“Belysning af mulighederne for og konsekvenserne af civil samfundspligt, csp

                                                             Henning Sørensen

             “Belysning af mulighederne for og        

                 konsekvenserne af civil samfundspligt

                                      i Danmark”

                                                                  Marts 2001

                                           DUPI

Forord                                                                        3

1.   Indledning                                                            4

1.  Formål                                                                  4

2.  Struktur og metode                                                          7

3.  Materiale                                                  8

    

   2.   Civil samfundspligt, csp: Fænomen og begreb                        9

   2.1  Historie                                                                9

   2.2  Definition                                                 11

   2.3  Argumenter for/imod csp                                     14

   2.4  Øget samfundsinteresse                                       17

   2.5  Konklusion                                                           19

    

   3.   Empiriske muligheder og modeller                                            20

   3.1  Udbud                                                                  20

   3.1.1  Unges holdninger                                                          21

   3.2  Behov                                                                   22

   3.3  Rammer: Tre velfærdsmodeller                                       23

   3.4  Erfaringer                                                 25

   3.4.1  Danmark                                                           25

   3.4.2  Tyskland                                                           28

   3.4.3  USA                                                                  34

   3.5  Konklusion                                                           37

    

   4.   En dansk csp-ordning                                         38

   4.1 Kommissoriets retningslinier og motiver                          38

   4.2  Det danske velfærdssamfund                                          40

   4.3  Ideer fra Tyskland og USA                                             41

   4.4  Konklusion: En dansk csp-ordning                                              43

    

   5.   Økonomiske konsekvenser                                             46

   5.1  Økonomiske implikationer                                               46

   5.2  Økonomiske konsekvenser                                              48

   5.3  Konklusion                                                           51

    

   6.   Afslutning                                                            52

   6.1  Resume                                                                52       

   6.2  Vejen frem                                                           54

    

   7.   Annoteret litteratur                                                         55

    

   8.   Interviews                                                58

    

   9.   Oversigt over opstillinger, figurer, og tabeller                          59

    

   10. Noter                                                                    60

   Forord

   Denne forskningsrapport er udarbejdet for Dansk Udenrigspolitisk Institut, DUPI, på grundlag af

• kommissoriet for forskningsprojektet:”En undersøgelse af mulighederne for og konsekvenserne af at indføre en ordning om samfundspligt for alle unge danske statsborgere,” og

• DUPIs præciseringer af kommissoriet i skrivelse af 7. december 1999 og 3. januar 2000, J.nr. 51/2355.

Projektet indgår i DUPIs forskningsområde: Sikkerheds-og forsvarspolitiske studier.

Udarbejdelsen af rapporten har stillet særlige krav, fordi emnet både er nyt, bredt og alligevel konkret. Nyt, fordi emnet “samfundspligt” aldrig grundlæggende er blevet analyseret. Bredt, fordi emnet dækker sikkerhedspolitiske, politiske, økonomiske og sociologiske aspekter og hermed fordrer tværfaglighed. Konkret, fordi kommissoriet sigter mod at opstille en ordning om samfundspligt og at analysere dens økonomiske konsekvenser.

Emnets bredde afspejler sig også i den personkreds der har været spurgt til råds. Projektet har således været drøftet med professor Torben Agersnap, Københavns Universitet og professor Niels Blomgren-Hansen, Handelshøjskolen i København, med forskningschef, professor, Bertel Heurlin og orlogskaptajn Klaus Bolving, begge fra DUPI, med to medlemmer af DUPIs bestyrelse, lektor, Marianne Rostgaard, Aalborg Universitet, og professor Claus Vastrup, Århus Universitet, samt forskerne i DUPIs Sikkerheds- og Forsvarspolitiske Studier.

Der er foretaget interviews med udenlandske forskere, embedsmænd og aktører, tillige med repræsentanter fra FN og UNESCO, der alle arbejder med National Youth Service, NYS. Disse interviews er foretaget i forbindelse med tre studierejser i år 2000 til USA fra 14.4. - 21.4., til International Association of National Youth Service´s, IANYS, 5th Global Conference i Jerusalem fra 10.6. - 15.6. og til Tyskland 21.6. - 1.7. Endvidere er vigtigt materiale blevet indsamlet under rejserne.

Jeg har således både fra national og international side modtaget mange positive og konstruktive kommentarer og forslag, som jeg gerne vil sige tak for. Jeg er dog alene ansvarlig for nærværende rapport, der har søgt balanceret at fremlægge og analysere de indhentede data og synspunkter.

Henning Sørensen, ph.d.

lektor, cand.mag., cand.scient.pol., lic.merc.

Kongens Lyngby, februar 2001

1. Indledning

1.1 Formål

Dette forskningsprojekt har - direkte citeret fra kommissoriet - følgende formål

“1. Emne. En undersøgelse af mulighederne for og konsekvenserne af at indføre en ordning om samfundspligt for alle unge danske statsborgere. Undersøgelsen belyser ikke værnepligten som sådan. Perspektivet er, at alle danske statsborgere i deres unge år kunne yde en indsats for samfundet til fællesskabets bedste i form af værnepligt eller samfundspligt. For den mandlige del af befolkningen er der efter Grundloven værnepligt. Ud over at værnepligten kun omfatter den ene halvdel af befolkningen indkaldes kun en mindre del af den mandlige del af befolkningen til at forrette værnepligtstjeneste. For den del af befolkningen, som ikke forretter værnepligt, kunne det overvejes at etablere en ordning med samfundspligt. Samfundspligt kunne udføres i nogle måneder og fx vedrøre miljø- og naturarbejde, ulandsarbejde arbejde i det frivillige børne- og ungdomsarbejde eller som hjælp til ældre medborgere. Undersøgelsen belyser også de økonomiske konsekvenser af en sådan ordning.

2. Indhold og struktur. Projektet har følgende indhold: En oversigtsmæssig analyse af samfundsmæssige rettigheder og pligter, herunder i historisk perspektiv. Nye tendenser i det postmoderne samfund efter den kolde krig. Samfundstjeneste som en del af et nyt totalforsvars- og sikkerhedskoncept med udvidet sikkerhed som ledetråd. Erfaringer med samfundstjeneste: fra andre lande, fra den civile værnepligt i Danmark, fra samfundstjeneste som “straf”. Sammenlignende analyser. En identifikation og analyse af samfundets motiver for at indføre samfundstjeneste. En identifikation og analyse af de unges perceptioner af konceptet samfundstjeneste, herunder en redegørelse for udviklingen i antallet af unge. En identifikation og analyse af interessenternes relationer til samfundstjeneste: arbejdsmarkedets parter, kommuner, forsvaret, den unges arbejdsgiver, uddannelsesinstitutionerne, herunder evt. hindring af etablering af egentlige arbejdspladser. En analyse af aftagerbehov og -krav i relation til udbud af samfundstjeneste. Aftagere kunne være relateret til det nationale såvel som det internationale samfund. F.eks. dels omsorgsinstitutioner, plejehjem, ungdomsinstitutioner, boligforeninger, skoler, miljøgrupper og -organisationer, handicappede og dels

ulandsorganisationer og NGO´er med civile opgaver i internationale kriseområder. En analyse af de økonomiske implikationer og konsekvenser. Herunder en analyse af administrationen af en mulig samfundstjeneste. Projektet forudses primært at skulle være baseret på bestående litteratur og data.”

Dette brede kommissoriun angiver altså mange formål. De blev af rapportøren og DUPI  sammenfattet i følgende tre hovedformål med underliggende delformål:

1. Det første hovedformål er:”... En undersøgelse af mulighederne...for at indføre en ordning om samfundspligt for alle unge danske statsborgere..” I den forbindelse ønskes der følgende:

a. “...en oversigtsmæssig analyse af samfundsmæssige rettigheder og pligter, herunder i historisk perspektiv.”

b. “Nye tendenser i det postmoderne samfund efter den kolde krig.”

c. “Samfundstjeneste som en del af et nyt totalforsvars- og sikkerhedskoncept med udvidet sikkerhed som ledetråd.”

d. “Erfaringer med samfundstjeneste: fra andre lande, fra den civile værnepligt i Danmark, fra samfundstjeneste som “straf.””

Der satses på “....sammenlignende analyser.”  Endvidere ønskes “...en identifikation og analyse af samfundets motiver for at indføre samfundstjeneste.”

Denne brede formålsbeskrivelse handler om to forskellige aspekter ved samfundspligt, de begrebsmæssige og de empiriske. De begrebsmæssige muligheder behandles ved først at definere begrebet civil samfundspligt, herefter benævnt csp, dernæst at omtale dets historie, derpå at modstille argumenter for og imod csp og endelig at forklare staters øgede csp-interesse i dag.

De empiriske muligheder behandles ved at inddrage følgende forhold:

a. bestemme udbudet af unge i Danmark, der kan blive omfattet af csp,

b. begrunde danske aftageres behov for csp,

c. belyse de rammer, som den danske velfærdsmodel udstikker for en csp-ordning i forhold til de tilsvarende rammer i Tyskland og USA,

d. analysere de nævnte tre landes konkrete csp-tiltag samt

e. forsyne rapporten med en selektiv, annoteret bibliografi, der også anfører andre, især vestlige, landes csp-ordninger.

Rapporten inddrager Tyskland og USA, fordi de har omfattende samfundstjeneste-/csp-ordninger. Andre lande, der ligner Danmark mere, som Sverige, Norge og Holland, har mange frivillige i sociale og humanitære organisationer, men kun et fåtal af dem udfører samfundstjeneste.[1] I Syd-Europa er antallet af medlemmer af sådanne organisationer langt mindre. Men ingen af disse lande har en national csp-politik endsige egentlige csp-ordninger. USA, UK (England) og Holland har derimod stærke traditioner for privat velgørenhed. Kina, Nigeria, Israel og Indien[2] har omfattende csp-ordninger, men disse landes samfundsmodel adskiller sig væsentligt fra den danske. Generelt har den vestlige verden ingen eller få nationale csp-ordninger; de findes langt oftere i den tredje verden.[3]

2. Det andet hovedformål er at opstille “en ordning om samfundspligt for alle unge danske statsborgere...” Det nærmere indhold lyder:“...Samfundspligt kunne udføres i nogle måneder og fx vedrøre miljø- og naturarbejde, ulandsarbejde arbejde i det frivillige børne- og ungdomsarbejde eller som hjælp til ældre medborgere.”

3. Det tredje og sidste hovedformål er ”en analyse af de økonomiske implikationer og konsekvenser. Herunder en analyse af administrationen af en mulig samfundstjeneste.”

Formuleringen lægger op til en sondring mellem økonomiske implikationer og konsekvenser. “Implikationer“ vil her blive forstået som den samfundsøkonomiske forringelse af bruttonational-produkt, BNP, og bruttofaktorindkomst, BFI, af en dansk csp-ordning (et “worst case scenario”).

“Konsekvenser” forstås som de forventede udgifter staten vil få ved ordningen. De er lettere at skønne end statens indtægter og besparelser, der bl.a. afhænger af følgende forhold: Hvad de unge csp-ere kommer til at lave, om de samme foranstaltninger var blevet gennemført uden anvendelse af civile værnepligtige, om staten indfører hel eller delvis brugerbetaling, hvad et ungt menneskes erfaringer med at hjælpe ældre eller handikappede på et plejehjem værdiansættes til, altså værdien af “human capital,” osv. Analysen af  “administrationen af en mulig samfundstjeneste” baseres på den tyske csp-ordning.

Kommissoriet forventer yderligere tre ting belyst her i rapporten  

• “... en identifikation og analyse af de unges perceptioner af konceptet samfundstjeneste..,”

• “en identifikation og analyse af interessenternes relationer til samfundstjeneste: arbejdsmar- kedets parter, kommuner, forsvaret, den unges arbejdsgiver, uddannelsesinstitutionerne, herunder evt. hindring af etablering af egentlige arbejdspladser,” 

• “en analyse af aftagerbehov og -krav i relation til udbud af samfundstjeneste.

   

  Det har imidlertid af ressourcemæssige årsager ikke været muligt at opfylde disse krav. Dog omtales en uforpligtende undersøgelse om unge danskeres omsorgsvillighed[a] og der gives et kort bud på aftagerbehov betinget af om et tilbud om csp skal være gratis (behov) eller skal koste noget (efterspørgsel).[b]
  
  

  Da ingen af de tre interessentanalyser som sagt er foretaget af ressourcemæssige grunde, kunne man henvise til interessenters tidligere stillingtagen til en csp-ordning. Den forsøgte Værnepligtsudvalget af 1973 også at få. Men hverken LO[4], Dansk Arbejdsgiverforening,[5] Dansk Kvindesamfund[6] eller Danske kvinder Nationalraad[7] ønskede at tage stilling til dette udvalgs forslag om samfundstjeneste for de unge mænd, der ikke aftjente deres militære eller civile værnepligt, mens Dansk Ungdoms Fællesråd var direkte afvisende[8] og kun en kreds af “medlemmer af det Konservative Folkeparti” erklærede sig positiv.[9] Heller ikke Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen ønskede i denne undersøgelse som arbejdsgivere at udtale sig om deres holdning til at give militære værnepligtige “fortrinsret til ansættelse i stillinger i  det offentlige.”[10]

   

  Rapporten omtaler heller ikke begrænsninger i mulighederne for at opstille en konkret dansk csp-ordning. Det gælder Folketingets ret til at pålægge den danske ungdom csp - hvad det netop har ifølge Justitsministeriets Lovafdeling -,[11] den offentlige sektors manglende omstillingsevne til csp, det danske arbejdsmarkeds modvilje mod csp, og NGOers ulyst til at påtage sig et csp-ansvar.

1.2 Struktur og metode

Rapporten falder i fire afsnit. Hvert afsnits delformål med tilhørende metoder omtales her som opført i indholdsfortegnelsen:

2. Civil samfundspligt, csp: Fænomen og begreb 

1. Den europæiske og den amerikanske csp-historie skitseres kort kronologisk.

2. Definitionen af både frivillig og tvungen csp sker tematisk ved at anføre og kommentere fire elementer, der især indgår i dette begreb. I den forbindelse opstilles en model for csp, der opregner både aktører og trin i et csp-forløb.

3. Den normative diskussion af argumenter for og imod cps er hentet fra USA. Her anvendes en aktørsynsvinkel, idet statens, de unge csp-udøveres og modtagernes forskellige interesser fremlægges.

4. Endelig bruges fire tematiske årsager: Social-psykologiske, politiske, demografiske og sikkerhedspolitiske, til at forklare den øgede samfundsinteresse for csp.

3. Empiriske muligheder og modeller

1. Udbudet af unge, der står til rådighed som csp-udøvere, beregnes ved at tage udgangspunkt i en ungdomsårgang og herfra trække forskellige grupper, bl.a. de militære og civile værnepligtige.

1.1. “De unges perception af begrebet samfundstjeneste” belyses som sagt ikke. Der henvises til en undersøgelse publiceret i sommeren 2000 om studieforberedende unges omsorgsvillighed.

2. Aftagerbehovet for csp i Danmark skitseres ud fra sondringen behov og efterspørgsel, hvor det sidste forudsætter en bagvedliggende købekraft.

3. Danmarks, Tyklands og USAs velfærdsmodel sammenholdes ud fra flere kriterier som statens rolle, krav til borgeren for at kunne modtage velfærdsydelser, deres finansiering og grundide.

4. Endelig omtales de samme tre landes csp-ordninger tematisk ud fra fem forhold: Omfang (antal csp-udøvere), økonomi (statens omkostninger og besparelser), arbejdsområde for csp-ere, holdning i befolkning og blandt politikere til csp og endelig administration af csp. På baggrund heraf identificeres hvert lands demokratiideal: Frihed (USA), lighed (Danmark) og broderskab (Tyskland).

4. En dansk csp-ordning

1. Kommissoriets retningslinier og motiver udledes ved en tematisk indholdsanalyse, der både opregner de krav, der direkte er nævnt, og de motiver, der kan læses ud af kommissoriet.

2. Det danske velfærdssamfunds særlige karakter afdækkes ved at sammenholde det med Tysklands og USAs.

3. Fire centrale ideer opregnes fra Tyskland og USA, og deres hensigtsmæssighed diskuteres.

4. På baggrund af disse tre forhold opstilles en dansk csp-model, og dens særpræg illustreres ved at sammenholde den med csp-ordningerne i Tyskland og USA.

5. Økonomiske konsekvenser

1. De “økonomiske implikationer“ er de samfundsøkonomiske nettoomkostninger for BNP og BFI. Beregningen er baseret på det arbejdskraftstab for samfundet, det danske csp-forslag vil indebære.

2.  De “økonomiske konsekvenser” er alene statens direkte udgifter i forhold til tre andre aktører: Csp-ere, rekvirenter/modtagere samt uddannelsesinstitutioner, der skal oplære de unge csp-ere. Denne beregning gennemføres ved brug af csp-modellen. I den forbindelse skitseres omkostningerne til en offentlig administration af csp-ordningen ved at inddrage erfaringer fra Tyskland.

1.3 Materiale  

Kommissoriet ”...forudser projektet primært....baseret på bestående litteratur og data.” Det kan kun gælde udenlandske data, da der stort set ikke foreligger danske data om csp.[12]

Det udenlandske materiale, som rapporten da bygger på, er bredt indsamlet fra bøger, tidsskrifter, forskningsoplæg, aviser, samt diverse internetadresser fra FN, UNESCO, Det Hvide Hus (Office of the Press Secretary), den verdensomfattende interesseorganisation IANYS (International Association for National Youth Service), mv.[c] suppleret med uddybende og helt aktuelle informationer fra diverse interviewede udenlandske csp-aktører: De unge csp-ere, modtagere af csp, uafhængige borgere, frivillige organisationer (NGOer), politikere, administratorer, forskere, pressen, private analyseorganisationer og virksomheder, mv.[d]

Geografisk kommer det csp-materiale, rapporten nærmere analyserer, primært fra to lande i den vestlige verden:USA og Tyskland. Det betyder imidlertid ikke, som omtalt, at csp er mest udbredt blandt de rige industrilande.

Materialet afspejler både positive og negative opfattelser af csp, lige fra at csp er statshoveri til at det kan løse uløste velfærdsproblemer for de allerfattigste, fjerne unges fremmedgørelse, osv. Udvælgelsen af materialet er foretaget ud fra en repræsentativitetsbetragtning.[13]

2.   Civil samfundspligt, csp: Fænomen og begreb

1. Historie

   Tidligt i Europas historie har stater/samfund ensidigt pålagt enkeltindivider tunge pligter som slaveri, tiende, mv. De er ikke borgerpligter, fordi der ikke følger rettigheder med. Der foreligger således ingen gensidighed, når der ikke ydes noget til gengæld for “arbejdsindsatsen”. Et tidligt tilfælde af en gensidig dansk samfundspligtordning er vikingekongers ret til at udskrive “leding”, en art militær værnepligt, der opfyldtes af datidens lokalsamfund ved at stille med et bestemt antal mænd, udstyr og skibe til togter mod at få del i byttet. Her var altså tale om et lokalområdes, og ikke et individs, værnepligt.

