbevilling kommer fra Forsvarsministeriet, Udenrigsministeriet bestiller og finansierer lejlighedsvis analyser fra DIIS, DIIS´ direktør kom fra Udenrigsministeriet, DIIS udarbejder analyser bestilt af begge ministerier, etc. Relationen mellem Forsvarsministeriet og FAK er også tæt. Det kan også vises ved faglig, personlig og økonomisk afhængighed. Resultatet heraf kan illustreres med fire iagttagelser. På FAK har man militærpsykologer, der hjælper major Jensen med at styre menig Petersen, samt - og især - militærpolitologer, der hjælper Danmark med at ”styre” verden. Men ingen militærsociologer, der hjælper samfundet med at styre major Jensen. Egentlig underligt, at FAK har fravalgt den indsigt og kritik om forsvarets egne forhold, som militærsociologer leverer, til fordel for at overopfylde akademiet med militærpolitologer, hvis opsamling af viden om udenlandske forhold vi stort set ingen indflydelse har på. Den anden iagttagelse er, at DIIS og FAKs militærpolitiloger sjældent relaterer deres viden til dansk udenrigspolitik. Det er videnskabeligt utilfredsstillende. Ny (teoretisk) viden skal netop måles på dens anvendelighed i praksis på hvilket grundlag nye teorierr kan udvikles. Eller sagt på en anden måde: Dansk udenrigspolitik forbliver status quo. Den tredje iagttagelse er FAK forskernes fortielse under den række af ”møjsager” med topofficerer, som foregik i 2000-tiåret. For en militærsociolog er topofficerers grove mangel på respekt for ”demokratiske kontrol med forsvaret” (Jægerbogs-, oversættelsessag, etc.) et must at undersøge. En konklusion herpå kunne være, at FAK undersøgte hvorfor det gik galt; en anden, at FAK burde udbyde et kursus heri. Den fjerde og her sidste iagttagelse er, at fraværet af ”kritiske røster” står i skrigende kontrast til Danmarks aktivistiske udenrigspolitik. Udenrigs- og forsvarsministeriet er altså ”helt fremme i skoen”, når det drejer sig om at sende danske soldater ud til livstruende internationale opgaver. Men man fravælger at få indsatsen grundigt undersøgt.
Det kommer vi ind på nu ved tematisk at belyse Danmark krigsindsats i Afghanistan for at afklare hvilke emner heri, der er klart underbelyst.
De to ministerier og deres forlængede forskningsinstitutioner stiller stort set ikke kritiske økonomiske spørgsmål. Vor operative indsats i Afghanistan har varet i 11 år og 7 måneder, da den sluttede ved udgangen af 2014. Udgifterne indtil nu er opgjort til 11,5 mia. kr. for krigsindsatsen og dertil 3,5 mia. kr. i udviklingshjælp. Indsatsen efter 2014, ”Helmand”-planen vil løbe op i yderligere 2 mia. kr., CS-Bladet 2, marts 2013, s 28. Så alene udgiftsstørrelsen berettiger til en evaluering. Der er lavet vurderinger af en offentlig indsats med langt færre udgifter.
Det er ganske enkelt en skandale ikke at lave en økonomisk analyse eller en cost-benefit analyse sammenlignet med kravet til civile institutioner (hospitalers, skolers, etc.) om løbende effektivitetsmål.
Nu kan man argumentere med, at DIIS blevet bedt om at ”udarbejde en opsamling af internationale erfaringer med samtænkning af de politiske, udviklingsmæssige og militære indsatser i Afghanistan”, Terms of Reference 13. april 2015. Men det er ikke økonomiske analyser man er ude i. Det er heller ikke effektmål i forhold til tidligere udmeldte politiske mål som nedkæmpelse af Taliban, stabilisering af Kabul-styret, etc. Her er forligskredsen af partier bag Afghanistanindsatsen, herunder NKs Konservative Folkeparti, ansvarlige for savnet af ”kritiske røster”. Det er netop problematisk fordi vi på alle andre områder holder offentlige udgifter op mod hinanden: Udgifter til skole eller plejehjem eller medicin. Vi savner altså helt de grundlæggende økonomisk kritisk røster om ”guns-versus-butter”. Så kunne forskere ved DIIS i selv at tage økonomiske emner op. Men nej. Det ville givetvis indebære ”kritiske røster”, så dem undgår DIIS. Selv åbenbare betænkelige økonomiske sager ignoreres, f.eks. om de over 1 mia. kr. brugt på troppetransporter, som ”Forsvarsministeriet tav i et år om stor ekstraregning”, Berlingske 16.01.2014, s 9. Et andet økonomisk aspekt som også