Dansk veteranpolitik, indhold og udfordringer

Institut for Sociologisk Forskning         ISF

Institute for Sociological Research 

Borremosen 13,                    Cell phone (+45) 31 10 43 23    SE nr/VAT No DK: 12 74 36 45                    

2800 Kgs. Lyngby                  E-mail: ISFDenmark@lic-mail.dk            Danske Bank 3345 -3345 154914               

Danmark                                                                  

            Dansk veteranpolitik,    

              indhold og udfordringer

                 En kritisk analyse[1]

                             af

                         Henning Sørensen

                           Militærsociolog

                                       Henning Sørensen, Ph.d,. cand.mag., cand. scient. pol. 

Dansk veteranpolitik, indhold og udfordringer

En kritisk analyse[2]

Det er ikke forkert at sige, at en dansk veteranpolitik har været (for) længe undervejs. Det har danske politikere og militære chefer ansvaret for. De har tøvet med at tage hånd om de soldater, der er kommet skadede hjem fra udsendelse i internationale missioner. Tre forhold viser den danske tøven:

1. Norske og svenske udredninger om en veteranpolitik forelå allerede i 2007,[3] selvom disse to landes antal dræbte og skadede lå langt under Danmarks.

2. Så sent som i 2010 kræver danske politikere en veteranpolitik forelagt, mens den militære ledelse først ville præsentere en sådan politik i år.[4]

3. Flere har efterlyst en dansk veteranpolitik.[5] Jeg skrev for fire år siden:

”Seks danske soldater har mistet livet i Irak-krigen siden dens start i marts 2003 og til 28.1.2007. Fire af de seks dødsfald skete i 2006 (1/10, 23/9, 6/7 og 23/3), et i 2005 (1/10) og det første i 2003 (16/8). Denne opgørelse stammer fra DRs hjemmeside; ikke fra forsvarsministeriets, forsvarskommandoens eller Hæren Operative Kommandos. Det er for småt. I begge betydninger. Både i forhold til hvad andre lande – ikke mindst USA – leverer af oplysninger om egne soldaters baggrund, rekruttering, uddannelse, funktion, osv.; og i forhold til den vægt og respekt forsvarets ledelse udtrykker for de dræbte danske soldaters indsats, som så er glemt på de nævnte officielle institutioners hjemmeside. Det synes som om dansk forsvar har svært ved at finde en rolle, det kan holde...”[6] og sluttede af med 7 konkrete forslag til en bedre håndtering af dræbte danske soldaters eftermæle bl.a. ved ”et varigt mindesmærke,” og ”fremlæggelse af tabstal.”

I forhold til de andre skandinaviske landes oplæg og min opfordring er dansk veteranpolitik altså fire år forsinket og henset til den danske militær-aktivistiske udenrigspolitik har den været mere end ti år undervejs. ”Bedre sent end aldrig,” siger man jo. Men er den aktuelle veteranpolitik god nok? Læs artiklen her om dens indhold og tre forskningsrelaterede udfordringer - og bedøm selv.

Indhold

Regeringen opdeler sin veteranpolitik i

- modtagerne, ”de sårede” og ”de pårørende” og

- ydelserne, ”anerkendelse” og ”støtte”[7]

I denne artikel beskrives den danske veteranpolitiks økonomi, organisationer/ personer og ydelser.

