Kritik af hjælpen til veteraner

 

Kritik af hjælp til veteraner med PTSD                                     Fortrolig

 

 

 

Der er i dag bred folkelig og politisk opbakning til danske hjemvendte soldater, jf. kampagnen ”Støt vore soldater,” indførelsen i 2009 af en årlig national flagdag den 5. september, en mindemur over faldne soldater på Kastellet, etablering af et Veterancenter, af flere veteranhjem, af Soldaterlegatet, der får støtte fra danske fonde, af 10 mio. kr. puljen til fordel for veteraner, mv. 

 

Ønsket om at hjælpe veteraner må tillade, at denne hjælp sættes under lup.  Ikke mindst hjælpen til hjemvendte soldater, der lider af Post Traumatisk Stress Syndrom, PTSD, begrundet i en eller flere traumatiske oplevelser under udsendelse i internationale missioner. At undersøge hjælpen til veteraner med PTSD er ikke en underkendelse af det arbejde mange yder, men en erkendelse af hjælpens vigtighed.

 

Der er tre grunde til at undersøge hjælpen for at optimere den. For det første er det vigtigt, at veteraner får mest muligt ud af den hjælp, der aktuelt gives. For det andet er andelen af veteraner med PTSD i Danmark undervurderet og dermed er udgiftsomfanget det samme. Linda B. Hilmes, Current and Projected Cost of Caring for Veterans of the Iraq and Afghanistan War, 2011, har beregnet, at forsorgen for veteraner i USA til invalideydelser og medicin, mv. foreløbig har kostet 32 mia. US dollars, men samlet – og stigende over de næste 40 år – vil beløbe sig til 600–1000 mia. til 177.000 veteraner med PTSD og 154. 000 andre med psykiske lidelser ud af i alt 1.250.000 amerikanske soldater, der har tjenestegjort i Irak og Afghanistan. USA's andel af veteraner i USA med PTSD er således 14%, i Danmark er den sat til 5–10%. Nu kunne man mene, at den nuværende store opbakning til veteraner vil fortsætte. Men det er kun 4 år siden, at Danmark fik en veteran-politik (2009) og mindre end 6 år siden, at det danske forsvar ”ikke kunne finde ud af at håndtere tabene og de dræbtes eftermæle,” jf. min kronik i Politiken 5.3.2007.  Så hjælpen i dag er af ny dato og kan hurtigt ændres, bl.a. under indtryk af kritikken af Danmarks krigsdeltagelse i Irak og Afghanistan. For det tredje vil diskussionen om færre velfærdsydelser også kunne ramme veteraner med PTSD.

 

Hjælpen til veteraner med PTSD i Danmark har mange udformninger. Her fokuseres på en organisatorisk (regionernes indretning af sygehusvæsnet for at hjælpe veteraner med PTSD), en økonomisk og forskningsmæssig (Soldater-legatets uddelinger generelt) og en holdningsmæssig (Veterancentrets udmeldinger om veteraner med og uden PTSD). Analysen skal efterspore karakteristika i disse tre instansers støtte til veteraner med PTSD.

 

 

 

Sundhedsstyrelsens rapport, Behandling af PTSD hos veteraner. Anbefalinger for fremtidig planlægning i sundhedsvæsnet, november 2010, er en offentlig myndigheds bud på hvordan regionernes sygehuse skal indrettes af hensyn til veteraner med PTSD. Dets anbefalinger er udarbejdet af en gruppe på 20 personer fra regionerne (11), Sundhedsstyrelsen (5), Forsvarsministeriet (3), Indenrigs- og Sundhedsministeriet (1) og Dansk Psykiatrisk Selskab (1), s 9f. Gruppen savner således soldater med erfaring fra internationale operationer selvom den samtidigt fastslår, at ”det er væsentligt, at personalet i de højt specialiserede tilbud foruden viden om PTSD også har viden om militærpersoners uddannelse før udsendelse i internationale missioner…, om de vilkår, det militære personale er underlagt ved udsendelse og …om det særlige samarbejde (”korpsånd”) under udsendelse og indsatsernes karakter, herunder livsfaremomentet,” s 30.

