Submitted by Henning on
Mens politikere og forsvarsledelse næppe gjorde sig mange overvejelser om behandling af psykisk skadede veteraner, så præsterede de i stedet for at komme i medierne i forbindelse med deres politisering. Det gælder især følgende forsvarschefer: Christian Hvidt (1996-2002), Jesper Helsøe (2002-2008) og Tim Sloth Jørgensen (2008-2009) samt forsvarsministeriets departementschef Anders Troldborg (1993-2007). Det var karakteristisk, at i denne periode med stor offentlig opbakning til danske udsendte soldater, politiserede de tre forsvarschefer i uhørt grad og blev ikke sat på plads af deres politiske chefer. Hvidt blev af forsvarsministeriets og udenrigsministeriets departementschefer fortalt, at han som Danmarks repræsentant ved valget af formand for EU's militærkomite kun kunne stemme på en officer fra et andet NATO-land og ikke på en officer fra et EU-land grundet det danske forsvarsforbehold afgjort ved en folkeafstemning. Hvidt ignorerede den politiske instruks og stemte på sin finske jagtkammerat. Han forsøgte på et chefmøde at sikre sig sine kollegers støtte i sit opgør med politikerne, men det blev afvist. Det var vel det nærmeste Danmark kom på et militærkup. Helsøe udtrykte ved sin udnævnelse støtte til Hvidts ageren (hvilket i sig selv skulle have medført hans afgang), undsagde den politisk vedtagne nedsættelse af værnepligtstiden til normalt fire måneder og tilbageholdt både informationer om dræbte danske soldater og om Annemette Hommel-sagen for den daværende forsvarsminister Søren Gade trods direkte krav fra Gade om at blive informeret herom. Sloth Jørgensen kritiserede politikerne for misundelse og Jantelov, da de nedskar antallet af generaler og admiraler, han forsøgte at stoppe publiceringen af Thomas Rathsacks Jæger – i krig med eliten, og han henstillede til danske medier om at afstå fra at omtale bogen af hensyn til de udsendte danske soldater, et hensyn OB Sommer, der ledede Operationsstaben i Karup ikke mente var nødvendigt at tage. Men henstillingen var et hidtil uhørt angreb på ytringsfriheden.
Danske politikeres ”militaristiske uvidenhed” viste sig ved at de ikke klart imødegik disse topofficerers krænkelse den ”civile, demokratiske kontrol med militæret”. Havde politikerne sikret forskning og undervisning i dette emne, havde officererne langt lettere anerkendt politikernes ret til at styre den militære organisation.