Submitted by Henning on
Forsvarets forfald i fem faser
Forsvarets seneste skandale i Forsvarets Ejendomsstyrelse om mulig svindel og bestikkelse, hvor samme person bestilte, godkendte og udbetalte penge er ikke en enlig svale. Tværtimod. I et længere perspektiv over en generation på 25 år ses et mønster. Det er karakteriseret ved fem typer af skandaler, der er kædet sammen, er af et betydeligt omfang og bevæger sig fra et topniveau i form af et opgør mellem forsvarschefer og politikere via forsvaret forblødning som organisation, til nepotisme afsluttende med sager om mobning og sex-overgreb, hvor chefer/ledere sparker nedad. De fem faser relateres og tilbyder dermed en forklaring på dette forfald. Kronikken afsluttes med en tro på at forsvaret som profession kan rehabilitere sig selv gennem sin egen selvkontrol, objektiv kontrol, i kraft af markante topofficerer og øgede trusler i Arktis og fra Rusland, der kræver militær indsigt, så den nu fraværende dialog mellem den politiske elite og den militære profession kan genoptages.
Omfanget af forsvarets nedtur ses bedst ved at erindre dets kronede dage. Den indledtes med indsættelse af korvetten Olfert Fischer i Golfkrigen i 1991 og udsendelse af danske soldater til borgerkrigen på Balkan i 1992. De ansvarlige for opturen var forsvarsminister Hans Hækkerup 1993 – 2000 og forsvarschef Jørgen Lyng 1989 -1996. De havde et udmærket og afbalanceret samarbejde med respekt for politikkens forrang over militæret og dets ret til professionel rådgivning. Således anbefalede Jørgen Lyng at sende kampvogne til Bosnien i 1995 ”på grund af deres defensive karakter” til støtte for de 1.400 soldater vi allerede havde i 1992 og undlade at sende soldater til beskyttelse af Srebrenica. I 1993 fordobledes antallet af udsendte soldater til 2.700 hvorefter det gradvist falder frem mod 1998 til ca. 1.700 udsendte. Denne krigsdeltagelse øgede forsvarets anseelse i befolkningen og blandt politikerne.
Det er på baggrund af denne anseelse, at den første fase i forsvarets skandalekompleks udspiller sig. Tre forsvarschefer på rad fra hvert sit værn imødegår/ignorerer den politisk-demokratiske kontrol med militæret. Den første er Christian Hvidt, (Flyvevåbnet), der er forsvarschef 1996 – 2002. Han stemmer i 2001 i EUs Militær Komite på sin jagtkammerat, den finske general Hägglund, som formand. Hägglund vinder med et snævert 8 – 7 flertal over sin italienske kollega. Det får Italien til at kritisere Danmark for at deltage i afstemningen, hvad vi havde problemer med grundet vort forsvarsforbehold. Lækkede dokumenter fra Udenrigsministeriet viste bl.a., at Hvidt tidligere direkte havde spurgt Forsvarsministeriet om lov til at stemme for Hägglund, hvad han lige så klart havde fået forbud imod netop med henvisning til Danmarks forsvarsforbehold. Sagen har flere elementer, men det står klart, at Hvidt ikke var i god tro da han stemt på Hägglund og at han udviste despekt for den mest demokratiske afgørelse i Danmark, en folkeafstemning. Andre sager belastede også Hvidt, der på grund af en (for) dyr planlagt afskedsparade selv valgte at gå nogle måneder før normal pensionering; Hvidts efterfølger, Jesper Helsø, (Hæren) 2002 – 2008 erklærer ved sin tiltræden støtte til Hvidts ageren. Det skulle have kostet ham hans afsked. Men den politiske goodwill eksisterede stadig. Helsøs ignorering bestod i at han trods gentagne beskeder fra forsvarsminister Søren Gade 2004 – 2011 om at blive orienteret om situationen for udsendte danske soldater fortav oplysninger fra Irak-krigen, bl.a. antal og årsag til dræbte danske soldater. Han blev også filmet på et møde, hvor han kritiserer en politisk vedtagelse om at nedsætte uddannelsestiden for værnepligtige til kun 4 måneder. Som damage-kontrol fremlægger Helsø/Forsvarskommandoen et ”kapacitetpapir” med en ny strategi for forsvaret fra territorialforsvar til deployering i internationale militære missioner og terrorbekæmpelse, altså fra stor, stående styrke til mindre, mobile enheder. Det stoppede kritikken og papiret bliver stort set ophøjet til lov; den nye forsvarschef Tim Sloth Jørgensen, (Søværnet), 2008 – 2009, blev vildledt af egne topofficerer om at Thomas Rathsacks bog Jæger – i krig med eliten afslørede hemmeligheder om danske soldaters identitet og nu lå i en google-arabisk oversættelse på internettet til fare for udsendte danske soldater. OB Sommer, chef for Hærens Operative Kommando, imødegik påstanden, men Sloth Jørgensen fastholdt, at bogen kunne bringe danske soldaters liv i fare, hvorfor han opfordrede pressen til at undlade at publicere bogen eller dele heraf, hvilket er et angreb på ytrings- og pressefriheden. Så alle tre forsvarschefer overtrådte demokratiske spilleregler og kunne gøre det fordi forsvaret dengang nød stor goodwill, politisk og folkeligt.