 

Rapporten anslår, at mellem 1300-2600 (5-10 %) veteraner ud af de i 1992 – 2009 udsendte 26.000 soldater har PTSD, s 14, heraf har ca. 50 veteraner svær PTSD, s 15. Som nævnt ovenfor er 14 % af amerikanske soldater diagnosticeret med PTSD. Rapporten er da også opmærksom på, at der er tale om en ”voksende patientgruppegruppe,” s 3, 6 og 8, men fastholder, at veteraner med ”almindelige psykiske lidelser… skal som udgangspunkt behandles på tilsvarende vis og i tilsvarende regier som øvrige psykiatriske patienter,” s 6 og s 31 og vurderer også, ”at der ikke umiddelbart vil være kapacitet eller specifik ekspertise til også at varetage gruppen af veteraner med PTSD (på regionsklinikkerne for angst og tvangslidelser)”, s 32. Så, der skal ikke afsættes flere ressourcer til at hjælpe veteraner med PTSD selvom deres tal er lavt sat og givetvis vil stige og de omtalte klinikker ikke har kapacitet til at hjælpe dem. I stedet foreslås ”tre højtspecialiserede enheder i sygehusvæsnet,” s 11 til de ”sværere tilfælde af PTSD,” s 32. Så, man vil hjælpe 50 veteraner med svær PTSD, men lade 1300-2600 veteraner med mild eller middel PTSD sejle deres egen sø. At oprette tre centre strider i øvrigt mod rapportens mål ”at samle…den behandlingsmæssige indsats i sundhedsvæsnet,” s 6. Gruppens ønske om at hjælpe veteraner med PTSD er noget forbeholden, når den afgør hvornår PTSD ”typisk opstår mellem én til seks måneder efter svære traumatiske begivenheder, i sjældnere tilfælde senere,” s 12. Det forhindrede veteraner i at få godkendt deres PTSD lidelse anmeldt senere end et halvt år efter hjemsendelse. Sundhedsstyrelsens opfattelse er i strid med international forskning, se bl.a. Bernice Andrews m.fl., Comparison of Immidiate-Onset and Delayed-Onset Posttraumatic Stress Disorder in Military Veterans, (2009) og blev da også nyligt underkendt.

 

Arbejdsgruppens anbefalinger beror på gruppens egne ”sundhedsfaglige og organisatoriske vurderinger,” s 11, da ”dokumentationen for betydningen af forskellige organisatoriske løsninger vedr. behandling af veteraner med PTSD er sparsom. Samtidig er det svært at overføre erfaringer fra udlandet, bl.a. på grund af geografiske, demografiske og organisatoriske forskelle,” s 11. Den tiltro til egne evner og afvisning af andres indsigt betyder, at gruppen kan vælge og vrage. Den anbefaler, at følge region Syddanmarks MTV-behandling. Det sker på et erkendt løst grundlag: ”Der er stadigvæk meget vi ikke ved (om) effekten af udredning, behandling og rehabilitering for patienter med PTSD,” s 29. Men den succes-behandling af amerikanske og israelske soldater med PTSD, som Edna Foa har gennemført og som fik Time til at udnævne hende til én af verden 100 vigtigste personer i 2010, forelægges ikke, kun som kilde. Det er aftagende hjælp til veteraner med PTSD gruppen byder ind med.

 

 

 

Soldaterlegatet har i 2008-2012 modtaget 90 mio. kr. i donationer og uddelt 42 mio. kr. i støtte, heraf 12,5 mio. kr. i projektstøtte til SFI, Det nationale Forskningscenter for Velfærd, for dets i alt seks rapporter om hjemvendte danske soldater, hvoraf de to første kort omtales nedenfor. Fratrækkes de 12,5 mio. kr. fra de 42 mio. kr. så har veteranerne reelt fået 29,5 mio. kr. Formuen er på 33 mio. kr., så administration og SFIs forskning andrager 27,5 mio. kr. De 42 mio. kr. blev uddelt i 2008/9, 2010, 2011 og 2012 med henholdsvis 5,7 - 18,7 - 10,9 - og 6,7 mio. kr. Administrationsudgiften pr. uddelt beløb pr. år er i samme periode vokset fra 2% - 4% - 6% til 14% og øvrige administrative udgifter ligger på samme niveau. Så, Soldaterlegatet har siden 2010 uddelt færre penge, trods et øget antal af indstillinger/ansøgninger og har mere end tredoblet sine donationsbetingede og øvrige administrationsudgifter. Kort sagt, hjælpen til veteraner generelt er reduceret både absolut og relativt. Dog har legatet vedtaget at betale medicinregninger for soldater med psykiske lidelser.

