Submitted by Henning on
Kronikforslag tilsendt Politiken 19.06.2016:
Kritik af politikernes bestilte Afghanistan evaluering
”Et ekspertudvalg nedsat af den norske regering retter en skarp kritik af Norges indsats i Afghanistan”. Sådan konkluderer Godal-udvalget om Norges deltagelse i krigen i Afghanistan. Den norske indsats fandt sted 2001 – 2014 med i alt 9.000 norske soldater udsendt, kostede 20 mia. NKR og 10 norske soldater livet, jf. ”En god alliert-…”, NOU 2016:8, frigivet 6.6.2016. Tre mål blev opstillet for den norske indsats: Et strategisk, at Norge fremstod/-står som ”en god alliert” over for USA, et militært, at bekæmpe international terror og hindre landet i at blive et nyt arnested for terror, og et politisk-økonomiske, at opbygge en demokratisk og stabil økonomisk stat. Det første lykkedes, det andet kun halvt, det tredje slet ikke.
Danske politikere har ikke tilnærmelsesvis tilladt sig den samme luksus af erfaringsopsamling af vor politisk-militære indsats i Afghanistan offentliggjort 9.6.2016. Af tre grunde kan den kritiseres.
1. For det første har Forligskredsen (S, RV, V, K, DF, LA og SF) valgt en ”erfaringsopsamling” ud fra et uafklaret, afgrænset og irrelevant emne. Ifølge kommissoriet skal alene ”de internationale erfaringer med samtænkningen af politiske, udviklingsmæssige og militære indsatser i Afghanistan fra 2001 til 2014” evalueres. Emnet går altså på at få afklaret hvilke tanker embedsmænd i udenrigs- og forsvarsministeriet har gjort sig forud for indsatsen. De er i sig selv ret uinteressante. ”Samtænkning” er også et uklart psykologisk, og ikke militært eller politisk begreb. Det fremstår heller ikke klart hvad der skal evalueres? Er det samtænkningen, indsatsen, den ”samtænkte militære og politiske indsats” eller ”erfaringer” herfra. Og hvordan skelne mellem en militær indsats i forhold til uopnåelige udenrigspolitiske krav? Det er og bliver ”femøres”- betragtninger, politikerne ønsker og får.
I den afleverede rapport ”Afghanistan. Erfaringsopsamling 2001 – 2014. Del I” konkluderes, at ”fokus i dette studium har vedvarende været på sammenhængen mellem indsatserne og ikke effekten af indsatserne”, s 77. Men hvordan kan man logisk opsamle erfaringer, når man ikke må måle indsatsens effekt?
Emnet er også stærkt afgrænset. Kommissoriet bestemmer eksplicit, at ”Erfaringsopsamlingen ikke skal beskæftige sig med militære aktiviteter på det taktiske/ operative niveau…”. Det er da ellers her at Norges og andre landes evalueringer ligger. I øvrigt ”overtrædes” kommissoriet fordi de ”militære indsatsers betydning for hearts and minds”, s 65-70, direkte skal undersøges. Hvorfor ikke undersøge den militære indsats betydning for bekæmpelsen af Taleban, der jo var en af hovedgrundene til indsættelsen af danske militære styrker i Afghanistan?
Da emnet er uafklaret og begrænset fremstår den politisk bestilte ”erfaringsopsamling” også irrelevant/uinteressant. Den svarer til at et hospital laver en analyse af ”sammenhængen mellem indsatserne” ydet af administrationen og lægerne i stedet for at måle ”indsatsen” (udgiften) i forhold til hospitalets forventede og faktiske effektivitet: antallet senge, behandlede patienter, operationer, etc.