Økonomi

Veteranpolitikken kommer til at koste 40 mio. kr. Heraf skal forsvaret selv betale 30 mio. kr. eller 75 %, mens samfundet sørger for de sidste 25 %. Men den udgiftsopgørelse er alt for lille. Dels er en lang række udgifter som soldater får af det offentlige som civile borgere i form af kontante ydelser, behandling, optræning, psykiatrisk hjælp, medicin, diverse tilskud, etc., udeladt. Dels har Forsvarsministeriet yderligere afsat en pulje på 8 mio. kr. til veteranarbejde direkte til soldaterne og indirekte til initiativer, der støtter dem.[8] Endvidere kan man tillægge konkrete initiativer fra forsvarets side som f.eks. de ”to invalideboliger på Sluseholmen” som fysisk skadede veteraner nu har adgang til.[9] Yderligere bør inddrages tilskud fra private fonde og foreninger til veteraner på den ene eller den anden måde, f.eks. Soldaterlegatet, der ”siden starten i 2009 har uddelt over 18 mio. kr. til mere end 470 tidligere udsendte, pårørende og efterladte.”[10] Af stor økonomisk værdi er også den fortrinsstilling til boliger, behandling, bistand, som skadede soldater nu har ret til.[11] Denne fortrinsstilling imødekommer således den kritik som den tilskadekomne kørestolsbruger, PL Jakob Hou Larsen, kom med i Danske Officerer.[12]Endelig har regeringen taget initiativer til at informere sagsbehandlere i bl.a. kommuner om at udvise ekstra opmærksomhed over for hjemvendte soldater i nød. Den økonomiske værdi af denne ”opmærksomhed” er vanskelig at værdisætte, men er – hvis/når den får effekt – også mange penge værd.

Organisationer/personer for veteraner

Der kan med lethed opregnes mere end en snes aktører, der arbejder for danske hjemvendte soldater. Internt, er den vigtigste, det nu etablerede Veterancenter, der skal ledes af Jette Ammar Kristoffersen og i alt får ca. 110 medarbejdere, hvoraf ca. 75 skal arbejde i centret i Ringsted, resten er socialrådgivere rundt om på kasernerne og psykologer på Institut for Militærpsykologi, Forsvarsakademiet, København. Centret skal koordinere indsatsen mellem alle offentlige, faglige, frivillige og private aktører på den enkelte veterans vegne. Centret er ”en selvstændig myndighed underlagt Forsvarskommandoens myndighedsområde,”[13] men alligevel er ”Forsvarsministeriet: ansvarlig” herfor.[14] I tilknytning til Centret oprettes et Videnscenter, der specifikt er underlagt ministeriet.[15] Til Centret hører også et Sekretariat. Det skal betjene de eksterne, frivillige organisationer og fonde, der støtter veteran-arbejdet (se nedenfor). En fjerde Veterancenter-aktør er døgntelefon-linjen, (4145 70 00), der betjenes af socialrådgivere og i dagtimerne også af læger, psykologer, militærfolk. Der er i snit to opkald pr. døgn, kun få opkald om natten.[16] En femte ”aktør” er Veteranportalen,[17] der også drives af Centret. Dets opgave synes indtil videre blot at reklamere for Centret.

Uden om disse Veterancenter-aktører, kan opregnes en række især eksterne organisationer/personer til anerkendelse/støtte/behandling for veteraner, her nævnt i alfabetisk orden

- Arbejdsskadestyrelsen

- distriktspsykiatrien

- faglige organisationer (HOD, CS, HKKF)

- frivillige foreninger (De blå Baretter, Danske Soldater- og Marineforeningers

  Fællesråd, Folk og Forsvar, Interforce, Emeritus, KFUM, Mars & Merkur, Støt soldater og

  Pårørende) 

- fonde (Soldaterlegatet, Henning Remmens Støttefond for Gardere, Danske

  Soldaterforeningers Fællesråd)

- forsvaret (lige fra kompagnichef til Forsvarets Personeltjeneste),

- handicap-idrætten

- kommunerne

- psykologerne fra Institut for Militærpsykologi, FAK

- Regionerne

- Rigshospitalet (dets læger, sygeplejersker, fysioterapeuter, mv.)

- speciallægerne

- Ungdommens Uddannelsesvejledning,

- VISO,[18] m.fl. 

Der er altså mange, især eksterne, ”spillere” på banen for veteranernes skyld. Det kan synes godt og rimeligt, men der er også problemer heri for den enkelte veteran. Et kan være disse organisationers uoverskuelighed og utilnærmelighed, et andet den bureaukratiske natur hos nogle af dem, som sagsbehandlerne dog nok – i begyndelsen i hvert fald – vil være parate til at nedtone. Et tredje problem er, at disse eksperter ikke nødvendigvis er, hvad den enkelte veteran har brug. Et fjerde problem kunne være, at Veterancentret og VISO som koordinerende myndigheder, men med hver sit udgangspunkt (Veterancentret tager udgangspunkt i veteranens, VISO i sagsbehandlerens situation), kan komme i konflikt, hvis de ikke har en fælles forståelse af hjælpens art og omfang til den enkelte veteran. Et muligt sjette problem, som Veterancentret dog skal søge at afhjælpe, er uens støtte til veteraner med samme handicap som følge af - ikke kun bureaukratiets sammensathed - men også den enkelte veterans gennemslagskraft. Et syvende problem er den antydede uafklarede status for Veterancentret: Hvem refererer det til? FMN eller FKO? For centret - og den enkelte veteran - er det bedst at være underlagt ministeriet, der jo står over den militære organisation.   