ignoreres er krigens efterfølgende omkostninger til erstatning, medicin, pleje, pension, mv. til tilskadekomne veteraner og omkomnes familier. Og det selvom beregninger fra USA siger, at landets udgifter hertil vil blive lige så store som militærudgifterne, Ryan D. Edwards, ”U.S. War Costs”, Journal of Public Economy 2012, vol 113 og Joseph F. Stiglitz & Linda J. Bilmes, The Three Trillion Dollar War: The True Costs of the Iraq Conflict, 2008. Overført på danske forhold svarer de kommende år behandling af veteraner til 17 mia. kr. eller til et års samlet dansk forsvarsbudget. Den udgift skubbes over på det civile velfærdssystem i Danmark, der alene belastes med disse veteranudgifter. Ikke mindst udgifter til behandling af veteraner med PTSD er betydelige. Dels fordi andelen af Vietnam-veteraner med PTSD i USA nu er oppe på 30 %, hvor den i Danmark er på 10 %, og givetvis vil stige over tid. Dels fordi netop udgifter til behandling af veteraner med PTSD i USA er næsten dobbelt så dyr som behandling af veteraner med andre psykiske lidelser, Brian Schiner, ”Health Services Use in the Department of Veteran Affairs Among Iraq War and Afghan War Veterans With PTSD”, PTSD Research Quarterly 20011, vol 22. Dels fordi velfærdsbyrden først topper ca. 25 år efter en krigs afslutning. For hjemvendte amerikanske soldater fra 1. Verdenskrig var det i 1969 og fra 2. Verdenskrig i 1983, Linda J. Bilmes,”Current and Projected Future Cost of Caring for Veterans of the Iraqi and Afghan War”, Cost of War, June 2011.
Inden for det internationale militære samarbejde har DIIS og FAK leveret indsigt. I alt har 49 lande har deltaget først under et amerikansk lederskab 2001-2003 og derefter som en NATO ledet operation, ISAF, International Security Assistance Force. Ligesom det er vigtigt på det økonomiske område at få ”kritiske røster” er det inden for dette emne. Derfor kommer der fra disse lande løbende analyser af deres krigsindsats i Afghanistan. En dansk synsvinkel på krigsindsatsen og ”lessons learned” fra Afghanistan er vigtig. Et dansk studie handler om uenigheden mellem NATO-landene om krigsindsatsen i Afghanistan er Peter Dahl Thruelsen, Fighting Insurgency without Unity – NATO in Afghanistan 2006-2010, 2010. Men der er ikke nogen kommentarer til hvad dansk forsvar kunne lære heraf, endsige en kritisk røst om den danske forsvarsledelses taktiske føring. Et eksempel på en militærsociologisk kritisk røst om samarbejdet mellem enkelte lande er Joseph Soeters, ”Odyseus Prevails Over Achilleus”, i James Burk, How 9/11 Changed our Ways of War, 2013. Soeters sammenligner den britiske og hollandske krigsindsats i Afghanistan. Hollandske styrker brugte gerne list og et minimum af magtudøvelse, kaldet ”Odysseus´ krigsførelse” til at opnå sine sikkerhedspolitiske mål, mens britiske styrker (og danske må man formode, jf. vort nære samarbejde) oftere brugte magt for at nå samme mål, ”Achilleus´ krigsførelse.
De interne danske militær-taktiske problemer behandles sjælden. Det er beklageligt. Fordi danske forsvar har leveret en vidt forskellig type krigsindsats med forskellige typer soldater og dermed med vidt forskellige erfaringer: Jæger- og Frømandskorpsets terrorbekæmpede Taliban- og al-Queda-styrker fra 2001; regulære danske styrker blev indsat i 2002; deres antal blev i 2006 fordoblet til ca. 750 soldater og fra den 19. september 2007 optrådte Danmark mere aktivt med tre danske delingers angreb i Green Zone i Helmand-provinsen og slaget ved Zumbalay blev startskuddet til de hårdeste kampe for danske soldater i nyere tid; herefter forfulgtes et dobbelt formål med at bekæmpe en fjende (counter insurgency-doktrinen, COIN) og med at fremme politiske værdier i lokalbefolkningen via skolebyggeri, ligestilling, demokrati (”Winning the Hearts and Minds”-strategien); til sidst har danske soldater været med til at instruere de 200.000 afghanske soldater til selv at klare stabiliteten og sikkerheden. Vi ser altså en krigsindsats med forskellige formål og aktørtyper og -antal. Ingen militærpolitologisk ”kritisk røst” foreligger her. Men DIIS må i sin ”samtænkning” skulle sondres herimellem.