2. For det andet er der et gransker-problem med den leverede erfaringsopsamling om Danmarks indsats i Afghanistan? (”Gransker” er et populært ord efter at statsminister Lars Løkke Rasmussen udpegede ambassadør Peter Taksøe-Jensen som gransker af dansk udenrigspolitik). Politikerne har bedt Dansk institut for Internationale Studier, DIIS, og Forsvarsakademiet, FAK, at stå herfor. Men de er (for) tæt knyttet økonomisk og politisk til de to aktører, Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet, man skal forholde sig til. De er begge på Forsvarsministeriets budget og har repræsentanter herfra og fra Udenrigsministeriet i deres bestyrelse. DIIS og FAK er sjældent indbyrdes uenige og det er svært at finde rapporter herfra, der forholder sig kritisk til forsvaret.
3. For det tredje er der det problem med den danske erfaringsopsamling, at den allerede er nødlidende mangelfuld. Dansk forsvar har – i modsætning til andre lande vi sammenligner os med – stort set fravalgt at gennemføre/betale for uafhængige undersøgelser af egen indsats. For at forstå dette fravær kan man se på hvilket militært niveau, der i Danmark udøves forskning og er forskere. Starter vi på individ-niveau, så hjælper militærpsykologer Major Petersen med at styre menig Jensen. På organisationsniveau hjælper militærsociologer samfundet med at styre majoren, mens militærpolitologer (sikkerhedsanalytikere, strategiforskere, etc.) hjælper Danmark med at styre verden. Men de tre niveauers forsker-antal er vidt forskelligt. I Danmark er der i runde tal ca. 25 militærpsykologer, 2½ militærsociologer (den halve er mig, der er gået på pension), jf. Mikkel Kronborg Jønck, Militær forskning i og omkring det danske forsvar, 2013: ”Der kun er to eller tre, der kalder sig militærsociologer i Danmark-denne videnskabelige tilgang er ikke internaliseret på Forsvarsakademiet”, s 4, men mindst 250 militærpolitologer. Kort sagt, forsvaret og samfundet har fravalgt den militærsociologiske indfaldsvinkel og forskning.
Hvilke undersøgelser kunne danske politikere og dansk forsvar så have gennemført for at få bedømt sin krigsindsats? Det første man skal afklare er hvem skal bedømme krigsindsatsen: Lokale borgere i Afghanistan, danske og/eller udenlandske soldater. Mike Martin, An Intimate War, 2014, overlader det netop til 150 lokale borgere i Afghanistan at evaluere den britisk-danske krigsindsats. De mener, at danske og britiske styrker i Helmand ikke forstod den klanrelation, der virkede i Helmand hvorfor de to landes militær lod sig lokke i krig med lokale bønder i stedet for at samarbejde med dem. I Holland har Jos Groen, Junior Leadership in Afghanistan 2006-2010, bedt 19 delingsførere (premierløjtnanter-kaptajner) med operative opgaver give deres syn på flere aspekter i krigsførelsen: Overdragelsen mellem to hold, missionsudøvelsen, genopbygning eller krigsmissioner? I Sverige gengiver Peter Tillberg m.fl., Mission Abroad, 2008, svenske soldaters syn på udsendelsen, herunder deres erfaringer og indtryk fra krigen i Afghanistan. (Til orientering: Ingen af disse tre kilder er anført i rapporten).
Det andet man skal man overveje er hvilke relevante emner man vil have undersøgt og ud fra hvilke spørgsmål. Lad os tage den netop vedtagne udredning af den danske krigsindsats i Kosovo, Irak og Afghanistan som eksempel. Udredningen skal alene fokusere på ”baggrunden for Danmarks militære engagement” ikke den militære indsats i de tre lande; Kildematerialet er alene ”dokumenter”, ikke observationer eller interviews. Det er uafklaret om udredningen skal besvare spørgsmålet hvem eller hvad ”besluttede Danmarks militære indsats”. Den forskel er tydeliggjort ved at sammenholde to væsentlige forskningsbidrag om 1VKs baggrund. Barbara Tuchmann spørger i sin bog The Guns of August, hvem der traf hvilke beslutninger og finder at 1 VK var statsledernes skyld, en fejl præsident John F. Kennedy refererede til under Cuba-krisen i 1962 og som han for alt i verden ville undgå. Christopher Clark spørger i The Sleepwakers: How Europe Went to War in 1914, hvordan og finder mere grundlæggende forklaringer herpå som kulturer, patriotisme, paranoia, og ikke kun hos statslederne.