Anden fases nedtur er politikernes indblanding i forsvarets professionelle anliggender fra midt 2000 og frem. Først blander Søren Gade sig i 2004 i krigsførelsen i Helmandprovinsen i Afghanistan med samtænkningsstrategien. Den tilsagde danske soldater samtidigt at føre krig og opbygge lokalsamfundet. Så danske soldater beordres til at patruljere til fods eller i lette køretøjer i Helmand selvom den udsendte danske bataljonschef, OB Kim Kristensen, dronning Margrethes nuværende ceremonichef, så tidligt som i oktober 2007 anmodede om kampvogne til Helmand til ”beskyttelse af sine soldater”. Især på vej fra lejren og til Geresh by og retur var vore soldater udsatte. Hvor dødsensfarlig samtænkningsstrategien var kan belyses ud fra de danske tabstal i perioden 2001 – 2014. I alt omkom 43 danske soldater, heraf 25 ved vejsidebomber, altså på vej til og fra arbejde. Danmark har dermed i Afghanistan den højeste tabsrate for sine soldater pr. indbyggere for vestlige lande på 7,7 mens det tilsvarende tal for USA var 7,6 og for UK 7,4. Tabsperioden var klart tilrettelagt af Taliban. Toppunktet af dræbte soldater nås først af de danske, så britiske og endelig amerikanske soldater i 2007 - 2009. Så mens den militær professionelle indsigt anmoder om at danske soldater ”iklædes” tungt udstyr, så ignorerer Søren Gade og danske politikere over en bred kam dette ønske. Det er også i modstrid med hvordan Lyng sikrede danske soldater kampvogne i Bosnien og danske soldater vandt hæder – også internationalt – gennem bl.a. operation “Bøllebank”. Selvom Udenrigs- og Forsvarsministeriet i en fælles rapport i oktober 2008 konstaterer et stort tabstal fastholder danske politikere deres samtænkningsstrategi. De er hovedansvarlige for de (for) mange dræbte danske soldater.
Det andet element i denne fase af forsvarets nedtur skyldes forsvarsminister Nick Hækkerup, 2011-2013. Han ydmyger den militære profession, og ikke mindst dens elite ved at opfordre civilister til at søge posten som forsvarschef. Han ignorerer dermed bl.a. den historiske tradition mellem de tre værn om på skift at levere forsvarschefen, som illustreret ovenfor. Og mest afgørende, den 28. maj 2013 indgår han med Enhedslisten en aftale, Lovforslag L 200, om at nedlægge Forsvarskommandoen og indarbejde forsvarschefens funktioner under ministeriet: Personel, materiel, logistik, flyve-og flådestationer, garnisoner, økonomi, etc. Så mens en forsvarschef i 1970 havde knap 150 funktioner tillagt, får den nye forsvarschef Bartels kun seks, hvoraf tre handler om strategi og han skal fortsat udsende sin årlige strategianalyse, dog nu med tal fra forsvarsministeriet, altså med ført hånd. Forsvarschefen har således ikke kommando over sit eget personel, det ligger hos direktøren for Personalestyrelsen. I dag er der kun to militære chefer til at drive forsvaret, resten er civilt-ansatte DJØF-ere, konsulenter, mv. Den kraftige politiske kontrol med militæret fjerner dialogen mellem de to parter, til skade for begge.
