"DIIS er ikke en ”uvildig” udreder....", kronik Politiken 21.01.2022

 

DIIS er ikke en ”uvildig” udreder af Afghanistan-indsatsen

 

 

 

Regeringen (S), V, DF, SF, RV Enhedslisten, KF, LA, Frie Grønne, Kristendemokraterne og Alternativet har anmodet Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, om en ”uvildig historisk udredning af Danmarks militære og civile indsats i Afghanistan i perioden 2001 – 2021”.

 

 

 

DIIS er ikke en uvildig udreder af fem afgørende grunde.

 

 

 

For det førte er DIIS ikke ”uvildig” i forhold til regeringen. DIIS finansieres over udenrigsministeriets budget; dets direktør er regeringsudpeget modsat universitetsrektorer, der ofte kommer fra egne rækker af forskere; der sidder to observatører fra udenrigs- og forsvarsministeriet i DIIS´ bestyrelse og den kan bestemme hvilke emner, der skal forskes i og – ikke mindst – hvilke emner, der ikke skal undersøges. Det er således påfaldende, at DIIS dels ikke leverer regeringskontroversielle rapporter og dels ikke længere er noteret blandt den vestlige verdens uafhængige forskningsinstitutioner.  

 

 

 

For det andet har forskere ved DIIS ikke generelt forudsætninger for at løse slagmarksforhold. Man kan undersøge militæret på tre niveauer. Det militærpolitiske, som DIIS gør, ved bl.a. at studere internationale trusler og national sikkerhedspolitik. Det militærsociologiske, som dels undersøger soldatens baggrund, uddannelse, funktion og beskæftigelsesopfattelse og karriereforløb; dels den organisation soldaten indgår i og dels det samspil der er mellem civile og militære aktører samt endeligt - og i denne forbindelse ikke uvæsentligt – slagmarksforhold, krigens sociologi. Her savner DIIS relevante forskere. Det tredje niveau er militær psykologiske, hvor man studerer motivation, blandt soldater, PTSD-ramte veteraner, etc. De emner dækkes af Forsvarsakademiet og Veterancentret, og heller ikke af DIIS.

 

 

 

 

 

Specifikt savner DIIS-forskerne indsigt i de fire ønskede udredningsemner:

 

a. ”belyse grundlaget for de centrale politiske beslutninger vedrørende op- og nedskaleringerne af de danske militære og civile indsatser”

 

b. ”hvordan beslutningsgrundlaget for de centrale op- og nedskaleringer af de militære og civile indsatser fra 2001 og frem…til august 2021 inddrog erfaringer med effekten af disse indsatser i den forudgående periode”

 

c. ”et centralt mål ved udredningen (er), at der identificeres relevante læringspunkter, som kan være af værdi for fremtidige beslutninger i relation til igangværende og fremtidige danske militære og civile bidrag til internationale indsatser” og

 

d. ”hvordan Taleban kunne genvinde magten i Afghanistan efter 20 års massiv civil og militær international indsats”

 

Disse fire emner kræver netop den militærsociologiske indsigt, som DIIS-forskere savner.

 

 

 

For det tredje har DIIS i to tilfælde allerede dokumenteret sin villighed til politisk tilpasning, læs: mangel på uvildig forskning.

 

a. DIIS protesterede ikke mod 2014-kommissoriets pæne ønske om at DIIS skulle lave ”Erfaringsopsamling vedr. den samtænkte danske Afghanistanindsats” af den militære indsats på ca. 12 mia. kr. og den civile til ca. 4 mia. kr., herunder politikernes tilsagn om, at DIIS´ ”erfaringsopsamling vil fokusere på samtænkningen af de danske indsatser (med) ambitionen (om) en realistisk og anvendelig (min kursivering. HS) med henblik på, hvad vi fra dansk side kan lære af indsatsen og med sigte på fremtidige samtænkte indsatser i skrøbelige stater” og dets manipulerende krav om, at ” Erfaringsopsamlingen ikke skal beskæftige sig med militære aktiviteter på det taktiske/operative niveau…”. Det gør opgaven uløselig. Dels logisk: Når den militære del skæres bort i en samtænkt militær og civil indsats, så kan en samtænkning ikke påvises. Dels militært: Danske soldaters bidrag til en åbning af skoler i Geresh skal ikke omtales, endsige gøres til genstand for en erfaringsopsamling, kun civile bidrag som bogindkøb. Endvidere nationalpolitisk: Regeringens indblanding i den militære krigsførelse lader sig ikke efterspore, endsige gøres til genstand for et ansvar. Endelig internationalt: Danske erfaringer med samtænkning kan ikke sammenlignes med andre landes.

