Submitted by Henning on
Upubliseret artikelforslag: Tilsendt tidsskrift til review
Dansk forsvar:
En slagmark af embedsmisbrug og nepotisme. Hvorfor?
Dansk forsvar er blevet en slagmark af embedsmisbrug og nepotisme. Hvorfor det er kommet så vidt, søges forklaret her. Der opstilles seks forklaringer. De fem første er enkeltdiagnoser, den sjette sammenfatter og –fletter de fem.
PSYKOLOGI
Den første er den psykologisk og begrunder magtmisbrug og nepotisme med enkeltpersoners karaktertræk. Her fremhæves to aktører: Forsvarsminister Søren Gade (2004-2011) og den på skift militært udnævnte forsvarsstabschef, senere civilt udnævnte koncernstyringsdirektør og så igen militært udnævnte forsvarschef i flere omgange Bjørn Bisserup (i 2009, i 2012 og siden 2017). De to udviste en ”ledelseskultur, hvor integritet, militær faglighed og ordentlighed blev afløst af spin, rygklapperi og overdreven politiks lydhørhed og følgagtighed”, jf. Olfi 30. august 2020, s 2 og må jeg tilføje en enestående evne til ansvarsforflygtigelse. Det ses i behandlingen af den daværende forsvarschef Tim Sloth Jørgensen (2008 – 2009). Jeg underviste ham som timelærer på Søværnets Officersskole sidst i 1970-erne og fandt en dygtig, regelret, loyal og vellidt kadet. Men Gade og Bisserup ofrede Sloth Jørgensen i skandalen om Thomas Rathsacks bog ”Jæger - i krig med eliten”. De hævdede, at danske soldaters identitet blev afsløret i bogen og at den lå googleoversat på arabisk på internettet. Begge dele fejlagtigt. Således underrettede Søren Gade fortroligt Udenrigspolitisk Nævn om sagen og blev foran rullende kameraer mindet om den arabiske oversættelse på internettet af sin departementschef Lars Finsen. Men oversættelsen var fabrikeret af medarbejdere i Bisserups forsvarsstab, ikke i Sloth Jørgensens. Søren Gades ansvarsforflygtigelse understreges af, at han efterfølgende i en debat i ”Clement Direkte” på DR2 fastslog sit ledelsesansvar med sit ”far-her-løfte”. På spørgsmålet om hvem det ville få konsekvenser for, hvis det viste sig at oversættelsen var fabrikeret, svarede Gade: ”Far her. Jeg er jo direktør for det hele og det hedder `the buck stops here´”. Så både Gade og Bisserup løb fra deres ansvar og lod Sloth Jørgensen ”stå med aben”. Han måtte så gå af som forsvarschef omend han fortsatte som konsulent. Når det også er nærliggende at mene, at Sloth Jørgensen blev ofret, hænger det sammen med den værns- og vidensrespekt, der er i den militære profession. En søofficer som Sloth Jørgensen vil ikke betvivle de faktisk forhold på slagmarken udlagt af en hærofficer. Så da oberst Sommer, chef for Operationsdivisionen, Hærens Operative Kommando, meddelte, at bogen efter hans mening ikke indebar en afsløring, er det usandsynligt, at Tim Sloth Jørgensen ville gå ud med den modsatte fortælling, medmindre han var tvunget hertil af sine to forsatte, Gade og Bisserup.
KONTROL
Den anden forklaring på magtmisbrug i forsvaret er politisk. Det handler om behovet for at styre informationer og selv træffe beslutninger og så fortie det. Det har alle fire hovedaktører i dansk forsvar: Topofficerer, politikere, civile embedsmænd og forskere i forskellig grad gjort sig skyldige i. For officersgruppen kan det eksemplificeres med de to forsvarschefer, vi havde omkring årtusindeskiftet Christian Hvidt (1996-2002) og Jesper Helsø (2002 – 2008). Hvidt stemte i 2000 for sin finske jagtkammerat som formand for EUs militærkomite selvom det var blevet ham pålagt af såvel udenrigs- som forsvarsministeriet at stemme for et NATO lands indstillede topofficer. Helsø erklærede ved sin tiltræden støtte til Hvidts ageren og burde straks være blevet fritstillet ligesom han gentagne gange undlod at orientere Søren Gade om antal og dødsårsag til dræbte danske soldater i Irak trods Gades udtrykkelige krav herom.