    

   Men ifølge den tyske sociolog Norbert Elias[14] vokser der i Europa allerede i Middelalderen - altså før oplysningstidens ide om en samfundskontrakt - en forståelse frem mellem borgere og fyrste/stat om gensidig service. Styret får krav på dets borgeres arbejde (skat) og liv (forsvar af staten) og borgerne har krav på fyrstens/statens beskyttelse mod tilfældig voldsudøvelse. Denne voksende erkendelse sker ganske upåagtet og gradvist. Der foreligger således ikke nogen masterplan, men i stigende bevidsthedsgrad arbejder et styre og dets befolkning ud fra denne gensidige indforståelse, der er karakteristisk for Feudalsamfundet. Denne indforståelse udgør ifølge Elias grundlaget for vor civilisation, der netop viser sig i, at borgerne bidrager til statens opretholdelse og forsvar gennem skattebetaling og værnepligt. Hertil kommer, at borgerne ikke tager sig selv til rette, men overlader det til styrets neutrale repræsentanter: Politi, domstole, centraladministration at opretholde ret og fred mellem borgerne indbyrdes og mellem staten og borgerne. Borgerne får til gengæld psykologisk tryghed, politisk indflydelse og økonomisk kompensation i nød.

    

   Den egentlige militære værnepligt introduceres omkring 1800-tallets begyndelse[15], men udbredes især i forbindelse med det 20. århundredes store krige, 1. og 2. Verdenskrig, og Vietnamkrigen. Det centrale ved denne borgerpligt i den vestlige verden er, at den så direkte kædes sammen med demokratisk indflydelse. I Danmark indførtes almindelig militære værnepligt for alle våbenføre unge mænd i 1848 og demokratiet i 1849. Generelt i Europa findes en tilsvarende tæt tidsmæssig sammenhæng.

    

   Tendensen i Europa efter den kolde krigs ophør i 1990 er at opgive eller reducere den militære værnepligt. Det har længe været tilfældet i UK, mens Holland og Belgien afskaffede værnepligten i 1999. Frankrig vil gøre det i 2002, Italien lidt senere, mens Tyskland kraftigt vil reducere sin værnepligtsstyrke fra de nuværende 130.000 til ca. 30.000 mand og med kun ti måneders tjenestetid mod tidligere tolv.[16] Danmark[e] (og Sverige) vil også beskære andelen af værnepligtige i forhold til det øvrige personel. Men mange europæiske NATO-lande har fortsat værnepligt. I Norge udgør de værnepligtige stadig mere end 50% af forsvarets styrketal, i Grækenland 69% og i Tyrkiet 79%.[17]

    

   USA har modsat Europa kun haft militær værnepligt i kortere perioder, nemlig i forbindelse med landets inddragelse i krig, dvs. ved de to verdenskrige samt Korea- og Vietnamkrigene. Derimod har landet en bred og lang tradition for frivillig samfundstjeneste. Bred, fordi 70% af amerikanske husholdninger i 1999 frivilligt gav bidrag til diverse humanitære, sociale og religiøse organisationer svarende til 2 % af det amerikanske bruttonationalprodukt.[18] Lang, fordi privat socialt arbejde har eksisteret siden nationens grundlæggelse i 1776[19] og fordi USA kan fremvise tidlige forslag om tvungne csp-ordninger.

   Det gælder f.eks. Edward Bellamys csp-forslag fra 1880-erne, der foreslog alle amerikanere mellem 21 og 45 år indrulleret i en “industrial army.” [20] Dette forslag om arbejdspligt forudsætter dog - ifølge modstanderne - et “ondt militær-industrielt diktatur,”[21] der slet ikke lever op til kravet om gensidig ydelse og rimelige csp-arbejdsbetingelser. William James tilkendegiver i 1906 en lignende militær-præget opfattelse ved at spørge hvorledes man kan overføre en krigs noble kvaliteter (foragt for blødhed, opgivelse af egeninteresser og ordreadlydelse) til en fredelig samfundstjeneste.[22] Der går så ca. 30 år før en frivillig national csp-ordning i større omfang indføres.[23] Det sker i midten af 1930-erne, hvor præsident Franklin D. Roosevelt - for at afhjælpe arbejdsløshed og forbedre miljøet (begge dele løses) - introducerer Civilian Conservation Corps, der giver arbejde til mere end 3 mio. unge mænd. Det næste store gennembrud sker i 1961, hvor præsident John F. Kennedy etablerer det frivillige US Peace Corps. Det får stor støtte blandt de studerende, også fordi Kennedy overvejer at sidestille fredskorpstjeneste med militær værnepligt, et synspunkt han dog må frafalde som politisk “ukorrekt”. Fredskorpset lever den dag i dag og har kun årligt 3.500 pladser til 10.000 ansøgere, men har ikke desto mindre siden sin start og indtil nu haft mere end 150.000 fredskorpsaktivister.[24] Sidste store csp-tinde nås med præsident Bill Clintons lov om frivillig samfundstjeneste: Corporation for National Service, CNS, fra 1992, hvis tre dele:AmeriCorps, Learn and Serve America og National Senior Service, alle kan se tilbage på vækst og øget politisk accept[25] de sidste par år.[f]

    

   Sammenfattende viser de historiske erfaringer fra Europa og USA, at balancen mellem borgerrettig-heder og -pligter er forskudt, så antallet af pligter er aftaget. Det gælder ophævelsen af stavnsbånd, hoveri og tiende i Europa, reduktionen/fjernelsen af den militære værnepligt i både Europa og USA, og forskydningen fra tvungne til frivillige csp-forslag i USA. De økonomiske og sociale rettigheder er til gengæld taget til. Kun én pligt er stadig udbygget, skattepligten. Den er vokset i bredde (antallet af skattebetalere), rækkevidde (antallet af beskatningsobjekter), intensitet (skattetrykket) og effektivitet (statsmagtens indseende og kontrol). Så mens pligterne er færre og mindre tyngende, altså undtaget skattebyrden, så er antallet og omfanget af borgernes politiske, økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder vokset enormt i takt med velfærdsstatens udbygning. En central forklaring på denne udvikling er den internationale civilisering. Det betyder, at stater ikke tager sig selv til rette og går i krig mod hinanden, men søger “civiliserede”, dvs. ikke-voldelige, løsninger på indbyrdes problemer. De retsregler vi kender fra den enkelte stat, bliver udbredt til at omfatte forholdet mellem stater. Det reducerer truslen mod staten og dens behov for et stærkt forsvar. Borgerne behøver så ikke at blive pålagt andre pligter end skattebetaling.

    

   Denne udvikling af færre pligter og flere rettigheder viser sig i skiftet af sprogbrug fra borgerpligt til samfundspligt. Med csp forsøger staten at “tilbageerobre” sin ret til at pålægge unge borgere en skat af naturaløkonomisk art. Den kræver unges arbejdskraft til sociale, humanitære eller miljømæssige formål, men vil ikke betale dem markedslønnen. Men at staten har ret til at overtage menneskers moralske pligt til at hjælpe hinanden (næstekærlighed) og kræve, at borgeren løser en opgave, staten gerne ser klaret, men uden at betale markedsprisen herfor, bliver afvist csp-modstanderne.[g] Det er kort fortalt de to uforenelige positioner i csp-debatten.

    

    

2.2 Definition

Der foreligger flere definitioner på begrebet csp, f.eks. fra den amerikanske Corporation for National Service, CNS, IANYS og UNESCO.[26] Men at opstille en brugbar og entydig definition er ikke så ligetil. Alene af den grund, at forskellige ord undertiden benyttes til at beskrive det samme begreb. I kommissoriet bruges flere omskrivninger for csp: ”..indsats for samfundet til fælles bedste”, “form for værnepligt”, “samfundstjeneste” og  “samfundspligt”. For at opstille en brugbar bestemmelse af begrebet csp, uanset om der er tale om en frivillig eller tvungen ordning, opregnes fire gennemgående elementer, der først afklares og siden sammenfattes i én definition.

Opgavetype

Det første element er den type csp-opgave, de unge skal yde for at der foreligger csp. For det første skal opgaven have civil, og ikke militær, karakter. Inden for den civile sektor kan indsatsen ydes *både for offentlige og velgørende institutioner samt for private firmaer. Det afgørende er ikke virksomhedens, men opgavens, art. For den skal - for det andet - være nyttig/samfundsgavnlig. For det tredje må opgaven ikke blive  løst på markedsvilkår, men der må godt ske en aflønning af indsatsen. Et afgørende kriterium på en csp-opgave er, at den ikke bliver løst, hvis markedsværdien skal betales. Derimod er det ikke afgørende om csp-indsatsen er frivillig eller tvungen. Opstilling 1 nedenfor sammenfatter det første og det sidste aspekt.

Opstilling 1. Csp-opgaver i forhold til andre opgavetyper

Opstilling 1 profilerer csp ud fra sondringen frivillige/tvungne og civile/militære ordninger. Csp kan være både tvungen som den militære værnepligt og frivillig som almindelige beskæftigelser, men kan kun forekomme i den civile sektor.

Tid

Det andet element er den tid, de unge bruger på csp. Tidsforbruget fremgår dels konkret, dels definitorisk. Konkret varer Zivildienst i Tyskland i alt 13 måneder, inklusive 1 måneds uddannelse,[h] mens de unge i USA arbejder i 12 måneder, med mulighed for yderligere 12 måneders forlængelse.[i] Definitorisk sætter IANYS csp-tidsforbruget til mellem seks måneder til to år. Et andet tidsaspekt er om csp udøves fuldtids eller på deltid. I de fleste csp-ordninger arbejder de unge fuldtids. Sammenholdt betyder de to ting, at csp kræver deltagelse i et længerevarende projekt på fuldtid, hvorfor danske studerendes éndagsindsats ved “Operations Dagsværk” f.eks. vil falde udenfor csp-definitionen her.

Demokrati

Et tredje element i csp er dens demokratiske indhold. Det skal foreligge på tre områder. For det første skal csp-ordningen uanset om den er frivillig eller tvungen være besluttet af et demokratisk valgt organ. For det andet skal de unge have noget igen. Det kan være en social kompetence, en større selvtillid, øget ansvarlighed, eller mere konkret som i Danmark og Tyskland og til dels i USA: Gratis adgang til kortere-og længerevarende uddannelser, økonomisk støtte under uddannelsen (SU). I den vestlige verden adskiller csp sig derfor ikke fra den ovenfor nævnte gensidighed af rettigheder og pligter. På den ene side vil samfund med en csp-ordning have op til tre pligter: Skattepligt, csp samt undertiden værnepligt. På den anden side tilbyder disse stater deres borgere en række rettigheder lige fra de politisk-individuelle som ytringsfrihed, foreningsfrihed, forsamlingsfrihed, valgret, og til de økonomisk-sociale som dagpenge, kontanthjælp, pensioner, gratis lægehjælp og sygehusbesøg, mv. For det tredje skal csp-indsatsen foregår under rimelige vilkår. Udenfor vil så falde udemokratiske ordninger, hvor totalitære regimer uden videre misbruger borgerne til csp med det formål at disciplinere/ undertrykke dem, jf. Hitlers og Stalins kz-lejre, kulturrevolutionen i Kina under Mao, Røde Khmers landproletarisering i Cambodia, osv. I Nigeria og andre LDC-lande (Less Developed Countries) forekommer såkaldte csp-ordninger, der må betegnes som statslig hoveri. Yder de unge nigerianere ikke csp, er de forment adgang til universiteter, kan ikke få ansættelse i den offentlige sektor, osv. 

Det centrale ved både de vesteuropæiske og amerikanske csp-ordninger er, at de opfylder disse tre krav. De er vedtaget på demokratisk vis, de unge får noget til gengæld og deres indsats ydes under grader af personlig frivillighed og rimelige tjenestevilkår. Disse tre aspekter gør det rimeligt, at opfatte csp som legitim, hvorfor borgere/de unge er indforstået med at yde csp for staten/samfundet.

Aktører og processer

Et fjerde og sidste element i bestemmelsen af begrebet csp er at se på hvem, der er involveret i en csp-ordning, hvordan og på hvilket tidspunkt, jf. figur 1 nedenfor.

Figur 1.  Csp-modellen

  Initiativsiden                           Indsatssiden                        Modtagersiden        

    staten

    kommuner    rekvirerer           unge      til at          csp                 Unge

    NGO           ------------->                     ------->                  --->                                          

    private         administrerer                    udføre                   for     Den offentlige sektor:

                        finansierer                                                                staten

                                                                                                        kommuner

                                                                                                      Den private sektor:

                                                                                                         private borgere

                                                                                                         lokalsamfundet, NGO

                                                            private firmaer

                                             Feed-back

Figur 1 søger at se på csp i aktør- og processammenhæng. Der opregnes tre aktører: Det offentlige, de unge csp-ere og den private sektor. Hver aktør optræder to gange. Den offentlige sektor:Stat/kommune er både iværksætter (rekvirent, finansiator og administrator) og modtager af csp-tjenester. De unge er både ydere af csp og modtagere af materiel (aflønning) og mental (øget selvtillid) “betaling” herfor. Den private sektor, der dækker mange typer af private aktører: Borgeren, græsrødder, frivillige organisationer, NGOere, private virksomheder, osv. kan være både iværksætter og modtagere af csp.

Figuren viser også csp-processens tre dele. I første del, initiativsiden, indgår rekvirenter, der både kan være både offentlige og private virksomheder. Således bliver csp ikke alene initieret af staten, som vi kender det fra den militære værnepligt, men den kan også aktiveres af den private sektor.

I den midterste del, indsatssiden, vil den enkelte csp-ordnings særlige indhold vise sig: Hvem skal yde csp-indsats, hvilken baggrund har den pågældende med hensyn til køn, alder, civilstand, indkomst, uddannelse og erhvervserfaring, hvilken konkret csp-indsats er der tale om (arbejde med mennesker, i naturen, med teknik), hvor (lokalt, nationalt, internationalt), hvor længe, osv.

På modtagersiden vises for hvis skyld csp-indsatsen ydes, dvs. om det er til fordel for den offentlige, den velgørende eller den private sektor, og hvilke resultater/goder, der opnås. De unge aktive csp-ere står også i modellen som “modtagere,” men er det dog på en anden måde end stat og private. De modtager uddannelse, erfaring, social kompetence, identitet, osv., men kan som sagt også modtage økonomisk kompensation for deres indsats. 

Der er altså tale om en meget fleksibel model, der f.eks. både afspejler den decentralisering i beslutningsprocessen, som vi ser i de vestlige samfund i dag ved at folk helt lokalt kan rekvirere en csp-indsats, og den globalisering, der ligeledes indgår i modellen ved at staten sender csp-ere og NGOere ud i verden til at deltage i fredskorps, i internationalt arbejde, osv.

Samlet giver afklaringen af disse fire elementer følgende definition på såvel tvungen som frivillig csp:

Csp er en samfundsordning, hvor unge indforstået og under rimelige betingelser arbejder fuldtids i en længere periode med en civil opgave, som ellers ikke ville være blevet ydet, men uden at få normal aflønning herfor.

2.3 Argumenter for/imod csp

Der kan opregnes mange motiver for og imod csp. De fremlægges her med udgangspunkt i den amerikanske debat. De systematiseres ved at sondre mellem forskellige tematiske motiver hos tre aktører: Stat, de unge og modtagerne. Det skal erindres, at USA kun har frivillige ordninger, hvorfor de kritiske argumenter mod csp givetvis ville blive forstærket, hvis de var tvangsmæssige.

Staten er en væsentlig motivbærer for forskellige samfundstjeneste-/csp-ordninger. I USA har fire statsmotiver været fremført til støtte for National Youth Service (NYS) eller csp:

1. som borger skylder man sit land at yde csp (det ultimative statskrav)

2. det sikrer borgerskabsfølelsen at yde csp og det er også med til at skabe en bedre balance mellem rettigheder og pligter, jf. ovenfor om forskydningen fra pligt mod ret (borgerskabsfølelsen)

3. det er nødvendigt at kræve csp af hensyn til konkrete opgavers/problemers løsning: En faldende andel af erhvervsaktive borgere, en stigende andel af ældre, mv. (behovsnødvendighed) og endelig

4. csp er nødvendigt for at sikre staten mod angreb udefra eller opløsning indefra  (velfærds-samfundets bevarelse) grundet løbske udgifter, desintegration fremskyndet af indvandring, osv.)            

I det følgende vil fire motiver blive nærmere gengivet i en for/imod kontekst.

Det ultimative statskrav

Præsident Bill Clinton er inde på motivet om staters ret til at blive betjent af dets borgere, når han siger, at det amerikanske csp-program giver borgerne mulighed for at tjene deres land.[27] Det betegner den republikanske seniorforsker Doug Bandow, CATO-instituttet, som et “feudalt, fascistisk og socialistisk argument,”[28] fordi et individ i et frit samfund ikke er forpligtet til at statshoveri. Man har som borger pligt til at forsvare sit land mod ydre angreb og sikre dets bestående ved at betale skat til vigtige samfundsydelser (motiv 4), men dér stopper så også  statens krav. Herfra har borgerne krav til staten, herunder krav på at blive ladt i fred. Men staten har, som van Creveld så kynisk formulerer det, “...forvandlet sig fra et middel til et mål og fra et mål og til en Gud”.[29] Med afvisningen af statens krav på individers cps-indsats fjernes ikke det moralske krav ethvert menneske har til at sørge for sig selv, sine nærmeste eller andre mennesker i nød. Kritikerne accepterer altså et menneske-til-menneske-forhold, men ikke en stat-til-menneske-relation.[30] I øvrigt er det jo kendetegnende for vore dages velfærdssamfund, at det netop har overtaget den sociale omsorg for de gamle og svage som tidligere lå hos familien. Et andet argument imod csp ligger i forlængelse heraf: Csp vil automatisk føre til uønsket “big government, big control.”[31] Især er det frygtet af republikanske politikere og forskere. Alligevel er der i dag i USA bred enighed om, at staten kan og bør spille en formidlende, men ikke en styrende, csp-rolle.[32]

Borgerskabsforpligtelsen

Borgerskabsforpligtelsen er et andet motiv til csp. Det bruges bl.a. i loven om “National and Community Service Act” af 1990.[33] Denne borgerskabsfølelse kan også knyttes til lokalsamfundet[34] eller i præsident Clintons mere lyriske formulering:”At tjene dit lokalsamfund er en integreret del af det at være Amerikaner.”[35] Kritikerne fastslår derimod, at “National Service: (is) Unamerican",[36] og at borgerskabsfølelse ikke behøver at udspringe af, at man er csp-aktiv. Den kan tværtimod tage skade heraf. Det vil især gælde tvungen csp, der kan ses som et overgreb mod den enkeltes frihed. Endvidere kan man hævde, at det er problematisk at bygge sin borgerskabsfølelse på en begrænset csp-opgave. Det er ikke et argument imod, at de frivillige amerikanske csp-ere nærer en sådan følelse. For dette stærke psykologiske incitament får netop de unge til at yde csp. Men så vendes årsagsforklaringen også på hovedet fra at csp øger borgerskabsfølelsen til at den er en forudsætning for at unge frivilligt yder csp.   