 

b. I sin afværge-rapport Internationale erfaringer med at skabe sammenhæng i indsatserne i Afghanistan 2001 - 2014, skjuler DIIS igen politikernes manipulation over for befolkningen ved at omskriver kommissoriet. Det er i sig selv en skandale, men viser hvor langt DIIS er villig at gå for at tilpasse sig politisk. DIIS opfinder det nye emne at undersøge: ”fraværet af en fælles international politisk stillingtagen til hvilke opgaver (min kursivering. HS), der skulle løses og i hvilken rækkefølge, jfr. ”Resume” s 9f. DIIS skifter altså fokus fra den faktiske krigsførelse til opstillede opgaver. DIIS slører politikernes dobbeltspil. Det kaster tvivl om dets faglige integritet og – ikke mindst - evne til ”uvildig” udredning, også i fremtiden.

 

 

 

For det fjerde kan/vil DIIS ikke afsløre samtænkningsstrategiens begrebsmæssige fallit og dødelige konsekvenser.

 

a. Politikere har ret til at opstille en strategi for dets styrker på slagmarken, taktik. De kan f.eks. give soldaterne den opgave, at sikre åbne skoler i Geresh. Den taktik militæret så bruger, er det op til officeren at fastlægge. Det kan gøres med en Auftragstaktik, hvor opgaven meddeles soldaten, der så får plads til bedst at løse den. Eller en Befehlstaktik, hvor soldaten specifikt fortælles hvornår og hvordan opgaven enkeltelementer skal udføres.

 

 

 

Det forsvarsminister Søren Gade (2004 – 2011) kun få måneder efter sin tiltræden kalder en samtænkningsstrategi, men som er en Befehlstaktik, kræver, at danske soldater i Afghanistan ikke skal beskyttes med tungt grej, jfr. The Ministry of Foreign Affairs and the Ministry of Defence 2008, Denmark´s Engagement in Afghanistan 2008-2012, s 15: “The patrols are conducted in open-top vehicles that make it easier to come into contact with the local population… The personal contact with the local population in Gereshk has importance for the entire Danish effort in Helmand Province”. Men den kontakt-strategi står i direkte modstrid med den taktik som det danske hold 2s bataljonschef i Afghanistan, oberst Kim Kristensen, (nu hofmarskal), meget tidligt fremsatte: ”Vi ser meget frem til, at vi forhåbentlig snart får kampvogne. De vil øge sikkerheden markant for soldaterne”, Jyllandsposten 19.10.2007. http://jp.dk/udland/article1135164.ece).

 

 

 

Så Søren Gade kortslutter den militære kommandokæde ved at udstede en militærtaktisk Befehlskommando som en politisk strategi. I København ca. 7.000 km. fra slagmarken i Helmandsprovinsen mener Søren Gade, at han bedst ved med hvad og hvordan danske soldater i Afghanistan skal føres.

 

 

 

Man kan også afsløre Søren Gades ”samtænkningsstrategi” som den risikovurdering, den rent faktisk er, selvom det netop ikke er op til ham at beslutte, men for den professionelle soldat på slagmarken. Søren Gade mener ikke, at det er ikke farligt for danske soldater at bevæge sig rundt i terrænet til fods eller i let udrustning. OB Kim Kristensen modsiger ikke direkte ministeren, men foreslår den risikohåndtering, at vore soldater skal beskyttes med tungt udstyr, netop i erkendelse af en helt anden risikovurdering end Søren Gade.

 

 

 

b. De dødelige konsekvenser af Søren Gades ”samtænkningsstrategi” udebliver ikke. Det samlede danske tabstal i Afghanistan er 44 omkomne. Det giver en tabsratio pr. 100.000 danskere på 7,7 (44 omkomne soldater ift. 5,5 mio. danskere). De tilsvarende tabstal for USA er 7,6 og for UK 7,4. I perioden 2002 – 2005 omkom 5 danske soldater ved egen hånd. Opgjort for hvert år omkom i 2007 i alt 6 soldater, heraf 4 på slagmarken (6/4), i 2008 er de tilsvarende tal 13/11, i 2009 7/-, i 2010 9/- og i 2013 1/1, i alt 44/35, jfr. https://da.wikipedia.org/wiki/Danske tab_i_Afghanistan_siden 2002. Men bagved disse tal gemmer sig den kendsgerning, at af 35 dræbte danske soldater på slagmarken, så omkom 25 af dem på grund af vejsidebomber fordi de skulle bevæge sig til fods eller i lette køretøjer.

