Kategorier
-
Den militære profession dækker både en adfærd og de personer, der udøver den. Den militære profession som adfærd er karakteriseret ved truslen om eller udøvelsen af vold. Den militære profession som persongruppe er i et demokrati karakteriseret ved sin ekspertise i organiseret, legitim voldsudøvelse og konfliktstyring. En væsentlig udvikling for den militære profession er arbejdets forskydning fra kriger til administrator.
-
Væbnede styrker i moderne stater er komplekse organisationer. Herved ligner de civile organisationer, men adskiller sig ved hovedopgaven, kampeffektivitet og konfliktstyring. Før var militære organisationer "totale institutioner", dvs. "et sted for bolig og beskæftigelse, hvor et stort antal af ensstillede personer, afskåret fra det omgivende samfund i en betragtelig periode, tilsammenfører en indelukket og formelt administreret tilværelse" (Erving Goffman, Asylums, New York: Doubleday, 1961), s XIII. Andre totalinstitutioner er klostre, fængsler, kotskoler, etc. Nu er forsvaret en "08.00 - 16.00" arbejdsplads. Så den militære organisations udvikling har været fra institution til arbejdsplads
-
Begrebet civil-militære relationer tilkendegiver, at de to miljøer lader sig adskille. Sondringen tilsiger ikke en konfliktfyldt relation, men voldsmonopolet adskiller den militære profession/organisation fra civile professioner/organisationer. I et demokrati vil relationen altid være skæv: Det civile samfundet har forrang. Forsvaret er et middel, ikke et mål i sig selv. Begrebet fortæller også, at der ikke er én type relationer, men mange og at de foregår på flere planer mellem personer, organisationer og interesser. Og de skal være i balance. En overregulering af forsvaret hæmmer dets kampeffektivitet, en utilstrækkelig styring kan lede til militarisme, dvs. militærets forrang over civilsamfundet.
-
Krig er "..den lovlige tilstand, der tillader to eller flere fjendtlige grupper at gennemføre en konflikt med væbnede styrker (Quincy Wright, A Study of War, (Chicago: Univerity of Chicago Press, 1970), s 7, ialt 451 s. Krig er den værste af menneskehedens aktiviteter. Det hænger sammen med anvendelsen af instrumenter. De har så også relativeret kriges formål. Kriges mål er fjendens nederlag, tidligere endog ofte udslettelse. Relativeringen hænger også sammen med en væsentlig forskydning i krigens sociologi fra militære til civile ofre. I 1. VK var 5 % af de døde civile borgere, 95 % soldater. I 2. VK var det 50-50. I Vietnamkrigen 95 % civile ofre, kun 5 % soldater.
-
Forsvarspolitik er "de regeringsaktiviteter, der i første række tager sigte på de væbnede styrker" (Samuel P. Huntington, Civil-Military Relations, s 319 i Sills, David L. (Ed.) International Encyclopedia of the Social Sciences, (New York: Free Press, 1968) med henblik på at forebygge eller forberede militære konflikter. Forsvarspolitik omhandler to emner, strategi og struktur. Strategi er forsvarspolitikkens mål, struktur dens middel og omfatter de væbnede styrkers omfang, opbygning og midler. I Vesten diskuteres mere strukturen, dvs. omfanget og sammensætningen af forsvaret end dets formål, bl.a. fordi der ikke kan aflæses en entydig sammenhæng mellem flere penge til forsvaret og så større sikkerhed, hvilket igen hænger sammen med at sikkerheden også er eksternt bestemt af andre lande, grupper, etc.