Submitted by Henning on
Afghanistan-indsatsen revurderet: En fiasko
Seniorforsker ved DIIS, Louise Riis Andersen, beklager i Jyllandsposten 16.10.2017, at ”der i det nye (forsvarsforligs-)udspil ikke står et ord om hvordan militærets internationale engagement skal spille sammen med Danmarks øvrige udenrigs- og sikkerhedspolitiske indsats (for denne) samtænkning var tidligere en markant politisk prioritet… Det er synd for samtænkning kan være med til at forebygge konflikter og ekstremisme, så vi undgår dyre og langvarige krige”,.
Med en sådan anprisning undrer udeladelsen af samtænkning i udspillet jo også. Det skal dog erindres, at LRA for danske politikere har skrevet samtænkningsrapporten, ”Afghanistan. Erfaringsopsamling 2001 – 2014”, del I. Internationale Erfaringer med samtænkning i Afghanistan”, 90 s, iom kommissoriets krav om ”en opsamling af internationale erfaringer med samtænkning af de politiske, udviklingsmæssige og militære indsatser i Afghanistan 2001 – 2014”. Der fulgte dog en væsentlig tilføjelse: ”Erfaringsopsamlingen skal ikke beskæftige sig med militære aktiviteter på det taktiske/operative niveau”. Hvilken selvmodsigelse: Rapporten skal ”opsamle erfaringer om militære indsatser”, men må ”ikke beskæftige sig med militære aktiviteter”. Denne artikel analyserer først rapporten og samtænkningsbegrebet; så forklares hvorfor militærpolitologer i DIIS, Forsvarsakademiet og center for Militære Studier, KU, ikke har forholdt sig kritisk til den svage rapport, endsige til forsvaret generelt; endelig drøftes hvorfor danske politikere kontinuerligt fravælger analyser af danske soldaters indsats: De frygter art blive gjort ansvarlige for via deres samtænkning at have medvirket til de mange dræbte danske soldater.
En første svaghed ved LRAs rapport, er at den kun handler om udlandets, især USA's, samtænkning, ikke Danmarks. Forsvarsforligskredsen (S, RV, V, K, DF, LA og SF) har direkte afskrevet en udredning af udsendte danske soldater indsats. Alligevel hævder LRA i JP, ”at Danmark i mange år har brystet sig af at være et samtænkningsforegangsland” og at samtænkning er en ”mærkesag for Danmark”. Det er så ikke rigtigt og det er der heller ikke belæg for i rapporten, der kun behandler udlandets samtænkning. En anden svaghed er, at rapporten ikke holder, hvad dens kommissorie lover: Samtænkning, indsatser og erfaringsopsamling. De tre begreber er emne-og tidsmæssigt forskellige, men indbyrdes forbundne. Samtænkning kommer først, så de tre indsatser og endelig erfaringen. Med de danske politikeres fravalg af den militære indsats kan en lovet erfaringsopsamling heller ikke leveres. Det burde LRA have set og sagt nej tak til opgaven. Hun konstaterer det indirekte ved afslutningsvist at erkende, at samtænkning er blevet reduceret til ”sammenhængen mellem indsatserne og ikke effekten af indsatserne”, s 77. Hermed ligger erfaringsopsamlingen i ruiner. En fjerde svaghed er, at LRA så mener at forklare ”sammenhængen mellem indsatserne”. Men samvarians må ikke forveksles med sammenhæng. Hvis en sammentænkt indsats at sikre skoler lykkes, er det så fordi der er ydet udviklingsbistand til bøger eller militær beskyttelse af skolen? Hvilken sammenhæng er der her, hvad er årsag og virkning? Den femte svaghed er så, at LRA alligevel fremlægger erfaringer hun logisk set ikke kan drage og som hun lige har erkendt ikke kan gives, da rapporten ikke viser ”effekten af indsatserne”. En sjette svaghed er, LRAs udsagn om at samtænkning kan forebygge konflikter og ekstremisme modsiges af hendes materiale, når en af hendes mest centrale kilder ”konkluderer, at stabiliseringsinitiativer i nogle perioder direkte var årsag til ustabilitet og vold”, s 69. En syvende svaghed er, at de fire ”pointer” eller erfaringer LRA selv udleder kan kritiseres. Således lyder hendes første pointe: ”Samtænkningssamarbejdet skal etableres på så højt niveau som muligt i de relevante organisationer for at kunne fungere i praksis på lavere niveau i felten”, s 77.