 

Til sammenligning kan erindres om den enighed i 1995 mellem den daværende danske forsvarsminister, Hans Hækkerup, og forsvarschefen, Jørgen Lyng, der netop ønskede kampvogne til de danske soldater i Bosnien og blev støttet heri af Hans Hækkerup. Søren Gade lyttede ikke til den militær-professionelle indsigt og bærer derfor et stort ansvar for de for mange dræbte danske soldater i Afghanistan. Det gør folketingsflertallet også. Ovenikøbet har politikerne skjult deres ansvar ved politisk kynisk at rose danske soldaters heroisme. Men det var ikke heroisme, der førte til at danske soldater dræbtes i Afghanistan, det var en politisk Befehlskommando udstedt af Sørenn Gade og aldrig undskyldt for.

 

 

 

For det femte tillader de fire udredningsemner ikke en uvildig undersøgelse. De er alt for snævre. De ser alene på hvordan danske politikere reagerer på forhold på slagmarken ved at op- eller nedskalere styrkemål. Men fra Søren Gades ”samtænkningsstrategi” ser vi jo den modsatte bevægelse. Det er politisk besluttet strategi, der fører til dramatiske forhold på slagmarken. Det er også indlysende, at det ikke er den militære indsats i Afghanistan, der er i fokus, men de politiske reaktioner i Danmark.

 

 

 

I modsætning til disse fire styrede emner har både Norge og Sverige lagt åbent og bredt frem hvad der skete i Afghanistan og hvilke af de politiske strategier, der blev nået med indsatsen. Norges bidrag kom i 2016, En god alliert – Norge i Afghanistan 2001 – 2014, NOU 2016:8. Rapporten fastslog, at Norges havde 9.000 soldater udstationeret i perioden, der kostede 10 norske soldater livet og 20 mia. norske kr., heraf brugtes 11,5 mia. kr. alene til militære formål og 8,4 mia. kr. til civile omkostninger. Kun det af Norges tre formål, at vise sig - som rapporten titel selv siger - som ”en god alliert” over for USA og NATO indfriedes, mens terrorbekæmpelse kun lykkedes delvist og opbyggelsen af Afghanistan som et stabilt demokrati mislykkedes. Specifikt konstaterer rapporten, at da norske soldater rykkede ind i provinsen Faryab var det én af de roligste provinser i landet, da de rykkede ud otte år senere det modsatte.

 

 

 

Sveriges bidrag kom i 2017, Sverige i Afghanistan 2002 – 2014, Statens offentliga Utredninger 2017:16. Sverige udsendte 8.000 soldater, seks svenske soldater omkom. Udgifterne er mindst 11,1 mia. svenske kr. til militære formål og 6,7 mia. kr. til civile. Dertil kommer militære udgifter afholdt i Sverige til personel på kr. 4,6 mia. kr. og til materiel på 4,7 mia. kr., s 28. Især civile formål som fattigdomsbekæmpelse, demokratiudvikling, stabilitet, vækst, styrkelse af kvinders rettigheder, mv. var begrundelsen for svensk deltagelse, men også at vise ”Sveriges förmåga och trovärdighet som deltagerare i internationella insatsar”, jfr. ”Sammenfattning” s 20. Kun på dette sidste punkt ”föreligger en tillfredsställande måluppfyllnad”, ibid. s 27.

 

 

 

Konklusionen er altså, at DIIS ikke er en uvildig udreder og heller ikke kan blive det med den nuværende regeringskontrollerede struktur. Sæt DIIS forskerne fri. Og lad nu ikke for tredje gang DIIS optræde som bortforklarer af danske politikeres kyniske beslutninger. Det skader også politikerne selv ikke at erkende deres ansvar. 

 

Henning Sørensen

 

militærsociolog

 

 

 

Publiseringsår: 
2022