Det tredje element i den politiske indblanding i militære professions anliggender er politikernes kommissorium ”Erfaringsopsamling vedr. den samtænkte danske Afghanistanindsats” fra 2014. Den lover både i overskrift og indledning at ”fokusere på samtænkningen af de danske indsatser…2001-2014”. Konkret ”anmodes Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, at udarbejde en opsamling af internationale erfaringer med samtænkning af de politiske, udviklingsmæssige og militære indsatser i Afghanistan 2001 – 2014”. Allerede her manipuleres. Ingen andre lande har en samtænkningsstrategi så ”internationale erfaringer med samtænkning” kan ikke opsamles. For at være helt sikre på, at danske politikere ikke kan gøres ansvarlige for deres indgriben i den militære krigsførelse og de (alt for mange) dræbte danske soldater ”skal erfaringsopsamlingen ikke… beskæftige sig med militære aktiviteter på det taktiske/operative niveau”. Så den militære indsats til 12,5 mia. kr. skal holdes uden for erfaringsopsamlingen, mens udviklingsbistanden til 3,5 mia. kr. og den politiske ca. 0,5 mia. kr. som støtte til valgafholdelse o. lign. skal indgå. Ingen politikere protesterede, heller ikke den kuede militære elite. For den militære profession, hvis kernefunktion er slagmarken, er dette politiske erfaringsfravalg en skændsel. Overført på soldatens modpol, sygehuset, så svarer det til, at politikerne lover en erfaringsrapport om den samlede hospitalsindsats efter at man forinden har foreskrevet kirurgen hvordan snittet skal lægges på patienten ved kun at se på hospitalets portørkørsel.
Tredje fase i forsvarets nedtur er organisationens blødninger. Strippet for sin professionelle prestige, anerkendelsen af sin militære indsigt og muligheden for lessons learned fra Afghanistan af politikerne, oplever forsvaret som organisation alvorlige udfordringer: Flere officerer og sergenter forlader forsvaret som ”tjenestefri uden løn” eller ”uforudset afgang”. I 2014 forlod 144 officerer forsvaret, i 2018 var det 189 og for sergenter var de tilsvarende tal 167 og 219; i medlemsblade for officerer, sergenter og konstabler i 2018 findes indlæg, hvor medlemmer fortæller at ”forsvaret bløder”, at flere soldater oplever stress og at unge officerer fravælger geledtjeneste til fordel for tjeneste ved et skrivebord i en stab; 1. Brigade aflyser en ellers påtænkt øvelse grundet soldaters udkørthed, osv; selv konkrete opgaver løses ikke: ”Forsvarsministeriet ikke har sikret, at fregatter, inspektionsskibe og kampvogne… kan levere tilfredsstillende opgaveløsning”, Statsrevisorerne/ rigsrevisionens beretning 22/2017. Alle er de tegn på et giftigt lederskab, ikke mindst når unge officerer fravælger slagmarken til fordel for skrivebordet.
På den baggrund kan fjerde fases organisatoriske nepotisme nok forstås, men naturligvis ikke forsvares. Her tilgodeser både civile og militære topfolk i forsvaret egen familie: Forsvarsministeriets departementschef, Thomas Ahrenkiels tildelte i 2016 sin daværende kæreste, senere hustru, et engangsvederlag på 75.000 kr., hvad Kammeradvokaten påtalte som inhabilitet og en uacceptabel fortielse over for ministeren; direktør for Forsvarets Personalestyrelse, Laila Reenberg bevilger sin vicedirektør Peter Wass en bonus på 75.000,- kr. måske fordi han beordrede Laila Reenbergs mand til den eftertragtede stilling som chef for 2. flådeeskadre; tidligere finansdirektør i Forsvarskommandoen, Anja Erichsen, sigtes af Midt- og Vestjyllands politi for at have givet sin vicechef og hemmelige kæreste, som er bataljonschef og oberstløjtnant i hæren, tillæg og vederlag uden at oplyse sine foresatte om sin inhabilitet. De militære topofficerer kan også: Den nuværende forsvarschef, Bjørn Bisserup anklages af Kammeradvokaten for ikke at have fortalt sin daværende chef, forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (2016 – 2019), at han sløjfede en planlagt besparelse så klassetallet på Hærens Officersskole til gavn for sin søn, der så kunne begynde på officersskolen hurtigere end planlagt; og tidligere hærchef Hans-Christian Mathiesen er nu fritaget for tjeneste og siget for magtmisbrug for at have tilpasset optagelsesbetingelserne på et karrierebetydende kursus på Forsvarsakademiet så hans hustru kunne optages. Og nu så sagen i Forsvarets ejendomsstyrelse, hvor souschef John Terp fra Forsvarets Interne Revision erkender at ministeriets bogholderisystem ikke kan afdække risici for fejl eller svig.
