Forsvarets problemer, upubl., se dog nedenfor

Forsvarets problemer

Tre veteraner kritiserer i kronikken i Berlingske 18.09.2019 politikerne for ikke at leve op til NATOs krav om at bruge 2 % af BNP på forsvaret for ”Danmark… hævder, at antallet af døde soldater og antallet af udsendte soldater opvejer den manglende betaling, og blodpengene er en fuldgyldig erstatning for manglende fly, skibe, kampvogne, ubåde og enheder og ikke mindst personel til at betjene dem”. De mener også, at ”De efterladte til vore faldne soldater (og) de fysisk og psykisk skadedes … tab og invalidering kunne være undgået, hvis de 179 ansvarlige havde taget sig sammen og leveret de aftalte to procent? ”. Derfor ”skal forsvaret have tilført de nødvendige ressourcer for at kunne leve op til øget arktisk fokus… og ikke mindst NATOs artikel 3, hvor vi skal imødegå første angreb på eget territorium”.  

Kronikkens tre teser er så: 1. Danske politikere underfinansierer forsvaret og undskylder det med vore dræbte soldater. 2. Flere penge til forsvaret ville have reduceret antallet af dræbte soldater og 3. løse dets problemer i dag.    

Den første tese er korrekt, men generel. Både før og efter 2. Verdenskrig har dansk forsvar været underfinansieret. I 1945/46 brugtes 1,1 % af BNP på forsvaret, stigende til 2,8 % i 1980 og faldende til 1,6 % i 2002. I 2017 var forsvarsudgifterne nede på 1,14 % af BNP og dermed langt fra det mål på 2% fastsat på NATO-topmødet i Wales 2014. Ifølge forsvarsforliget af 2018 skulle det stige til 1,3 % i 2023, men Trumps kritik udløste en tillægsaftale, der både bevilgede flere penge og nye opgørelsesprincipper så dette tal nu blev 1,5 %.

Kronikkens anden tese om politikernes ansvar for de dræbte danske soldater grundet Forsvarets underfinansiering deler jeg ikke. Den lader sig også vanskeligt bevise. Udsendte danske soldater er ikke ”gået ned på grej”. Men danske politikere har et centnertungt ansvar for de alt for mange dræbte danske soldater i Afghanistan gennem deres ”samtænkningsstrategi”, der gik ud på, at den militære og civilt-opbyggende indsats skulle gå hånd i hånd og bl.a. bestemte, at danske soldater skulle køre rundt i lette køretøjer og ikke i kampvogne/pansrede mandskabsvogne for lettere at komme i kontakt med civilbefolkningen selvom chefen for Hold 2 i Afghanistan direkte havde bedt om kampvogne ”øge sikkerheden for soldaterne”[1] og Udenrigs- og Forsvarsministeriet[2] i 2008/9 erkendte et stort antal faldne danske soldater. Af de i alt 43 dræbte danske soldater i Afghanistan omkom 25 på ved til og fra arbejdet (fra Camp-en til Geresh by og retur) ved vejsidebomber og snigskytter. Og politikernes svigt bliver værre endnu. For da de i 2014 stiller befolkningen i udsigt at få undersøgt vor indsats i Afghanistan, definerer de et kommissorium[3], der skal analysere den internationale samtænkningsindsats – ikke den danske – og for at være helt sikre på ikke at kunne tildeles et ansvar for de dræbte danske soldater bestemte de, at den militære indsats ikke måtte belyses. Men man kan ikke evaluere en samtænkning af den 12,5 mia. kr. dyre militære indsats og den 3,5 mia. kr. opbygningsindsats, hvis man fra ligningen fjerner dets første, største og vigtigste element. Endelig satte man Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, til at lave analysen uden at DIIS protesterede[4]. For DIIS er finansieret over Forsvarsministeriets budget, har en tidligere afdelingschef fra ministeriet som direktør og repræsentanter herfra i bestyrelsen. 