Den modsatte konklusion, samtænkning skal udgå lokalt, er mere korrekt, jr. de følgende fem observationer.
1. Det danske forsvar har leveret forskellige typer krigsindsats med forskellige typer soldater: Jæger-og Frømandskorpsets terrorbekæmpede Taliban- og al-Queda-styrker fra 2001; regulære danske styrker blev indsat i 2002; deres antal blev i 2006 fordoblet til ca. 750 soldater og fra den 19. september 2007 optrådte Danmark mere aktivt med tre danske delingers angreb i Green Zone i Helmand-provinsen og slaget ved Zumbalay blev startskuddet til de hårdeste kampe for danske soldater i nyere tid; herefter forfulgtes et dobbelt formål med at bekæmpe en fjende (counter insurgency-doktrinen, COIN) og med at fremme politiske værdier i lokalbefolkningen via skolebyggeri, ligestilling, demokrati (”Winning the Hearts and Minds”-strategien); til sidst har danske soldater været med til at instruere de 200.000 afghanske soldater til selv at klare stabiliteten og sikkerheden. Vi ser altså en forskellig krigsindsats med ingen eller skiftende samtænkningsformål. Enhver samtænkning må som udgangspunkt have de deployerede soldaters antal, art, opgaver og operationer mere end idealistiske samtænkningsønsker.
2. Samtænkning skal også udgå fra de enkelte landes militære adfærd. Joseph Soeters har I ”Odyseus Prevails Over Achilleus”, i James Burk, How 9/11 Changed Our Ways of War, 2013, sammenlignet den britiske og hollandske krigsindsats i Afghanistan. Hollandske styrker brugte gerne list og et minimum af magtudøvelse, kaldet ”Odysseus´ krigsførelse” til at opnå sine sikkerhedspolitiske mål, mens britiske styrker oftere brugte magt for at nå samme mål, ”Achilleus´ krigsførelse”. Så, før der ”samtænkes”, skal den militære magtudøvelse afklares. Hvilken af de to former for magtudøvelse leverede danske soldater? Det kan og må LRA ikke svare på, jf. ovenfor, men hun konstaterer alligevel med fede typer, ”at udenlandske troppers opførsel havde indflydelse på den afghanske befolknings syn på både den internationale tilstedeværelse og de afghanske myndigheder”, s 65. Den ”femøres-betragtning” leverer ikke ammunition til samtænkningen?
3. Et yderligere aspekt forud for en samtænkning er fastlæggelsen af den militære tilstedeværelses kvalitet. F.eks. kritiserer Rigsrevisionen i Beretning til statsrevisorerne om forsvarets understøttelse af sine militære operationer i Afghanistan, 2009, det upræcise ressourceforbrugsopgørelser for de militære indsatser og en konstateret personalemangel til udsendelse.
4. Den lokale politiske situation er også afgørende for om en samtænkning kan iværksættes. Danske soldater var jo underlagt britisk kommando. Den fjernede som en politisk indsats en stærk afghansk guvernør, der opretholdt et autoritært, uretfærdigt, men ”roligt” regime. I hans fravær kom lokale stammer til overfladen, hvor nogle appellerede til Afghanistans regering i Kabul, mens andre åbenlyst støttede Taleban, jf. journalisten Christina Lamb, Farewell Kabul, 2016, hvis bog især omhandler Helmand provinsen. Her har en politisk, demokratisk indsats forværret det militære råderum.