 

SFIs forskning for Soldaterlegatet er ringe. Til illustration heraf omtales kort svagheder ved de to første SFI rapporter – ud af seks. I Hjemvendte soldater. En interviewundersøgelse, 2010, 115 s, spørges 20 soldater ud af de i alt 26.000 udsendte i perioden 1992 – 2009 om ”konsekvenser af udsendelsen” og ”hvilke faktorer, der havde betydning for deres psykiske tilstand,” (f.eks. PTSD) mens de var udsendt.

 

SFI roser sin første rapport: ”den interviewundersøgelse, der præsenteres i denne rapport, er en stor 360 graders undersøgelse af, hvordan udsendelse i internationale missioner opleves...” (bemærk et nyt formål) og forsikrer, at man ”forud for denne interviewundersøgelse (har) gennemført en litteraturgennemgang, der har afsøgt de mest centrale emner inden for kvalitativ forskning omkring udsendelse til internationale missioner,” s 15.

 

Men 20 soldater udgør ikke en ”360 graders -” endsige en repræsentativ undersøgelse, for ingen er statistisk tilfældigt udvalgt, og flere har meldt sig frivilligt, s 22. De spørges om forhold, de har forladt og ”soldater med svære psykiske skader,” s 2 er nok udeladt. På samme måde er de 7 adspurgte pårørende og 17 ”informanter” fra forsvaret og civile sagsbehandlere helt tilfældigt inddraget i undersøgelsen og litteraturlistens 45 værker, hvoraf flere ikke handler om ”udsendelse,” dækker ikke som hævdet ”de mest centrale emner inden for….(osv.)”

 

I rapport 2 Soldater før og under udsendelse. Et litteraturstudie, 2010, 75 s, anføres 72 værker, der hævdes at ”dokumentere den væsentligste viden på området” efter 1990. De gør de ikke. Vigtige databaser, f.eks. Pilots, og værker er ikke nævnt. Flere danske værker er ikke tidsskriftartikler eller bøger, men elevopgaver fra Forsvarsakademiet. 

 

Trods disse svagheder hævder SFI i rapport 1, at ”Undersøgelsen viser således, at der inden for veteranpolitikkens centrale temaer er forskellige krav til systemet, som ikke imødekommes i det nuværende system,” s 109 og ”Den nye danske veteranpolitik forventes at indeholde løsninger på problematikker, som er fremhævet i denne rapport,” s 3. Den kritik af det ”daværende system” kan ikke læses ud af de to rapporter. Svagheden i SFIs anbefalinger illustreres i dets selvmodsigende holdning til screening af soldater før udsendelse: Ifølge rapport 1foreslås ”en grundigere sortering (screening) af soldater,” s 2, men det afvises i rapport 2, s2. Daværende forsvarschef K. Bartels fastholder i Jyllandsposten, 5.3.2011, at forsvaret altid har og fortsat vil screene og det er også en af regeringens 19 initiativer til ny veteranpolitik.

 

Erkendelsen af sin forsknings svagheder forklarer hvorfor SFIs direktør Jørgen Søndergaard ikke tillod spørgsmål eller kommentarer fra salen på Soldater-legatets konference i efteråret 2012, hvor SFI samlede forskning blev fremlagt, selvom ”konference” betyder at samstemme. SFI lovede også en omfattende litteraturrapport om veteraner, som endnu ikke er kommet. Som opdragsgiver bør Soldaterlegatet tage afstand fra SFIs ringe forskning. Ellers får man det indtryk, at den fremlagte viden er den faktiske. SFIs seks rapporter er en ringe hjælp for veteraner med og uden PTSD.

 

 

 

Veterancentrets leder, psykolog Mette Bertelsen, fortalte i Politiken.dk 29.7., at ”en tredjedel af soldater i en undersøgelse, der omfatter 749 veteraner fra Afghanistan angiver, at de rent faktisk får noget positivt med hjem… (mens) op imod 10 % har symptomer på alvorlige psykiske efterreaktioner som PTSD….” og at andre 14 % har PTSD eller andre psykiske lidelser i middel eller mindre grad. Mette Bertelsen formaner også: ”Vi skal passe på ikke skære alle over en kam,…langt de fleste kommer hjem og har et ganske glimrende liv.”