Politikere, der jo i forvejen har beslutningskompetencen i forhold til de tre andre aktører, har et udtalt kontrolgen, hvilket sandsynligvis skyldes ønsket om genvalg. To politikere, der hellere vil fortie og manipulere med sandheden end erkende fejl er Søren Gade og Nick Hækkerup (2011 – 2013). De gør det interessant nok i en tiårsperiode efter forsvarschefernes politisering. I 2004, kort efter sin udnævnelse som forsvarsminister, blander Gade sig direkte i taktikken på slagmarken i Afghanistan med sin ”samtænkningsstrategi”. Han kræver, at de danske soldater skal være let udrustede for at forbedre kontakten til civilbefolkningen. Den ordre udstak han fra sit skrivebord godt 7.000 km fra slagmarken. Det er hans ret. Men han ignorerede så den danske bataljonschef for hold 2 i Afghanistan, oberst Kim Kristensens udtrykte ønske i oktober 2007 i Politiken, internetavisen om kampvogne. For at beskytte danske soldater. Det ønske blev ignoreret. Og det selvom Udenrigs- og forsvarsministeriet kun et år senere - i oktober 2008 konstaterede et urimeligt stort tabstal for danske soldater sammenholdt med andre lande. I alt i perioden 2001 – 2014 dræbtes 43 danske soldater i Afghanistan ikke mindst på grund af Søren Gades samtænkningsstrategi, heraf alene 25 på vej til og fra Geresh by. Danmarks soldaterdødelighed pr. 100.000 borgere var på 7,7; USA's på 7,6; og UKs på 7,4. Bemærk, at netop under pendlingen og i alt for let udrustning dræbtes ca. 60 % af de danske soldater af vejsidebomber og snigskytter og at Taliban startede med at bekæmpe danske soldater i perioden 2007-2009, derpå de britiske og senest de amerikanske. Selvom Søren Gades samtænkningsstrategi i sig selv er stærkt kritisabel, er det hans initiativer med at skjule sandheden om dens overdødelighed uacceptabel. Politikere, der har magten til at beslutte skal kunne kikkes efter i kortene og ikke tillades fortielser eller manipulation med fakta. Det gør Søren Gade ved i 2008 at stoppe med publiceringen af ”End-of-Tour”-rapporter. De er jo de afgående soldaters troværdige egen-erfaringer efter seks måneders udstationering, som Gade stopper for at kontrollere/fortie konsekvenserne af hans samtænkningsstrategi til skade for både kommende udsendte soldater og den danske befolkning.
Forsvarsminister Nick Hækkerup, nevø til tidligere forsvarsminister Hans Hækkerup (1993 - 2000) vil kort efter sin tiltræden tage et opgør med ”oberst Hackel-typerne”, kendt fra ”Matador”. Han fjernede i stor udstrækning et militært input i sit ministerium. Han underlagde forsvarskommandoen med forsvarschefen i spidsen sit departement og fratog sig dermed det samspil mellem forsvarschef og forsvarsminister, som hans onkel havde haft og nydt godt af med daværende forsvarschef Jørgen Lyng (1989 – 1996). Efter 2013 skal forsvarschefen cleare med ministeriets departementschef om adgang til ministeren; endvidere fravælger Nick Hækkerup den tradition, der bestod mellem de tre værn om at have forsvarschefposten på skift. Og han provokerer de fleste danske topofficerer ved at erklære sig parat til at besætte forsvarschefposten med en civil person. Det svarer til at udnævne en teolog til direktør for Sundhedsstyrelsen. Som modsvar organiserer en gruppe af kandidater til forsvarschefsposten en boykot af opslaget ved ikke at søge den. Når en officer som oberst Peter Bartram alligevel bliver forsvarschef (2012 - 2017) og dermed firestjernet general, skyldes det, at han ikke stod på maillisten og derfor ikke havde forpligtet sig til at deltage i boykotten. Nick Hækkerup burde have erindret sig sin onkels gode samspil med forsvarschef Jørgen Lyng og dermed have erkendt savnet af militært input i sin ødelæggende beslutningstagning.