5. Meget enkelt kan man jo spørge om hvem skal afgøre ”samtænkningens” succes? Ifølge LRA skal det ske overordnet og centralt. Men ifølge Mike Martin i An Intimate War, 2014, skal det bedømmes lokalt og af de borgere til fordel for hvem den er tænkt og ydet. Så han har bedt 150 borgere i Afghanistan om at evaluere den britisk-danske krigsindsats. De mener, at danske og britiske styrker i Helmand ikke forstod den klanrelation, der virkede i Helmand, hvorfor de to landes militær lod sig lokke i krig med lokale bønder i stedet for at samarbejde med dem. Konklusionen på DIIS´ samtænkningsrapport er, at den ikke er hvad den udgiver sig for at være, (fra samtænknings- til sammenhængsrapport), ikke holder hvad den lover, (indsatsgennemgang og erfaringer), og ikke erkender sine svagheder (leverer de ”pointer” eller erfaringer, den ikke har dokumenteret).
Det hænger sammen med samtænkningsbegrebets uafklarhed. Det er kun ideer undfanget af politikere, udviklingsadministratorer og generaler omkring et skrivebord. De skal afprøves i en virkelighed, der hele tiden skifter. Det er også baseret på et postulat om at det er muligt og hensigtsmæssigt at samtænke ”politiske, udviklingsmæssige og militære indsatser”. Det er langt fra sikkert. Det kræver ”fred og ro” på slagmarken for at lokale, NGOere og soldater kan forfølge civile mål ved siden af de militære. Samtænkningen må hele tiden justeres til den asymmetriske krig. Det giver også et usikkert succeskriterie: Hvad er vigtigst, afghanske skolers fortsatte funktion eller soldatens sikkerhed? Og hvem skal gøre det? Ud fra et demokratisk synspunkt vejer den politiske stillingtagen/indsats tungest. Men hvad består den i og hvordan afvejes den med de faktisk forhold for det udsendte fodfolk? Så samtænkning sker nærmest i et vakuum, fjernt fra slagmarken. Det gør det i sig selv vanskeligt at udarbejde en samtænkningsrapport. Det gøres så heller ikke lettere med de danske politikeres selvmodsigende og uløselige kommissorie.
Den her leverede kritik rejser spørgsmålet: Hvorfor har ingen af de mange ansatte militærpolitologer i DIIS, Forsvarsakademiet (FAK) og Center for Militære Studier (CMS), KU, kommenteret/kritiseret rapporten. Et enkelt svar er, at FAK er ”medskyldig”. FAK fik den 3. kommissorie-opgave, at ”udarbejde en opsamling af erfaringer fra Afghanistan med de projekter, som Forsvaret har gennemført til støtte for militære operationer (såkaldte CIMIC-projekter)”. Da FAK - ligesom DIIS – ikke må ”beskæftige sig med militære aktiviteter på det taktiske/operative niveau”, kan FAK heller ikke ”indsamle erfaringer om CIMIC-projekters betydning for de militære operationer”. Igen kommissoriets selvmodsigelse. I øvrigt er det en ret irrelevant opgave at undersøge de 7 mio. kr.s CIMIC-indflydelse på de militære operationer til 14 mia. kr. En anden forklaring på tre forskningsinstitutioners tavshed er deres afhængighed af Forsvarsministeriet. Det finansierer dem, har repræsentanter i deres respektive bestyrelser, der bestemmer de emner, der skal studeres. Så man bider ikke den hånd, der fordrer én. En tredje forklaring kunne være disse forskeres personlige modvilje mod at undersøge den militære indsats som sådan. Det gælder ikke Thomas Galasz Nielsen, DIIS, der for Udenrigs- og Forsvarsministeriet skrev Den danske indsats i Helmand 2008, 2009 om end på tre trinhøjere niveauer, det politiske, det styrende og det udførende, end det jordnære slagmarksniveau. Men han ønsker netop en udredning af de militære indsatser, jf. hans indlæg i JP 25.08.2014,”Har vi lært af indsatsen i Afghanistan?” Derimod afviser Kristian Knus Larsen, CMS, direkte ”lessons learned”-undersøgelser af den danske indsats: ”Der skal fokuseres konkret og fremadrettet, så man undgår at fælde dom over hvad der gik godt og skidt”, jf. Kristeligt Dagblad 19.08.2014, s 2. Men en evaluering skulle da gerne ”fælde dom over hvad der gik godt og skidt”. Hva´ellers? Peter Viggo Jakobsen, FAK, frygter at ”resultatet enten bliver et skønmaleri…eller en søgen efter hår i suppen”, ibid. Her postuleres kun to diametrale udfald af erfaringsopsamlinger. Hvorfra ved PVJ det? Uanset årsagen til den fælles tavshed (medskyldighed, organisatorisk dominans eller psykologisk modvilje) så er resultatet det samme: Det er svært at finde rapporter fra DIIS, FAK og CMS, der forholder sig kritisk til forsvaret og er indbyrdes uenighed. Der er større uenighed blandt politikere om værnepligt, ubåde og indsatsområder end blandt forskerne.