Det tredje man skal overveje er hvilke grunde er der så til at iværksætte en sådan evaluering. Vender vi her tilbage til Afghanistan-evalueringen kan opregnes adskillige. Hvilket understreger det ærgerlige i den politisk bestilte snævre og irrelevante ”erfaringsopsamling”. For det første den økonomiske: Vor indsats har med udgangen af 2014 varet i 11 år og 7 måneder. Udgifterne indtil nu er opgjort til 11,5 mia. kr. for krigsindsatsen og dertil 3,5 mia. kr. i udviklingshjælp. Ud over disse udgifter skal nævnes de over 1 mia. kr. brugt på troppetransporter, jf. Berlingske 16.01.2014, s 9, ”Forsvarsministeriet tav i et år om stor ekstraregning”. Heller ikke en kommende indsats ydet af danske soldater efter 2014, jf. ”Helmand”-planen, der kan løbe op i yderligere 2 mia. kr., jf. CS-Bladet 2, marts 2013, s 28, indgår i vurderingen. Ejheller udgifter til erstatning, medicin, pleje, pension, mv. til omkomnes familier og tilskadekomne veteraner indgår. Og her tilsiger beregninger fra USA, at de udgifter vil blive lige så store som de umiddelbare militærudgifter og de vil først vise sig mellem 40 – 50 år efter krigens afslutning. Alene den nuværende udgiftsstørrelse berettiger til en evaluering. Der er lavet vurderinger af en offentlig indsats med langt færre udgifter.
For det andet er der en international militær grund for en dansk evaluering henset til Danmarks deltagelse i fremtidige internationale militære operationer. I alt har 49 lande deltaget først under et amerikansk lederskab 2001-2003 og derefter som en NATO ledet operation, ISAF, International Security Assistance Force. Fra disse lande kommer løbende analyser af deres krigsindsats i Afghanistan. Når Danmark skal mødes med fremtidige samarbejdspartnere er det vigtigt at også en dansk synsvinkel på krigsindsatsen og ”lessons learned” indgår. Et dansk studie om uenigheden mellem NATO-landene om krigsindsatsen i Afghanistan er Peter Dahl Thruelsen, Fighting Insurgency without Unity – NATO in Afghanistan 2006-2010, 2010. Men der er ikke heri nogen kritik af dansk forsvar(-sledelse), hvorimod den norske Godal-rapport selvafslørende præsenterer sådanne uenigheder, jf. OB Karl Egil Haneviks skepsis i begyndelsen mod at sende norske soldater til Afghanistan. Et andet uenighedselement mellem landene er omfanget af indsat vold, jf. Joseph Soeters, ”Odyseus Prevails Over Achilleus”, i James Burk, How 9/11 Changhed our Ways of War, 2013. Soeters sammenligner den britiske og hollandske krigsindsats i Afghanistan. Hollandske styrker brugte gerne list og et minimum af magtudøvelse, kaldet ”Odysseus´ krigsførelse” til at opnå sine sikkerhedspolitiske mål, mens britiske styrker (og danske må man formode, jf. vort nære samarbejde) oftere brugte magt for at nå samme mål, ”Achilleus´ krigsførelse.
