Demokratisk kontrol: Grevil-sagen, upubl.

Den demokratiske kontrol med dansk forsvar: Grevil-sagen i perspektiv

Tidligere major i Forsvarets Efterretningstjeneste, FE, Frank Søholm Grevil begrundede sin lækning til Berlingske Tidende med hensynet til demokratiet: Borgerne har krav på at få at vide hvad FE rent faktisk sagde til regeringen om Iraks mulige besiddelse af masseødelæggelsesvåben. Den samme begrundelse brugte forsvarsminister Svend Aage Jensby for at fremlægge stort set hele FE-rapporten. Begge har ret. Hensynet til befolkningen og almenvellet bør både for embedsmand og politiker gå forud for loyaliteten mod forsvaret. Det har bare ikke hidtil været tilfældet. Hverken for de to lige nævnte personer eller politikerne generelt – inklusive de tidligere socialdemokratiske forsvarsministre Jan Trøjborg og Hans Hækkerup. Så modsat udlandet, har Danmark hverken oplevet, debatteret eller støttet forskning i ”demokratisk kontrol med militæret.”

Udlandet har derimod gennem de sidste 10-15 år beskæftiget sig med denne civil-militære relation. Af tre hovedgrunde: De østeuropæiske landes overgang fra kommunistisk til demokratisk styre. Flere vesteuropæiske landes nedskæring/afskaffelse af den militære værnepligt (Frankrig, Italien, Holland og Belgien) og kraftige personalereduktioner af især civilt personel; begge dele isolerer militæret fra det omliggende samfund og for mange ses værnepligten som et væsentligt element i den demokratiske kontrol. Endelig den øgede militære aktivitet med udsendelse af styrker til udenlandske brændpunkter, der indebærer nye ressourcer og større handlefrihed til forsvarets ledelse.

Så mens Danmark alene støtter den militærpsykologiske forsknings interesse i ”hvordan major Jensen bedst kan styre menig Petersen,” har udlandet længe forsket i det militærsociologiske hovedproblem: ”Hvordan samfundet skal styre major Jensen.”[1] Den debat er som sagt gået uden om Danmark. Selv den nyligt udgivne magtudredning for Danmark til 50 mio. kr. udelader dette emne. Alene derfor er den ”skæv.” Men en hurtig opregning af en række sager dokumenterer behovet for forskning i ”demokratisk kontrol med forsvaret:” Den aktuelle Grevil-sag, General Helsø-sagen om hans ret til at begrænse informationerne til offentligheden af ”hensyn til soldaterne og deres pårørende,” (dog har han efterfølgende har lovet, ”at de beslutningstagende elementer kan få oplysninger, når danske enheder har været involveret i kamphandlinger,” Berlingske Tidende 4.2.2003, s 5), General Hvidt-sagen om hans afstemning i EUs militærkomite mod udenrigs- og forsvarsministeriets instrukser, det danske forsvars lukkethed om sin økonomi, det nødlidende de mars-projekt om EDB-styringen af forsvarets grej, de utilstrækkelige og forsinkede informationer til den danske befolkning om begivenheder for udsendte danske styrker, f.eks. bombeulykken i Afghanistan, hvor tre danske soldater mistede livet, de danske fly-aktioner i samme land, forsvarsminister Jensbys omtale af danske soldaters drab på en våbenløs, civil iraker som ”sket i kamp,” osv. Her kan Grevil-sagen vække en slumrende debat om forholdet mellem forsvar og samfund i et demokrati til live.   

Resten af kronikken skitserer emner for denne forskning. Først præciseres begrebet ”demokratisk kontrol med forsvaret.” Dernæst anføres en række grunde til at denne debat er relevant, ikke mindst for Danmark. Og endelig nævnes en række tiltag, der kunne styrke denne kontrol med det danske forsvar.

1. Da der ikke er enighed om hvad demokrati er, er der heller ikke enighed om hvad der skal forstås ved ”demokratisk kontrol med forsvaret.” Men man kan anlægge en aktørsynsvinkel. I den civile sektor er aktørerne: Borgere, skatteydere, medier, folketings- og undertiden regeringsmedlemmer, i den militære: Forsvarets personel, især topofficererne. Det helt grundlæggende i den demokratiske kontrol er den første gruppes forrang for den sidste. En forrang og ret til kontrol, som ikke skal betvivles, - og når det sker - så er der netop tale om manglende demokratisk kontrol med militæret.

Man kan også anlægge en adfærdsindfaldsvinkel og skelne mellem at ”have demokratisk kontrol,” hvor forsvaret kender sit underordnelsesforhold over for den civile sektor og selv indpasser sig og ”at udøve kontrol,” hvor den civile sektor må gribe ind over for forsvaret. Det sidste har vi alt for ofte været vidne til i de sidste par år, jf. sagerne ovenfor. Her er Grevil-sagen en undtagelse, fordi det er en militær aktør, der kræver ”demokratisk kontrol” med sin egen aktør-side, forsvaret.

2. Hvorfor er demokratisk kontrol med forsvaret mere forståelig i dag end tidligere? For det første spiller dansk forsvar ikke længere en ”ekstern” rolle som landets forsvarer mod en udenlandsk angriber. Danmarks sikkerhedspolitik er i dag for første gang i 1000 år karakteriseret ved, at vi kun har allierede (i EU og NATO) og ingen fjender (tidligere især Sverige, så Tyskland og senest USSR). Det betyder, at den nuværende grad af hemmelighedskræmmeri og lukkethed af forsvarets institutioner, som i Grevil-sagen, ikke længere er rimelig, ligesom det heller ikke er ”undergravende virksomhed” at kritisere FE eller andre af forsvarets organisationer. Tværtimod. Det er dem, der skal tilpasse sig samfundet (og dets øgede åbenhed), ikke omvendt. Det indebærer også, at vi som borgere skal anskue forsvarets personelgrupper som andre civile interessegrupper som læger, præster og lærere, og ikke som objektive aktører. Problemet med åbenhed og debat i forsvaret er, at i ekstreme situationer er der ikke plads til dem. Her må soldater stole på at givne ordrer efterkommes. Også selvom man er imod dem.  