Den udbredte manipulerende kontrolindstilling blandt politikere generelt fremgår af deres kommissorium for ”Erfaringsopsamling vedr. den samtænkte danske Afghanistanindsats” fra 2014, der skal skrives af forskere fra Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS. I kommissoriet kræver politikerne, at ”… erfaringsopsamlingen ikke skal beskæftige sig med militære aktiviteter (min fremhævelse. HS) på det taktiske/operative niveau”. Den begrænsning er yderst manipulerende og kontrollerende. Det kan illustreres økonomisk. Den militære indsats i Afghanistan 2001 – 2014 kostede 12,5 mia. kr. og udgjorde ¾ af de samlede danske udgifter dér. Den skal altså ikke indgå i vurderingen, men kun de 3,5 mia. kr. i udviklingsbistand og 0,5 mia. kr. i politisk bistand til valgafholdelse osv. Men at udelade Afghanistans-indsatsens vigtigste element, det militære, fra erfaringsopsamlingen gør den værdiløs og skandaløs. For soldater, forskere og befolkning.
Den tredje gruppe af manipulerende kontroludøvere er embedsapparatet. Forsvarsakademiet, FAK, er også blevet bedt om at skrive en rapport om Forsvarets bidrag til erfaringsopsamling vedrørende den samtænkte danske Afghanistanindsats 2001 – 2014. Denkræver forsvarsministeriet forelagt før den tilstilles folketinget og befolkning og ministeriet sletter selv de mest kritiske konklusioner (Berlingske 15. februar 2020, s 4-5; ”Ministerium forsøgte at fjerne kritik af dansk Afghanistan-evaluering”).
Den fjerde aktørgruppe, forskerne, er ikke kontrollerende, men tillader andre at kontrollere deres forskning. Det er DIIS og FAK jo eksempler på. Deres mangel på modstand mod andres kontrol skader deres troværdighed udadtil og integritet indadtil. Den skader også de beslutningstagere, der skal betjene sig heraf og ikke mindst den befolkning, der skal holde politikerne ansvarlige for deres beslutninger og kontrolindgreb. Dertil kommer forskernes fravalg af at undersøge kontroversielle emner nævnt ovenfor som antallet af dræbte danske soldater i Afghanistan, de mange fortabte PTSD-veteraner, skandalerne i forsvaret, etc.
ROLLEDESPEKT
Således har alle fire af forsvarets hovedaktører: Topofficerer, politikere, topembedsmænd og forskere forsøgt at træffe beslutninger, kontrollere informationer eller forhindre dem i at komme til folketingets og befolkningens kundskab. Det centrale her er, at de har udøvet kontrol, ikke haft den. Forskellen på at have og at udøve kontrol er jo, at man som aktør i forsvaret har kontrol i kraft af ens position og derfor ikke behøver at udøve den. Det gør man jo kun, når den er truet, når andre aktører tiltager sig en ret, de ikke har.
Dermed er vi i gang med den tredje forklaring på forsvaret som en slagmark af embedsmisbrug og nepotisme, rolledespekt.
De fire forsvarsaktører har nemlig hver deres opgave, som de skal løse i samspil. Politikere skal beslutte dansk forsvars- og udenrigspolitik, men de skal ikke blande sig i slagmarksforhold om taktiske forhold. Alene fordi de ofte sidder langt fra slagmarken. Dér befinder soldaten sig. Hans foresatte officer har til opgave at beskytte sine soldater og gennemføre – om muligt – de politiske beslutninger. Omvendt, skal officeren ikke blande sig i politik og tiltage sig beføjelser, der strider mod den demokratiske kontrol med militæret. Embedsmænd skal administrere de politiske beslutninger, men også sætte foden ned hvis politikerne vil gøre noget ulovligt. Indbyrdes skal de to professioner af embedsmænd, den civile og militære, udvise indbyrdes respekt for den andens indsigt og rolle. Endelig skal militærforskere, dvs. militærpolitologer, -sociologer og -psykologer fremlægge fejl, fakta og forbedringer, også selvom det generer/modsiger beslutninger truffet af de tre andre aktører.
Søren Gades ”samtænkningsstrategi” er et ”strålende” eksempel på misforstået rolleindtagelse, når han i 2004, blander han sig direkte i taktikken på slagmarken i Afghanistan. Et andet er Nick Hækkerups kraftige reduktion i den militære professions positioner og dermed fravalget af mulighed for dialog med officererne. De to danske forsvarschefers, Hvidt og Helsø, udemokratiske beslutninger omkring årtusindeskiftet er et tredje. Men det er også en rolledespekt, når en topofficer GL Hillingsø mener at vide, at dansk forsvar i 2007 hare løst problemerne med PTSD-veteraner. Her udtaler han sig på vegne af og imod militærpsykologerne, der ikke tør imødegå hans udsagn. For militærpsykologerne på Forsvarsakademiet burde kende og have påpeget den PTSD-forskning i andre lande, som tegner et helt andet og meget mere dystert billede af PTSD-veteraners situation og de samfundsøkonomiske omkostninger ved deres behandling, jf. f.eks. USA's forskning om amerikanske soldaters PTSD-lidelser erhvervet under Vietnam-krigen.
