Submitted by Henning on
At være officer” ved Henning Sørensen, militærsociolog, Ph.d.
I Officeren 4.2017, s 17-19 blev fire danske topofficerer spurgt herom: Forsvarschefen og én fra hver af de tre værn. For mig, som militærsociolog, er der tale om bedrøvelige svar. Fordi de stort set ikke adskiller sig fra hvad enhver civil chef vil svare: ”lederskab, team, ansvar, gøre en forskel, spændende job, løse opgaver sammen, stole på hinanden”, etc. Og fordi de fire topofficerers selvforståelse viser overciviliseringen af forsvaret. Til skade for soldatens identitet og effektivitet. Men lad mig starte et andet sted med at identificere vigtige identitets-skabere og derfra søge at forklare hvorfor danske officerers identitet/mindset er blevet for civilt præget, hvad de nok også selv synes at mene.
En grundlæggende identitetsskaber er den militære funktion, krigen. Også de asymmetriske. Den militære profession adskiller sig – som andre professioner - fra almindelige beskæftigelser i kraft af sin særlige funktion, uddannelse og metodefrihed. Det sidste betyder, at advokaten selv bestemmer hvordan sagen skal skæres, lægen hvordan snittet skal lægges, læreren hvordan eleven bedst undervises, præsten hvordan teksten bedst udlægges for menigheden, og officeren hvordan slaget bedst vindes. M.h.t. det første fungerer advokaten i et retslokale, lægen i operationsstuen, læreren i klasseværelset, præsten i kirken, og officeren på slagmarken. Det er ikke disse professioners funktion, der er ændret men deres metodefrihed. Den er i dag beskåret eller ”DJØF-iceret”. En enkel lærdom: Når organisation og profession kæmper, taber professionen. Det nederlag ses i de fire topofficerers ”organisationsomskrivninger”. De taler om ”ledelse, løse opgaver, team”, etc. i stedet for at fastholde den militære professions værdisæt som ”ekspertise i krigsførelse, korpsånd, ansvarsfuldhed”, jf. Samuel P. Huntington, ”The Soldier and the State”, (New York: Vintage Books, 1957/her 1964), s 20.
Hermed er vi inde på en anden identitetsskaber, de civil-militære relationer. De kan relateres på tre måder: Militarisme, hvor ”militære institutioner og deres ønsker står over civilsamfundets”, jf. Alfred Vagts, ”A History of Militarism” (New York: Merridian Books, 1937/ her 1959), s 17; ”the Military Way”, hvor ”koncentrationen af mandskab og materiel først og fremmest går ud på at vinde specifikke sejre”, ibid. s 13 og ud fra en ”en objektiv civil kontrol, hvor de professionelle soldater er politisk neutrale og alene ytrer sig som eksperter i krigsførelse”, Huntington, ibid.; Civilisering, som ”det militære establishment har kæmpet mod for at bevare sine grænser mod udefrakommende indflydelse og for at bevare dets særlige karakter… (og) hvor officerens selvforståelse og professionelle ideologi har tjent som en stærk modkraft mod civilisering”, jf. Morris Janowitz, ”The Professional Soldier”, (New York; The Free Press, 1960/ her 1971), s XIIIf. At danske politikeres civilisering er gået over gevind vises med tre eksempler:
1. Udtømningen af forsvarschefens funktioner eller kompetenceområder fra 49 i 1970 (herunder personel, økonomi og materielansvar) til maks. 7 i 2016 (reelt kun operative analyser), mens de tre nævnte områder er underlagt styrelser i Forsvarsministeriet. Alligevel afkræves forsvarschefen operative vurderinger på vigtige grundlag, som han ikke selv forestår.
2. Politikernes fravalg af udredninger om udsendte danske soldater militære indsats. Man har tilladt en krigsbeslutningsudredning for de tre store krige Danmark har deltaget i. Den laves af forskere ved Københavns Universitet, men det er ikke en krigsudredning om den danske militære indsats, selvom de to forskere omtaler den som sådan. Politikerne har altså på den militære professions vegne fravalgt ”lessons learned”. Det er uprofessionelt og indebærer et erfaringstab til skade for fremtidige udsendelser.
3. De udredninger politikerne så har valgt af Afghanistan-indsatsen, ”Afghanistan. Erfaringsopsamling 2001 – 2014” skal alene evaluere ”de internationale erfaringer med samtænkningen af politiske, udviklingsmæssige og militære indsatser i Afghanistan fra 2001 til 2014”. Altså ikke ”effekten af indsatserne”, som DIIS-rapporten selv erkender, del I, s 77, men alene ”sammenhængen mellem indsatserne”, der jo tidsmæssigt ligger forud for selve indsatsen og ”Erfaringsopsamlingen skal (netop) ikke beskæftige sig med militære aktiviteter på det taktiske/ operative niveau…”, som politikernes kommissorium direkte kræver det. Men hvordan kan man logisk opsamle seriøse erfaringer, når man ikke må måle indsatsens effekt?Forsvarsakademiet, FAK, skulle så undersøge CIMIC-indsatsens (7 mio. kr.) betydning for den militære indsats (14 mia. kr.). Men det er svært at måle 7 mio. kr.s effekt på +14 mia. kr. Så i Danmark har politikerne - modsat i Norge og Sverige – fravalgt en analyse af den militære indsats.
En tredje identitetsskaber kan være den militære forskning. I Danmark foregår den især ved DIIS, FAK, og Center for Militære Studier, Københavns Universitet. Og den kan opdeles i militærpsykologisk, militærsociologisk og militærpolitologisk forskning. Psykologen skal populært sagt hjælpe majoren med at styre den menige, sociologen hjælpe samfundet og officeren med at styre den militære organisation og politologen hjælpe Danmark med at styre verden. På de tre forskningsinstitutioner er der 29 psykologer, 1 sociolog og over 100 politologer. Deres effekt er forskellig. Undersøgelser viser, at psykologen kan hjælpe måske 30 % af PTSD-skadede soldaterne, sociologens effekt er ikke målbar og de mange politologers er betydningsløs. Ikke at viden er uden værdi, men effekten er fraværende. Det skyldes tre ting. De tre institutioner er finansieret over Forsvarsministeriets budget og der sidder en repræsentant herfra i hver deres bestyrelse og den kan definere hvilke emner man skal tage op. De ytrer yderst sjældent kritik af Forsvarsministeriet. De undlader at forske i kontroversielle emner som netop den overdrevne civilisering af forsvaret, tidligere militære chefers despekt for demokratiske beslutninger i tiåret 2000 – 2010, kritisk stillingtagen til ministeriets hjælp og ansvar for PTSD-veteraner, den militære indsats i Afghanistan, den militære identitet, dens udhuling og konsekvenser for forsvarets effektivitet, osv.
Så konklusionen er, at civiliseringen er gået for langt inden for alle tre identitetsskabere. Topofficerer tøver med at vedgå det militære ”mindset”. Politikerne fravælger bevidst ”lessons learned” og vælger stærkt selektive og ret umulige undersøgelser ligesom de klart har beskåret forsvarschefens funktioner. De militære forskere gør ikke indsigelse mod de umulige undersøgelser og undlader at undersøge relevante emner.
Derfor er det identitetsmæssigt svært at være officer i Danmark. Også funktionelt. Det burde politikere og forsvarsledelsen erkende. Det afhjælpes ikke ved et ”substantielt løft” i forsvarsbudgettet. Ejheller ved denne artikel. Men tiden er til ”et forsvar for forsvaret”.
Henning Sørensen
PS. Interesserede kan på min hjemmeside ”isfdanmark.dk” følge mine artikler om forsvaret