For det andet sætter forskydningen i forsvarets personelsammensætning den demokratiske kontrol under pres. I 1950/1951 var der 40.000 mennesker i det danske forsvar. 57% var værnepligtige, 21% civilt ansatte, 12 % konstabler mv. og 9 % officerer. For de 28.000 ansatte i dag er tallene henholdsvis 21 %, 26 %, 40 % og 13 %. Så mens 4 ud af fem (78%) i forsvaret i 1950/51 var civile borgere, er andelen faldet til under halvdelen (47 %). Og regeringens udspil til nyt forsvarsforlig med færre værnepligtige og civilt ansatte og relativt flere professionelle vil yderligere forværre problemet. Man kan også sætte forsvarets personeludvikling i forhold til befolkningstallet. I 1950/51 var der 80.000 soldater pr 1 mio. indbyggere, i dag er der kun 5.400. Både faldet i antallet af civilt ansatte og militære værnepligtige gør dansk forsvar – som andre landes forsvar - mere professionelt og det færre antal soldater pr. indbygger gør forsvaret mere isoleret. Begge dele er en udfordring for demokratiet. I alle lande. Forskellen mellem dem og Danmark er, at de første vedgår problemet og bevidst søger at afhjælpe det, mens Danmark undgår/fortier det.

For det tredje er forsvarets privilegerede organisering en belastning for den demokratiske kontrol. Forsvarets særstilling viser sig på mange områder. Forsvarskommandoen i Vedbæk har betydelig selvstyring alene i kraft af den geografiske afstand til forsvarsministeriet i København. I udlandet er samme kommando direkte geografisk placeret i og politisk underlagt forsvarsministeriet. Det skal også ske her, idet Forsvarskommandoen flytter ind på Slotsholmen. Et andet eksempel på forsvarets særstilling i forhold til andre statslige institutioner er topofficerernes selvsupplering til alle topposter i dansk forsvar, inklusive de to mest politiske poster: Forsvarschef og forsvarsstabschef. Politikerne har overladt det til de tre værns topofficerer at besætte disse topposter; De tre værn har dog den gentleman-aftale, at de to topposter skal gå på skift mellem dem. Det svarer til at departementscheferne i Danmark selv udpegede hinanden og derudover sørgede for at en jurist, økonom og en cand. scient. pol. på skift skulle være departementschef i f.eks. stats- og finansministeriet. Et tredje eksempel på dansk forsvars særstilling er, at politikerne i mange år ikke har grebet ind over for dansk forsvars vedvarende økonomistyringsproblemer. Dertil kan så lægges den faktiske ligegyldighed over for to grundlæggende politiske ønsker om flere soldater til udsendelse og flere kvinder i uniform. I 1991 var der 1067 kvinder, i 2001 867. ET fald på 20 %. Samtidig har forsvarets behandling af kvinder (sexchikane) og værnepligtige (sergentvold) flere gange været under anklage. Så på trods diverse fejl og ledelsesmæssig inkompetence, jf. de nævnte sager i indledningen, har forsvaret fået øget antallet af topposter (generaler og admiraler) fra 21 i 1983 med 33.000 militært ansatte til i alt 40 i dag med de 28.000 ansatte, hvoraf de 23 arbejder i Danmark (tre positioner er dog ubesatte) og 17 i udlandet. Alle disse eksempler viser hvor eftergivende og ikke-kontrollerende danske politikere har optrådt over for en egenrådig og upåvirkelig forsvarsledelse.

3. Hvad skal der så gøres for at styrke den demokratiske kontrol med forsvaret? Man skal starte med at sanktionere udemokratisk eller egenrådig officersadfærd. Officererne skal tage konsekvensen, hvis de ikke kan med de beslutninger regering, folketing og befolkning har truffet. De må gerne være uenige i dem, men disse afgørelser har modsat officersbeslutninger legitimitet. Og i øvrigt skal vi ikke glemme, at menige soldater stort set loyalt følger de beslutninger som deres foresatte officerer udstikker. Hvorfor er det så svært for officerer at følge lovligt givne politiske ordrer?

Dernæst skal man ændre forsvarets organisatoriske særstilling, hvad der som sagt allerede er ved at ske. Topofficeres selvforvaltning skal begrænses, forsvarstoppen har forspildt sin chance. Den militære organisation skal trimmes. Der foregår meget dobbeltarbejde og ineffektivitet i det militære etablissement. Og karrieremæssigt skal de officerer forfremmes, der følger de demokratiske spilleregler om åbenhed og debat forfremmes.

Så skal emnet demokratisk kontrol med forsvaret indføres på de militære skoler og akademier. Det er i dag et lige så vigtigt fag som strategi og sikkerhedspolitik. Og så bør politikere med udgangspunkt i Grevil-sagen ikke alene undersøge FE og dets anvendelse af de øgede bevillinger, men generelt afsætte penge til forskning af den demokratiske kontrol med forsvaret. Det er på tide. Det viser de mange sager, forsvarets øgede isolering grundet færre civilt ansatte og værnepligtige samt forsvarets særstilling. Men især er det fordi forsvaret som samfundsinstitution og den menige soldat fortjener det. De mangler stadig at opleve at den indsats de udøver ude i de spidse ender ikke bliver belastet af en udemokratisk forsvarsledelse.

Henning Sørensen,

militærsociolog

Borremosen 13,

2800 Lyngby, 44988876