Submitted by Henning on
Til CS-Bladet 1.2008
Den selektive soldat
Kort før jul 2007 gav det store overskrifter i dagspressen og TV, at 60 ud af 107 konstabler (56 %) og 6 ud af 17 befalingsmænd (35 %) havde meldt fra til udsendelse til Afghanistan i januar 2008. En oberstløjtnant fra Forsvarets Personeltjeneste begrundede afmeldingerne med private forhold hos den enkelte soldat (frygt for eget liv, hensyn til familie, børnene, osv.) Og Søren Espersen, Dansk Folkeparti, mente, at man herefter skulle forpligte soldater til udsendelse ved en slags håndfæstning.[i] Begge holdninger anlægger en individuel synsvinkel på soldaters selektion (tilvalg/fravalg) af udsendelse. Man giver altså den enkelte soldat ”skylden.” Problemet er således individualiseret. Med individualiserede begrundelser fritager den politiske og militære forsvarsledelse sig selv for et medansvar for afmeldingerne. Men det burde den ikke gøre. For der kan anføres grunde til disse afmeldinger, der også tildeler forsvarsledelsen et medansvar. Fælles for dem er, at soldaterfunktionen i dag er langt mere selektiv end tidligere. Det gælder ikke mindst soldaten i international tjeneste. Og hvad menes der så med at soldaterrollen er selektiv? At, soldaten får mulighed for at vælge mellem værktøjer, værdier og varighed for at optimere sin indsats. Fire grunde til fremkomsten af den selektive soldat belyses i det følgende.
Baggrunden for at soldater kan selektere er politisk. Den hænger sammen med Danmarks nye sikkerhedspolitiske situation efter den kolde krig. Med Sovjetunionens opløsning og Warszawa-pagtens ophør befandt Danmark – som andre NATO-lande– sig i den mest gunstige sikkerhedspolitiske situation af dem alle: Kun at have allierede (EU og NATO) og ingen fjender. Danmark gik fra kollektiv til selektiv sikkerhed. Opstilling 1 viser de fire sikkerhedspolitiske positioner Danmark historisk set har befundet sig i siden Vikingetiden.
Opstilling 1. Danmarks fire sikkerhedspositioner. 750 - 2007
Fjender
- +
 |
|
|
-
 | |||
 | |||
+
 |
Opstilling 1 viser, at Danmark i Vikingetiden oplevede uafhængig sikkerhed. Vi havde hverken fjender eller allierede. Danske vikinger drog tværtimod på det vi i dag vil kalde forkøbsslag mod bange englændere og franskmænd. Efter ca. 1050 oplevede Danmark isoleret sikkerhed med fjender, men uden allierede. Det var tilfældet i knap 800 år ud af de 900 år fra 1050-1949. Fjenderne var især tyskere, Sverige og England. Ved medlemskabet af NATO i 1949 blev vor sikkerhedssituation forbedret og skiftede fra isoleret til kollektiv sikkerhed, som det kun havde været tilfældet under Kalmarunionen mellem Norge, Sverige-Finland og Danmark 1397-1523. Med selektiv sikker fik vestlige lande, inkl. Danmark, nu mulighed for at udvælge/selektere konkrete sikkerheds- og udenrigspolitiske opgaver. F.eks. spurgte FN i 1990 både Danmark og Tyskland om de ville indsætte soldater mod borgerkrigene i henholdsvis Bosnien og Somalia. Danmark valgte at sende tropper til Bosnien, men ikke til Somalia, Tyskland gjorde lige omvendt. De to lande selekterede hver sin udenrigspolitiske opgave.
Med fraværet af fjender og uden direkte militære trusler rettet mod sig, reduceres staters behov for store massearmeer – og deres krav til soldaten om ubetinget lydighed. Der eksisterer nemlig ikke længere ”en national interesse” som afgørende norm for vor udenrigs- og forsvarspolitik. Det ord er i dag irrelevant og udgået af vort sikkerhedspolitiske sprogbrug. Det er fra den enkelte stats ret til selv at vælge sine udenrigspolitiske mål at soldaten afleder sin ret til også at selektere. Det tillades f.eks. svenske officerer selv at afgøre om de vil udsendes til international tjeneste. Derfor har kun 1 af Sveriges 16 generaler været udsendt. I Danmark er international tjeneste både obligatorisk og karriereafgørende. Men det er at tillægge den konkrete deployering for stor betydning al den stund vi jo ikke tøver med at trække os ud af sådanne missioner selvom opgaverne langt fra er løst, jf. at Danmark trak sine soldater ud af Irak i august 2007, eller USA gjorde det i Libanon 1983 og Somalia 1994. Den ret for et land til at forlade en international mission viser jo netop at ”den nationale interesse” ikke står på spil, - ellers måtte kampen og soldaten jo være fortsat.