Den femte fase er mobning/ignorering af undergivne. Vigtigst er behandlingen af PTSD-veteraner. I 2007 erklærer generalløjtnant K. G. H. Hillingsø og forsvaret selv, at problemet med PTSD-veteraner nu var løst og Veterancentret ”forsvarede” de konstaterede PTSD-veteranernes med alle de veteraner, der kom styrkede hjem eller i hvert fald uden mén. Det svarer til, at Kræftens Bekæmpelse ville trøste de 30.000 personer, der årligt rammes af kræft med at 4.000.000 danskere er raske. Det er også udtryk for et giftigt lederskab når Veterancentret kan berette at knap 4% af de 31.750 soldater udsendt mellem 1992 – 2016 har en PTSD-diagnose, mens 33% af de ca. 700 af de udsendte soldater i Afghanistan i 2009 havde svære eller moderate PTSD-symptomer og 14% led af depression. De samme svækkede veteraner blev heller ikke hjulpet af Soldaterlegatet, der bevilgede det daværende Socialforskningsinstitut, nuværende Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, 12,5 mio. kr. for seks rapporter, altså over 2 mio. kr. for hver, hvoraf den første, der skulle tjene som litteraturoversigt, ikke en gang ville have passeret som samfundsopgave i gymnasiet, hvorfor VIVE i 2012 på sin veterankonference lovede en ny litteraturoversigt, der aldrig kom. Så Danmark kom meget senere i gang med en veteranpolitik end Sverige og Norge, selvom vi havde så meget desto mere grund hertil, jf. de for mange dræbte danske soldater i Afghanistan og vor militær-aktivistiske udenrigspolitik. Så den politiske, militære og forskningsmæssige (VIVE, Center for Militære Studier ved Københavns Universitet, DIIS og Forsvarsakademiet) elite kan bebrejdes en forsinket erkendelse og analyse af og hjælp til veteraner med PTSD. Et andet eksempel på mobning af undergivne har fundet sted på Sergentskole i Varde. Arbejdstilsynet har givet skolen et strakspåbud om at stoppe usaglig kritik, manipulation, trusler, bagtalelser klikedannelse, det har konstateret har fundet sted i årevis. Et tredje er Foreningen kvindelige veteraners påpegning af at den på to år har fået over 100 henvendelser fra kvinder, der har oplevet krænkelser i forsvaret, hvilket forsvarschef Bjørn Bisserup har lovet at undersøge nærmere; endelig kan nævnes menig i Livgarden Anton Skriver Olesen, der i sin bog Dræn (2019) har beskrevet hvordan ”mobning bruges som ledelsesværktøj i Livgarden”.
De fem faser i forsvarets forfald kan repareres. Blandt forsvarets nuværende topofficerer er personer, der kan og vil gøre en forskel og vende forsvarets nedtur. De kan passende starte med at få nye og uafhængige militærsociologiske data og analyser på bordet som politikerne og forsvaret så må forholde sig til. Dertil kommer udviklingen i Grønland, hvor militær indsigt er nødvendig, fordi troen på arktisk som lavspændingsområde må opgives. Endelig tilsiger Ruslands militære virke dér, i Baltikum og i andre konfliktområder øget dansk militær indsigt og selvforståelse. For hvor den militære professionalisme baseres på loyalitet, ære og kammeratskab for at kunne operere på slagmarken, synes den politiske elites at bestå i misforstået militær indsigt, ansvarsforflygtigelse og fravalg af at beskytte udsendte danske soldater som dens første og vigtigste opgave. Henning Sørensen