 

Udsagnet rejser et par spørgsmål: Hvem er budskabet rettet til, hvad er dets præcise indhold og hvilken viden i Veterancentret viser at en sådan udmelding hjælper veteraner med PTSD? Hvis der ikke foreligger en sådan indsigt, så er udmeldingen jo politisk.

 

Udtalelsen er rettet til mennesker, der fokuserer på veteraner med PTSD. De skal ”passe på” ikke at overdramatisere PTSD-veteraners lidelser. Man kan ikke udelukke, at nogle raske veteraner vil føle sig bedre tilpas ved at vide at de har klaret en udfordring andre ikke kunne bemestre. Men for veteraner med psykiske lidelser er der ikke megen hjælp at hente, ud over følelsen af ”fælles psykisk skibbrud,” som 24 % af de udsendte på hold 9 deler.

 

Udsagnets mere præcise indhold er: ”Hovedparten klarer sig godt. Har du PTSD, så er det dit problem!” Denne individualisering fritager automatisk regering, Folketing, forsvaret, de civile myndigheder, foreninger, fonde, der skal hjælpe PTSD-soldaterne for et medansvar. Ikke kun for traumet, men også for en stillingtagen til om der var noget i beslutninger, som disse aktører tog, der var forkert og burde gøres anderledes? Når PTSD individualiseres fritages systemet for anklage og krav om ændringer.

 

Der foreligger næppe forskning der tilsiger, at veteraner med PTSD lettere klarer dagen og vejen ved at vide at mange soldater ”har et glimrende liv.” Hvis det var tilfældet, ville man vel også fortælle de ca. 30.000 danskere, der årligt rammes af kræft, at 4 mio. ”har et glimrende liv.” Veterancentret reducerer problemet med og for veteraner med PTSD ved at relatere deres lidelser til raske soldaters positive erfaringer med udsendelsen. Veterancentret bør leverer indsigtsfuld information til hjælp for veteraner med PTSD. 

 

Konklusionen er, at de tre instanser yder en ringere hjælp til veteraner med PTSD end de behøvede. Organisatorisk fastholder Sundhedsstyrelsen de nuværende systemer uanset at antallet af veteraner med PTSD kan svinge mellem 1300 til 2600, ingen adgang for dem til regionernes angstklinikker, men tre centre (heraf to nye) til 50 veteraner med svær PTSD. Det sidste er mere en støtte til regionernes sygehuse end til veteraner med svær PTSD. Soldaterlegatet har udvidet sit bureaukrati med flytning til nye lokaler, flere ansatte og øgede udgifter til administration af donationer og generelt. Økonomisk nedskærer sundhedsstyrelsen sin hjælp til veteraner med PTS, når flere skal dele de samme ressourcer, Soldaterlegatet har siden 2010 reduceret sine donationer, men beregner sig flere penge hertil og Veterancentret bruger midler og tid til at forklare om at de raske soldater ”har et godt liv” i stedet for at hjælpe de skadelidte. Sundhedsstyrelsen ignorerer forskningen, fordi denne viden er ”sparsom.” Soldaterlegatet betalte SFI 12,5 mio. kr. for ringe forskning og tier herom – til skade for veteraner med PTSD – fordi det vil ødelægge legatets image. Veterancenteret bruger ikke den forskning den har om veteraner med PTSD, fordi det hellere vil tale om veteraner som helte end som ofre, selvom de er begge dele. Holdningsmæssigt udviser alle tre instanser ”overfladisk imødekommenhed,” mens SFI helt blæser på denne gruppe i egen selvovervurdering.

 

De ignorerer også fremtidige problemer grundet flere veteraner med PTSD og opstiller ingen succeskriterier for egen hjælps effektivitet. På disse parametre kan hjælpen forbedres og den reducerede hjælp til veteraner med PTSD imødegås.

 

Henning Sørensen, militærsociolog, Borremosen 13, 2800 Lyngby, 31104323

 

Publiseringsår: 
2012