Behovsnødvendigheden

Motivet, at staten har behov for løsning af bestemte opgaver, er nyt. Her er der altså ikke tale om at sikre statens fortsatte beståen, men om løsning af vigtige velfærdsopgaver, som samfundet hidtil ikke har løst, eller ikke har løst godt nok.[37] Argumentet herimod er bl.a. politisk-demokratisk. Om presserende sociale behov bliver løst, bør ikke afhænge af, om der tilfældigvis er frivillige til at løse dem, men af en forudgående demokratisk beslutning på nationalt- eller kommunalt niveau.[38] 

Velfærdssamfundets bevarelse

Nødvendigheden af csp for statens egen skyld kendes fra skatte- og værnepligten. Men alligevel anføres sådanne argumenter ret sjældent og da især i positiv form: Styrke det nationale sammenhold, øge integrationen mellem forskellige kulturer, osv.[39] Der er flere modargumenter: En indre opløsning er statens mere end borgernes ansvar, nye byrder er ikke nødvendigvis det rigtige svar i sådanne “opløsningssituationer”, og csp måske kan måske øge integrationen hos nogle csp-ere, men næppe hos alle.[40]

Unge mennesker, der yder csp tillægges også motiver herfor. Ofte argumenteres ud fra, hvad de unge opnår som modtagere. Motivet til at kræve csp bliver da, at det er for de unges egen skyld ! Der kan skelnes mellem tre typer argumenter 

1. socialpsykologiske

2. uddannelsesmæssige og

3. økonomiske

    

   Den indre socialpsykologiske transformation af unge mennesker anføres ofte som argument for csp.[41] Det drejer sig altså om at få unge væk fra fremmedgørelse, apati og isolation, men der anføres også positive konsekvenser som patriotisme,[42] mindre afmagtsfølelse og øget ansvarsfølelse. [43] Det har altid ligget ældre på sinde at forbedre ungdommen. Spørgsmålet er dog, om de ældre er de bedste til at definere, medicinere samt kurere sådanne “ungdomslidelser” og om de overhovedet foreligger.

    

   Uddannelsesmæssige motiver, f.eks. at unge gennem csp opkvalificerer sig og øger evnen til problemløsning, osv. kan også findes.[44] Også her er der flere modargumenter: Samfundet har ikke ret til at tage de unges tid. F.eks. vil rensning af en å, uddeling af kondomer, osv. ikke opkvalificere ret mange unge, og man ødelægger unges ønske om senere at yde en csp-indsats.[45] Det sidste punkt afvises i en uafhængig undersøgelse foretaget af et privat amerikanske konsulentfirma.[46] Et andet amerikansk studie synes dog at vise, at graden af kontrol hvorunder csp-tjenesten ydes, er afgørende for ønsket om at yde csp senere i livet.[47]

    

   Økonomiske motiver spiller også en væsentlig rolle for unge mennesker i det amerikanske samfund, hvor universitetsadgang kræver betaling, jf. præsident Bill Clinton.[48] Men spørgsmålet er, om unges uddannelsesadgang hjælpes herved. For i 1998 havde kun ca. halvdelen af de godt 60.000 unge AmeriCorps-aktivister brugt pengene til at betale for universitetsadgang.[49] Det forhold, at csp tager tid fra studierne og er samfundsøkonomisk kostbart, fordi færdiggørelsen af studierne så trækker ud, glemmer tilhængerne undertiden.

    

    

    

    

   Modtagerne kan inddeles i tre grupper: Den offentlige sektor, dvs. stat, amt og kommuner, de unge, og den private sektor, dvs. borgere, græsrødder, NGOere, private virksomheder osv., her udtrykt i ét ord, lokalsamfundet.

    

   Det offentliges motiv som modtager svarer til det tredje motiv, at det offentlige får løst opgaver, der både er vigtige og målelige ifølge præsident Bill Clinton[50] og andre.[51] Mere specifikt kan udskilles psykologiske,[52] organisatoriske[53] og økonomiske[54] motiver. Et yderligere motiv for det offentlige er, at csp-indsatsen i USA sker på områder, der ellers ikke dækkes af det frivilligt arbejde.[55] Modargumenter er bl.a., at opgaveløsningen ikke er tilstrækkelig[56] og at “AmeriCorps-programmet ikke skaber værdier, men blot omfordeler dem.”[57]

    

   De unges motiver på modtagersiden er også behandlet ovenfor og kan kategoriseres tilsvarende. Dertil kommer det motiv, at de unge frivillige øger hinandens effektivitet.[58] Der opstår altså en synenergi-effekt mellem de unge. Så betydningen af AmeriCorps ligger ikke kun i cps-ernes egen indsats, men også i deres aktivering af andre frivillige.

    

   Hensynet til lokalsamfundet er det ottende og sidste motiv. Her skelnes ikke mellem forskellige typer argumenter, da alle typer kan findes. I USA er det et af de oftest anførte motiver[59] og langt hyppigere nævnt end hensynet til staten. Det kan skyldes flere ting: Landets størrelse, at lokalsamfundet står for noget kendt og alligevel mangesidet (den enkelte borger, den private virksomhed og de lokale små NGO-grupper, osv.), og at ”..AmeriCorps programmet indebærer betydelige tjenester af stor positiv effekt for modtagerne.”[60] De unge AmeriCorps-aktive føler og får at vide, at de gør en forskel og at deres arbejde styrker det lokale sammmenhold.[61] Modargumenter er her bl.a.: Hvem i lokalsamfundet skylder de unge helt præcist at give noget tilbage og for hvad ? Hvorom alting er, så er det “at hjælpe lokalsamfundet” i dag en vigtig grund for unge amerikanere til at blive AmeriCorps-aktive.[62] Ingen politiske csp-fortalere synes at glemme det.[63]

    

   Sammenfattende viser disse argumenter fra den amerikanske debat, at tilhængerne af csp henviser til de positive konsekvenser på modtagersiden: For de unge (øget selvforståelse, tjene penge til uddannelse) og lokalsamfundet (løsning af konkrete opgaver), mens modstanderne peger på negative konsekvenser ved staten (big government), for modtagerne (de løste opgavers unødvendige og utilstrækkelige løsning), og især for de unge (statshoveri). En anden iagttagelse er, at der er sket en forskydning fra de “ultimative” (motiv 1) til de “behovsnødvendige” (motiv 3) argumenter. Det kan også ses som en bevægelse fra centralisering og til decentralisering, fra nationalt demokrati til nærdemokrati.

    

    
   2.4  Øget samfundsinteresse

   Nu er USAs erfaringer med csp som sagt langt fra de eneste og de er da også præget af specifikke amerikanske interesser. Danske motiver for csp vil givetvis adskille sig fra de amerikanske. Dels har vi ikke den samme “Big Government”-modvilje som findes i USA. Dels er danske unges adgang til universiteter og højere læreranstalter ikke bestemt af økonomisk baggrund, men af intellektuelt niveau. Endvidere er ønsket om at arbejde for private virksomheder mindre i Danmark end i USA, hvor netop inddragelsen af store firmaer som IBM, Timberland, osv., betragtes som et skulderklap for det amerikanske csp-program Corporation for National Service, CNS.[64] Endelig er omfanget af den danske velfærdsmodel baseret på finansiering over én kasse, statskassen, helt forskellig fra de langt mindre, men mangfoldige velfærdsprogrammer i USA.[j] Men de amerikanske synspunkter er – som vist -  gode til at profilere debatten om csp, men de er mindre anvendelige til at forklare den øgede samfundsinteresse i den vestlige verden for csp.

    

   Der kan opregnes fem samfundsforklaringer på denne øgede interesse. Den første forklaring er social-psykologisk og tager udgangspunkt i de unge selv, der som selvbevidste mennesker gerne vil gøre en forskel ved en selvstændig og uegennyttig indsats. Man kan tale om et skifte “fra kollektiv til individuel solidaritet.” Den forklaring kan nok finde støtte i en holdningsundersøgelse blandt unge danskere,[k] der viser stor omsorgsforståelse for de ideer, der ligger bag csp.[65] På den anden side kan der konstateres et generelt fald i unges deltagelse i lokalt politisk, frivilligt (spejder) og sportsligt foreningsarbejde.

    

   Den anden forklaring er politisk, at en ny politisk kultur, New Political Culture, NPC, synes at aftegne sig.[66] Men i forbindelse med NPC skal der nok sondres mellem en vesteuropæisk og en amerikansk holdning, hvor den amerikanske statsopfattelse er klart negativ, mens den europæiske er mere positiv. Omvendt er amerikanernes markedsopfattelse mere positiv, hvor europæernes er mere skeptisk.[l] Men uanset disse forskelle er NPC karakteriseret ved færre partimedlemmer, øget udenomsparlamentarisk aktivitet, spørgsmålstegn ved velfærdsstaten, erosion af den traditionelle højre-venstre forskel mellem partierne, osv. Man kan med den israelske minister Simon Peres, der talte på IANYS konferencen i juni 2000 i Jerusalem også sige, at regeringer og parlamenter nogle gange er for store til at løse de små problemer og samtidigt for små til at løse store problemer som miljøproblemer og arbejdsløshed.

    

   Den tredje forklaring på den øgede samfundsinteresse er økonomisk og tager udgangspunkt enten i kapitalismens globale sejr over socialismen eller i det høje skattetryk i mange velfærdssamfund. Det globale marked er en anarkistisk foreteelse, der kræver offentlig regulering. Men liberale borgere er imod en statslig indgriben. De vil derimod godt selv yde en indsats for at hjælpe udstødte på det globale marked. Det høje skattetryk ikke mindst i Danmark (og i andre lande) på over 60% af bruttofaktorindkomsten begrænser deres mulighed for – via højere skatter - at forbedre de svages position i samfundet mærkbart. Dertil kommer, at det store skattetryk mindsker arbejdslysten og kan forøge antallet af f.eks. danske pensionister, der fristes til at rejse til mindre skattetunge EU-lande. Her kan en csp-ordning være en ide, fordi den tilbyder borgere en bedre service til en lavere pris.

    

    

   Den fjerde forklaring er demografisk og hænger sammen med den faldende og skæve befolkningsudvikling i den vestlige verden med færre borgere generelt og relativt flere ældre i forhold til erhvervsaktive. I 1998 var 729 mio. mennesker i hele Europa. Det tal vil frem mod 2050 falde til 629 mio. med de eksisterende fertilitetskvotienter.[67] Samme tendens findes i Nordamerika, mens befolkningstallet i Asien, Afrika og Latinamerika vil vokse kraftigt. “Mens der i dag er fire EU-borgere i den normale arbejdsalder (15-65 år) i forhold til hver EU-borger over 65 år, vil dette tal i 2030 være sunket til lidt over to i arbejde for hver pensionist.”[68] Der vil altså være et voksende antal ældre, der efter de foreliggende middellevetider vil leve længere. Alle tre ting, “flere, mere krævende, der lever længere” må forventes at kræve en øget offentlig ældreomsorg.[m] Csp vil her kunne være en hensigtsmæssig strategi.

    

   Endelig er der en sikkerhedspolitisk forklaring, der tager afsæt i den kolde krigs afslutning, der har fjernet trusler om krig og i stedet opererer med risici på alle mulige områder: Det sociale, etniske, uddannelsesmæssige, miljømæssige, osv. Samtidig med at den militære trussel er reduceret til risici, er befolkningens forventning ikke blot at disse skal imødegås (reaktion), men også forhindres i at opstå. Hertil kræves ikke kun militære midler. Som konsekvens heraf vil der i risikosamfundet være en tendens til at erstatte værnepligt med samfundspligt.

2.4  Konklusion

Formålet med denne begrebsmæssige analyse af csp-mulighederne er at opstille en forståelsesramme for csp historisk, definitorisk, argumentatorisk og samfundsmæssigt. Dette fordrer, at der træffes et valg mellem mange muligheder. Analysen ovenfor har dog haft fem begrebsmæssige fællestræk.

Det første er, at csp skal opfattes som legitim, dvs. at csp er demokratisk vedtaget, at de unge csp-ere får noget igen for deres indsats, og at den sker under rimelige vilkår.

Det andet træk er, at csp også er blevet introduceret som pligt, fordi balancen mellem velfærdsstatens pligter og rettigheder har forskudt sig. Det har også ændret staters brug af csp fra at være et politisk undertrykkelsesinstrument via sikringsinstrument (værnepligt og økonomisk opgavevaretagelse) til et socialt og psykologisk selvforståelsesmiddel.

Det har så for det tredje medført, at staters motiv for at bruge csp er forskudt. Udviklingen er gået fra statens ensidige og ultimative krav via gensidighed og til, at csp er nødvendigt for løsningen af bestemte samfundsopgaver og endda for de unge csp-eres skyld.

Det fjerde fællestræk er, at trods overlappende motiver, så har landene fortsat forskellige argumenter for indførelse og opretholdelse af csp. Der findes altså ikke grundlæggende fællesargumenter, men nok gennemgående temaer. Spændvidden i debatten viser sig ved, at kritikerne opfatter selv den frivillige amerikanske csp-ordning som udemokratisk og frihedsberøvende, mens andre ser den som samfundsintegrerende og individudviklende.

Det femte fællestræk er, at csp vil indebære en samfundsforskydning på to områder. Fra det “kollektive” til det “individuelle” sociale demokrati, hvor staten ikke alene er ansvarlig for velfærden, men deler det med den enkelte ansvarlige borger, der påtager sig at yde csp. Ligeledes er der sket en forskydning fra det rent “politiske” til det “socialt-aktive” demokrati, hvor demokrati ikke alene er en beslutningsmetode afprøvet ca. hvert fjerde år, men udvides til også at blive en personlig aktivitet, der gør, at den unge føler, at han/hun “gør en forskel” i dagens samfund.

3. Muligheder

3.1 Udbud

Udbudet af unge til rådighed for en given csp-ordning i Danmark udgøres af ungdomsårgangene mellem 18 - 25 år. I disse otte årgange er der ca. 500.000 unge eller i hver årgang ca. 63.000 unge, lige mange mænd og kvinder. Derfra skal så trækkes de ca. 10.000 unge mænd, der årligt indkaldes til at aftjene militær eller civil værnepligt[69], herunder de få unge kvinder, der har valgt en frivillig militær værnepligtsordning. Tilbage er 53.000 unge, godt 21.000 unge mænd og 32.000 unge kvinder.

Man kan overveje at undtage unge mødre i den danske csp-ordning.[n] Med en fertilitets-kvotient på 55,7 for de 20-24 årige i 1997, drejer det sig om 1800 unge mødre og formodentlig 2/3 af deres ægtefæller svarende til ca. 1.200 mænd, eller i alt 3.000 unge. Når denne reduktion ikke indgår i forslaget til en dansk csp-ordning skyldes det, at staten kan beskyldes for at blande sig i de unges fremtidsplaner ud over csp-tiden. Man kunne så slippe for csp ved at sætte børn i verden. Det vil være et originalt forslag til imødegåelse af “folkedøden” og lette den fremtidige ældrebyrde. Men det indgår ikke i andre landes csp-ordninger og minder også om Mussolinis Ungkarleskat. 

Derimod skal man skønsmæssigt fratrække 25% af de 53.000 unge, der enten udskyder samfundspligten eller må udelukkes som fysisk/psykisk uegnede. Efter disse foreløbige beregninger taler vi maksimalt om ca. 40.000 unge, ca. 16.000 unge mænd og 24.000 unge kvinder, som årligt kunne være omfattet af en csp-ordning.

Disse udbudsberegninger tager ikke forbehold for korterevarende demografiske udsving. Således vil “sessionspotentialet - de unge 18-årige mænd - nå et lavpunkt med cirka 27.700 i år 2002..,”[70] mod de nuværende 31.000. 4.000 færre unge mænd vil altså for en kort periode stå til rådighed. Men tallet stiger igen fra 2002 og vil ikke få større betydning for en eventuel csp-ordning, der tidligst kan blive indført efter 2002 og som vil omfatte ca. 40.000 unge danske.

3.1.1  Unges holdninger

Som sagt ovenfor[o] indeholder rapporten ikke “... en identifikation og analyse af de unges perceptioner af konceptet samfundstjeneste..”

Men Lilli Zeuners undersøgelse af den generelle omsorgsvillighed blandt unge fra de studieforberedende uddannelser (gymnasium, HF, HTX, HHX),[71] der udgør ca. halvdelen (48,6 %) af en ungdomsårgang,[72] kan give et fingerpeg herom. Undersøgelsen viser, at “88 procent.. ..mener, at det gensidige ansvar bør være den helt grundlæggende mekanisme i relationen mellem mennesker og 81 procent mener, at vores samfund burde bygge på, at man hjælper hinanden i hverdagen,”[73] mens “91 procent....mener, at man må gøre hvad man kan for at hjælpe mennesker, som bliver ofre for konflikter i forskellige områder af verden...” og “...48 procent kunne tænke sig at arbejde inden for de hjælpeorganisationer, der tager ud og hjælper i de mest nødlidende områder i verden.”[74] Som undersøgelsen selv konkluderer, så “... giver mellem 97 procent og 53 procent af de unge udtryk for en omsorgsorientering,”[75] hvilket skyldes “..., at uddannelse former mennesker som kulturelle væsener, og at...erfaringer med fællesskaber er et godt grundlag for, at mennesker kan orientere sig mod fællesskaber”.[76] Noget tyder på, at de unge danskere er indforståethed med og måske villige til at yde en ekstra indsats. Det er interessant at konstatere, at en positiv holdning til tvungen csp i hvert fald findes blandt unge tyskere.[77]

Men der må tages flere forbehold ved at bruge Zeuners rapport til støtte for unge danskeres tilslutning til en dansk csp-ordning. For det første var det ikke en konkret csp-ordning, de unge tog stilling til. For det andet var det helt uforpligtende at svare, hvad det ofte er i anonyme spørgeskemaundersøgelser. For der er forskel på at ytre en holdning og så yde en indsats. For det tredje var det kun halvdelen af en ungdomsårgang, der blev spurgt og formodentlig den bedst fungerende halvdel. Alligevel må det være rimeligt at konkludere, at unge danskere har ikke afvist csp-ideen.

3.2 Behov

Som sagt ovenfor[p] afdækker nærværende rapport heller ikke behovet i Danmark for csp. Det må afklares ved en konkret undersøgelse. Man kan dog umiddelbart konstatere tre ting.

For det første, at der er forskel på behov og efterspørgsel selvom ordene ofte bruges synonymt. Ved behov stilles den offentlige ydelse som csp gratis til rådighed. Ved efterspørgsel skal der betales en pris herfor. Der er næppe tvivl om, at pensionister, patienter og klienter har et behov for at få mere hjælp i dagligdagen, få besøg, få hjælp til indkøb, osv., hvis de får det omkostningsfrit. Skal de betale herfor vil efterspørgslen falde.

For det andet er der forskellige opfattelser af, hvilke offentlige ydelser med eller uden betaling vi  skal stille til rådighed og til hvem. På den ene side kan man således sandsynliggøre et behov ved at pege på stigningen i andelen af ældre medborgere, som kræver mere og bedre service. Gruppen af 60 - 66 årige danskere vil stige fra ca. 350.000 i 2000 til 500.000 i 2010[78] og gruppen over 66 år vil vokse med knap 100.000 i samme periode. Dertil kan lægges de næsten daglige beretninger i medierne om svigtende tilsyn med plejehjemsbeboerne, utilstrækkelig rengøring på hospitalerne, manglende hjemmehjælp til de ældre, osv. På den anden side kan man fremhæve det udbyggede danske velfærdssystem og en ny undersøgelse,[79] der viser, at tesen om de mange ensomme og forsømte gamle bør afbalanceres med at “80 % over 70 år ser deres børn mindst én gang om ugen” og at kun “10 % af de ældre mellem 72-77 år vurderer deres helbred som dårligt.”[80]

For det tredje, at velfærdsstaten undertiden udviser en manglende evne til at gribe ind på den rigtige, dvs. individuelt tilpassede, måde. Som citeret ovenfor,[q] har stat og kommuner nogle gange vist sig at være for store til at løse små opgaver som enkeltindividers specifikke behov for hjælp, pasning og pleje og for små til at løse store opgaver som forureningskatastrofer, miljøproblemer, arbejdsløshed, mv. Her kunne csp gøre en forskel.