En anden årsag til fremkomsten af den selektive soldat er militær. Her skal peges på tre ændringer: Soldatens opgaveløsning, krigens natur og den militære organisations føringstaktik. Soldatens opgaveløsning var tidligere at nedkæmpe fjenden. I dag er den langt mere sammensat: At genskabe en fred, beskytte civilbefolkningen mod kriminalitet, bygge skoler, anlægge vandledninger, cleare et område for landminer, sikre fredelig afholdelse af valg, osv. En så kompliceret og skiftende opgaveløsning forudsætter en selektiv soldat, der midt i krudt, kaos og kritik kan løse civile opgaver. Som det blev sagt af en af militærsociologiens fædre, Charles C. Moskos; ”fredsoperationer er ikke en soldats arbejde, men kun soldater kan udføre dem.” Nogle ser her en fare for den militære effektivitet, kaldet ”mission creep,” at de civile opgaver eroderer soldatens skarphed. Men det er en anden historie. Det afgørende er at opgavens løsning kræver en selektiv soldat. Krigens ændrede natur nødvendiggør også en selektiv soldat. Tidligere mødtes mange soldater på slagmarken. De blev styret centralt. Nu mødes soldater kun i lejlighedsvise træfninger, eller slet ikke, men rammes af miner eller vejsidebomber eller i bagholdsangreb. Det kræver omtanke hos den enkelte soldat at træffe rigtige valg i så forskellige situationer. De beslutninger træffes ofte bedst af soldaten på stedet og forudsætter erfaringsindlæring fra tidligere opgaver.
Soldatens mange nye opgaver og krigens ændrede natur understøttes også af den valgte ledelsesstil, der i dag er opgavetaktik (management by objectives, MBO/Auftragstaktik) og ikke som tidligere befalingstaktik (management by rules, MBR/Befehlstaktik). Ved befalingstaktik foreskriver ledelsen minutiøst hvordan soldaten skal løse sine opgaver. Ved opgavetaktik tillades soldaten en metodefrihed i løsningen af den stillede opgave. Når danske soldater roses for deres indsats i det fremmede, hænger det netop sammen med deres evne til at selektere. Også opgavetaktikken forudsætter en selektiv soldat.
En tredje årsag til fremkomsten af den selektive soldat er social. Det er en grundlæggende norm i vort samfund at hver borger fra barnsben indlæres retten til selv at præge sin tilværelse; i familien, i børnehaven, i skolen, fagforeningen, på arbejdspladsen, osv. Det er denne ret til selektion fra det civile liv som smitter af på den militære funktion.
En fjerde forklaring på den selektive soldat er teknologisk. Våbnene er blevet kraftigere, men også mere enkle at betjene og kræver derfor færre soldater. Derved vokser den enkelte soldats betydning og det kræver oplyste og indsigtsfulde mennesker til i forsvaret at betjene dem. Det menneskelige element i enhver kampsituation øges hermed. Og det element opfatter vi også som meget vigtig. Ellers kunne vi lige så godt – om muligt - kæmpe med robotter.
Disse fire kræfter, den politiske, militære, sociale og teknologiske har skabt den selektive soldat. Det spørgsmål, der så kan rejses er om forsvarets organisation er indrettet til at betjene den selektive soldat? Det kræver jo en løbende informationsindsamling fra soldater ude i de spidse ender om hvad de behøver for at kunne udføre den stillede opgave. Et eksempel på en sådan informationsindsamling er ”End-Of-Tour-” rapporterne. Men det er for lidt, forkert og for sent.
