Forsvarets nedtur, upubl.

Forsvarets nedtur 

Forsvarets nedtur starter med en optur. Den indledtes med indsættelse af korvetten Olfert Fischer i Golfkrigen i 1991 og udsendelse af danske soldater til borgerkrigen på Balkan i 1992. De ansvarlige for opturen var forsvarsminister Hans Hækkerup 1993 – 2000 og forsvarschef Jørgen Lyng 1989 -1996. De havde et udmærket og afbalanceret samarbejde med respekt for politikkens forrang over militæret og dets ret til professionel rådgivning. Således anbefalede Jørgen Lyng at sende kampvogne til Bosnien i 1995 ”på grund af deres defensive karakter” til støtte for de 1.400 soldater vi allerede havde i 1992 og undlade at sende soldater til beskyttelse af Srebrenica. I 1993 fordobledes antallet af udsendte soldater til 2.700 hvorefter det gradvist falder frem mod 1998 til ca. 1.700 udsendte. Denne krigsdeltagelse øgede forsvarets anseelse i befolkningen og blandt politikerne.

Det er på baggrund af denne anseelse, at de følgende tre forsvarschefer - stort set usanktioneret - kan overtræde de civilt-militære spilleregler. Christian Hvidt, (Flyvevåbnet) er forsvarschef 1996 – 2002. Han stemmer i 2001 i EUs Militær Komite på sin jagtkammerat, den finske general Hägglund, som formand og Hägglund vinder med et snævert 8 – 7 flertal over sin italienske kollega. Italien kritiserer så offentligt Danmark for at deltage i afstemningen, jfr. vort forsvarsforbehold. På EU's udenrigsministermøde 9. april 2001 bedes Danmark definere indholdet af sit forsvarsforbehold og lækkede dokumenter fra Udenrigsministeriet viser bl.a. at Hvidt tidligere direkte havde spurgt Forsvarsministeriet om lov til at stemme for Hägglund, hvad han lige så klart havde fået forbud imod netop med henvisning til Danmarks forsvarsforbehold. Sagen har flere elementer, men det står klart, at Hvidt ikke var i god tro da han stemt på Hägglund og at han udviste despekt for den mest demokratiske afgørelse i Danmark, en folkeafstemning. Andre sager belastede også Hvidt, der på grund af en (for) dyr planlagt afskedsparade selv valgte at gå nogle måneder før normal pensionering.

Hvidts efterfølger, Jesper Helsø, (Hæren) 2002 – 2008 erklærer ved sin tiltræden støtte til Hvidts ageren. Det skulle have kostet ham hans afsked. Men den politiske goodwill eksisterede stadig. Helsø havde gentagne gange fået besked på af forsvarsminister Søren Gade 2004 – 2011 at blive orienteret om situationen for udsendte danske soldater. Men Helsø fortav oplysninger fra Irak-krigen og overtrådte da klart de demokratiske spilleregler. Han blev også filmet på et møde, hvor han kritiserer en politisk vedtagelse om at nedsætte uddannelsestiden for værnepligtige til kun 4 måneder. Som damage-kontrol fremlægger Helsø/Forsvarskommandoen et ”kapacitetpapir” med en ny strategi for forsvaret fra territorialforsvar til deployering i internationale militære missioner og terrorbekæmpelse, altså fra stor, stående styrke til mindre, mobile enheder. Det stoppede kritikken og papiret bliver stort set ophøjet til lov.

