Submitted by Henning on
Forsvarets triste nedtur med amputering og embedsmisbrug.
Forsvarsminister Trine Bramsen har løbende forsøgt at kontrollere fortællingen om dansk forsvar, jf. Berlingske 28.02.2020, s 20-22:”Interne dokumenter…”. Fra et militærsociologisk synspunkt skader det den vigtige dialog mellem politisk beslutningstagning og militær indsigt. Dansk forsvars nedtur vises her ved en samspilsanalyse mellem forsvarets fire indflydelsesrige hovedaktører i de sidste 25 år: Politikere, topofficerer, topembedsmænd og militærforskere.
Forsvarsminister Hans Hækkerup (1993 - 2000) og forsvarschef Jørgen Lyng (1989 – 1996) havde et fortrinligt samspil. Lyng ”hviskede” til sin minister sin militærfaglige vurdering af f.eks. nødvendigheden af kampvogne i krigen i Bosnien til beskyttelse af danske soldater. Med deres samspil nød dansk forsvar stor folkelig opbakning.
Den goodwill misbrugte de to efterfølgende forsvarschefer, Christian Hvidt (1996-2002) og Jesper Helsø (2002 – 2008). Hvidt stemte i 2000 for sin finske jagtkammerat som formand for EUs militærkomite, selvom både udenrigs- og forsvarsministeriet havde pålagt ham at stemme for et NATO-lands topofficer. Helsø støttede ved sin tiltræden Hvidts ageren. Han undlod også gentagne gange at orientere Søren Gade (2004-2011) om antal og dødsårsag til dræbte danske soldater i Irak trods Gades udtrykkelige krav herom, jf. Jyllandsposten 19.08.2004, leder ”Forsvarets fejlskøn”: Forsvarschefens vilje til et loyalt samspil med politikerne og den ansvarlige minister har der været grund til at betvivle”. Helsø talte også imod en politisk vedtagelse af en nedsat værnepligtstid, men undgik politiske reaktioner i kraft af sit notat om en nyindretning af dansk forsvar, som politikerne stort set kopierede til lov.
Tre forsvarsministre har især beskåret forsvarschefernes repertoire. Søren Gade blandede sig allerede kort efter sin tiltræden i 2004 i taktikken på slagmarken i Afghanistan med sin ”samtænkningsstrategi”. Den krævede danske soldater let udrustet for at forbedre kontakten til civilbefolkningen, jf. The Ministry of Foreign Affairs and the Ministry of Defence 2008, Denmark´s Engagement in Afghanistan 2008-2012, s 15: “The patrols are conducted in open-top vehicles that make it easier to come into contact with the local population…The personal contact with the local population in Gereshk has importance for the entire Danish effort in Helmand Province”. Gade ignorerede dermed hold 2s bataljonschef i Afghanistan, oberst Kim Kristensens, udtrykte ønske i Jyllandsposten 19.10.2007 kl. 10.07 ”Oberst: Angreb er sikrest for soldater i Afghanistan”: ”Vi ser meget frem til, at vi forhåbentlig snart får kampvogne. De vil øge sikkerheden markant for soldaterne” (download 19.10.2007: http://jp.dk/udland/article1135164.ece). Med i alt 43 omkomne soldater pr. 100.000 danskere giver det et tabstal på 7,7, (USA: 7,6 og UK: 7,4). Endelig undergravede Gade militære værdier som ære, loyalitet og korpsånd ved at afskedige forsvarschef Tim Sloth Jørgensen (2008 – 2009) for at have fremført den ukorrekte påstand, at Thomas Rathsacks Jæger - i krig med eliten afslørede danske soldaters identitet og lå googleoversat på arabisk på internettet, hvad Gade selv havde fremført. Dansk forsvar blev af Gade og forsvarschef Bjørn Bisserup (2009, 2017 - 2020) underlagt en ”ledelseskultur, hvor integritet, militær faglighed og ordentlighed blev afløst af spin, rygklapperi og overdreven politiks lydhørhed og følgagtighed”, jf. Olfi 30.08.2020, s 2.
Forsvarsminister Nick Hækkerups (2011 – 2013) reducerede den militære elites indflydelse organisatorisk ved lovforslag L200 af 28.05.2013. Han fjernede forsvarschefens direkte adgang til ministeren, så førstnævnte nu blev underlagt ministeriets departementschef. Han ydmygede officerskorpset ved at udnævne civile embedsmænd, ofte jurister, til chefer og han fjernede traditionen med at forsvarschefposten gik på skift mellem de tre værn.