Ydelser

Veteranpolitikken kan også opgøres efter ydelser, der stilles til rådighed for veteraner med hensyn til  

- hvornår ydelsen gives,

- hvilke ydelser, der gives og til hvem og

- hvilken type ydelser, der er tale om, materielle eller mentale.

- Ydelser under et sygdomsforløb kan ses som en proces med seks faser: Erkendelse, diagnose, behandling, kontrol, rekreation og raskmelding. Men for nogle veteraner gælder der ikke et sådant forløb, da man som veteran nok kan raskmeldes, men fortsat kan have behov for samvær med andre hjemvendte soldater og netop ikke med andre civilister.[19] Så for nogle veteraner er problemet med veteranbehandlingen ikke, at den er forsinket eller utilstrækkelig, men det er at have forladt det militære miljø og skulle genindtræde i det civile samfund.[20]

- De ydelser samfundet/forsvaret/fonde/private tilbyder, kan opgøres efter veteraner og deres handicap. I perioden 1992 - september 2010 har der været udsendt 26.000 soldater. Hovedparten af disse veteraner kom ikke alene hjem uden mén, men mange af dem så sig også styrket af udsendelsen. Men af de 26.000 soldater har 5 % - 16 %[21] (altså mellem 1.300 – 4.160 soldater) psykiske mén og 202 soldater fysiske skader, heraf 90 med varige mén.[22] Det svarer til 0,8 %, altså under 1 %. Der er således nok over 10 gange så mange soldater med psykiske, som med fysiske mén.

Til alle veteraner (med og uden handicap) udviser samfundet sin anerkendelse i form af veterankort, kompetencekort, parader, medaljer, osv. samt adgang til de ovennævnte organisationers faciliteter. En yderligere generel ydelse er Ungdommens Uddannelsesvejlednings kontakt til alle veteraner under 25 år uden uddannelse eller i gang med en sådan for at hjælpe dem videre. Dernæst deltager alle veteraner efter hjemsendelse i et omfattende akklimatiserings- og re-integreringsprogram over tre måneder, der bl.a. omfatter møder med en psykolog fra Institut for Militærpsykologi for at afklare et evt. behov for psykisk hjælp, et genforeningsmøde, og efter seks måneder tilsendes veteranen et spørgeskema fra militærpsykologerne og efter syv måneder inviteres veteranerne til et nyt genforeningsmøde.[23]

For de psykisk syge soldater savnes konkrete programmer. Deres tal, diagnoser og behandling er uafklarede. Det er givetvis derfor regeringen i sin veteranpolitik har bedt Indenrigs- og sundhedsministeriet om en plan for behandling af veteraner med psykiske lidelser, ligesom en arbejdsgruppe under Arbejdsskadestyrelsen skal komme med et oplæg om veteraner med psykiske mén skal have større erstatning og endelig får medarbejdere i distriktspsykiatrien tilbudt undervisning i veteraners særlige behov.[24]

De få fysisk skadede veteraner har et mere afklaret behandlingsprogram. De får proteser, kørestole, genoptræning, ophold på sportsklinikker, midlertidige boliger, mv. I den forbindelse kan nævnes det nyligt ”udvidede og optimerede genoptræningscenter på Rigshospitalet”[25] doneret af Soldaterlegatet. Oven i det indeholder regeringens veteranpolitik et krav til Region Hovedstaden om at komme med forslag til hvordan genoptræningen for de fysisk sårede kan forbedres, jf. ovenfor.