Den nye forsvarschef Tim Sloth Jørgensen, (Søværnet), 2008 – 2009, blev vildledt af egne topofficerer om at Thomas Rathsacks bog Jæger – i krig med eliten afslørede hemmeligheder om danske soldaters identitet og nu lå i en google-arabisk oversættelse på internettet til fare for udsendte danske soldater. OB Sommer, chef for Hærens Operative Kommando, imødegik påstanden, men Sloth Jørgensen fastholdt, at bogen kunne bringe danske soldaters liv i fare, hvorfor han opfordrede pressen til at undlade at publicere bogen eller dele heraf. Det har altid undret mig, at en militær professionel topofficer som Tim Sloth Jørgensen ikke lyttede til sin mere indsigtsfulde hærkollega, men fastholdt at hemmeligheder blev afsløret i bogen. Måske lå der et politisk krav fra forsvarsminister Søren Gade bag Sloth Jørgensens fastholdelse og henstilling, for der kan ikke have ligget en professionel indsigt og det strider mod Sloth Jørgensens professionelle indstilling. Han afgår da også frivilligt, men fortsætter som konsulent, hvad der understøtter Gades indblanding i henstillingen til pressen selvom han overtræder andre regler ved at rejse på business class og lade skatteborgerne betale for indretning af hustrus private kontorlokale og private haveplanering. Uanset afgangsårsag fremstår henstillingen som et indgreb mod ytrings- og pressefriheden.

Så alle tre forsvarschefer overtrådte demokratiske spilleregler og kunne gøre det fordi de – modsat tidligere forsvarschefer – stod i spidsen for et forsvar, der nød stor goodwill, politisk og folkeligt. Den viser sig også ved det stigende antal årlige udsendelser på 3.000 fra 1999 til 2005 især til Irak og til 4.500 fra 2006 til 2009, nu især til Afghanistan, da Danmarks militære tilstedeværelse i Irak stoppede i 2007. I dag er under 500 danske soldater udsendt.

Efter første fases optur og anden fases nedtur begynder tredje fase, politikernes indblanding i forsvarets professionelle anliggender fra midt 2000 og frem. Først blander Søren Gade sig i krigsførelsen i Helmand provinsen i Afghanistan med en ”samtænkningsstrategi”. Den tilsiger danske soldater samtidigt at føre krig og opbygge lokalsamfundet og de beordres til at patruljere til fods eller i lette køretøjer i Helmand. Således ignorerer slagmarkspolitikere og skrivebordsgeneraler i Udenrigs- og forsvarsministeriet den udsendte danske bataljonschef, OB Kim Kristensens anmodning om kampvogne til Helmand til ”beskyttelse af sine soldater”. Nu er området de danske soldater opererer i på størrelse med Amager og lader sig derfor nok afpatruljere til fods ligesom det også er muligt at vandre fra lejren til Geresh by og retur på en dag og samtidig sikre at skoler og markeder fungerer i dagtimerne. Men samtænkningsstrategien er ikke militært gennemtænkt. For beskyttelse af en by kræver militært nærvær, sådan som den amerikanske general Petraeus fik det organiseret i Irak. Og om aftenen er Geresh overladt til Taliban. Dertil kommer, at de danske soldater er sårbare under deres patruljering til fods mellem lejren og Geresh. Det kan direkte aflæses af tabstallene. I perioden 2001 – 2014 omkommer 43 danske soldater, heraf alene 25 ved vejsidebomber. Så Danmark havde i Afghanistan den højeste tabsrate for sine soldater pr. indbyggere for vestlige lande på 7,7 mens det tilsvarende tal for USA var 7,6 og for UK 7,4. Tabsperioden var også klart tilrettelagt af Taliban. Først dræbes danske, så britiske og endelig amerikanske soldater i 2007 - 2009. Så mens den militær professionelle indsigt anmoder om, at danske soldater ”iklædes” tungt udstyr, så ignorerer Søren Gade og danske politikere over en bred kam dette ønske. Det er også i modstrid med hvordan Lyng sikrede danske soldater kampvogne i Bosnien og danske soldater vandt hæder – også internationalt – gennem bl.a. operation “Bøllebank”. Hvor selvtilfredse og –sikre danske politikere var på deres samtænkningsstrategi i Afghanistan, fremgår af John Dyrby Paulsen, MP for Socialdemokraterne, nuværende borgmester for Slagelse, uimodsagte udsagn, at Danmark ikke ville ændre sin samtænkningsstrategi trods de høje tabstal. Principielt en lige uprofessionel udtalelse som de generaler fra 1. Verdenskrigs, der fastholdt deres angreb på fjendens skyttegrave trods egne soldaters enorme tabstal herved.