NEPOTISMEKULTUR
Med Nick Hækkerups og andre forsvarsministres beslutning om at have civile topembedsmænd, ofte jurister, på bekostning af militære, skulle man forvente en øget korrekt juridisk og demokratisk adfærd. I stedet fik man nepotisme og embedsmisbrug. Forsvarsministeriets nye departementschef, Thomas Ahrenkiel (2016 – 2020) forlod sin plads som chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, FE, (2010 – 2015), som blev besat af Lars Finsen, der forinden havde været departementschef (2007 – 2015). Men kun -seks måneder efter sin tiltræden i 2016 tildeler Ahrenkiel som ny departementschef sin daværende kæreste, senere hustru, et engangsvederlag på 75.000 kr. og en månedlig lønforhøjelse på kr. 1.500,-, uden at orientere ministeren, hvilket også blev påtalt af Kammeradvokaten som inhabil og uacceptabel adfærd. Ahrenkiel havde dog spurgt sin kollega i Statsministeriet, Kettel Thomsen, (2010 – 2019), om han skulle fortælle sin minister om sagen. Svaret var nej. Det tyder på en ret udbredt fortielseskultur blandt topembedsmænd, som også må gøre det sværere for dem som gruppe at få politikere til at holde sig på lovens smalle sti. Senere undlod Ahrenkiel at læse i alt 12 mails om manglende kontrol med Forsvarets ejendomsstyrelse påpeget af bl.a. souschef John Terp, Forsvarets Interne Revision, da ministeriets bogholderisystem ikke afdækkede risici for fejl eller svig. Ministeriets koncernstyringsdirektør er blevet flyttet til anden tjeneste mens Ejendomsstyrelsens direktør er blevet fritaget for tjeneste og to medarbejdere sigtet for svindel, heraf en ledende medarbejder, der er sigtet for at have fået udbedret sin Viborg-villa for kr. 1,7 mio., som blev merfaktureret dansk forsvar for ydelser udført af fa. Kemp & Lauritzen. En anden civil embedsmand i forsvarsministeriet, direktør for Forsvarets Personalestyrelse, Laila Reenberg, bevilger sin vicedirektør Peter Wass en bonus på 75.000,- kr. måske fordi han beordrede Laila Reenbergs mand til den eftertragtede stilling som chef for 2. flådeeskadre; en tredje embedsmand, tidligere finansdirektør i Forsvarskommandoen, Anja Erichsen, sigtes af Midt- og Vestjyllands politi for at have givet sin vicechef og hemmelige kæreste, som er bataljonschef og oberstløjtnant i hæren, tillæg og vederlag uden at oplyse sine foresatte om sin inhabilitet.
Blandt den militære elite har vi også set nepotisme. Den nuværende forsvarschef Bjørn Bisserup sløjfede en planlagt besparelse så klassetallet på Hærens Officersskole til gavn for sin søn, der så kunne begynde på officersskolen 1 år tidligere end ellers muligt; og tidligere hærchef Hans-Christian Mathiesen, der nu fritaget for tjeneste, idømt tre måneders fængsel og dermed afskediget fra forsvaret, fik tilpasset optagelsesbetingelserne på et karrierebetydende kursus på Forsvarsakademiet, så hans hustru kunne optages.
Således har seks civile topchefer i forsvaret ud af et samlet civilpersonale på 4.800 svarende til 12,5 pr. 1000 ansatte udvist nepotisme og embedsmisbrug. Det tilsvarende tal for det militære personel er kun 2 ud af 14.400 personer eller 1,4 pr. 1.000 ansatte. Aktørgruppen civile topembedsmænd har altså en næsten ti gange så stor tilbøjelighed til embedsmisbrug og nepotisme som den militære. Ikke desto mindre er den eneste endeligt sanktionerede topembedsmand den tidligere hærchef Mathiesen. Politikerne synes med nuværende forsvarsminister Trine Bramsen i spidsen at være mere langmodige med civile topembedsmænd end de militære.
5. KAMP MELLEM INTERESSEGRUPPER
Kronologisk kan man se de fire forsvarsaktører operere på slagmarken i en 25 års indbyrdes krig, hvor en aktørgruppe efter den anden gør sig skyldig i misbrug over for en eller flere af de andre.