3.3 Rammer: Tre velfærdsmodeller

En dansk csp-ordning må tage udgangspunkt i vort velfærdssystem. Det skitseres ved at blive sammenholdt med det tyske og amerikanske velfærdssamfund. Sammenligningen er hverken dybtgående eller omfattende, men skal blot give et indtryk af, inden for hvilke rammer de tre landes csp-ordninger må fungere.

Der tales ofte om en særlig skandinavisk velfærdsmodel. Den karakteriseres nok som “uhånd-gribelig,”[81] men tildeles ikke desto mindre særtræk som “beskæftigelseshensynets meget høje prioritering...statslige arbejdsformidlingssystemer... omfattende planlægnings- og styringssystemer...centraliserede lønforhandlinger i de skandinaviske lande.”[82] Den danske velfærdsmodel er således karakteriseret ved en stærk central styring fra statens side, hvor

69 % af de sociale udgifter er skattefinansierede,[83] med samme bistand til alle borgere uanset tilknytning til arbejdsmarked og handikapårsag, mens staten så har overladt det til de faglige organisationer i stor udstrækning at regulere det danske arbejdsmarked. Så de velfærdsgoder, der tilbydes danskerne er bestemt centralt af staten, ofte efter forudgående aftale mellem de modstående faglige interesseorganisationer.

I Tyskland er velfærden op til et vist niveau også allemandsret, idet 30 % af den er skattefinansieret, mens 39 % betales af arbejdsgiverne og 29 % af arbejdstagerne[84] ved individuelt tegnede forsikringer.[85] Dertil kommer de private velgørenhedsinstitutioners arbejde.[r] Det giver forskellige bistandsydelser og tilbud, omend alle er sikret en grunddækning fra staten. Det gælder de grundlæggende velfærdsydelser som sundhed, uddannelse og pensioner. Men individuelle forskelle placerer den enkelte borger i en bestemt kategori, et bestemt broderskab. Den vigtigste er nok arbejdsmarkedstilknytning. En anden er individuel forsikringstegning, en tredje er politisk eller religiøst tilhørsforhold. Disse ting bestemmer den enkeltes velfærdsgoder. Så den tyske csp-ordning betyder ikke kun, at staten finder uacceptable sociale forhold og fjerner dem, men at staten overlader det til individet at sikre sig selv og til de velgørende institutioner at finde og løse velfærdsopgaver i indbyrdes konkurrence. Kort sagt, størst mulig opgaveløsning for mindst mulig udgift. Så en afgørende forskel på det danske og tyske velfærdssystem er det lavere tyske skattetryk, der igen skyldes arbejdstagernes individuelle forsikringstegning. Hertil kommer så den billige Zivildienst.

I USA er velfærdsdækningen beskeden, både på forbunds- og delstatsniveau og det er skattetrykket også. Den enkelte forventes selv at forsikre sig, hvortil kommer, at andre borgere: Modtagerne, rekvirenterne, csp-erne og de mange “glade givere” også afgør om, hvem og i hvilket omfang, de skal hjælpes. Velfærdsydelser i USA er således bestemt af mange forhold, som er nødens omfang helt uvedkommende: Dens årsag, folks køn, alder og bopæl, andre borgeres gavmildhed, og sidst men ikke mindst individuel forsikringstegning.[86] Derfor kan man karakterisere velfærden i USA som individ- og programstyret. Børn, pensionister og fattige er sikret grundlæggende velfærdsydelser, men folk med små indkomster falder ofte igennem landets velfærdssikkerhedsnet. Således er 40 mio. af de 270 mio. amerikanere uden sygesikring. Så USAs velfærdssystem tager ikke sigte på, at mennesker får en vis levestandard generelt, men at de selv sikrer sig den. Disse forskelle i de tre landes velfærdssystemer vises i opstilling 2 nedenfor.

Opstilling 2. Tre landes velfærdsmodeller: Danmark, Tyskland og USA

Opstilling 2 viser den danske velfærdsmodel, der er præget af meget politisk styring fra statens side, af skattefinansiering og af lige behandling af borgerne uanset arbejdsmarkedstilknytning og uden selvforsikring. I Tyskland spiller arbejdsmarkedstilknytning en central rolle for velfærdsydelserne ligesom selvforsikringsordningen fra 1995 adskiller sig fra danske forhold, der dog i “Sygefor-sikringen Danmark” har en vis pendant. I USA er der mange aktører om budet, men udgangspunktet er i modsætning til Tyskland og Danmark den enkeltes vilje og evne til selvforsikring.

På baggrund heraf kan Danmarks velfærdssystem karakteriseres som en styringsmodel, Tysklands som en opgavemodel, og USA's som en deltagelsesmodel. Anlægges demokratiets tre idealer om frihed, lighed og broderskab på de tre velfærdsmodeller, så kan vi for nemheds skyld tale om en dansk lighedsmodel, en tysk broderskabsmodel og en amerikanske frihedsmodel.

Analyse af flere landes csp-ordninger tillader yderligere generelle observationer. Først, at lande med en stor offentlig sektor (Danmark, Sverige, Norge) har langt færre csp-ordninger end lande med et mindre udbygget velfærdssystem (Tyskland, men især Holland og USA). Dernæst, at lande med militær værnepligt (Danmark, Tyskland) har færre csp-ordninger end lande med professionelt forsvar (USA, UK, Holland). Det betyder, at veludbyggede velfærdssamfund og militær værnepligt synes at stå i vejen for tvungne samfundspligtordninger, men ikke frivillige, hvad Holland er et godt eksempel på. Man kan også sige det på den måde, at europæiske lande med en stor offentlig sektor har valgt at betale sig fra csp enten gennem en høj beskatning (Danmark, Sverige, Norge) eller omfattende forsikringsordninger (Holland, Tyskland). En sidste observation er, at lande, der tidligt startede med csp  (USA, UK) - trods tilbageslag - har udbygget dem med mange, specifikke programmer og endnu flere nationale, regionale og kommunale indgange.

3.4. Erfaringer

I dette afsnit analyseres de samme tre landes, Danmarks, Tysklands, og USAs konkrete csp-ordninger. For hvert land analyseres først den militære værnepligt (gælder ikke USA), dernæst den civile militærnægtertjeneste, herefter andre tvangsmæssige csp-ordninger og endelig de tvungne/ frivillige csp-ordninger.

3.4.1 Danmark

Danmark har to tvungne csp-lignende ordninger foruden den militære værnepligt: Militærnægtertjeneste, for dem der ikke vil aftjene deres militære værnepligt, og idømt samfundstjeneste, der kun bruges for mindre forseelser, især “anden berigelseskriminalitet” og - som noget nyt - for spritbilisme. Når militærnægtertjeneste og idømt samfundstjeneste her indgår som tvungen csp, er det jo fordi alternativet for begge ordninger er fængsel. Alle tre ordninger omtales kort her.

Militær værnepligt[87]

Danmark har holdt fast i sin militære værnepligt trods den kolde krigs ophør og vurderingen fra  Forsvarskommissionen af “at der inden for den kommende ti-års periode ikke er eller vil opstå en konventionel, militær trussel mod Danmark.”[88] Ikke desto mindre er det kun et mindretal af en ungdomsårgang, der forretter militær værnepligt. I 1998 var det 7.900 af en ungdomsårgang på 33.000 unge mænd svarende til én ud af fire unge danske mænd (23 %). Den væsentligste ændring i nyere tid skete med “Lov om forsvarets personel” i 1973, for før den tid udgjorde de værnepligtige ca. 45 % af alt personel i forsvaret, i 1979 var andelen faldet til 30 %, og i 2004 beregnes 6.600 unge indkaldt[89] svarende til 22 % ud af en styrke på 30.100, og de er iøvrigt for 86 %´s vedkommende koncentreret i hæren.  

Man kan undre sig over, at det danske værnepligtssystem, der kun indkalder hver fjerde/femte unge danske mand, fortsat kan opfattes som legitimt. Forsvarskommissionen af 1997 er inde på samme betragtning:”Det må dog vurderes, at yderligere reduktion i antallet af værnepligtige kan sætte det almindelige værnepligts princip i et dubiøst lys.”[90] Flere forhold reducerer dog denne frygt/kritik.

For det første er der et frafald ved sessionen grundet svagelighed/sygdom. Af de tidligere nævnte ca. 33.000 af en ungdomsårgang, kasseres således ca. en fjerdedel. For det andet er der jo “lotteriet”, hvor hver ung dansk mand trækker et nummer ved sessionen. Lave numre mellem 1 - 15.000 betyder normalt værnepligt, højere numre fritagelse. Det afgørende her er, at lotteriet stiller alle lige. For det tredje tilbyder mange af de fritagede unge alligevel at aftjene deres værnepligt. Ved at erklære sig “frivillig værnepligtig” bestemmer han selv hvor, hvornår og hvordan han skal forrette tjeneste. Man kan omvendt også sige, at hvis de unge mænd fravælger “frivilligheden”, så bliver de tvunget til uønsket tjeneste og evt. til et uønsket arbejde og ditto geografisk tjenestested. I praksis er mere end 60 % af de værnepligtige således “frivillige værnepligtige”. I Sverige og Norge er det kun 5 %, fordi alle egnede i princippet skal aftjene deres værnepligt, således at kun de fritagede, der er egnede, får ret til frivilligt at aftjene deres værnepligt. Disse tilpasninger betyder, at det rigtige antal “tvungne” militært værnepligtige i f.eks. 1992 falder fra i alt 9.628 soldater til 1.365. Kort sagt, det danske militære værnepligtssystem er mere demokratisk ved sin lodtrækning og den værnepligtiges ret til at bestemme tjenestetid, -type og -sted, end det umiddelbart synes at være tilfældet.

Militærnægtertjeneste [91] 

I 1917 tillod Danmark som det første kontinental-europæiske land sine militærnægtere at forrette civil offentlig tjeneste i stedet for at komme i fængsel. UK havde indført en sådan ordning året før. I 1968 fulgte en yderligere liberalisering, så militærnægterstatus automatisk blev givet enhver ung dansk mand, der krævede det uden yderligere undersøgelse eller sanktion. Denne liberalisering øgede ikke på lang sigt andelen af militærnægtere i forhold til de “tjenestegørende, mødte militære værnepligtige,” jf. tabel 1 nedenfor.

Tabel 1. Absolut og relativt militærnægtertal i Danmark. 1943 - 1999 (2004)[92]

[  ] = foreløbige tal

Tabel 1 viser dog, at mens militærnægterandelen i perioden 1943 - 1967 højest var på 2 %, lå den i perioden 1968 - 1975 på eller over 10 % med et toppunkt i 1974 på 19 %, hvorefter den gradvist faldt til 4 % i 1980. Fra 1982 til 1987 lå den under 1 %, men steg så i 1990erne til 3 %. En bedre forklaring på den større militærnægterandel efter 1968 end liberaliseringen, er nok USAs Vietnamkrig. Mange europæiske lande har en parallel stigning i militærnægtertallet efter 1968.

Militærnægterandelen er som vist i tabellens yderste højre kolonne opgjort i forhold til de “tjenestegørende, mødte militære værnepligtige.” Men antallet af militærnægtere kan også sættes i relation til antallet af “egnede, udskrevne værnepligtige,” som vist i samme kolonne for 1989 til 1999, nu med tallene i parentes. Målt på denne måde stiger militærnægterandelen til det dobbelte. Men stadigvæk er andelen af militærnægtere i forhold til både antallet af udskrevne og faktisk tjenestegørende militære værnepligtige lavt, også henset til at tjenesteforholdene for de civile værnepligtige er mere behagelige end for de militære værnepligtige: Ingen vagter, ingen militærøvelser, ingen nattjeneste, intet krav om at forblive på kasernen, intet krav om 24 timers beredskab, osv. Dertil kommer, at militærnægteren får nogenlunde samme hyre som den militære værnepligtige[s] og siden 1986 har gjort tjente i det samme antal måneder. I øvrigt kan den beskedne militærnægterandel også forklares med at seks ud af ti militære værnepligtige er frivillige, og at ca. halvdelen af en ungdomsårgang trækker frinummer, jf. gennemgangen lige ovenfor.

Med henblik på en evt. dansk csp-ordning kan man se på udviklingen i danske militærnægteres arbejde. Oprindeligt blev militærnægtere sat til at arbejde i skove, hvor de gravede grøfter og fjernede vissent løv, et arbejde uden store perspektiver. Men under VKR-regeringen fra 1968-1971 og med det Radikale Venstre som initiativtager blev militærnægterarbejdet administrativt udvidet til også at omfatte arbejde på offentlige skoler, børneinstitutioner, biblioteker, velgørende institutioner, og endog på private virksomheder som teatre, græsrodsbevægelser, mv., altså et arbejde helt på linie med det csp-arbejde kommissoriet nævner. Det blev endvidere muligt for militærnægtere at forrette tjeneste i udlandet, omend i 24 måneder, en ordning som kun få militærnægtere har benyttet sig af.

Idømt samfundstjeneste

I Danmark kan civil samfundstjeneste idømmes personer, der har begået mindre kriminalitet, dvs. anden berigelseskriminalitet, tyveri, o.lign. Det er en ordning, der vedvarende indførtes i 1992 efter et par forsøgsår. Men den har stadigvæk kun et beskedent omfang, jf. tabel 2 nedenfor.

Tabel 2. Antal straffelovsdømte og heraf antal idømt samfundstjeneste i Danmark. 1990 - 1999[93]

Tabel 2 viser, at antallet af dømte straffelovsovertrædere i de sidste ti år er vokset frem mod midten af perioden for derpå at aftage, mens antallet af samfundstjeneste-idømte gradvist er vokset. Dette tal vil stige yderligere, da de ca. 3000 spritbilister årligt fra januar 2000 er omfattet af ordningen. Det kan så i øvrigt skabe problemer at skulle skaffe et tilstrækkeligt antal steder i den offentlige sektor at forrette samfundstjeneste i, hævdes det[94].

Frivillig csp

Ved siden af disse to statslige ordninger findes der en lang række frivillige initiativer. Her skal nævnes tre typer. Den første er de generelle ordninger som udgår fra Socialministeriets “pulje  til frivilligt socialt arbejde”. For året 2001 er der afsat 44 mio. kr. til frivillig arbejdskraft til en målrettet indsats for udsatte grupper, dvs. mennesker i svære livssituationer og til flygtninge/unge.

Den anden ordning tager direkte sigte på de unge. Et initiativ er kommuners produktionsskoler for de unge ledige mellem 16 og 25 år. De unge afgør selv om de vil gå i produktionsskole eller ej, men indsats og indkomst følges ad. På skolerne arbejder de unge med konkrete projekter og får en fast aflønning herfor, godt 1.100.- kr. om ugen. Udeblivelse reducerer lønnen tilsvarende. Et andet csp-lignende initiativ er jobtræningsordningen for de 18-25 årige kontanthjælpsmodtagere, der tilbydes offentlige og private virksomheder.

Den tredje type er lokale borgerinitiativer. Et af de mere omtalte er “natteravnene”. Det startedes i 1998 af forsikringsselskabet Skandia, der også har oprettet et sekretariat, der koordinerer arbejdet, hvor forældre og andre voksne - iført gule jakker - afpatruljerer deres lokalområdes natteliv kun “udstyret” med en kort uddannelse og mobiltelefon.[95] 

3.4.2  Tyskland

Tysklands tvungne Zivildienst-ordning, der ydes af de tyske militærnægtere, er nok den csp-ordning, der kommer tættest på kommissoriets forslag om en dansk csp-ordning på grund af dens tvangselement, omfang og indsatsområder. Derfor får Zivildienst en ret udførlig behandling her. Men ved siden denne csp-ordning har Tyskland to frivillige ordninger for både unge mænd og kvinder i alderen 16/17 - 27 år, der ligesom Zivildienst er reguleret og delvist finansieret af staten. Endelig har Tyskland en meget beskeden frivillig csp-ordning om at arbejde i udlandet, der ikke styres af det offentlige og heller ikke modtager økonomisk støtte herfra. Men inden Zivildienst præsenteres, skal den nære sammenhæng mellem den militære og civile værnepligt kort afklares.

I det moderne Tyskland - efter 2. Verdenskrig - har retten til militærnægtelse i krigstid (Kriegsdienst-verweigerung) forrang for den militære værnepligt, herunder retten til militærnægtelse i fredstid (Wehrdienstverweigerung).[96] Ret til militærnægtelse i krigstid er nemlig nævnt i Forfatningen af 1949, artikel 4, § 3, mens den tvungne militære og civile værnepligt i fredstid først indførtes med Værnepligtsloven af 1956, og den er således baseret på almindelig lovgivning. Ikke desto mindre er der en tæt sammenhæng mellem den tvungne militære og civile værnepligt.

Retligt er sammenhængen fastlagt af den tyske Forbundsdomstol, der fastslår, at Zivildienst ikke eksisterer i sig selv, men alene skal ses som “tvungen militærtjeneste med andre midler og uden brug af våben.”[97] Det medfører, at den militære værnepligtige soldat i Tyskland bor på kasernen og skal bære våben, mens Zivildienst-udøveren intet har med forsvaret at gøre og aldrig må bære våben. I Danmark kan danske værnepligtige gøre tjeneste i sanitetstropperne og i beredskabstjenesten. De er knyttet til forvsvaret, men bærer ikke våben. Man kan sige, at sammenhængen mellem den militære og den civile værnepligt i Tyskland er et “enten-eller,” mens den i Danmark kan være et “både-og.”

Økonomisk og opgavemæssigt er der derimod en direkte overensstemmelse mellem militær og civil værnepligtstjeneste i Tyskland. Således skal Zivildienst-arbejdsbyrden ligge på niveau med den militære værnepligtsbyrde, ligesom de tyske csp-ere eller Zivis og de militære værnepligtige skal stilles økonomisk lige. Derfor modtager Zivis økonomisk tilskud til bolig, mad, tøj, osv., fordi den militære værnepligtige jo får disse goder stillet til rådighed på kasernen.

Oprindeligt var der langt flere militære end civile værnepligtige. I dag er de to grupper nogenlunde lige store; men i fremtiden vil antallet af Zivis blive klart det største,[98] se tabel 3 nedenfor. Det gælder også holdningsmæssigt, se tabel 5 nedenfor. Eller med andre ord: Den militære værnepligt er ikke nødvendig for det tyske Bundeswehr, men det er Zivildienst for det tyske velfærdssamfund, uden hvilken en lang række opgaver inden for pleje, omsorg, sundhed, sygetransport, o.lign. ikke ville blive udført. Det er således ikke muligt for tyskerne at fjerne den militære værnepligt uden at miste Zivildienst. Men at fastholde militær værnepligt for at sikre Zivildienst-indsatsen er urimelig, siger den tyske Bundeswehr-Kommission af 2000 i sin rapport om omstruktureringen af det tyske forsvar:”Die Wehrplicht kann aber weder mit der Nützlichkeit des Zivildienstes noch über die Einführung einer allgemeinen Dienstpflicht gerechtfertigt werden”.[99] Ikke desto mindre foreslår kommissionen den militære værnepligt bevaret, omend på et yderst reduceret niveau, vel netop for at bevare Zivildienst.

Militær værnepligt

Som sagt har Tyskland siden 1956 haft militær værnepligt. Den omfattede stort set alle unge mænd, således at op mod 90 % af en ungdomsårgang normalt aftjente militær- eller civil værnepligt. Men der er store ændringer på vej. Den lige nævnte Bundeswehr-Kommission forslår således, at reducere det tyske fredstidsforsvar fra 462.000 i 2000 til 320.000 i år 2006 (inkl. civilt ansatte) og antallet af militære  værnepligtige fra de nuværende 112.000 til 25.000, der dog med kun 10 måneders tjenestetid kræver ca. 30.000 unge indkaldt[100]. Hvor man lander er uvist, men at der bliver skåret i det tyske forsvar og især i antallet værnepligtige (og civile), anser de fleste for en kendsgerning. I så fald vil andelen af en tysk ungdomsårgang, der i 2000 forrettede militær værnepligt og som udgjorde 37 % i 2006 falde til 8 %.