Men forsvarets nedtur fortsætter med forsvarsminister Nick Hækkerup, 2011-2013. Han ydmyger den militære profession, og ikke mindst dens elite ved at opfordre civilister til at søge posten som forsvarschef. Han ignorerer dermed bl.a. den historiske tradition mellem de tre værn om på skift at levere forsvarschefen, som illustreret ovenfor. Og mest afgørende, han tømmer posten for dens væsentligste funktioner, idet personel, materiel og økonomi underlægges ministeriet. Så mens en forsvarschef i 1970 havde knap 150 funktioner tillagt, får den nye forsvarschef Bartels kun seks, hvoraf tre handler om strategi og han skal fortsat udsende sin årlige strategianalyse, dog nu med tal fra forsvarsministeriet, altså med ført hånd.

Et tredje element i den politiske indblanding i militære professions anliggender er politikernes kommissorium ”Erfaringsopsamling vedr. den samtænkte danske Afghanistanindsats” fra 2014. Den lover både i overskrift og indledning at ”fokusere på samtænkningen af de danske indsatser…2001-2014”. Konkret ”anmodes Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, at udarbejde en opsamling af internationale erfaringer med samtænkning af de politiske, udviklingsmæssige og militære indsatser i Afghanistan 2001 – 2014”. Allerede her manipuleres. Ikke danske, men internationale erfaringer skal opsamles og ”internationale erfaringer med samtænkning” er en tilsnigelse. Ingen andre lande har ført en “samtænkningsstrategi” som Danmark. For at være helt sikre på, at danske politikere ikke kan gøres ansvarlige for deres indgriben i den militære krigsførelse og det danske forsvar dermed ikke kan lære noget af, så ”skal erfaringsopsamlingen ikke… beskæftige sig med militære aktiviteter på det taktiske/operative niveau”. Så den militære indsats til 12,5 mia. kr. skal holdes uden for samtænkningserfaringsopsamlingen, mens udviklingsbistanden til 3,5 mia. kr. og den politiske ca. 0,5 mia. kr. som støtte til valgafholdelse o. lign. skal indgå. Nu er erfaringsopsamlingenen umuliggjort, hvad der jo også var hensigten. For ingen politikere protesterede, heller ikke den militære elite. For den militære profession, hvis kernefunktion er slagmarken, er dette politiske erfaringsfravalg en skændsel. Overført på soldatens modpol, sygehuset, så svarer det til at politikerne foreskriver kirurgen hvordan snittet skal lægges på patienten og så foregive en erfaringsopsamling for den samlede hospitalsindsats ved kun at se på hospitalsforplejningen.

Så er vi kommet til sidste fase, hvor forsvaret strippet for sin professionelle prestige, anerkendelse af militær indsigt og lessons learned mulighed konfronteres med et giftigt lederskab, der lader sig identificere i en række negative forhold: Flere officerer og sergenter forlader forsvaret som ”tjenestefri uden løn” eller ”uforudset afgang”. I 2014 forlod 144 officerer forsvaret, i 2018 var det 189 og for sergenter var de tilsvarende tal 167 og 219; i medlemsblade for officerer, sergenter og konstabler i 2018 findes indlæg, hvor medlemmer fortæller at ”forsvaret bløder”, at flere soldater oplever stress og at unge officerer fravælger geledtjeneste til fordel for tjeneste ved et skrivebord i en stab, at 1. Brigade aflyser en ellers påtænkt øvelse grundet soldaters udkørthed, osv; selv konkrete opgaver løses ikke: ”Forsvarsministeriet ikke har sikret, at fregatter, inspektionsskibe og kampvogne… kan levere tilfredsstillende opgaveløsning”, Statsrevisorerne/ rigsrevisionens beretning 22/2017. Alle er de tegn på et giftigt lederskab, ikke mindst når unge officerer fravælger slagmarken til fordel for skrivebordet.

