Submitted by Henning on
Lars Løkke Rasmussen krænker den danske parlamentarisme.
Grundlovens § 15 siger, at “ingen minister kan forblive i sit embede efter at folketinget har udtalt sin mistillid til ham”. §-en fastslår parlamentarismen i Danmark: Folketingets forrang over regeringen. Ved siden af dette magtmonopol besidder statsministeren et magtmonopol i form af retten til at udskrive nyvalg. Det er alene hans/hendes afgørelse, ikke folketingets. Det samarbejdende folkestyre i Danmark er altså baseret på de to aktørers indbyrdes magtmonopol: Folketingsflertallets ret til at udtrykke mistillid til en minister, som så skal gå af over for statsministerens ret til at udskrive valg for at true et vrangvilligt folketing til at “rette ind.” Statsminister Lars Løkke Rasmussen, LLR, krænker med sin adfærd og udtalelser parlamentarismen i Danmark på syv områder:
1. Statsministeren må ikke reducere folketingets forrang over regeringen. Det gør LLR ved at tale om den gordisk knude han står over for: Valget mellem at fyre en minister eller at udskrive valg. Ministerfyringen er IKKE LLRs sag. Dér han LLR ingen kompetence. Det er folketingsflertallets afgørelse, som han SKAL følge:“Ingen over, ingen ved siden af Folketinget”. Derimod afggør LLR suverænt om der skal udskrives nyvalg. Vil han gøre gøre miljø- og fødevarerminister Eva Kjer Hansens afgang til et kabinetsspørgsmål er det hans valg. Men der er ikke – nu - et folketingsflertal for LLR-regeringens tilbagetræden.
2. Statsministeren må ikke vanskeliggøre en mistillidsafgørelses forløb. Det gør LLR ved at mene sig berettiget til “at starte nogle forhandlinger med det formål at få lavet en natur-, miljø- og landbrugstillægsaftale og forhåbentlig genopbygge den tillid, der for en stund er væk”. Et demokrati kan karakteriseres ved ytringsfrihed, frie valg, magtens tredeling, osv. Ifølge den kendte filosof Karl Popper karakteriseres demokrati ved en ministers/regerings rolige og ukomplicerede afgang og indsættelsen af en ny uden brug af vold. Dertil er det ikke kommet. Men LLR bryder med princippet om en smertefri af- og tilgang af en ny minister/regering.
3. Statsministeren må ikke forhale denne afgørelse. Det gør LLR helt åbenlyst ved at indkalde til forhandlingsmøder i blå blok. Det er folketingets formand der skal sikre en afstemning herom “med det samme”. Pia Kærsgaard bør være opmærksom på sin rolle i dette parlamentariske spil.
4. Statsministeren må ikke lamme folketingets løbende kontrol med regeringen. Det gør LLR ved at fastholde Eva Kjer Hansen som miljø- og fødevareminister, når Socialdemokraterne (rød blok) har erklæret ikke at ville deltage i et samråd med hende. Også her burde Pia Kærsgaard reagere.
5. Statsministeren må ikke foregive, at et mistillidsvotum kræver en begrundelse. Det gør LLR indirekte ved at “fastholde, at Folketinget har fået alle relevante oplysninger og beregninger at se” eller ved at fremføre, at “Eva Kjer Hansen er en dygtig og flittig minister”. De betragtninger er irrelevante. Et mistillidsvotum skal ikke forklares, alene erklæres.
6. Statsministeren må ikke tillade, at en minister forbliver i sit embede mod et folketingsflertals ønske. Det gør LLR ved sin passivitet. LLR må enten udnævne en anden minister eller konstituere en anden resortminister midlertidigt. LLR udviser despekt for folketinget. Igen bør Pia Kærsgaard reagere.
7. Statsministeren må ikke betvivle et folketingsflertals erklærede mistillid. Det gør LLR dels ved at mene at forhandlinger “forhåbentlig (kan) genopbygge den tillid, der for en stund er væk” og dels ved at få udskudt mistillidsafsstemning til et egentligt møde i Folketingssalen på onsdag (2.3.).
Statsminister Lars Løkke Rasmussens ageren er problematisk af flere grunde. For det første er den et brud på Grundlovens § 15 om at alene folketinget afgør en ministers/regerings forbliven. For det andet er LLRs adfærd et brud på 70 års parlamentarisk praksis. Ikke siden 1947 har det været nødvendigt at udtale et mistillidsvotum i folketingssalen for at en minister/regring gik af. Den blotte konstatering af et folketingsflertals mistillid mod en minister/regering har alle efterfølgende statsministre siden da straks reageret på. For det tredje krænker LLR den parlamentariske praksis i Danmark ikke på ét, men – som vist – på syv områder.
Når det er så afgørende ikke at ændre ved den danske mistillidspraksis er det fordi den tjener det afgørende formål at tillade fleksible regeringsdannelser, også kaldet negativ parlamentarisme: I Danmark tager vi accepten af regeringen for givet så længe der ikke udtales mistillid til den eller en minister. Modsat i Italien, hvor enhver regering/minister skal klare en tillidsafstemning: Positiv parlamentarisme. Det forklarer Italiens mange regeringskriser. Med LLRs ageren må folketinget - af hensyn til respekten for dets virke – stille sig selv det spørgsmål om der ikke skal strammes op over for forsøg på at lægge den danske parlamentarisme sten i vejen. Statminister Lars Løkke Rasmussen krænker det danske parlamentariske demokrati.
Henning Sørensen