Begrundelsen for nedskæringer i værnepligtstallet er dels sikkerhedspolitisk, dels demografisk. Sikkerhedspolitisk har ophøret af den kolde krig og foreningen af de to Tysklande mindsket behovet for et forsvar på knap ½ mio. mand, jf. tabel 3 nedenfor. Demografisk er antallet af unge, der står til rådighed for forsvaret faldende. En tysk ungdomsårgang var i Vesttyskland i 1980 på 509.000, men faldt i 1990 til ca. 474.000 for både Vest-og Østtyskland, i 1995 yderligere til 362.000, hvad den nogenlunde ligger på i dag.[101]

Men selvom 430.000 unge i 1992 stod til rådighed, var selv det tal knap tilstrækkeligt til at fylde kadrene grundet de mange frafald. Først reduceres de 430.000 på grund af sygdom, svagelighed, udsættelse (22 %); dernæst kan unge tyske mænd vælge frivilligt csp-arbejde i stedet for militær værnepligt, f.eks. alternativ tjeneste som brandmand i 10 år (3-4 %); så er der nægterne, der forretter Zivildienst, Zivis, (mindst 25 %), og endelig de unge, der vælger den militære karriere som officerer og befalingsmænd (10 %). Samlet reducerer disse frafald det oprindelige tal på 430.000 til 120.000 - 150.000.[102] Men med et fald i ungdomsårgangene på 70.000 fra 430.000 til 360.000 frem mod år 2007, så er der reelt kun 50.000 - 80.000 unge tilbage til at forrette militær værnepligt og ikke de 112.000 man i dag indkalder. Så alene af den grund må antallet af militære værnepligtige reduceres. 

Militærnægtertjeneste

Som i de fleste andre vestlige lande er behandlingen af militærnægtere i Tyskland blevet mere lempelig med tiden.[103] I 1. Verdenskrig blev militærnægtere anset for psykisk utilregnelige og idømt fængselstraf for opvigling, dvs. opfordring til protest mod ordensmagten. Efter 1938 og under 2. Verdenskrig blev nægtere, f.eks. unge mandlige medlemmer af  Jehovas Vidner, ført til KZ-lejre og henrettet. I 1956 indførtes den militære værnepligt og retten til civil militærnægtertjeneste startede i 1961, hvor der blev registreret 340 nægtere.[104] Denne tjeneste kaldtes frem til 1973 Zivile Ersatzdienst, herefter Zivildienst. Skiftet i sprogbrug afspejler den ændrede opfattelse af militærnægterindsatsen fra at blive betragtet som erstatningstjeneste for undladt militærtjeneste til at blive tillagt selvstændig betydning.

Frem til januar 1984 krævede militærnægterstatus et fremmøde for en undersøgelseskommission. På det tidspunkt ventede 150.000 ansøgninger om militærnægterstatus på at blive ekspederet, fordi fremmødet og den efterfølgende undersøgelsesprocedure havde bevirket, at mindre end halvdelen af alle ansøgninger fra perioden 1970 - 1983 var blevet behandlet. I 1984 indførtes så to lempelser og én stramning: Zivildienst-administrationen blev overført fra Forsvarsministeriet til det civile ministerium, Ministerium für Familie, Senioren, Frauen und Jugend. Adgang til at opnå militærnægterstatus krævede nu kun et postkort med en skriftlig anmodning. Derimod blev militærnægtertjenesten forlænget med 1/3 i forhold til den militære værnepligtstid.

Omfang

Den faktiske udvikling i antal af væbnede styrker, værnepligtige og militærnægtere fra 1965 til i dag og den forventede udvikling frem til år 2006 er vist i tabel 3, nedenfor.

Tabel 3. Antal væbnede styrker, værnepligtige og militærnægtere i Tyskland 1965 - 2006[105]

Tabel 3 viser et fald i antallet af de væbnede styrker og militære værnepligtige fra 1965 til 1999 og især videre frem mod 2006. De værnepligtiges andel af de væbnede styrker i Bundeswehr ligger i den forløbne periode ret stabilt og udgør i snit og med kun få udsving 45 %, mens de professionelle soldater, officerer, befalingsmænd og konstabler udgør 55 %.[106] Militærnægtertallet stiger derimod markant. Det fordobles ca. hvert femte år. Alligevel er det nok for lavt sat af det tyske forsvarsministerium,[107] der hævdes at ville “kamuflere den virkelige situation”.[108]

Men antallet af civile og militære værnepligtige er svært at opgøre, fordi der ikke altid klart sondres mellem antallet af militærnægteransøgere (tredjesidste kolonne), antallet af godkendte militærnægtere og endelig antallet af aktuelt csp-aktive (næstsidste kolonne). En anden grund til problemer med at opgøre disse tal er, at enhver militær værnepligtig - endog under tjenesten - kan kræve Zivildienst-status. Den samme person er så først blevet registreret som militær værnepligtig, bliver dernæst registreret som Zivi for muligvis at ende med at blive registreret begge steder.

Økonomi

Zivildienst er en nonprofit ordning placeret i et markedsøkonomisk velfærdssystem. Det betyder, at  kun de opgaver bliver udført, der ikke kræver markedsøkonomisk aflønning. Det gør det vanskeligt at bedømme, hvad Zivildienst koster både samfundsøkonomisk og statsligt. Selv det sidste, dvs. “de virkelige udgifter forbundet med tvungen og alternativ værnepligt (er det) næsten umuligt at få kvantificerbare data for.”[109] Det er anslået, at Zivildienst i år 2000 koster de tyske skatteydere 2,7 mia. DM[110] svarende til 10 mia. DKK, som fordelt på 130.000 Zivis bliver 77.000 DKK til hver eller ca. 6.000 pr måned for de i alt 13 måneder. Myndighederne betaler højest 1000 DM pr. måned pr. Zivi, inkl. hans boligudgifter, mere præcist 75 % af lønnen og ca. 50 % af boligudgifterne, hvis den unge csp-er selv klarer sin kost og logi med mindre NGOen sørger for Ziviens husly. Dertil kommer betaling for transport, den første måneds pædagogiske uddannelse, medicin, læge, bonus, hjemsendelsespenge, i alt pr. Zivi ca. 1500 DM om måneden[111].

Det offentlige sparer dog mange penge ved Zivildienst-ordningen.[112] Tysk Røde Kors sender en regning på kun 20 DM i timen til det offentlige, der for en faglært plejer skulle betale 60 DM.[113] Dertil kommer, at det offentlige sparer penge til hospitalsudgifter, da det er anslået, at 30 % af dem, der i dag plejes hjemme, ville kræve vedvarende hospitalsindlæggelse.[114] Endelig er værdien af det, én Zivi udførte i 1987 ifølge to uafhængige analyser opgjort til  et ””netsurplus” of DM 30.000” årligt.[115]

NGOerne tjener næsten endnu flere penge, end staten sparer. Et studie fra 1993 viste, at NGOerne betaler 630 mio. DM i alt til Zivierne, men har “arbejdskraft til en værdi af anslået 3,344 mia. DM i markedspriser.”[116] Derudover kan NGOerne kræve betaling for plejeydelsen hos både modtagere, kommuner og forsikringsselskaber.[117] Alle tre parter sparer penge ved at overlade plejen til de tyske NGOer, der jo sætter de billige Zivis til at udføre den. Det gælder også de private arbejdsgivere i plejesektoren, for de kan presse deres professionelle plejere til at gå for en lavere betaling, end de burde ved at true dem med at ansætte Zivis i deres sted.

Kort sagt, alle tjener på Zivis: Staten, NGOerne, forsikringsselskaberne, hospitaler, modtagerne og de private arbejdsgivere. Taberne er csp-erne og de professionelle plejere. Denne ensidige udbytning af csp-erne forhindrer dog ikke forsikringsselskaber og NGOerne, eller NGOerne indbyrdes, i at konkurrere om at levere pleje og pasning.[118] 

Arbejdsområde

Hvad laver de tyske csp-ere eller Zivis så? På landsplan afgøres det af de store velgørende NGO- institutioner af enten religiøst (den katolske Caritas, den protestantiske Diakonisches Werk, og den jødiske Zentralwohlfahrtstelle der Juden), politisk (det socialdemokratiske Arbeiterwohlfahrt), humanitært (diverse handikaporganisationer, Røde Kors, Paritätischer Wohlfahrtverband) eller offentligt (Technische Hilfswerk, der svarer til vores Beredskabsstyrelse) tilsnit, der står for 60 % af alle csp-jobs, mens lokale foreninger står for de sidste 40 %.[119] Med andre ord, den tyske regering har overladt det til disse NGOere at administrere en betydelig del af de tyske velfærdsydelser mod at få refusion fra den tyske delstats- eller statskasse. Mere systematisk kan typen af og udviklingen i de tyske csp-jobs opgøres som vist i tabel 4 nedenfor.

Tabel 4. Udviklingen i typer af Zivildienst-arbejdsområder i Tyskland. 1983 - 1995. %.[120]

Tabel 4 viser en betydelig stabilitet i typen af arbejdsopgaver udført af de tyske csp-ere. Hvis man vil efterspore en forandring er det vel den, at csp-erne nu udfører mere pleje - ikke mindst mere “tung” pleje - end tidligere og det på bekostning af tid brugt på administration og kørsel. Denne udvikling indikerer Ziviernes øgede betydning. Men det er ikke det samme som at samfundet ville have fået arbejdet udført, hvis markedsprisen skulle betales. For det antages, at kun 80.000 af de knap 130.000 csp-jobs, der løses i dag, virkelig er nødvendige for samfundet at få løst.[121]

Den enkelte Zivis arbejde kan godt fordele sig på f.eks. tre forskellige opgavetyper eller modtagere. Den første får 18 timers ugentligt besøg, bliver ledsaget på indkøb, kørt på besøg hos familie, osv. Den næste er en “tung” opgave, der klares på bopælen af flere Zivis, men hvor “vor” Zivi yder 12 timers pleje til den sengeliggende, der skal bespises, hjælpes på toilet, osv. De sidste 6 af ugens 36 timer arbejder Zivien for en miljøgruppe, der har et projekt om at rense en forurenet å.

Holdning

Det har ikke været noget problem for de tyske NGOere at beskæftige de unge tyske csp-ere. Allerede i 1974 var der flere udbudte jobs end Zivier til at besætte dem. Der er altså stor efterspørgsel efter Zivis.[122] Denne overefterspørgsel viser sig også i deres stigende popularitet, jf. tabel 5 nedenfor.

Tabel 5. Den tyske befolknings holdning til militær og civil værnepligt, Zivildienst. 1981-1994. %[123]

Tabel 5 viser en nogenlunde uforandret tilslutning til begge værnepligtstypers vigtighed, mens klart flere opvurderer Zivildienst, fra 23 % i 1981 til 32 % i 1994. Samtidig anser færre den militære værnepligt som “vigtigst for samfundet,” fra 24 % i 1981 til 13 % i 1994. Dette holdningsskifte har nok to forklaringer. Faldet i den militære værnepligts vigtighed skyldes givetvis ophøret af den kolde krig og de to Tysklandes genforening, mens den stigende popularitet af Zivildienst kan tilskrives borgernes øgede bevidsthed om og tilfredshed med dens eksistens. Men undersøgelsen viser ikke, om befolkningen finder Zivildienst vigtig, endsige nødvendig, kun at flere vurderer den vigtigere end militær værnepligt. Kort sagt, Zivildienst er nu et vigtigere argument for militær værnepligt end omvendt.[124]

Et helt andet holdningsaspekt er Ziviernes selvforståelse. Den har også undergået en udvikling. Før 1990 blev man militærnægter af religiøse, pacifistiske eller antimilitaristiske grunde. Altså af ydre, samfundsbetingede årsager. I dag sker det af mindre tungtvejende grunde. Zivierne er ikke imod militær og våbenbrug, men mener blot, at det tyske forsvar skal bemandes med professionelle, ligesom det er tilfældet inden for politiet, brandvæsnet, osv.[125]

Administration

Den tyske stat har fire administrative opgaver i forbindelse med Zivildienst. For det første skal den godkende csp-opgaver som de landsdækkende NGOere eller de lokale foreninger foreslår løst. Dernæst skal staten sikre, at de tyske csp-ere er tilstrækkeligt uddannede til at kunne løse opgaverne. Endvidere skal staten i princippet sikre at Zivierne ikke udfører opgaver, der kan besættes med ledig arbejdskraft. Konkret afgøres det ved, at NGOerne eller den lokale forening annoncerer efter ledig arbejdskraft. Hvis ingen melder sig, bliver jobbet besat af én eller flere Zivier. For det fjerde skal staten - som vist ovenfor - refundere rekvirenterne, dvs. NGOerne og de lokale foreninger, store dele af deres udgifter til csp-erne.

De 125.000 Ziviere administreres af godt 34.000 lokalkontorer, der hver har fem opgaver. De skal opnå statslig godkendelse for hvert enkelt csp-job, sikre at det tjener et samfundsnyttigt formål, at Ziviernes arbejdsbyrde svarer til de militære værnepligtiges, at de er tilstrækkeligt uddannede og endelig at csp-jobbet virker beskæftigelsesmæssigt neutralt,[126] hvad Zivildienst næppe gør.[127]

Derudover skal det lokale Zivildienstkontor udvælge, ansætte, instruere og supervisere csp-eren i opgaven, og evt. hjælpe ham med indlogering, bespise ham og udbetale ham løn. Denne fordeling af arbejdet, hvor NGOerne står for opgaven og staten for byrden (betalingen), har alligevel den fordel for staten, at den kun har behøvet at ansætte 820 mennesker i det tyske forbundskontor for Zivildienst til at administrere disse 125.000 Zivis og 34.000 Zivi-kontorer i hele Tyskland.[128]

Zivildiensts uomtvistelige betydning for det tyske samfund skal ikke skygge for tre grundlæggende problemer/selvmodsigelser.[129] For det første strider Zivildienst mod den tyske forfatning, der forbyder tvangsarbejde i fredstid, jf. erfaringerne fra KZ-lejrene, bortset fra fængselsarbejde, o.lign. Overtrædelsen af dette forbud er så meget desto mere graverende, fordi dette tvangsarbejde kun er pålagt unge mænd og kun nogle af dem grundet det tidligere omtalte frafald. For det andet skabtes Zivildienst for at sikre lighed mellem civil og militær værnepligt og skal administreres sådan af de tyske NGOere, men er nu nødvendig for deres overlevelse. For det tredje kan 820 offentligt ansatte ikke kontrollere 34.000 lokale Zivi-kontorer endsige 125.000 Zivis.[130]

Frivillig Csp

Ud over den tvungne Zivildienst er der - som sagt - tre frivillige csp-ordninger i Tyskland. “Frivilligt socialt år” etableret i 1964 for alle 17-27 årige med godt 11.300 aktive. “Økologisk år” etableret i 1993 for 16 - 27 årige med godt 1.700 deltagere. Og endelig “udenlandsk csp”, hvor ca. 600 unge selv aftaler og betaler for at komme til at arbejde i udlandet, fortrinsvis i EU.[131] De to første ordninger er som sagt reguleret ved lov af det offentlige, som også har indseende hermed og bidrager økonomisk. Disse to frivillige csp-ordninger er på flere punkter identisk med Zivildienst. Det gælder bl.a. selve arbejdet, arbejdsstedet og de 25 dages pædagogiske foruddannelse før csp-jobbet tiltrædes. Derimod er de unges rekrutteringsmåde, løn og status forskellig.

3.4.3  USA  

Efter denne gennemgang af de tyske tvungne og frivillige csp-ordninger skal de amerikanske  samfundstjenesteordninger, der kun er frivillige, analyseres. De kaldes for nemheds skyld også csp. Den nuværende Corporation for National Service, CNS, har en forløber i Domestic Volunteer Act fra 1973, ændret i 1990 med National and Community Service Act og i 1993 med National and Community Service Trust Act, hvorved CSN skabtes. CNS er en paraplyorganisation for tre nye nationale csp-initiativer: AmeriCorps, National Senior Service Corps og Learn and Serve America, idet de så har opsuget tidligere csp-ordninger som Volunteers in Service to America, VISTA, og National Civilian Community Corps, NCCC. Både National Senior Service Corps og Learn and Serve America falder dog uden for csp, som defineret her, da de kun er deltidsordninger. De omtales dog kort, men analysen koncentrerer sig om den største af de tre organisationer, AmeriCorps.

Formålet med Learn and Serve America er, at studerende hjælper unge fra børnehaveklassen til universitetet med at lære at læse.[132] Det tillægges generel stor betydning, især på kort sigt.[133] Programmet omfatter 800 universiteter og mere end 750.000 csp-aktive, [134] hvoraf nogle modtager et stipendium i Education Awards Program. Learn and Serve America har et lille budget, fordi aktiviteten som sagt kun er deltids, ofte kun nogle timer ugentlig, og ikke aflønnes. Det bliver derimod de institutter og forskere, der styrer programmerne.[135] Et eksempel på dette programs prestige er, at senator Edward Kennedys læser én time hver onsdag med en elev inden for dette program, fortæller Senior Education Advisor, Jane Oates, fra senator Kennedys stab.
 

National Senior Service programmerne har til formål at aktivere ældre i alderen over 55 - 60 år. Det sker ved at give tilskud til organisationer, der har dette formål[136]. Et spændende delområde er Foster-Grandparentprogrammet, som man kunne kalde:“To minusser bliver til et plus”, idet fattige ældre og samspilsramte børn føres sammen og understøtter hinanden. I alt er mere end 500.000 ældre amerikanere csp-aktive, og de hjælper børn og jævnaldrende ældre medborgere.

Omfang

Antallet af csp-aktive i AmeriCorps - og forbundsregeringens udgifter hertil -  er vist i tabel 6 nedenfor.