For det tredje er der flere interne militære grunde til en sådan evaluering. Det danske forsvar har leveret forskellige typer krigsindsats med forskellige typer soldater: Jæger-og Frømandskorpsets terrorbekæmpede Taliban- og al-Queda-styrker fra 2001; regulære danske styrker blev indsat i 2002; deres antal blev i 2006 fordoblet til ca. 750 soldater og fra den 19. september 2007 optrådte Danmark mere aktivt med tre danske delingers angreb i Green Zone i Helmand-provinsen og slaget ved Zumbalay blev startskuddet til de hårdeste kampe for danske soldater i nyere tid; herefter forfulgtes et dobbelt formål med at bekæmpe en fjende (counter insurgency-doktrinen, COIN) og med at fremme politiske værdier i lokalbefolkningen via skolebyggeri, ligestilling, demokrati (”Winning the Hearts and Minds”-strategien); til sidst har danske soldater været med til at instruere de 200.000 afghanske soldater til selv at klare stabiliteten og sikkerheden. Vi ser altså en krigsindsats med forskellige formål og aktørtyper og -antal. Enhver evaluering må sondre herimellem.
En anden intern militær grund til at undersøge Danmarks Afghanistan indsats er de menneskelige omkostninger herved: Antallet af dræbte danske soldater og veteraner med PTSD. Af de 43 danske omkomne soldater i Afghanistan er 25 omkommet ved vejsidebomber. Og den mest drabelige måned for danske soldater er marts. I den måned omkom i alt 9 af de 43, mens ingen dansk soldat omkom i april og kun 1 i februar og i maj. De tilsvarende tal for UK og USA udviser ikke et sådant mønster. Der synes altså at være en specifik dansk forklaring herpå, som klart synes at være forsvarsledelsens ansvar og som enhver militærsociolog ville spørge ind til. Når det drejer sig om danske veteraner med PTSD ses flere interessante emner. Det først er, at PTSD-veteraner betragtes som et personligt og ikke et organisatorisk problem. Når den enkelte soldat får et traume, der fører til denne lidelse, så spørger man ikke om den militære organisations ansvar herfor. Man kan så forklare det med, at dansk forsvar er gearet til at føre krig ikke at resocialisere veteraner. Men enhver civil virksomhed ville klart blive stillet til ansvar for sit arbejdsmiljø. Et andet og overset problem er de fremtidige, økonomiske omkostninger. I USA var topåret for udbetaling af erstatning til 1 VK-veteraner 1969 (50 år efter krigen), for 2 VK 1982 (43 år efter), og for Vietnam-veteraner stiger det stadig, jf. Bilmes, Linda J., “Current and Projected Future Costs of Caring for Veterans of the Iraq and Afghanistan Wars,” Costs of War, (June 2011), 9 p, her s 7.
En tredje intern militær grund til at studere ”lessons learned” i Afghanistan er den motivtilpasning mellem soldatens mål (eller motiver) til at lade sig udsende og samfundets. De er diametralt modsatte. Danske soldater deltager først af hensyn til ”gruppen” (kammeratskab, samarbejde med andre, ansvar), så sig selv (spænding, teste sig selv), krigen og til sidst lokalsamfundet (stabilitet, demokrati). De officielle mål er de samme, men i modsat rækkefølge. Opgøres Danmarks krigsindsats ud fra målopfyldelsen, så er det soldatens mål mere opfyldt end samfundets, jf. Henning Sørensen, ”Core Values of Danish Expeditionary Soldiers”, i Henrik Fürst & Gerhard Kümmel, Core Values and the Expeditionary Mindset: Armed Forces in Metamorphosis, 2011.