Det er på den baggrund at man skal forstå, men ikke acceptere, at fjerde fases giftige lederskab yderligere har udviklet sig til ”organisatorisk kynisme”, hvor nogle enkelte, både civile og militære, topfolk i forsvaret har udvist nepotistisk adfærd: Den nuværende forsvarschef, Bjørn Bisserups anklages af Kammeradvokaten for i 2010 ikke at have fortalt sin daværende chef, at hans beslutning om at udvide klassetallet på Hærens Officersskole gennem en merbevilling også ville kunne gavne hans søn, som søgte ind på kadetskolen; forsvarsministeriets departementschef, Thomas Ahrenkiels tildeling af et engangsvederlag på 75.000 kr. til sin daværende kæreste, senere hustru; direktør for Forsvarets Personalestyrelse, Laila Reenberg, der bevilger sin vicedirektør Peter Wass en bonus på 75.000,- kr. måske fordi han beordrede Laila Reenbergs mand til den eftertragtede stilling som chef for 2. flådeeskadrille; og  hærchef general Hans-Christian Mathiesen, der tilpassede  optagelsesbetingelserne på et karrierebetydende kursus på Forsvarsakademiet så hans hustru kunne optages.

Det beskæmmende ved forsvarets nedtur er ikke kun konstateringen af et militært lederskabs uprofessionelle adfærd, men at gode soldaters indsats og rygte bliver plettet, væsentlige problemer forbliver uløste og at svage veteraner med PTSD lades i stikken. Det gjorde de allerede i 2007, hvor generalløjtnant K. G. H. Hillingsø og forsvaret selv udtalte at problemet med PTSD-veteraner nu var løst og hvor Veterancentrets ledelse mente at PTSD-veteranernes lidelser skulle holdes op mod alle de veteraner, som kom hjem uden mén eller endog styrkede. Det svarer til, at Kræftens Bekæmpelse ville trøste de 30.000 personer, der årligt rammes af kræft med at 4.000.000 danskere er raske. Det er også udtryk for et giftigt lederskab når Veterancentret kan berette at knap 4% af de 31.750 soldater udsendt mellem 1992 – 2016 har en PTSD-diagnose, mens 33% af de ca. 700 af de udsendte soldater i Afghanistan i 2009 havde svære eller moderate PTSD-symptomer og 14% led af depression. De samme svækkede veteraner blev heller ikke hjulpet af Soldaterlegatet, der bevilgede det daværende Socialforskningsinstitut, nuværende Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, 12,5 mio. kr. for seks rapporter, altså over 2 mio. kr. for hver hvoraf den første, der skulle tjene som litteraturoversigt, ikke ville have passeret som samfundsopgave i gymnasiet. Og da VIVE i 2012 afholdt en veterankonference - hvad den ikke var, fordi indlæg og kommentarer ikke var velkommen – (at konferere = at samstemme) lovede VIVE en ny litteraturoversigt, der aldrig kom. Ignoreringen af PTSD-veteranerne betød, at Danmark kom meget senere i gang med en veteranpolitik end Sverige og Norge, selvom vi havde så meget desto mere grund hertil, jf. de for mange dræbte danske soldater i Afghanistan og vor militær-aktivistiske udenrigspolitik. Så den militære elite og SFI-forskningen kan bebrejdes en forsinket erkendelse af og hjælp til veteraner med PTSD og for fortsat at definere PTSD som en privat sag og ikke et traume, der også kan udløses ved dårligt militært lederskab, ligesom den stadig fastholder at en livstruende begivenhed skal foreligge for at et PTSD-traume kan foreligge og dermed accepteres af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, AES.