Tabel 6. Udgifter til og antal af aktive i AmeriCorps i USA. 1992 - 2000.[137]

( - = uoplyst)

Tabel 6 viser den fortsatte stigning i antallet af AmeriCorps-aktive fra 1994 til 2000. Især i 1997 og i 2000 er tilslutningen af csp-udøvere steget. Tabel 6 viser også udviklingen i forbundsregeringens udgifter i perioden 1992 - 2000, der yderligere begrundes nedenfor. Men det fremgår, at der ikke er en entydig sammenhæng mellem disse to talstørrelser. Kun i perioden 1999 - 2000 er der samvarians, idet både forbundsudgifterne og antallet af csp-aktive stiger med 24 %. Det er opgjort, at de 25.000 AmeriCorps aktive i 1994 har hjulpet mere end 11 mio. mennesker[138] og i 2000 har de 69.000 “rekrutteret, trænet eller superviseret mere end 2,5 mio. frivillige i lokalsamfundet.”[139]

Økonomi

Tabel 6 viser også udviklingen i forbundsregeringens udgifter til AmeriCorps. Svingninger  i perioden 1993 - 1999 skyldes modstand fra det republikanske flertal i kongressen, især mod dets omkostninger, men fra 2000 har Kongressen, især Repræsentanternes Hus, set på AmeriCorps med blidere øjne.[140]

Som i Tyskland er der også i USA usikkerhed om, hvad csp-ordningen koster. I 1997 blev udgiften pr AmeriCorps-aktiv anslået til US$18.000 pr. år eller ca. 150.000 DKK.[141] I 1999 er beløbet officielt sat til kun US $15.000. Kritikere af AmeriCorps hævder derimod, at det rigtige tal er US $ 26.000, fordi bidragene fra delstaten og lokalsamfundet bør medtages.[142] Dog hævdes som i Tyskland,  csp-ordningen at give pengene fuldt ud igen[143] og mere til fordi “AmeriCorps has a multiplier effect.”[144]

Arbejdsområde

AmeriCorps´ opgave er kort at finde, fordele og finansiere fortrinsvis unge csp-ere til at løse alle slags lokale opgaver[145] såsom “bevarelse af vådområder,...arbejde i lavindkomstdistrikter, ...med kriminelle,...på krisecentre,.....oprense forurenede søer,....uddele preservativer....”[146] Udvælgelsen af csp-opgaver sker i konkurrence, hvor de lokale delstatskontorer faktisk udvælger 2/3 af alle forslag til csp-indsats.[147]

Holdning

Der er næppe tvivl om en øget tilslutning til AmeriCorps både - som sagt - blandt politikerne og i befolkningen. Den øgede tilslutning gives der forskellige forklaringer på. De systematiseres i det følgende i overensstemmelse med csp-modellen.[t]

På initiativsiden, altså blandt politikerne, kan det skyldes, at Senator Edward Kennedy som “highest ranking member” af Senatet- og ikke en af præsident Bill Clintons håndgangne folk - forelagde CNS-forslaget for Senatet,[148]  jf. lige nævnte Jane Oates. En anden grund kan være, at den også bredt respekterede tidligere forsvarschef og nuværende udenrigsminister Colin Powell, som republikaner, i 1998 - 2000 var præsident for en ny csp-organisation,Youth Service America, YSA.

På indsatssiden kan forklaringen på den øgede tilslutning være, at “AmeriCorps medlemmerne får klaret, det der skal klares.”[149] Det kan godt passe, men synspunktet kritiseres for ikke at se på, hvad man kunne have fået udført af de samme mennesker for de samme penge ?[150]

På modtagersiden kan forklaringen på AmeriCorps´ succes i dag være, at unge amerikanere efter to års AmeriCorps-tjeneste modtager godt US $ 9.000 eller mere præcist US $ 4.725 pr. år, penge som de kan bruge til betaling for optagelse på et universitet eller af studiegæld. Endelig kan effekten af AmeriCorps være gået op for befolkningen. Så for at slutte ringen: Den øgede tilslutning til AmeriCorps blandt vælgerne har øget støtten blandt politikerne i Kongressen, ikke mindst blandt de republikanske politikere.

Administration

Det spændende ved AmeriCorps-ordningen er ikke kun dens mange opgavetyper og deltagere, men også dens mange indgange både for de csp-aktive og for modtagerne. Således kan enhver borger søge om csp-bistand, ligesom enhver i princippet kan  blive csp-aktiv ved direkte at henvende sig til enten CNS-hovedkontoret i Washington, DC, til en CNS-Commission i hver delstat, til et af de lokale AmeriCorps-kontorer, der findes i de større byer eller til den enkelte delstats eget AmeriCorps-kontor. En tredje indgang er kirken. 1 ud af 7 csp-ere arbejder i et trossamfund. [151] En fjerde kan være de foreninger, der er dannet omkring løsningen af et konkret projekt. Der er kort sagt konkurrence både på initiativsiden, indsatssiden og modtagersiden om at rekvirere, administrere og modtage csp-støtte.

3.5 Konklusion

Formålet med analysen af muligheder, empirisk er at uddrage andre landes - og Danmarks - erfaringer med csp med henblik på udformningen af en dansk csp-ordning nedenfor.[u]

Fem konklusioner kan udledes. For det første, at udbudet af unge danskere, der står til rådighed,

i runde tal løber op i ca. 40.000 csp-ere faldende til ca. 36.000 frem mod år 2002, hvorefter tallet vil stige. Med en csp-tjenestetid - ifølge kommissoriet på “nogle måneder” - senere sat til seks måneder,[v] kræves 20.000 csp-jobs i et helt år, idet csp-forslaget ikke regner med muligheden for kontraktforlængelse.

For det andet, at behovet for csp må kræve en nærmere undersøgelse, men afgørende herfor er bl.a. om csp tilbydes uden eller mod betaling, til hvem og hvordan samfundet vil prioritere sine velfærdsydelser. Men ud fra eksempler på omsorgssvigt i den offentlige sektor i Danmark og betydningen af den indsats, Zivis yder i Tyskland og AmeriCorps-aktive i USA, er der givetvis behov for csp også i Danmark. Se dog fjerde konklusion.

For det tredje, at unge danskeres perception af begrebet csp også må undersøges, men at deres omsorgsvillighed i hvert fald ikke udelukker en positiv holdning til csp.

For det fjerde, at der vil kunne opstå problemer med at finde det tilstrækkelige antal csp-jobs, når man tager vanskelighederne med at finde jobs til “ung i arbejde”, til unge kontanthjælpsmodtagere, og til de unge, der er færdige på produktionsskolerne i betragtning. På den anden side viser erfaringerne fra Tyskland, at der er flere ledige Zivildienst-jobs end Zivis til at udføre arbejdet.

For det femte, at den sammenlignende analyse af velfærdssystemet i Danmark, Tyskland og USA[w]  viste, at en dansk csp-ordning må bygge på statslig styring, skattefinansiering og omfatte alle borgere uanset deres tilknytning til arbejdsmarkedet.

4. En dansk csp-ordning

Denne rapports forslag til en dansk csp-ordning bygger på tre ting: Kommissoriets retningslinier og bagvedliggende motiver, det danske velfærdssamfunds rammer samt de ideer, vi kan hente fra Tyskland og USA.

4.1 Kommissoriets retningslinier og motiver

Kommissoriets retningslinier for en dansk csp-ordning er, at 

...for den del af befolkningen, som ikke forretter værnepligt, kunne det overvejes at etablere en ordning med samfundspligt. Samfundspligt kunne udføres i nogle måneder og fx vedrøre miljø- og naturarbejde, ulandsarbejde arbejde i det frivillige børne- og ungdomsarbejde eller som hjælp til ældre medborgere. Undersøgelsen belyser også de økonomiske konsekvenser af en sådan ordning.

Disse retningslinier kan samenfattes i tre punkter. En dansk csp-ordning

• udtænkes af rapportøren,

• dens økonomiske konsekvenser skal belyses og

• den skal omfatte alle unge og må derfor være tvungen, og ikke frivillig som i USA eller både/og som i Tyskland, den skal vare “nogle måneder” og “...vedrøre miljø- og naturarbejde, ulandsarbejde, arbejde i det frivillige børne- og ungdomsarbejde eller som hjælp til ældre medborgere.”

   

  Der foretages to præciseringer af en dansk csp-ordnings omfang. Dels sættes den danske csp-tjenestetid til seks måneder, fordi iværksættelse en så omfattende ordning for kun et par måneder erfaringsmæssigt ikke kan anses for hensigtsmæssig af flere grunde. De fleste csp-lande, inkl. Tyskland, Canada, USA, Israel,  har csp-ordninger på ni måneder eller mere, i USA kan csp forlænges yderligere et år og således løbe i ialt to år, og endelig definerer den internationale csp-organisation, IANYS, csp til at vare mellem seks måneder og to år. Dels vil den danske csp-ordning omfatte jobs både i den offentlige, velgørende og den private sektor, hvis firmaer i det sidste tilfælde opererer med sådanne opgaver.

Kommissoriets motiver

Ud over de direkte retningslinier kan der også i kommissoriets indtolkes fire motiver af betydning for  udformningen af et dansk csp-forslag:

Det første motiv er at fjerne den uretfærdighed, at en “...mindre del af den mandlige del af befolkningen forretter værnepligtstjeneste..(mens en stor)...del af befolkningen...ikke forretter værnepligt.” Samme hensyn kan udvides til at være et ligestillingsønske mellem unge mænd og kvinder. Begge køn bør forrette csp. Endelig kan hensynet udvides til et ønske om at sikre, at unge fra alle dele af samfundet mødes og lærer noget om hinanden, altså en smeltedigel-betragtning. Det er kort sagt hensynet til de unge, der er motivet her. En dansk csp-ordning skal altså blande de unge csp-ere på tværs af køn, socio-økonomisk baggrund og uddannelse samt ligestille dem med hensyn til csp-opgaver, -aflønning og -udstationeringssted. Dette ligestillingsmotiv genfindes også i vort velfærdssamfunds indretning.[x]

Et andet motiv er at få eksisterende opgaver løst på en ny måde, jf. henvisningen til de konkrete opgaver som det offentlige allerede nu løser eller får løst professionelt:“Samfundspligt kunne...fx vedrøre miljø- og naturarbejde, ulandsarbejde arbejde i det frivillige børne- og ungdomsarbejde eller som hjælp til ældre medborgere...” Det fører frem til, at det afgørende ikke er hvilken institution, der løser opgaven, men at gøres effektivt. Det kan netop ske ved at lade forskellige institutioner konkurrere om løsningen af den samme opgave. Derved opnås en effektivitetsfordel. En dansk csp-ordning skal indeholde et sådant konkurrenceelement.

Et tredje motiv kan være at få nye, tunge opgaver løst, som samfundet ikke løser eller ikke løser godt nok, jf. kommissoriets henvisning til militær værnepligt, der jo er en vigtig national opgave. Uanset det fintmaskede danske velfærdsnet, så er det en kendsgerning, at stadigt flere falder igennem det og marginaliseres i en taber- eller restgruppe. Mere konkret kan der peges på fem behovsområder:

1. ældreomsorg,[y]

2. social integration af indvandrere

3. hjælp til de 100.000 allerfattigste i vort land

4. undervisning af de 300.000 læse-/regnesvage,[152] og

5. imødegåelse af samfundets opløsning grundet udtømningen af familiens funktioner.

    

   Det sidste punkt peger ikke kun på løsningen af bestemte opgaver som afgørende for velfærdsstatens opretholdelse,[z] men også på nødvendigheden af en ny fælles moral blandt borgerne for at sikre samfundets indre sammenhængskraft. Dette hensyn er så meget desto mere vigtigt, fordi forældre og skole har været bange for at pålægge de unge ansvar og pligter, men har gjort meget ud af at fortælle dem om deres rettigheder. Nu er der behov for at styrke staten på initiativsiden. En dansk csp-ordning skal altså både løse konkrete, vigtige samfundsopgaver og fremme samfundets integration.

    

   Det fjerde og sidste motiv kunne være at reducere de offentlige udgifter, jf. kommissoriets formulering:”Undersøgelsen belyser også de økonomiske konsekvenser af en sådan ordning.” Mere sandsynligt kunne det være et motiv at løse de lige nævnte større velfærdsbehov uden at øge skattetrykket. Det presses jo ikke kun af de øgede behov, men også af faldet i de erhvervsaktives antal i de fleste vestlige samfund.[153] Det er netop disse “truende” demografiske forskydning og de positive meldinger fra Tyskland og USA og andre csp-lande, der kan have skabt interesse for en dansk csp-ordning. En dansk csp-ordning skal kunne indfri nogle af disse behov uden at skattebyrden øges generelt. I denne sammenhæng skal det dog påpeges, at en tvungen csp-ordning også er en beskatning eller rettere en forskydning heri. En dansk csp-ordning skal ikke sikre skattelettelser, men hindre skattestigninger som følge af faldet i antal erhvervsaktive.

    

4.2 Ramme: Det danske velfærdssamfund

I det fintmaskede danske velfærdssamfund med vægt på lighed og central styring - to ting, der hører sammen, fordi samme ydelse til alle forudsætter en central myndighed - har man ikke umiddelbart brug for en csp-ordning. Vi har da også kun to begrænsede csp-ordninger, der begge er tvungne: Militærnægtertjeneste og idømt samfundstjeneste.[aa]

Når vi har haft dem i en årrække uden at “opfinde” nye csp-ordninger trods mange eksempler på omsorgssvigt, kunne årsagen være, at vi har ment os dækket ind af vort nuværende velfærdssystem. Men en opretholdelse af det nuværende velfærdsniveau lader sig ikke gøre grundet den demografiske,[bb] teknologiske, medicinske og økonomiske udvikling. Problemet er, at for at bevare det nuværende velfærdssystem må der ske ændringer heri. Det gælder også et forslag til en dansk csp-ordning. Det skal ligge inden for vort velfærdssamfunds grundlæggende parametre.

Disse parametre blev klarlagt ved at sammenholde Danmarks, Tysklands og USAs velfærdsmodeller.[cc] Tre elementer er her fundet vigtige for en dansk csp-ordning: Lighed, skattefinansiering og central styring.

4.3 Ideer fra Tyskland og USA

Selvom både kommissoriets retningslinier og motiver samt vort velfærdssystem afgør det nærmere indhold af en dansk csp-ordning, skal erfaringer fra Tyskland og USA også overvejes. Afvejelsen af hvilke ideer fra disse to lande der er hensigtsmæssige i en dansk csp-ordning, må tage udgangspunkt i to konstateringer: Succesen for en dansk csp-ordning ligger ikke i ensidigt at kalkere de tyske eller amerikanske csp-ordninger, og ethvert csp-element har sin pris. I det følgende præsenteres fire markante csp-ideer fra Tyskland og USA, og deres hensigtsmæssighed for en dansk csp-ordning afklares.

Den første ide er hentet både fra den tyske og den amerikanske csp-ordning. Det er de mange rekvirenter. Den ide er også blevet identificeret som et af kommissoriets motiver. En dansk csp-ordning må netop tillade mange rekvirenter for at kunne tilvejebringe ca. 20.000 csp-jobs årligt. Andre end stat/kommune må således på banen som rekvirenter. Det betyder, at alle skal kunne efterspørge csp, lige fra den enkelte borger, via den lokale skole, boligforening, miljøgruppe, børne- og ungdomsinstitution, plejehjem, videre over de nationale og internationale velgørende institutioner, NGOerne, og til stat og kommuner.

Den anden ide er fra USA og går ud på at inddrage private firmaer i csp-ordningen. Den ide blev også set som et af kommissoriets motiver. Umiddelbart må ideen afvises, da det ikke er en samfundsopgave at hjælpe private (læs:profit-) virksomheder. Men det er der heller ikke tale om, selvom en csp-indsats i og for private firmaer kunne øge antallet af csp-job samt mindske nedslidningen og dermed antallet af udstødte personer, der senere ville kræve pasning af csp-ere. Det, der derimod er centralt, er, at de private virksomheder som arbejder med de nævnte opgaver som børnepasning, ældreomsorg og naturpleje også skal have ret til at rekvirere csp-ere, fordi de ellers vil havne i en ugunstig konkurrencesituation i forhold til de offentlige institutioner, der arbejder med tilsvarende opgaver. Generelt får private firmaer ikke ret til at rekvirere csp-ere, men opererer de som ISS inden for plejehjemssektoren, med børneinstitutioner, osv., så skal de have denne ret. Det afgørende er altså ikke virksomhedens art, men arten af dens opgaver. Inddragelsen af private virksomheder i en dansk csp-ordning ligger også i forlængelse af, at samfundet har pålagt virksomhederne et socialt ansvar ved at opfordre dem til at beskæftige folk i skånejobs og ved at tale om “det rummelige arbejdsmarked” samt inddrage dem i arbejdet med en førtidspensionsreform. Det vil derfor være urimeligt at udelukke de private virksomheder fra csp, hvis de ellers gerne vil deltage. Den danske csp-ordning ligger her mellem den tyske, der ikke tillader privat fortagsomhed, og den amerikanske, der tilstræber det.

Den tredje ide er fra Tyskland. Den indebærer, at især velgørende institutioner får ret til at rekvirere og administrere csp-ordningen. Staten gør altså NGOerne til partnere ved sociale opgavers løsning. Det kan vitalisere den offentlige sektor at få konkurrence og styrker i hvert fald NGOernes mulighed for at influere dansk socialpolitik. Sker det, bliver bopæl, foreningsnetværk og religion bestemmende for arten og omfanget af den sociale bistand, der bliver ellers ligestillede borgere til del. Det strider mod vort velfærdssamfunds lighedsprincip og kommissoriets lighedsmotiv, men bør afvejes mod de fordele, det giver at inddrage NGOerne: Flere udbudte csp-job, en mere effektiv og fleksibel csp-indsats samt billigere csp-administration for staten. Iøvrigt skal man ikke glemme, at det kommunale selvstyre også indebærer forskellige tilbud til ellers ligestillede borgere.

En fjerde csp-ide er at sikre de danske csp-ere en uddannelse før de tiltræder csp-jobbet, som det sker i Tyskland, hvor Zivierne uddannes af de velgørende institutioner, mens de csp-aktive i AmeriCorps, Learn and Serve, National Senior Service Corps programmerne ikke modtager nogen forudgående uddannelse. Der er egentlig to spørgsmål at tage stilling til: Skal danske csp-ere overhovedet uddannes, og i givet fald hvor ?

Svaret på det første spørgsmål er, at danske csp-ere gives en uddannelse. Dels for at integrere dem, dels for at forberede dem til csp-opgaven, og endelig for at lære dem, hvordan arbejde og læring kan gå op i en højere enhed, den såkaldte “service-learning”-metode.

Svaret på det andet spørgsmål er, at den bør foregå ved de store mellem- og videregående uddannelsesinstitutioner af flere grunde. For det første fordi enhver grunduddannelse i Danmark i princippet forestås af det offentlige eller med offentlige tilskud. For det andet fordi de fleste af dem alligevel ligger stille i vinter-og sommermånederne grundet eksamen, omend de ikke ligger helt  ubeskæftigede hen. For det tredje fordi mange af dem i  forvejen er bekendt med at binde arbejde og læring sammen. For det fjerde fordi de har kontakter til arbejdsmarkedet. Det gælder f.eks. sygeplejeskoler, seminarier, handelshøjskoler, og visse universitetsafdelinger. Netop de kan tilrettelægge én måneds csp-uddannelse med henblik på det senere konkrete csp-job på henholdsvis et plejehjem, et fritidshjem, et Røde Kors indsamlingskontor, og i et uland..

4.4. Konklusion: En dansk csp-ordning

Den foreslåede danske csp-ordning bygger altså på tre forhold: Det danske velfærdssamfunds indretning, kommissoriets retningslinier og motiver samt udvalgte ideer fra Tyskland og USA.

Det danske velfærdssamfund

Tre grundlæggende elementer fra den danske velfærdsmodel[dd] vil præge en dansk csp-ordning:

• lighed, således at alle uanset indkomst, uddannelse, arbejdsmarkedstilknytning, osv. får nogenlunde samme csp-tilbud. Kun nogenlunde, fordi lokale og individuelle initiativer også skal kunne komme på banen. Den ulighed kendes allerede fra det kommunale selvstyre.

• statsstyring, således at det offentlige skal have indseende med csp-erens uddannelsesbaggrund, arbejdsvilkår, aflønning. Den offentlige kontrol skal være mere omfattende end normalt, fordi de unge csp-ere ikke har en fagforening til at varetage deres interesser, men begrænses til kun de områder, som gælder for Tysklands Zivildienst.[ee]

• skattefinansiering af statens udgifter, selvom den tvungne csp-indsats også er at betragte som en skat, hvilket dog ikke udelukker hel eller delvis betaling til staten for csp-ydelser.  