Sagen er den, at forsvarsledelsen i Danmark har aldrig indrettet den militære organisation på at betjene den selektive soldat, selvom det er lige netop den type soldat, det kræver og behøver. Den danske forsvarsledelse burde – som det sker i alle andre lande vi ellers sammenligner os med – begynde med løbende at gennemføre militærsociologiske undersøgelser af hvad soldaten rent faktisk savner eller ønsker. Det vil tjene en række formål. Vigtigst er, at soldatens behov blev retningsgivende for forsvarsledelsens arbejde. Det ville fjerne dens ret til ensidig beslutningstagning og gentagne ignoreringer af påpegede problemer. Et andet formål vil være at give vore allierede soldater fra de andre lande et indblik i den danske militære kultur. Et tredje vil være ressource-optimering og øget effektivitet. For ressourcerne gives dér, hvor der er mest behov for dem. En fjerde årsag er hensynet til forsvarsledelsen selv. Den ville fremstå mere ansvarligt ved at reagere på et så massivt frafald som det, dansk forsvar har været ude for. En femte årsag er mere overordnet hensynet til den fortsatte aktive militære udenrigs- og forsvarspolitik. Den nu vigende folkelige opbakning kan blive styrket, når det viser sig, at ledelsen gentagne gange ikke har kunnet sikre soldaterne tilstrækkeligt med våben, informationer og beslutningskompetence.
Hvordan kan sådanne undersøgelser så finde sted? Man kunne følge en gruppe soldater før, under og efter udsendelse. Få undersøgt hvad er det for motiver, der får den enkelte soldat til at tegne kontrakt om udsendelse? Få afklaret hvordan uddannelsen og træning kan forbedres? Osv. Det afgørende er, at forsvarsledelsen konstant tillader og tilsikrer, at der går en kommunikation fra den enkelte soldat ude i de spidse ender og frem til forsvarsledelsen for at få de nødvendige informationer om hvad der skal til for at opgaven kan udføres.
I USA har man gennem mange år fulgt soldater før, under og efter udsendelse for at få at vide hvad de mente, der kunne gøres bedre. Det er ikke nyt. Et tidligt eksempel er general og senere præsident Dwight D. Eisenhower, der i sin bog ”Korstog i Europa” om de allieredes invasion i Normandiet i Frankrig i juni 1944 fortæller hvordan han gik rundt blandt soldaterne og spurgte dem hvordan det gik. Det var et særsyn på det tidspunkt. En af de ting han fik ud af det, var en løsning på det problem, at hans kampvogne sad fast i de mange kanaler og åer. En soldat foreslog, at de blev udstyret med en ”sneplov,” der skubbede jorden frem foran sig og således gjorde det muligt at avancere. Det var en primitiv form for militærsociologisk undersøgelse. Men effektiv.
Nu er det ikke sådan at den danske militære forsvarsledelse er uopmærksom på en række problemer for danske soldater. Den har opstillet 66 forslag til forbedringer; men sådanne ”hulter-til-bulter-”forslag rejser altid tre spørgsmål: Hvorfor først nu, hvorfor lige disse 66 forslag og hvorfor ikke nogen andre? Disse tre spørgsmål kan synes utaknemmelige, men afslører jo netop, at den militære og politiske forsvarsledelse ikke har undersøgt hvad den selektive soldat selv synes er påkrævet for at opgaven kan løses professionelt.
Hvilken aktør kunne tænkes at initiere en sådan omstrukturering af den danske militære organisation, nu da den militære forsvarsledelse ikke selv har udvist ”rettidig omhu?” For så vidt kunne de militære fagforeninger HD, CS og HKKF ved de forestående OK-forhandlinger stille forslag om militærsociologiske undersøgelser til gavn for den selektive soldat og den militære effektivitet. I den modsatte ende af beslutningsspekteret kunne den politiske forsvarsledelse overveje en forsvarskommission til belysning af effekten af den hidtidige omstrukturering af forsvaret, herunder en belysning af soldatens opfattelse heraf. Et sådant kommissorium om at indrette den militære organisation på mindre at styre end at støtte den selektive soldat ville være en god ide.
For den selektive soldaterrolle er kommet for at blive. Det hverken kan eller skal den politiske og militære forsvarsledelse kunne beordre sig ud af. Det ville være kontraproduktivt. Og det vil først og sidst stride mod de mange årsager og væsentlige værdier, der ligger i den selektive soldat.
Henning Sørensen