Hvor Gade amputerede den militære funktion og Nick Hækkerup den organisatoriske, blander forsvarsminister Tine Bramsen (2019 - ?) sig som anført i militærpersoners ytringsfrihed.
De civile embedsmænd har især bidraget til forsvarets nedtur med ”afkobling af den militære ledelse og en fortsat udhuling af forsvarets robusthed”, jf. Berlingske, 24.10.2015, leder, s 2:”Falsk melodi om forsvaret” og med nepotisme og magtmisbrug. Forsvarsministeriets departementschef, Thomas Ahrenkiel (2016 – 2020) tildelte sin daværende kæreste, senere hustru, et engangsvederlag på 75.000 kr. og en månedlig lønforhøjelse på kr. 1.500,-, uden at orientere ministeren. Ahrenkiel fik ikke læst i alt 12 mails om manglende kontrol med forsvarets ejendomsstyrelse påpeget af bl.a. souschef John Terp, Forsvarets Interne Revision. I styrelsen er ”fire nuværende eller tidligere ansatte tiltalt for bedrageri omfattende mere end 450 forhold og bestikkelse for lige under 1,8 mio. kroner”, Berlingske 16.12.2019, s 16f: ”Svindelsagen i forsvarsministeriet… ”. Vicedirektør Peter Wass, Forsvarets Personalestyrelse, beordrede sin direktør, Laila Reenbergs, mand til den eftertragtede stilling som chef for 2. flådeeskadre. Samme år fik Wass en bonus på kr. 75.000.-. Tidligere finansdirektør i FKO, Anja Erichsen, er sigtet af Midt- og Vestjyllands politi for at have givet sin vicechef og hemmelige kæreste (en oberstløjtnant i hæren) tillæg og vederlag uden at oplyse sine foresatte herom.
Embedsmænd i forsvarsministeriet styrer forskerne, jf. Berlingske 07.03.2019, s 16:”forskere på Forsvarsakademiet (FAK) har flere gange fået forbud mod at tale til udvalg i Folketinget” og Berlingske 08.03.2020, s 4: ”Forsvarseksperter under pres fra embedsmænd”.De krævede også FAKs rapport Forsvarets bidrag til erfaringsopsamling vedrørende den samtænkte danske Afghanistanindsats 2001 – 2014, forelagt før den blev tilstillet folketing og befolkning og de slettede kritiske konklusioner heri, jf. Berlingske 15.02.2020, s 4-5:”Ministerium forsøgte at fjerne kritik af dansk Afghanistan-evaluering”.
Militærforskerne i Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, og på FAK, skal fortælle sandheden om tilstande i forsvaret, i udlandet og den førstes indsats i det sidste. Men de protesterer alt for sjældent og lidt, selv når de får mundkurv på. Generelt undlader de selv at tage kontroversielle sager op som f.eks. ministres amputering af forsvaret, embedsmisbrug og danske soldaters overdødelighed i Afghanistan. Og DIIS´ rapport Erfaringsopsamling vedr. den samtænkte danske Afghanistanindsats fortiev politikernes urimelige kommissoriekrav af 2014 om at ”…erfaringsopsamlingen ikke skal beskæftige sig med militære aktiviteter på det taktiske/operative niveau”. Men så er en sammentænkning umuliggjort, når den militære indsats skal udelades.
Alle fire aktører har bidraget til forsvarets nedtur. Men især ubalancen mellem forsvarsministre og forsvarschefer er problematisk. Deres relation kan reduceres til to spørgsmål: Har de indbyrdes indflydelse og kontrollerer ministeren sin forsvarschef udadtil. Her udviser Tine Bramsen sine svagheder. Hun interesserer sig ikke for militær indsigt og hun skilter direkte med sin politiske kontrol. Hun mindsker troværdighed, når denne indsigt ikke kommer frem. Ligesom det sker for Magnus Heunicke, der tilbageholder faglig indsigt i om borgere i Voldsmose skulle tvangstestes, jf. Berlingske, forside, 16.03.2021. Militærsociologisk forskning vil anbefale Tine Bramsen uhindret at lade soldaten og forskeren komme til orde for at vi og hun kan blive klogere og således forbedre ”den demokratisk kontrol med militæret i Danmark”.
Henning Sørensen
Uafhængig militærsociolog,
Cand. mag. (KU), cand. scient. pol. (AU), lic. merc. (CBS)