Kommissoriets retningslinier for den danske csp-ordning er, at 

• der kun skal opstilles én csp-model

• den skal omfatte alle unge unge mellem 18 og 25 år, der ikke forretter værnepligt

• den skal vare seks måneder, og

• den skal ydes i alle tre sektorer, den private, den velgørende/almene og den offentlige sektor.                                       

     Det afgørende er opgavens, ikke arbejdsstedets, art.

Motiverne kunne være, at den danske csp-model skal

• skal sikre retfærdighed og derfor må omfatte alle unge danskere, der ikke aftjener civil eller militær værnepligt,

• udvikle og integrere de unge, hvad der sker ved at give dem en måneds fælles uddannelse og boligtilskud hvis de vil flytte hjemmefra

• tillade unge et bredt jobvalg overalt i Danmark og inden for alle tre sektorer både den offentlige, den velgørende og den private sektor.

   

  Ideer

  Der blev forslået fem ideer fra Tyskland og USA, men kun tre af dem synes hensigtsmæssige for en dansk csp-ordning. En dansk csp-ordning skal 

• tillade mange rekvirenter, lige fra den enkelte borger, via lokalsamfundet, nationale og internationale NGO-organisationer og til den offentlige sektor.

• tillade private virksomheder at bruge csp-ere forudsat de arbejder med almene, sociale og miljømæssige opgaver og

• sikre csp-erne en uddannelse. Ikke kun for at integrere dem indbyrdes og i samfundet, men også for at lære dem “service-learning”
  
  

   

   

   

  Alle disse krav profilerer den danske csp-ordning og de er sammenfattet i opstilling 3 nedenfor.

   

  Opstilling 3. Tre csp-modeller for Danmark, Tyskland og USA

   

Opstilling 3 beskriver den konstruerede danske csp-model sammenholdt med ordninger i Tyskland og i USA. Opstillingen falder i fire dele. Først de velfærdsrammer som udstikkes for den danske csp-ordning: Lighed, politisk styring og skattefinansiering, jf. pkt. 1 - 4.

Dernæst kommissoriets retningslinier og motiver: Tvungen csp, da den skal omfatte alle unge mænd og kvinder mellem 18 - 25 år, og af en varighed på 6 måneder samt 1 måneds uddannelse, der sker på de store mellem- og videregående uddannelses-institutioner,  jf. pkt. 5 - 10.

Derpå ideer hentet fra Tyskland og USA og motiver hentet fra kommissoriet: Den lige nævnte uddannelse af csp-erne og de mange rekvirenter, både offentlige, velgørende/almene og private, jf. pkt. 8 og 10.

Endelig nævnes  indholdet af csp-ydelsen: Mulighed for individuelle csp-ydelser, offentlig kontrol ved et statsligt csp-kontor bl.a. for at sikre de unge csp-ere rimelige arbejdsvilkår og at csp-jobbet er beskæftigelsesneutralt og samfundsnyttigt, jf. pkt. 11 - 13.

To afrundende kommentarer om den danske csp-model. For det første, den her skitserede danske csp-ordning skal i modsætning til de nuværende faste sociale ydelser tilpasses den enkelte borgers eller den enkelte gruppe/organisations særlige ønsker. Csp-indsatsen skal/vil da være meget fleksibel og effektiv. Det kræver, at stat og kommuner på initiativsiden og de faglige organisationer på indsatssiden er parate til at lade modtagerne af csp få indflydelse på udbudet, udførelsen og styringen af velfærdsydelser.

For det andet, den her skitserede danske csp-ordning skal  i forhold til de nuværende udbydere af sociale ydelser nemlig stat og kommuner tillade private firmaer og velgørende institutioner at rekvirere og administrere csp. Begge dele skal opfyldes, hvis en dansk csp-ordning skal have omfang, effekt, og ikke mindst, succes.
5. Økonomiske konsekvenser

Kapitlet falder i to dele. Først analyseres de økonomiske implikationer af den danske csp-ordning for BNP og BFI. Dernæst de økonomiske konsekvenser for staten især dens direkte udgifter og i mindre grad dens indirekte udgifter og mulige indtægter. I den forbindelse omtales driftsudgifterne til et statsligt csp-kontor, der skal administrere den danske csp-ordning.

5.1 Økonomiske implikationer[154]

Samfundsøkonomi handler om rationel anvendelse af knappe ressourcer. Som udgangspunkt vil markedet sikre, at produktionsfaktorerne anvendes effektivt og bruges til produktion af de ydelser, som forbrugerne værdsætter mest. Det betyder ikke, at markedet er perfekt. Men ønsker man at erstatte markedets allokering af ressourcer med en politisk ressourceallokering, har man bevisbyrden. Eller med andre ord, der skal være overbevisende fordele ved den danske csp-ordning for at gøre det rimeligt at sætte markedet ud af funktion. For ikke at male den foreslåede csp-ordning i for lyserøde farver, foretages så nogle “worst case”-overslag over den danske csp-ordnings økonomiske implikationer.

Indførelse af csp reducerer det arbejdsudbud, der står til rådighed for det normale arbejdsmarked, med 23.333 personer svarende til 0,75 % af arbejdsstyrken og knap 1 % af beskæftigelsen. Det er i den forbindelse uden betydning, at det er unge mennesker før eller efter uddannelse. Det centrale er, at den erhvervsaktive periode for den enkelte reduceres med syv måneder, og at afkortningen reelt sker i den højproduktive alder.

Et første bud på størrelsen af det økonomiske bruttotab ved at reducere den ordinære arbejdsstyrke    får man ved at se på BNP pr. beskæftiget. Det var 1.289 mia. kr/2.7 mio. i arbejdsstyrken =

kr. 477.000 i 2000. En reduktion af beskæftigelsen med 23.333 vil ifølge dette regnestykke koste 11.1 mia. kr.

Tallet kan argumenteres både op og ned. Op, fordi den samlede beskæftigelse omfatter beskæftigede, der er i perioder af livet, hvor de er mindre produktive og har kortere arbejdstid (unge og ældre), mens en csp-ordning beskærer arbejdsudbuddet i den mest produktive livsfase, og fordi der skal bygges en professionel organisation til at håndtere de 40.000 csp-ere.

Ned, fordi kapitalomkostningerne ved at beskæftige de tvangsudskrevne csp-ere i lavproduktive servicejobs er relativt beskedne, og fordi indirekte skatter og afgifter indgår i opgørelsen af BNP med godt 200 mia. kr.

Af disse to grunde er det nok mere rimeligt at tage udgangspunkt i BFI. Den var også i år 2000 pr. beskæftiget, kr. 275.000, i alt kr. 6.4 mia kr. Korrigeret for at kapitalomkostningerne ikke er nul, at tiden tages fra den mest produktive del af arbejdslivet og at der skal medtages “overhead” til administration og uddnnelse, er det mere rimeligt at anslå de samfundsøkonomiske omkostninger ved csp til op mod 9 mia. kr.

Selvom dette beløb er højt sat, fordi mange unge holder et sabbatår før eller under den videre uddannelse, fordi samfundet sparer udgifter til forskellige ungdomsprojekter og oven i kan få reduceret gruppen af “tabte unge,” som via en csp-tilknytning til arbejdsmarkedet undgår et liv i ledighed, så skal statens udgifter også indkalkuleres.[ff] 

Dertil kommer, at enhver form for skat er forvridende eller “nyttereducerende,” fordi skatteyderne reagerer på skatten ved at arbejde mindre eller spare mindre op eller købe andre goder, end de ville uden skatten. En skattefinansieret ydelse, der har værdien 1 kr., vil i nyttetab hos skatteyderne koste mere end 1 kr. Kun en “kopskat” eller en “lump-sum skat” er forvridningsfri, fordi skatteyderen ikke kan nedbringe skatten ved at ændre adfærd. Csp er ganske vist en kopskat i form af arbejde, og man kan følgelig argumentere for, at den er mindre forvridende end f.eks. indkomstskat. Men det samfundsøkonomiske forvridningstab ved at tvangsudskrive unge mennesker til at udføre arbejde af mindre samfundsøkonomisk værdi synes langt større end ved en stigning i skattetrykket.

Hvad er så de samfundsøkonomiske gevinster ved det arbejde, de tvangsudskrevne csp-ere udfører ? Udgangspunktet er, at de tvangsudskrevne csp-ere bruges til ukvalificeret arbejde af så ringe værdi, at samfundet ikke er villig til at betale markedsprisen for det. Sættes nytten af det udførte csp-arbejde til  det halve af lønnen for en ufaglært, ca. kr. 160.000, er regnestykket 160.000x0,5x20.000 = 1,6 mia. kr. eller godt 1/5 af de samfundsøkonomiske omkostninger og lidt under halvdelen af de statsfinansielle omkostninger på 3,6 mia. kr.[gg]

Også her kan gevinsterne trækkes både op og ned. Op, fordi værdien af csp-indsatsen kan betyde en bedre udnyttelse af andre samfundsmæssige ressourcer, f.eks. ved at andelen af hospitalssenge til de medicinske patienter (ældre) reduceres, så lægerne kan koncentrere sig om andre patientgrupper, jf. de tyske erfaringer. Ned, fordi de tvangsudskrevne csp-eres motivation til at arbejde effektivt nok er begrænset, ligesom de modtagende institutioner heller ikke vil/kan kræve samme effektivitet af den gratis arbejdskraft som af den aflønnede.

Alt i alt ligger de samfundsøkonomiske nettoomkostninger på bundlinien for BNP på godt 7 mia. kr. og for BFI 4,8 mia. kr.

5.2  Økonomiske konsekvenser

Til analyse af statens direkte udgifter og indikering af dens indirekte udgifter og mulige indtægter bruges csp-modellen,[hh] der opregner en række aktører på hvert af modellens tre trin: Initiativ-, indsats- og modtagersiden, der vil have økonomiske interesser i forhold til staten ved den danske csp-ordning, jf. opstilling 4 nedenfor.

Opstilling 4. Udgifter og indtægter for staten vist ved csp-modellen

Opstilling 4 viser ikke alene, hvor i csp-processen og i forhold til hvilken csp-aktører, staten vil have et økonomisk mellemværende, men sondrer i forspalten mellem direkte og indirekte udgifter samt mulige indtægter for staten ved den danske csp-ordning. De samlede økonomiske implikationer for staten dækkes af hele opstilling 4, mens alene de direkte udgifter for staten er vist ved det gråskyggede område, inkl. beløbsoverslag.

To forbehold skal gøres. For det første er ikke alle statens økonomisk implikationer eller mellemværender nævnt. Der optræder kun tre aktører i modellen: Rekvirenter, uddannelses-institutioner og csp-ere foruden staten. For det andet er statens udgifter alene set som aktør-aflønninger. Det hænger sammen med at csp-modellen er aktørorienteret. Således indgår etablerings-og driftsudgifter som husleje, kontorhold (EDB) ikke i disse beregninger.

Initiativsiden

Den første udgift for staten ifølge opstilling 4 er driften af et csp-kontor eller med kommissoriets ord:”...administrationen af en mulig samfundstjeneste”. Kontoret skal godkende det enkelte csp-job, sikre at csp-erne er tilstrækkeligt uddannede og ikke besætter jobs, der kunne være besat af ledige, samt refundere rekvirenterne deres udlæg. I Tyskland klarer 825 ansatte at administrere disse opgaver for 130.000 csp-ere. For Danmark skulle 250 personer være nok. Det danske tal er relativt større end det tyske, fordi csp-kontoret forventes at føre mere tilsyn end det tyske kontor og f.eks. vil indhente og behandle to spørgeskemaer fra csp-eren før og efter csp-indsatsen, samt et fra rekvirenten efter. Løn til de 250 ansatte på kr. 300.000 = 75 mio. kr om året.

For den udgift får staten et csp-kontor, der skal godkende de udbudte csp-jobs, sikre at arbejdet ikke kan blive besat af ledige, at csp-erens arbejdsvilkår er rimelige, og at csp-eren uddannes. Dette forslag svarer til den tyske ordning. Der ydes ikke refusion til rekvirenterne for deres administration.

På initiativsiden kan staten pådrage sig en indirekte udgift ved at csp-erne - trods hensigten - tager arbejde fra beskæftigede og dermed øger statens udbetaling af dagpenge. Staten kan også opnå en indtægt ved at opkræve et gebyr for at godkende et udbudt csp-job, brugerbetaling hos modtagerne, o.lign., som i Tyskland. Begge dele er udeladt i den foreslåede danske csp-ordning, dels fordi det er vigtigt at få så mange csp-jobs som muligt, hvad en afgift kunne forhindre, og dels fordi det danske finansieringsprincip er skatte- og ikke brugerbetaling.

Rekvirenter af csp-job: Kommuner, foreninger og lokalkontorer af csp-godkendte institutioner, osv. har den daglige administration med de unge csp-ere. Hvis disse instanser står for udbetaling af løn, transport, bolig og hjemsendelsespenge til csp-ere, skal de have refusion herfor af staten, som det sker i Tyskland. Men derudover skal de ikke have tilskud, ligesom private virksomheder, foreninger, mv. ikke modtager tilskud fra staten til de omkostninger, de må afholde for at imødekomme det statslige bureaukratis krav om momsregnskab, lønregnskab og skattetræk til Told & Skat, indberetning af feriepenge til Feriefonden, ATP, osv.

Den sidste csp-aktør på initiativsiden er uddannelsesinstitutionerne. De får refusion til lærerlønninger, og kun til dem, men ikke for lokaleleje, afskrivninger, etc., også fordi de kommer i kontakt med unge, som de er velkomne til at rekruttere iblandt. Dette forslag findes ikke i Tyskland, men kendes jo indirekte i USA i Learn and Serve America-programmet. Statens udgifter til lærerløn pr. elev sættes til kr. 5.000, idet udgiften for en gymnasie-/HF-elev andrager ca. 45.000.- kr. for ca. 10 måneders årlig undervisning ifølge tal fra den mellemamtskommunale udligning. De samlede udgifter bliver så 200 mio. Man kan også beregne, hvor stor en andel af lærerkorpset, der skal undervise ca. 20.000 unge csp-ere en måned to gange om året. Elevtallet på de mellemlange og videregående uddannelser var i 1998 henholdsvis 82.000 og 93.000.[155] Ligeligt fordelt på institutionerne svarer det til 11 % af deres kapacitet, således at hver 10. lærer må forudsættes engageret.

Modtagersiden

Statens udgifter til aflønning af ca. 40.000 csp-ere i syv måneder er opgjort til knap kr. 3,6 mia. eller  knap kr. 100.000 pr. csp-er, jf tabel 7 nedenfor.

Tabel 7. Statens anslåede årlige driftsudgifter pr. csp-er og i alt

Tabel 7 viser statens direkte udgifter pr. csp-er og i alt. 3,579 mia kr. er nok et stort beløb, men udgør kun ½ % af de samlede offentlige udgifter på over 600 mia i 1999. De 7.500 kr. om måneden svarer til den gennemsnitlige, månedlige aflønning af en militær værnepligtig. Han modtager

kr. 3.900 pr måned de første 4 måneder, derefter kr. 12.400 de følgende 3 måneder. Til den militære værnepligtige ydes der endvidere gratis logi på kasernen, hvorfor csp-eres boligudgifter refunderes tilsvarende med et beløb op til kr. 3.000 om måneden. Da kun 60 % af de unge antages at bo ude og de sidste 40 % at bo hjemme, svarer det til at ca. 24.000 unge csp-ere får op til kr. 21.000 i alt oveni. Transportudgifter er kr. 1000 om måneden svarende til et stort månedskort og hjemsendelsespenge er kr. 10.000. Det beløb er sat ret højt sammenlignet med de værnepligtiges tilsvarende beløb på godt kr. 4.000 efter 8 måneders tjeneste, men foreslås fordi csp-ere ikke får feriepenge, og fordi de som lige fratrådte csp-ere må vente i op til tre måneder med at få SU. 

Den statslige “indtægt” er her af psykologisk art i form af mere modne, samfundsbevidste unge, som anført i den amerikanske debat fra csp-fortalerne. Omfanget og arten af den enkelte unges “human capital” eller “sociale kompetence” afhænger bl.a. af, hvilken type indsats der udøves. Det er helt centralt for eksistensen og størrelsen af “human capital,” at de konkrete csp-jobs opfattes som meningsfulde af de unge, og at de aftjenes på rimelige vilkår. 

Staten optræder også på modtagersiden. Dels som skatteopkræver og dels som arbejdsgiver, der får et konkret csp-job udført.

Rekvirenterne optræder også på modtagersiden. De får som i Tyskland “pengene to gange igen.” Dels direkte som refusion fra staten/kommunerne af de konkrete csp-udgifter, de har afholdt. Dels som forskellen mellem det csp-erne koster dem og det, de kan kræve andre for. F.eks. kan et privat firma som ISS udskrive en regning til en kommune eller et forsikringsselskab, der har en borger/forsikringstager på dets plejehjem. Fra Tyskland ved vi, at hver csp-er bidrager med et “netsurplus” på 4-5 gange til rekvirenten, forudsat at rekvirenten betaler tilstrækkeligt lidt. Denne profit på csp-ere accepteres, fordi det er, hvad csp også går ud på, at få billig arbejdskraft til at løse samfundsmæssige problemer. Endelig tillades NGO-ere og andre denne bid af kagen, fordi staten ikke refunderer dem deres administrationsomkostninger.

For den egentlige modtagergruppe, de ældre, syge, børn, naturen, mv. anføres ingen samfundsøkonomiske implikationer. Nok er de årsag til alle udgifterne, men det er jo netop dem, der skal “tjene” på csp. Når denne hjælp er gratis for dem sker det ud fra det grundlæggende danske tildelingsprincip, at nød bestemmer velfærdstildelingen, ikke indkomsten/formuen.

5.3 Konklusion

Der er ikke tvivl om, at den danske csp-ordning koster samfundet og staten penge, her anslået til henholdsvis godt 7 mia. kr. og 4,8 mia. kr. De økonomiske udgifter for staten ligger især på initiativsiden i form af administrations- og undervisningsudgifter samt på modtagersiden som betaling til csp-ere. 

I modsætning til de uomtvistelige samfundsøkonomiske omkostninger kan man lettere argumentere med, at csp statsfinansielt vil balancere og her henvise til csp-ordninger i Tyskland og USA og deres “netsurplus” og “multiplier” effekt. Det er dog en snæver betragtning. For så er enhver skat i penge, naturalier eller arbejdskraft “god”, blot provenuet er positivt.

6. Afslutning

6.1 Resume

Denne rapport belyser begrebet civil samfundspligt, csp, muligheder herfor i Danmark, opstiller en konkret dansk csp-ordning og analyserer dens økonomiske konsekvenser. 

Csp-begrebet beskrives med udgangspunkt i den oprindelige gensidighed mellem borger og stat, hvor staten forpligter borgeren til militær værnepligt og skattebetaling, men giver borgeren individuel beskyttelse, politisk indflydelse og senest økonomisk velfærd. Historisk har balancen mellem borgernes rettigheder og pligter forskudt sig fra flere til færre pligter (jf. den militære værnepligts aftagende betydning, omend skattepligten er udvidet), og fra ingen/få til mange rettigheder, (jf. eksplosionen i antal og ydelsesomfang af velfærdsgoder stillet til befolkningens rådighed). Dette skifte viser sig også i et sprogskifte fra borgerpligt til samfundspligt. Der er ikke længere tale om en pligt for borgeren i forhold til staten, men om en moralsk pligt mellem mennesker, som staten så går ind i og formulerer som sit krav til borgerne. Det finder csp-modstanderne problematisk. De mener ikke, at staten kan overtage menneskers moralske pligt til at komme hinanden til undsætning ved at kræve, at borgeren løser en given opgave, som staten gerne ser løst, men ikke vil betale (nok) for at få løst.