De fire faser på vejen til forsvarets nedtur lægger op til flere forklaringer. Den første er den militære elites indblanding i politik i anden fase og nepotisme i fjerde. Man kan sige, at når en elite forlader sin professions territorium, så gør den sig tredobbelt sårbar. Dels ved ikke at have retten til at blande sig i andres anliggender, dels ved at kunne påregne en reaktion og endelig ved at beskadige sin professions egne værdier. Officerer skal ikke lege politikerne og lære af deres giftige lederskab og organisatoriske kynisme. Den anden forklaring er politikernes indblanding i den militære professions anliggender i krigsførelsen, i udvandingen af dens funktioner og i ligegyldighed med dens lessons-learned i tredje fase. Denne politiske ignorering af professional indsigt har forsvarsministeriet fastholdt. I et internationalt (Danmark, Bulgarien, Cameroun, Finland, Italien, Spanien og Philippinerne) officersstudie om erfaringer fra internationale missioner anfører 90 % af de danske officerer, at de har haft ”moralske problemer” i deres enhed og halvdelen af dem anfører krigsførelsen som årsag, mens langt færre af de andre landes officerer har sådanne problemer og langt oftere forklarer de det med et dårligt militært lederskab eller personlige forhold blandt soldaterne. De mange danske officerer der erkender ”moralske problemer” i deres enhed passer jo med de knap 50 % af de udsendte danske soldater i 2009, der efterfølgende blev diagnosticeret med PTSD og depressioner. Studiet tilsendt Forsvarsministeriet forventes udsendt på Springer Verlag. Men problemet ignoreres til skade for en bedre professionel indsigt og veteranhjælp.

Den tredje forklaring er relationen mellem de to aktører, den militære elite og den politiske verden, der kan læses ud af sondringen ”at have kontrol” og ”at udøve kontrol”. I første fase erkender det militære lederskab, at politikerne har kontrol og at denne kontrol ikke skal udfordres. I anden fase omdefinerer det militære lederskab den demokratiske kontrol til at den skal udøves. Altså, alt er tilladt indtil det bliver direkte forbudt og selv da, tillader forsvarschefer sig at efterprøve kontroludøvelsen. I tredje fase er det politikerne, der fortsætter med at “udøve kontrol” ved hele tiden at blande sig i de militær-professionelle sagforhold. I fjerde fase overtager topfolk i forsvaret den sammen definition som politikerne: Alt er tilladt indtil der ”udøves kontrol”. Og lige her mister soldaten sin professionalisme og forsvarets nedtur er uundgåelig.   

En fjerde, bagvedliggende forklaring her er, at den danske politiske og militære elite - modsat lande vi sammenligner os med - har fravalgt militærsociologisk forskning. Den ligger mellem militærpsykologien, der hjælper majoren med at føre den menige, og militærpolitologien, der hjælper Danmark med at føre sig frem i verden. Det er netop militærsociologien, der skal hjælpe Danmark med at styre og forstå sit forsvar, herunder forstå samspillet mellem den civile og militære verden. Forskellen mellem militærpolitologer og – sociologer kan illustreres med en kronik af de første, der mener, at ”Danmarks improviserede krig kræver nytænkning” ud fra et freds- og konfliktperspektiv. En militær-sociolog vil mene, at en fremtidig dansk militær indsats altid må ske med udgangspunkt i det danske forsvar. Ikke mindst nu, hvor det jo som påvist er nedslidt. Så selvom skiftende forsvarsministre og chefer for Forsvarsakademiet – også de nuværende - er blevet opfordret til at etablere denne forskning, så vil Forsvarsministeriet hellere købe en militærsociologisk forsvarsrapport ved en tænketank i USA og betale for en positiv omtale og mene, at det bedre at styre 40 – 50 % af al forskning i forsvars- og sikkerhedspolitik herhjemme og oven i det at kunne stoppe alle projekter, man ikke kan lide i kraft af sine bevillinger, sin godkendelsesklausul, sine bestyrelsesposter i Center for Militære Studier, DIIS og Forsvarsakademiet. Men det fjerner ikke forsvarets nedtur. Den er trist at iagttage og især at se de ansvarliges passivitet. Men det er jo netop karakteristisk for et giftigt lederskab. Det kan denne artikel ikke lave om på. Henning Sørensen