Et gennemgående tema her har været danske politikeres fravalg af analyser af vore soldaters militære indsats på det taktiske/operative niveau, de såkaldte ”lessons learned”-analyser? Det må undre. For enhver professionel soldat vil gerne trække på tidligere erfaringer før en ny udsendelse. Så det er ikke for soldatens skyld, at politikerne fravælger dem. Hvorfor så? Her leveres en forklaring baseret tabstal for soldater i Afghanistan. Danmark mistede 43 soldater i Afghanistan, Sverige 6 og Norge 10. En markant forskel mellem de tre skandinaviske lande, der ellers økonomisk kan fremvise ret identiske militære og udviklingsomkostninger i Afghanistan. Det skal så nævnes, at vi havde soldater i Helmand-provinsen, de to andre lande i det mere fredelige Kabul-område. 38 af de 43 dræbte danske soldater omkom i Helmand-provinsen og 25 af dem ved vejsidebomber. Disse dødsfald skete altså i forbindelse med patruljering. Som oftest fra basen og ind til Gereshk for at sikre at skolerne er åbne, også for pigerne, at de lokale kunne gå ud i gaderne, besøge markederne og købe ind i boderne, etc. * etc., og retur. Altså er soldatens fokus, bestemt fra oven i samtænkningens navn, at sikre en civil dagligdag mere end at bekæmpe Taleban. Det fremgår også af en interviewrunde jeg havde med udsendte danske officerer fra Danmarks krige. Her udtalte en chef fra en af de første hold en advarsel mod vejsidebomber. Så militært set var deres skadevirkning for danske soldater erkendt på et tidligt tidspunkt. Alligevel fortsatte de daglige patruljeringer, også til fods. Et andet element i denne fortælling er, at marts måned med 9 dræbte danske soldater (19%) i perioden 2001-2014 var den mest dødelige. Ingen andre lande i koalitionen har mig bekendt en tilsvarende skæv periodisering.
Den krigsførelse, der fandt sted i Helmand-provinsen målt på antal dræbte danske, britisk og amerikanske soldater viser et afvigende billede, der også sætter samtænkningen i perspektiv. Det mest dødelige år for danske soldater var 2008 med 13 af 43 faldne danske soldater (30%), 2009 var den værste måned for UK med 108 ud af 455 dræbte soldater (24%) og 2010 for USA med 308 ud af 2381 faldne (21%). Man kan få det indtryk, at Taleban udfordrede de tre landes soldater successive. Man kan også sige det sådan, at Danmarks nationale samtænkning vanskeliggjorde en militær international koordinering. Vesten tabte ikke krigen i Afghanistan i 2014, men flere krige mod hvert land i respektive år. Taleban bestemte hvor, hvornår og hvem af Vestens tropper, der skulle udfordres. Så Vesten soldater kæmpede ikke side om side i denne asymmetriske krig, men hver for sig i samtænkningens hellige navn. Man kan selvfølgelig argumentere for at de 290 skoler som Danmark havde påtaget sig ansvaret for rent faktisk fungerede, men det gør de ikke i dag. Det må tillades at rejse det spørgsmål om deres midlertidige opretholdelse i samtænkningens navn var de dræbte danske soldater værd? Se det spørgsmål ønsker politikerne ikke stillet. Derfor deres fravalg af at forskere ”beskæftiger sig med militære aktiviteter på taktisk/operativt niveau”.