- Typen af ydelser til veteraner er bredspektrede. De er både mentale som anerkendelse, parader, medaljer, det sidste nu både til fysisk og psykisk handicappede veteraner[26] og materielle som behandling, bistand, bolig, uddannelse, mv.

Hovedindtrykket af regeringens veteranpolitik målt på de tre parametre økonomi, organisationer og ydelsestyper er, at den er stærk på alle tre områder, men svag med hensyn til at matche disse med den enkelte veterans behov. Det billede kender vi også fra vort universelle velfærdssystem, hvor samfundets tilbud ikke altid er skræddersyet den enkeltes situation. En anden mangel ved regeringens veteranpolitik er, at den savner en lokal forankring. Fra USA ved vi, at noget af det der bedst integrerer veteraner i det civile samfund er, at veteranen er aktiv og nærværende i sit lokale miljø.[27] Et tredje problem er – foruden de ”mange kokke” nævnt ovenfor – også, at mange oplæg og udredninger afventes, hvis indhold og senere implementering og dermed konkrete virkning endnu ikke kendes.

Selvom veteranpolitikkens indhold således er omfattende og kompleks, men savner konkrethed og individuel tilpasning, så kan dens formål alligevel sammenfattes i ét ord, NÆRVÆR(D). En veteranpolitik skal få sine veteraner til at føle sig værdige, værdsatte og værdifulde i deres lokalmiljø ved at yde dem anerkendelse, støtte og behandling. Så på en gang enkel og krævende skal en god veteranpolitik være.

Udfordringer

For at kunne blive en NÆRVÆR(D)-ende veteranpolitik skal den tackle tre udfordringer, der her relateres til relevant militærforskning. Den første er, at den indrettes mere efter (skadede) veteraners ønsker. Man har i for ringe omfang spurgt veteranerne om, hvad de gerne vil hjælpes med. Lad os tage udgangspunkt i Danmarks nye Veterancenter, der skal hjælpe veteraner i forhold til offentlige myndigheder. Nogle veteraner får givetvis brug herfor, andre har måske mere behov for blot at kunne tale med soldaterkammerater ud fra devisen ”if you haven´t been there, you don´t know”[28] så de ønsker blot et veteranværested; andre veteraner med en nylig skilsmisse bag sig kan have stærkt brug for et veteranhjem med midlertidige boliger, mens andre igen blot ønsker at komme væk fra alt, hvad der har med militæret at gøre,[29] hvorfor en veteranhytte synes ideel; tunge veteraner, som boligløse eller kriminelle, kunne have brug for et udslusende veteranherberg, og psykisk skadede veteraner kunne have brug for er et rekreationshjem, som det man har etableret i Norge[30], hvor de norske veteraner får ro og lindring i naturen.

Problemet er ikke kun, at det danske Veterancenter ikke er gearet til at løse alle disse komplekse behov, men også at med dets etablering og dræn af ressourcer, reduceres muligheden for at etablere de andre nævnte former for veteran-institutioner, selvom der måske er større behov for dem end for et ”fint, formelt og forkromet” Veterancenter placeret i tidligere militære bygninger i kasernen i Ringsted.

Teoretisk synes regeringens veteranpolitik tilvejebragt som beskrevet af Charles E. Lindblom i hans ”skraldespandsmodel.”[31] Den siger, at organisationer ikke giver løsninger på fundne problemer, men trækker løsninger op af deres skraldespand/værktøjskasse og håber så på, at de dækker (nogle af) problemer, man har oplevet. Så, det er ikke veteraners problemer, der får løsninger, men det politiske og militære systems bud på de ”løsninger,” de kunne finde i skraldespanden”/værktøjskassen, der så tilpasses veteranernes problemer. Men den model overser jo helt, at dansk veteranpolitik ideelt set skal skræddersyes til den enkelte, altså individualiseres. Både fordi der er forskel på veteraner betinget af hvilken international mission de har været udsendt i[32] og hvor hård den har været for den enkelte samt fordi hver enkelt veterans PTSD kræver individuel behandling.[33]  

Den anden udfordring for den aktuelle danske veteranpolitik skal tackle er, at den militære organisation skal kunne omstille og forny sig under indtryk af veteranernes situation og udsagn. I regeringens veteranpolitik stilles dette krav til forsvaret, når det siges, at det skal blive bedre til at screene soldater, så kun de robuste hverves. Men det er ikke kun forsvarets rekruttering, der skal tage ved lære af veteraners situation og udsagn, det skal den militære organisations uddannelse, funktion, karriere, osv., også. Ikke sådan, at dansk forsvar skal udvikles til et ineffektivt militært instrument alene underlagt hensynet til veteranerne; men på den anden side skal militære chefer heller ikke kunne undtage visse områder fra fornyelse. I sidste ende er det mere den militære organisations vilje end dens evne til fornyelse, der er på spil.   