Den tredje tese om at flere penge til forsvaret vil løse dets problemer er for snæver og dets problemer for omfattende efter dets tre nedture. Den første nedtur udløses af tre forsvarschefers politisering. Christian Hvidt (1996 – 2002) stemmer i 2001 i EUs Militær Komite på sin jagtkammerat, den finske general Hägglund, som formand mod de instruktioner givet ham af Udenrigs- og forsvarsministeriet grundet Danmarks forsvarsforbehold[5]. Jesper Helsø, (2002 – 2008) erklærede ved sin tiltræden støtte til Hvidts ageren[6]. Det skulle have kostet ham hans afsked. Men den politiske goodwill eksisterede stadig. Helsø undlader også at underrette Søren Gade (2004–2011) om danske soldaters deltagelse i afhøring af fanger i Afghanistan, hans jagtrejser, Annemette Hommel-sagen, fejlindkøb, mv.[7] Forsvarschef Tim Sloth Jørgensen (2008 – 2009) vildledes af egne topofficerer om at Thomas Rathsacks bog Jæger – i krig med eliten afslørede hemmeligheder om danske soldaters identitet og henstiller til pressen om ikke citere herfra, hvad den må se som et angreb på dens funktion som ”fjerde statsmagt”.  

Den anden nedtur er politikernes indblanding i forsvarets professionelle anliggender fra 2004 og et tiår frem. Søren Gade er hovedansvarlig for ”samtænkningsstrategien” i Afghanistan, der ikke vil imødekomme den militær professionelle anmodning om at danske soldater ”iklædes” tungt udstyr, jf. note 1. Med forsvarsminister Nick Hækkerups (2011-2013) aftale med Enhedslisten, Lovforslag L200 af 28.5.2013, nedlægges Forsvarskommandoen ”for at bekæmpe den syge kultur i forsvarets øverste ledelse” så vigtige funktioner som økonomi, personel og grej føres over i Forsvarsministeriet[8]. Til stor ydmygelse for den militære profession.

Den tredje etape i forsvarets nedtur er det civilt-militære lederskabs nepotisme[9]. Den nuværende forsvarschef, Bjørn Bisserup, anklages af Kammeradvokaten for i 2010 ikke at have fortalt sin daværende chef om sin beslutning om at udvide klassetallet på Hærens Officersskole gennem en merbevilling som muliggør optagelse af hans søn. Hærchef general Hans-Christian Mathiesen tilpasser optagelsesbetingelserne på et karrierebetydende kursus på Forsvarsakademiet så hans hustru kan optages. Han er nu fritaget for tjeneste. Forsvarsministeriets departementschef, Thomas Ahrenkiel, tildeler sin daværende kæreste, senere hustru, et engangsvederlag på 75.000 kr. som  forties for forsvarsministeren; vicedirektør i Forsvarets Personalestyrelse, Peter Wass udnævner uansøgt KD Anders Friis, der er gift med Personalestyrelsens direktør Laila Reenberg, til den eftertragtede stilling som chef for 2. flådeeskadrille; Laila Reenberg bevilger efterfølgende Peter Wass en bonus på 75.000,- kr. Andre problemer er en stigende afgang fra forsvaret. I 2014 forlod 144 officerer forsvaret som ”tjenestefri uden løn” eller ”uforudset afgang”, i 2018 var det 189. For sergenter var de tilsvarende tal 167 og 219. I medlemsblade i 2018 fortæller officerer, sergenter og konstabler, at ”forsvaret bløder”, at flere soldater oplever stress, at unge officerer fravælger geledtjeneste til fordel for tjeneste ved et skrivebord i en stab, at 1. Brigade aflyser en påtænkt øvelse grundet soldaters udkørthed, osv.[10] Selv konkrete opgaver løses ikke: ”Forsvarsministeriet ikke har sikret, at fregatter, inspektionsskibe og kampvogne… kan levere tilfredsstillende opgaveløsning”, jf. Forsvarsministerens redegørelse for Statsrevisorerne beretning 22/2017[11].

Så dansk forsvars problemer er ikke kun økonomiske og løses ikke herved. Forsvarets tre nedture hænger sammen og er i starten dets egen skyld, men så klart også politikernes ansvar. De har jordet forsvarsledelsen og vist hvordan man kan løbe fra sit ansvar. De har frataget forsvarets personel retten til at fremstå som et troværdigt og indsigtsfuld profession på linje med andre professioner som læger, lærere og præster. Jeg har selv gennem årene talt mod forsvarsledelsers mange fejlgreb og despekt for den demokratiske kontrol med militæret. Men nu er den politiske styring kommet for langt ud. Politikerne respektere den militære professions indsigt så den kan genvinde sin professionelle selvrespekt og være et synligt forbillede for unge, der vil søge ind i forsvaret. Et sted at starte er at sikre uafhængig militærsociologisk forskning[12], som Danmark-modsat næsten alle andre vestlige lande-har fravalgt.

Henning Sørensen, militærsociolog, cand. mag., cand.scient.pol., Ph.D.