I første periode 1995 - 2008 havde topofficererne overtaget. Forsvarschef Jørgen Lyng højnede dansk forsvars prestige via den danske indsats i Bosnien, en prestige de følgende to forsvarschefer Hvidt og Helsø mente sig berettiget til at udnytte ved træffe politiske beslutninger eller ignorere sådanne. Det skabte en modvilje hos senere forsvarsministre. I sær Gade og Hækkerup (2004 – 2013) kørte topofficererne - om ikke over – så ud på et sidespor og gjorde plads for de civile topembedsmænd (2010 - 2014). Med Nick Hækkerups reform af forsvarsministeriets område, der udrulles i 2014, tømmes forsvarschefposten stort set og mange civile topembedsmænd blev sat i spidsen for styrelser i forsvaret, der ellers havde været besat af officerer. Når de civile topembedsmænd i 2014 – 2018 så begyndte at skeje ud med nepotisme, uacceptable tjenesteforseelser som manglende underretning af deres chefer og pres mod forskere (Berlingske 8. marts 2020, s 4:”Forsvarseksperter under pres fra embedsmænd”) – skabte dette misbrug misnøje blandt officerer og forskere. Det er derfor, at Jedi-ridderen i FE – formodentlig én eller flere militært ansatte whistleblower – nu slår til og informerer TET om embedsmisbrug. Her bliver både politikere og civile embedsmænd ristet over en kraftig ild og officersgruppen kan sige tak for sidst både til de politikere som i 2010 fratog dem chefposten for FE (en post de havde haft siden 1967) og de i 2014 gennemførte tildelinger af tidligere militært besatte topposter til civile embedsmænd.
6. FRAVÆR AF MILITÆRSOCIOLOGI
Disse fem forklaringer kan sammenfattes og –flettes i en bagvedliggende og teoretisk tese. Fordi et så omfattende embedsmisbrug og nepotisme i dansk forsvar kræver mere grundlæggende svar end de nævnte enkeltfaktorer som personlighedstræk, politisk kontrol/manipulering med fakta, misforstået rolleindtagelse, nepotismekultur og kamp mellem interessegrupper. Og fordi omfanget og betydningen af det embedsmisbrug, der har fundet sted i dansk forsvar savner sit sidestykke i ethvert andet vestligt land.
Den forklaring, der her opstilles må altså baseres på forhold hvorved dansk forsvar klart adskiller sig fra andre sammenlignelige landes. Og det er, at Danmark i modsætning til dem ikke i de sidste 50 år vedvarende, grundigt og uafhængigt har haft militærsociologisk forskning. Den videnskabelige tilgang har været fraværende i dansk forsvar. Så det, der savnes, er militærsociologiske forskere, der leverer data og sandhed om dansk forsvar til politikere, soldater og civilt ansatte og befolkning. Vi har tre forskergrupper til at undersøge forsvaret på tre trin: Militærpolitologi, militærsociologi og militærpsykologi. Militærpolitologien skal hjælpe Danmark med at føre sig frem i verden. Militærsociologien skal hjælpe Danmark med at forstå og føre forsvaret og forstå sig selv som profession, organisation, samfundsrelation, på slagmarken og planlægning. Mens militærpsykologien skal hjælpe Major Jensen med at føre menig Pedersen og samme Pedersen, når han kommer hjem som PTSD-veteran. Og altså militærsociologien, har vi fravalgt. Det fravalg er foretaget af danske politikere, topembedsmænd og -officerer og forskere.
Den balance mellem fire aktører begrundet i deres forskellige opgaver er militærsociologiens emnefelt, fordi den opstiller normer for deres adfærd som de selv forventes at leve op til. Det kræver således selvkontrol at agere i toppen af dansk forsvar, ikke ekstern kontrol, der udøves af andre, når en forsvarsaktør overskrider sine grænser. Det er fraværet af den normstyring som en militærsociologisk forskning indebærer, der for mig at se er en bedre forklaring end de fem andre, også den kronologiske, der jo lider af den svaghed, at det afhænger af hvor i forklaringskæden du går ind og udpeger den skyldige for den nuværende krig i forsvaret. Kort sagt: Det er fraværet af militærsociologisk forskning der bedst kan forklare hvorfor dansk forsvar er endt som en slagmark af embedsmisbrug og nepotisme. Det er ”årsagen”.
Henning Sørensen
Militærsociolog,
Cand. mag. (KU), cand. scient. pol. (AU), lic. merc. (CBS)