Csp-begrebet defineres ud fra fire elementer:Tid, opgaver, demokrati, samt en aktør- og procesmodel, hvor der skelnes mellem tre trin i en csp-proces:

1. Initiativ, hvor stat, kommuner, NGO og private kan rekvirere en csp-indsats

2. Indsats, der omhandler den enkelte csp-ers arbejde, og endelig

3. Modtager, der består dels af de aktive csp-ere, der aflønnes og får værdifuld indsigt, herunder øget “human capital” og “social kompetence,” dels af den offentlige sektor: Stat og kommuner og endelig af den private sektor: Enkeltpersoner, lokalsamfund, velgørende institutioner, private virksomheder, mv., der alle nyder godt af csp-indsatsen.

    

   Definition på csp lyder derefter: Csp er en samfundsordning, hvor unge indforstået og under rimelige betingelser arbejder fuldtids i en længere periode med en civil opgave, som ellers ikke ville være blevet ydet, men uden at få normal aflønning herfor.

    

   Mulighederne for en dansk csp-ordning er afdækket ud fra fire forhold baseret på de retningslinier, der kan læses i kommissoriet: Udbud, herunder unges omsorgsvillighed, aftagerbehov, type af velfærdssamfund og csp-erfaringer.

    

   Udbudet består af en ungdomsårgang på ca. 63.000. Herfra går de ca. 10.000 unge mænd, der aftjener militær og civil værnepligt og ca. 13.000 unge (ca. 25 %), der er uegnede, udskyder csp, o.lign. I alt kan ca. 40.000 unge danskere årligt stå til rådighed for csp, heraf knap 24.000 unge kvinder og godt 16.000 unge mænd. Selvom en csp-ordning kan opfattes som en naturalskat lagt på unges ret til fritid, så udtrykker de studieforberedende unge danskere, der er elever i gymnasiet, HF, HTX, HHX og som repræsenterer ca. 50 % af en ungdomsårgang, stor omsorgsorientering og de har i hvert fald ikke afvist csp-ideen.

    

    

    

    

   Behovet afdækkes ikke, men der gøres opmærksom på forskellen mellem (gratis) behov og efterspørgsel (bag hvilken der ligger en betalingsevne) og der peges på væsentlige demografiske forskydninger med ca. 250.000 flere ældre over 65 år frem mod 2010. Men ikke alene bliver der flere ældre, de kræver også mere og bedre offentlig service, som staten ikke fortsat blot kan  skattefinansiere.

    

   Forslaget til en dansk csp-ordning bygger på det nuværende danske velfærdssamfund, kommissoriets retningslinier og motiver, og csp-ideer hentet fra Tyskland og USA.

    

   Det danske velfærdssamfund er altså en lighedsmodel i modsætning til den tyske broderskabsmodel, hvor arbejdsmarkedstilknytningen er afgørende, og den amerikanske frihedsmodel, der i høj grad lader det op til den enkelte selv at afgøre om, og hvordan man vil forsikre sig, hjælpe andre, modtage csp-indsats, osv. Kommissoriet ønsker en tvungen csp-ordning, da den skal omfatte alle unge danske mænd og kvinder, der ikke aftjener værnepligt, der skal gøre csp ”nogle måneder,” her sat til seks måneders indsats samt én måneds forudgående uddannelse, og hvor arbejdet kan finde sted både inden for den offentlige, den velgørende/almene og den private sektor.

    

   Endelig indgår i csp-forslaget tre ideer fra Tyskland og USA om private firmaer som rekvirenter, uddannelse af csp-erne og accept af at forskellige csp-ydelser udbydes, ligesom kommuners velfærdstilbud kan variere.

    

   De samfundsøkonomiske konsekvenser ved den danske csp-ordning er målt på BNP og BFI og viser en omkostning på godt 7 mia. kr., mens de direkte statslige udgifter er sat til 4,8 mia kr., incl. administration. Ved en fuld csp-ordning svarer det til godt kr. 100.000 for hver enkelt af de 40.000 unge danskere, der årligt vil yde en csp-indsats.

    

   Derfor vil indførelsen af den danske csp-ordning ikke bero på økonomiske, men på andre typer overvejelser, bl.a. kommissoriets motiver om øget retfærdighed og integration samt hjælp til socialt, miljømæssigt og humanitært arbejde. Her er spørgsmålet ikke nødvendigvis, om vi har råd til disse opgaver, men om vi har råd til at lade være. Sådan kan det også forholde sig med csp.

6.2  Vejen frem

Denne rapports har haft tre grundtemaer:

• Hvilke muligheder er der for at indføre en dansk csp-ordning,

• hvordan skal den se ud og

• hvad vil den koste ?

Men bag disse spørgsmål lurer andre og nok så interessante som: Hvad betyder det for det danske velfærdssamfund at etablere en csp-ordning som den skitserede, hvordan vil interessegrupper reagere herpå, og hvordan skal man over for befolkningen argumentere for en ekstra samfundsydelse til dem?

Svaret på det første spørgsmål er hverken enkelt eller entydigt. Det afhænger ikke kun af, hvem man spørger, om deres forestilling om vort nuværende velfærdssystems evne til at klare aktuelle og ikke mindst fremtidige udfordringer, men også af hvilke aspekter ved csp, man taler om. Samfundsmæssigt kan den foreslåede danske csp-ordning ses som et initiativ til styrkelse af vort nuværende velfærdssystem eller som et dybt knæfald for en snigende liberalisme med kapitalistiske firmaers indtog på velfærdsområdet. Opgavemæssigt, som uddelegering af nogle få og marginale velfærdsopgaver til andre eller som et første skridt på vejen mod øget selvforsikring af velfærdsopgaverne. Formålsmæssigt, som et statsligt styret forsøg på at styrke den offentlige sektor ved at lade andre komme til og “forbløde” i forsøget på at klare nogle af de nuværende velfærdsopgaver eller som private virksomheders effektivisering af den samme offentlige sektor.

Til det andet spørgsmål må man svare, at det vil være en naturlig opfølgning af denne forskningsrapport at udarbejde den del af kommissoriet, som det af praktiske, ressourcemæssige årsager ikke har været muligt at opfylde:

• “En identifikation og analyse af de unges perceptioner af konceptet samfundstjeneste..

• en identifikation og analyse af interessenternes relationer til samfundstjeneste: Arbejdsmarkedets parter, kommunerne, forsvaret, de unges arbejdsgiver, uddannelsesinstitutionerne, herunder evt. hindring af etablering af egentlige arbejdspladser.

• En analyse af aftagerbehov og -krav i relation til udbud af samfundstjeneste...”

Til det tredje spørgsmål kan man svare, at det er rigtigt, at med csp pålægges unge en “ekstraskat,” men de vil også en gang kunne få fordel af en csp-ordning, ved deres csp-indsats for andre kan de gøre en forskel og endelig indebærer den danske csp-ordning en hidtil uset ligestilling, fordi Danmark så vil have   

• en både militær og civil samfundspligt 

• for både unge mænd og unge kvinder

• tilbudt både offentlige og private rekvirenter,

• hvorved både statslige og lokale/individuelle velfærdsydelser konkurrerer indbyrdes.

   

  Det overordnede spørgsmål er naturligvis: Skal vi indføre csp i Danmark, skal vi overhovedet vandre videre ad denne csp-vej? Denne rapport giver ikke et enkelt eller entydigt svar. Men den har forhåbentligt bidraget til, at beslutningen herom træffes på et mere solidt grundlag.
  7.  Annoteret litteratur

  Doug Bandow, “National Service:Unnecessary and Unamerican” i Orbis, Summer 1990, , s 371 -384

   

  Bellamy, Edward, Looking Backward, 2000-1887, opr. 1888, her New York:Viking Penguin, 1982, beskriver sin vision om en tvangsmæssig csp-ordning for alle amerikanere mellem 21 - 45 år.

   

  Boëne, Bernard, Dandeker, Christopher, Kuhlmann, Jürgen & van der Meulen, Jan,”Manning Sweden´s Defence Forces - The Issue of Conscription” især “kap. 3.3 The German Zivildienst Experience” s 13 - 16, i Weibull, Alice & Dandeker, Christopher, Facing Uncertainty. (Stockholm: National Defence Academy, 2000) i tryk

   

  Christopher, Nancy Geyer, Right of Passage: The Heroic Journey to Adulthood, Washington, DC, Cornell Press, 1996. Case-studie viser hvordan csp letter overgangen fra ungdom til voksenlivet

   

  Dekker, P.,  m.fl. Voluntary Work A Comparative Study; Civil Society and Voluntary Work III, (den Haag: Sociaal en Cultureel Planbureau, 1999), 292 s

   

  Dickson, Mora, A Chance to Serve, London, Dobson Books, 1976. Beskriver sin ægtefælles, Alec Dicksons med-og modgang ved etablering af Community Service Volunteers in UK i 1962

   

  Dissertation Abstracts International: The Humanities and Social Sciences 1997, vol 58, nr 2, Aug; 602 A indeholder en lang række af universitetsspecialer over samfundstjeneste/csp

   

  Eberly, Donald J., National Service: A Promise to Keep, Rochester, New York, John Alden Books, 1988, Beskriver udviklingen i csp i USA fra 1946 til 1988 og indeholder også  uddrag af Eberlys forslag “National Service for Peace”, en vigtig kilde for etableringen af USAs Fredskorps

   

  Eberly, Donald  J. & Sherraden, Michael W., The Moral Equivalent of War ? A Study of Non-Military Service in Nine Nations, (Westport, CT: Greenwood Press, 1990). Beskriver og sammenligner samfundstjeneste-/csp-ordninger i ni lande: Canada, Costa Rica, Indonesien, Israel, Kina, Mexico, Nigeria, Tyskland og USA)

   

  Eberly, Donald J., National Youth Service in the 20^th and the 21^st Centuries, undateret, ca. 1996, 36 s. Beskriver International Association for National Youth Service´s 3^rd Global Conference in Papua New Guinea, dets Charter, national youth service ordninger i en række lande 

   

  Ferguson, Adam, An Essay on the History of Civil Society, (New Brunswick, New Jersey: Transaction, 1980)

   

  Goldsmith, Suzanne, A City Year, (New York: The New Press, 1993) eller (New Brunswick, New Jersey.: Transaction, 1998), en AmeriCorps-deltager fortæller om sin indsats i Boston:”What if every person who ran for office had...tried to teach a child with learning disabilities? Had cleaned a street and seen it littered next day;...”

   

  Gorham, Eric B., National Service, Citizenship, and Political Education, (Albany: State University of New York Press, 1992)

   

  Hearings on Presidential Commission on National Service and National Commission on Voluntarism, US Congress, Senate, Committee on Labor and Human Resources, 96^th Congress, 2^nd session, 1980, 609 s.

   

  James, William, ”The Moral Equivalent of War” in John J. McDermott, ed., The Writings of William James, New York:Random House, Inc., 1967. Csp-synspunktet blev først publiceret i 1911 i Memories and Studies, New York:Longmans, Green, og Co., her s 288, men allerede fremført i en tale i 1906, hvor James argumenterer for at unges csp-tjeneste svarede til den moralske pligt at gå i krig for sit land.

   

  Janowitz, Morris, Reconstruction of Patriotism, (Chicago: University of Chicago Press, 1983), især kap 7 og 8. Anerkender afstanden mellem den militære og civile verden trods deres tilnærmelse i nyere tid og ser samfundstjeneste som en bro imellem dem. 

   

  James H. Kettner, The Development of American Citizenship, (Chapel Hill: University of North Carolina, 1978).

   

  King, W.R., Achieving America´s Goal: National service or the All-Volunteer Force? (Washington, DC: US Government, Printing Office, 1977), rapport for Senatets Armed Services Committee

   

  Klein, Paul & Kuhlmann, Jürgen, “Coping With the Peace Dividend: Germany and Its Armed Forces in Transition”, (Garmisch-Partenkirchen: George C. Marshall Center for Security Studies, 1998)

  paper, især afsnittet “Zivildienst - The Trojan Horse of German Social Policy” s 34 - 38. Vil indgå i Kuhlmann, Jürgen & Callaghan, Jean (eds.), Military and Society in Eastern and Western Europe: A Comparative Analysis, (München, 2000), i tryk

   

  Jürgen Kuhlmann & Ekkehard Lippert, “Farewell to Compulsory Military Service ?” i Jürgen Kuhlmann & David R. Segal (eds.), Armed Forces at the Dawn of the Third Milennium, (München: Sozialwissenschaftliches Institut der Bundeswehr, 1994), Forum International nr 16,  s 215 - 258

   

  Kuhlmann, Jürgen & Lippert, Ekkehard, “The Federal Republic of Germany: Conscientious Objection as Social Welfare”, s 98 - 105 i Charles C. Moskos & Jon Whiteclay Chambers II (eds.) The New Conscientious Objection. From Sacred to Secular Resistance, (New York: Oxford University Press, 1993) 286 s

Jürgen Kuhlmann, “Manning Sweden´s Defence Forces - The Issue of Conscription”, i Alice Weibull & Christopher Dandeker (eds.), Facing Uncertainty. The Swedish Military in International Perspective, (Stockholm: FOA/National Defence College, 2000) (i tryk), Report nr 2 

Kuhlmann, Jürgen, Zivildienst in Germany. A Clever Deal for Both the Government and Welfare NGOs, (Garmisch-Partenkirchen: George C. Marshall Center for Security Studies, 1995), 29 s. Paper præsenteret ved Inter-University Seminar on Armed Forces and Society, IUS konferencen

22. - 24. oktober 1995 i Baltimore, USA  

Jürgen Kuhlmann,“Linkages Between Military Service and Alternative National Service in Germany” i Jürgen Kuhlmann (ed.), Military and Society:The European Experience (München: Sozialwissen-schaftliches Institut der Bundeswehr, 1983), i serien Forum International nr 4, s 159 - 194

Kuhlmann, Jürgen, National Service Policy and Programs. The Case of West Germany, (München: Sozialwissenschaftlices Institut der Bundeswehr, SOWI, 1982, reprint Juli 1992), 91 s. Findes også i Eberly & Sherraden, 1990 som “West Germany: The Right Not to Bear Arms”

Mathieu, Ursula, “Volunteering in Germany” s 21 - 26 i Gal, Reuven, Country Update. 5^th Global IANYS Conference on National Youth Service, (Jerusalem: Carmel Institute, 2000), 51 s

Moskos, Charles C., A Call to Civic Service (New York: Free Press, 1988). Er her fader til csp-ideen om “loans-for-service” (“lån-for-samfundstjenesteindsats”)

National Service: Getting It Right, (Chicago: Robert McCormick Tribune Foundation, 1997), 164 s; en meget let tilgængelig tilgang til AmeriCorps-programmet, dets omkostninger, fremtid og holdninger til det

Odfield, Adrian, Citizenship and Community: Civic Republicanism and the Modern World (London: Routledge, 1990). J.G.A Pocock, The Machiavellian Moment, (Princeton: Princeton University Press, 1975)

Rosenstock-Huessy, Eugen, Planetary Service, Norwich, Vermont, Argo Books, 1978. Oprindeligt publiceret som Dienst auf dem Planeten, Stuttgart: W. Kohlhammer, 1965. Forfatteren argumenterer allerede i 1912 for en csp-ordning for Tyskland. Flygter til USA i 1933

Sagawa, Shirley, Ten Years of Youth in Service to America, American Youth Policy Forum, 1998, pjece 25 s

Shumer, Robert, m.fl., Recent Dissertations on Service and Service-Learning Topics, (Minnesota:University of Minnesota, 1999), 64 s. 312 specialer om Learn and Serve Projekter

UN General Assembly, World Programme of Action for Youth to the Year 2000 and Beyond, resolution A/RES/50/81, (New York: UN, 2000), 38 s

UNESCOs Executive Board, Review of Existing Youth Voluntary Service Programmes and Proposals for an Innovative UNESCO Approach, (Paris, 24. august 2000), paper no 160 EX/44,

11 s samt Annex I; indeholder en kort historisk beskrivelse af UNESCOs - og andre internationale organers  som FN og EU - bidrag til csp samt resultater fra det spørgeskema UNESCO udsendte og fik retur fra 108 respondenter

Waldman, Steve, The Bill, New York: Viking Penguin, 1995. Et studie af lovgivningen der skabte AmeriCorps mv.

Witte, Daniel E., ”Getting a Grip on National Service: Key Organizational Features and Strategic Characteristics of the National Service Corps” i Bringham Young University Law Review  1998, 2: 741 -810   

Zeuner, Lilli, Unge mellem egne mål og fællesskab. Værdier og valg blandt elever i de studieforberedende ungdomsuddannelser, (København: Socialforskningsinstitutttet 2000), 253 s.
8. Interviews

William D. Angel, Chef for FNs Youth Unit, 13.6.2000

Doug Bandow, senior researcher of the Cato Institute, USA, 20.4.2000

Eberly, Donald J., formand for IANYS, New Zealand, 12.6.200

Heather Ericsson, AmeriCorps participant, USA. 20.6.2000

Reuven Gal, direktør for Carmel Institute, Israel, 14.6.2000

Maria Helena Henriques Mueller, koordinator for UNESCOs Youth Coordination Unit, 15.6.2000

Elisabeth Hoodless, direktør for Community Service Volunteers, CSV, UK, 13.6.2000

John Keller, Program officer of Senior Service Corps Program, USA, 20.4.2000

Jürgen Kuhlmann, privat konsulent, Tyskland, 23.6.2000

Ursula Mathieu, Bundesministerium für Familie, Senioren, Frauen und Jugend, 11.6.2000

Charles C. Moskos, professor, Northwestern University, USA, 12.6.2000

Jane Oates, seniormedlem af senator Edward Kennedys stab, USA, 19.4.2000

Deborah Perry, Corporation for National Service, USA, 20.4.2000

Jodi Raybuch, Corporation for National Service, USA, 20.4.2000

Arkiva Sela, Bat Ami, Israel, 12. 6.2000

Arthurine Walker, Corporation for National Service, USA, 20.4.2000

Eric Wang, Corporation for National Service, USA, 19.4.2000

9. Oversigt over opstillinger, figurer, og tabeller

                                                                                                       Side

Opstilling 1.    Csp-opgaver i forhold til andre opgavetyper                          11

Figur 1.            Csp-modellen                                                  12

Opstilling 2.    Tre landes velfærdsmodeller: Danmark, Tyskland og USA               24

Tabel 1.           Absolut og relativt militærnægtertal i Danmark. 1943-1999 (2004)              26

Tabel 2.           Antal straffelovsdømte og heraf antal idømt samfundstjeneste i Danmark. 27

                     1990-1999                                                                     

Tabel 3.           Antal væbnede styrker, værnepligtige og militærnægtere i Tyskland.                       30

1965 - 2006                                                                  

Tabel 4.           Udviklingen i typer af Zivildienst-arbejdsområder i Tyskland.                      31

            . 1983 - 1995. %

Tabel 5.           Den tyske befolknings holdning til militær & civil værnepligt, Zivildienst. 32

            1981-1994. %

Tabel 6.           Udgifter til og antal aktive i AmeriCorps i USA. 1992 - 2000                      34

Opstilling 3.    Tre csp-/samfundstjenestemodeller for Danmark, Tyskland og USA                        44

Opstilling 4.    Udgifter og indtægter for staten vist ved csp-modellen                                48

Tabel 7.           Statens anslåede årlige driftsudgifter pr. csp-er og i alt                                 49                               
10. Noter