Teoretisk handler dette problem om organisationers omstillingstræghed og modvilje mod fornyelse. Det har fremtrædende militærforskere som Posen,[34] Huntington[35] og Lang[36] hævdet er tilfældet for militære organisationer, generelt. Men det gælder ikke kun militære organisationer, også civile[37]. Man kan så mene, at denne kritik ikke gælder den danske militære organisation. Men som anført i indledningen har også danske militære chefer været passive i etableringen af den danske veteranpolitik. Så mon ikke karakteristikken og dermed udfordringen eksisterer? For det er netop når den enkelte veterans (også smertelige) erfaringer gøres til lærdom for hele den militære organisation, at der sker det som Posen kalder ”double loop-learning”: At ikke kun den enkelte soldat lærer af fejl, men at hele organisationen gør det. Det ligger ganske vist i kortene, at en række oplæg fra civile myndigheder skal fremlægges og implementeres[38] og at det kan få betydning for den militære organisation. Men det ”Følgegruppen til implementering af Regeringens Veteranpolitik” løbende skal spørge sig selv og den militære organisation om er, hvad ”lessons learned” af veteranernes situation og udsagn er og hvilke organisatoriske tilpasninger, de lægger op til. Problemet er med andre ord, at den militære organisation ”individualiserer” årsagerne til veteranernes situation som uvedkommende for forsvaret. Men det er de ikke. Tværtimod. For bagvedliggende organisatoriske procedurer kan have påført udsendte soldater deres skader og det skal forsvaret også lære af og ændre sig efter.         

Den tredje udfordring er veteranpolitikkens hjælp til de psykisk skadede soldater, da både antallet, opsøgningen, diagnosen og behandlingen af disse soldater er uafklaret.

Teoretisk set ligger der enorme mængder af rapporter og forskning om hvordan psykisk udsatte/skadede soldater kan screenes før og hjælpes efter udsendelse. Nu er militærpsykologi ikke mit felt, så jeg skal afstå fra at kommentere det ud over at nævne en amerikansk psykiater med enestående gode resultater i at hjælpe amerikanske og israelske soldater med PTSD.[39] Så et første vigtigt budskab til de psykisk skadede veteraner er, at der er gunstige behandlingsresultater for PTSD-ofre. Et andet budskab er, at samfundet ikke alene gerne vil hjælpe dem, men åbent påtager sig en opsøgningspligt med at finde de psykisk syge soldater, hvis antal i følge note 20 er mere end 4.000 personer. Et tredje vigtigt budskab til disse soldater er, at samfundet ønsker en dialog med dem. Den kunne man jo passende føre i ”Følgegruppen” ved at invitere to psykisk skadede veteraner til at deltage i gruppens møder.

Denne præsentation af regeringens veteranpolitik har anlagt en kritisk indfaldsvinkel. Ikke for at nedgøre dens 19 nye og gode initiativer; men fordi denne politiks succes både er et spørgsmål om moral - vi skylder veteranerne det - og den militære organisations effektivitet. Men den danske veteranpolitiks omdømme afhænger yderligere af hvilke succeskriterier, vi opstiller. Skal alle skadede veteraners krav imødekommes og alle fejl undgås, eller kan vi godt slække lidt på ”nedrivningslægtens højde?” Det afgør i nok så høj grad om den aktuelle veteranpolitik er ”god nok” og ikke kun dens konkrete indhold. Men når vore individuelle forventninger skal bestemme om noget er ”godt nok,” er det jo som at sælge elastik i metermål: For her er mine forventninger vel lige så gode eller dårlige som dine, eller hur?       

Henning Sørensen