For det fjerde er der en civil-militær grund til at evaluere den danske krigsindsats for at afklare om de politiske direktiver er fulgt af forsvaret. Se f.eks. Rigsrevisionen, Beretning til statsrevisorerne om forsvarets understøttelse af sine militære operationer i Afghanistan, 2009, der ikke undersøger krigsindsatsen, men viser, at forsvaret ikke opfyldte forsvarsforligets målsætning om at udsende 2000 soldater i 2009, men under det halve, og omtaler de udsendte soldaters forsyninger og uddannelsesgrad før udsendelse samt CIMIC-arbejdet i Afghanistan. En anden undersøgelse, der kommer ind på krigsindsatsen, men især effekten af danske styrker for sikkerhed og stabilitet i Afghanistan er Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet, Den danske indsats i Helmand 2008, 2009. De foreløbige reaktioner på evalueringen går også på dette civilt-militære aspekt. Thomas Galasz Nielsen anbefaler at evaluere på tre niveauer, det politiske, det styrende og det udførende, jf. ”Har vi lært af indsatsen i Afghanistan?”, Jyllandsposten 25.08.2014. Den tilgang er relevant ud fra et demokratisk kontrol-med-militæret-perspektiv, men vil mere fokusere på formalias overholdelse ”oppe-fra-og-ned” end på selve ”krigsindsatsen”. Kristian Knus Larsen, Center for Militære Studier, Københavns Universitet, afviser direkte sådanne kritiske undersøgelser af den danske indsats: ”Der skal fokuseres konkret og fremadrettet, så man undgår at fælde dom over hvad der gik godt og skidt”, jf. Kristeligt Dagblad 19.08.2014, s 2. Her afvises det rigtige i ”lessons learned”-studier. Af en forsker. Men hvis en evaluering ikke må ”fælde dom over hvad der gik godt og skidt” er den overflødig. Peter Viggo Jakobsen, Forsvarsakademiet, frygter at ”resultatet enten bliver et skønmaleri…eller en søgen efter hår i suppen”. Her udtrykkes ikke lige frem tillid til kolleger eller er det til forsvaret, der ikke vil/kan ændre sig?
For det femte er der en ekstern politisk grund til en evaluering, borgernes indsigt i og forståelse for krigens vilkår og konsekvenser. 69 % af danskerne er enige eller overvejende enige i, at Danmark fortsat skal engagere sig aktivt i at løse konflikter rundt om i verden, men samtidig mener et klart flertal på 56 %, at antallet af operationer skal være færre end i de sidste ti år og kun 3 % ønsker flere operationer, jf. Berlingske 31.08.2013, ”Politiko”, s 5. Så danskerne ønsker fortsat en aktivistisk udenrigspolitik, men på et lavere niveau. Pilen for støttende opbakning synes at pege nedad. Det kan en den politisk bestilte og irrelevante ”erfaringsopsamling” om Afghanistan-indsatsen kun yderligere fortsætte.
Når det er synd at politikerne og forsvaret undgår en mere omfattende evaluering af den danske militære indsats er det jo fordi der i enhver erfaring ligger en mulighed for senere forbedring. Men også fordi, der med den nye granskningsrapport af Peter Taksøe-Jensen, ”Dansk diplomati og forsvar i en brydningstid” ikke alene lægges op til en realistisk udenrigspolitik (tjene danske nationale interesser), i modsætning til en tidligere ret så idealistisk (uden krav-stillelse til modtagerlande af dansk bistand f.eks.), men også, at den skal være effektstyret. Dansk udenrigspolitik skal altså ikke kun føres ud fra at gøre godt, også for Danmark, men også på hvor godt den virker.
Der er næppe meget hjælp at hente hos de etablerede politikerne og de af forsvaret betalte forskere. Det var således trist at overvære DIIS´s modtagelse/”grillning” af Peter Taksøe-Jensen rapporten 4.5.2016, der mere bestod i at de fire forskere meddelte hvordan deres respektive område passede til Taksøe-Jensen-rapporten i stedet for at forholde sig til dens mange væsentlige udsagn og præmisser. Havde det været en eksamen, var de dumpet.
Alligevel, tror jeg, at et nyt udenrigspolitisk paradigme er ved at indfinde sig: Vi skal gå fra den idealistiske via den realistiske og til den effektstyrede realistiske udenrigspolitik. Det bør danske politikere og militærpolitologiske forskere nok begynde at indstille sig på. En hårdt beskattet befolkning vil efterspørge den tilgang. Slagordsagtigt kan man ændre Høyrups ”Hva´ ska´ det nytte?” om det danske forsvar til: ”Hvor gør det nytte?”.
Henning Sørensen, Militærsociolog, Cand. mag., cand. scient. pol., Ph.d.