Den ultimative test på om Danmark er modent til at åbne for ”kritiske røster” er det militær-taktiske emne: Kunne de 43 faldne danske soldater i Afghanistan være undgået. Så vidt jeg har kunnet læse mig til det er 25 af de 43 omkommet ved vejsidebomber. Så patruljering til fods synes at være det farligste aspekt ved vor indsats, ikke direkte kamp. Det kan også bemærkes, at den mest drabelige måned for danske soldater igennem de 11 år var marts: Her dræbtes 9 af de 43 omkomne, ingen i april og kun 1 i henholdsvis februar og i maj. Der synes altså at være et mønster, som en militærsociolog ville spørge ind til, men som en forsvarsledelse undgår ved ikke netop ikke at beskæftige den slags forskere.
De erklærede politiske motiver til at gå ind i Afghanistan behandles heller ikke. Her foreligger ellers skiftende og undertiden modstridende mål: Bekæmpelse af Taliban, opbygning af infrastruktur, fjernelse af Talibans opiumsindtægter, hjælp til at landsbyers skoler, markeder, etc., der godt kunne fortjene en nærmere analyse. Et særligt aspekt her er den manglende motivafstemning mellem soldatens og samfundets mål med indsatsen. Danske (og udenlandske) soldaters motiver til at lade sig udsende og samfundets er diametralt modsatte. Danske soldater deltager først af hensyn til ”gruppen” (kammeratskab, samarbejde med andre, ansvar), så sig selv (spænding, teste sig selv), krigen og til sidst lokalsamfundet (stabilitet, demokrati). De officielle mål er de samme, men i modsat rækkefølge. Opgøres Danmarks krigsindsats ud fra målopfyldelsen, så er det soldatens mål mere opfyldt end samfundets, jf. Henning Sørensen, ”Core Values of Danish Expeditionary Soldiers”, i Henrik Fürst & Gerhard Kümmel, Core Values and the Expeditionary Mindset: Armed Forces in Metamorphosis, 2011.
Den ”samtænkning” af vor krigsindsats som DIIS er sat til at analysere vedrører det civilt-militære samspil. Det er altså en intern dansk stillingtagen til om forsvaret har fulgt anvisningerne fra udenrigsministeriet. Jeg tror ikke der kommer "kritiske røster" her, heller ikke fra DIIS eller FAK. Sådanne findes dog, se Rigsrevisionen, Beretning til statsrevisorerne om forsvarets understøttelse af sine militære operationer i Afghanistan, 2009, der ikke undersøger krigsindsatsen, men viser, at forsvaret ikke opfyldte forsvarsforligets målsætning om at udsende 2000 soldater i 2009, men under det halve, og omtaler de udsendte soldaters forsyninger og uddannelsesgrad før udsendelse samt CIMIC-arbejdet i Afghanistan. En anden undersøgelse, der kommer ind på krigsindsatsen, men især effekten af danske styrker for sikkerhed og stabilitet i Afghanistan er Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet, Den danske indsats i Helmand 2008, 2009. De foreløbige reaktioner på evalueringen går også på dette civilt-militære aspekt.
Den sidste grund til at vi ikke har ”kritiske røster” er at militærpolitilogerne ikke bryder sig om at være det eller kun være det ud fra givne indfaldsvinkler: Thomas Galasz Nielsen, der arbejder på ”samtænkningen” anbefaler at evaluere vor indsats på tre niveauer, det politiske, det styrende og det udførende, Jyllandsposten 25.08.2014, ”Har vi lært af indsatsen i Afghanistan?”. Den tilgang er relevant ud fra et demokratisk kontrol-med-militæret-perspektiv, men fokuserer mere på formalias overholdelse ”oppe-fra-og-ned” end på krigsindsatsen. Kristian Knus Larsen, Center for Militære Studier, Københavns Universitet, mener, at ”der skal fokuseres konkret og fremadrettet, så man undgår at fælde dom over hvad der gik godt og skidt”, Kristeligt Dagblad 19.08.2014, s 2. Peter Viggo Jakobsen, Forsvarsakademiet, frygter at ”resultatet enten bliver et skønmaleri… eller en søgen efter hår i suppen”.
Skal man bedømme Danmarks krigsindsats i Afghanistan så skal tre forhold afklares: Hvem skal deltage i bedømmelsen, hvad skal bedømmes og i forhold til hvad? Det sidste er det vigtigste. For det er helt afgørende at indsætte krigsindsatsen i relation til et i forvejen fastlagt kriterie: De givne ordre, Rules of Engagement, krigskonventioner, ressourcer, den opgave, der ønskedes løst, mv. DIIS opererer næppe med en facitliste, men skylder at fortælle på hvilket grundlag det afgøres ”hvad der er godt og mindre godt” ved den danske krigsindsats. Ellers kan vi ikke afgøre om indsatsen var en succes og vi kan heller ikke afklare den korrekte ”lessons learned”. Der er altså kort sagt organisatoriske, tematiske og personlige grunde til fraværet af ”kritiske røster” og ikke kun ”klimatiske”. Henning Sørensen, Militærsociolog, (31104323)