Den danske forsvarsledelses ansvarskultur, upubl. artikel

Den danske forsvarsledelses ansvarskultur

Enhver virksomhed, civil som militær, har en virksomhedskultur. Den kan kort oversættes til ”vaner.”[1] En virksomhedskultur vises i den måde virksomheden  

- er indrettet på,

- virker på og

- forstår sig selv på.

Kulturen er altså udtrykt (i bygninger, brevpapir), udtalt og underforstået; den kan være til intern brug eller henvendt til omverdenen; og den kan signaleres af ledelse, medarbejdere eller begge parter.

Den del af det danske forsvars virksomhedskultur, der analyseres her, er ledelsens ansvarsforståelse og bygger på dens udsagn eller mangel på samme. Det spørgsmål, der søges afklaret er om ledelsen er parat til at påtage sig et ansvar eller undviger at gøre det. Undersøgelsens udgør således en begrænset del af forsvarets samlede virksomhedskultur; men er afgørende, fordi den er udstukket af ledelsen og derfor retningsgivende for alt forsvarspersonel og for de værdier ledelsen lægger vægt på og må forventes at blive målt på. Når man undersøger forsvarsledelsens udsagn om dens ansvarskultur skulle man tro, at Inden forsvarsledelsens ansvarslighedskultur afdækkes, skal de to begreber: Forsvarsledelse og ansvarlighed, afklares:

Den danske forsvarsledelse udgøres af:

- Minister

- MF-ere, ikke mindst i Folketingets Forsvarsudvalg og

- Militærtoppen, dvs. topcheferne i FKO, HOK, osv.

Det er vigtigt at understrege, at de følgende kommentarer alene er rettet mod ledelsens ansvarskultur og ikke mod civile, menige, befalingsmænd eller officerer generelt, endsige mod alle topofficerer;

Den ansvarlighed, eller rettere mangel på samme, der omtales her har fire fremtrædelsesformer:

-      ansvarsforskydning, hvor andre tildeles ansvaret for en hændelse

-      ansvarsforflygtigelse, hvor man fralægger sig ansvaret

-      ansvarsfortielse, hvor man har et ansvar, men ikke tager det på sig og

-      uansvarsforkludring, hvor man handler for sent, for lidt eller forkert.

De fire uansvarlighedsformer kan vises på en linie, hvor ansvarsforskydningen anses for den mest kritisable, fordi andre uretfærdigt tillægges ansvaret, mens ansvarsforkludringen er den mindst kritisable, fordi den dog repræsenterer en vilje – men altså ikke evne – til at handle ansvarligt:

Figur 1.

                         |                      |                        |                     |

ANSVARS –forskydning     -forflygtigelse         -fortielse          -forkludring    

Ansvarsforskydning

Den første aktør i forsvarsledelsen, hvis ansvarskultur analyseres, er forsvarsminister Søren Gades. Han udtalte til Jyllandsposten 17.10.2007 under overskriften: ”Gade: Major tog selv beslutningen:

Dræbt major besluttede selv at bjærge havareret panserkøretøj og det er cen-tralt i hærens strategi, siger forsvarsminister Søren Gade. Falder et køretøj i fjendens hænder kan det koste endnu flere liv, siger Gade. Forsvarsministeren kalder det dybt tragisk, at major Anders Storrud i gå døde i Afghanistan, men beslutningen om at bjærge et tomt, havareret panserkøretøj skal sikre andre soldaters liv. Det er en beslutning som bliver taget på stedet af føreren og jeg har fuld tiltro til at han kan træffe den rigtige beslutning. Og det er ikke bare et køretøj med en værdi det handler om. Det er et køretøj med en masse elektronik, og det ville være meget lidt hensigtsmæssigt, hvis det faldt i fjendens hænder. Hvis de andre får fat i det, kan det bringe liv i fare.”

Det er ansvarsforskydning af ministeren, når han giver afdøde MJ Anders Storrud eneansvaret for sin død. Det har han ikke. Det fremgår af flere forhold. For det første handler en udsendt soldat i et autoritært ledet system og i et risikofyldt miljø ikke i et vakuum. Beslutningen om at hente køretøjet er givetvis meddelt opad og gennemført med foresattes indforståelse. For det andet betoner ministeren tre gange i det korte interview vigtigheden af at hente køretøjet og demonstrerer dermed hvor afgørende en norm, der er tale om. Den er drøftet og besluttet på højeste sted og den er med stor sandsynlighed nedskrevet. I hvert fald er den velkendt af alle udsendte soldater. Den kultur kan ikke lægges MJ Anders Storrud til last. Han har ikke været i tvivl om de forventninger, der har været rettet mod ham i den konkrete situation og som han loyalt har fulgt. For det tredje fremgår det af samme artikel, at

”danske soldater tidligere har rejst kritik af, at de er blevet sendt ud for at hente en udbrændt mandskabsvogn i Irak for at sikre at sensitivt udstyr ikke faldt i fjendens hænder...”

Citatet viser hvor stærk normen er, at den både har overlevet kritikken og hensynet til menneskeliv. I den forbindelse er det tendentiøst af ministeren at lade som om at valget kun står mellem enten at hente køretøjet med sensitivt udstyr eller at efterlade det. To andre optioner er i hvert fald mulige: Køretøjets livsvigtige elektroniske udstyr kan ødelægges af mandskabet inden tilbagetrækning eller efterfølgende af et missil fra en kamphelikopter eller det kan medtages helt eller delvist, så det ikke kan udnyttes af fjenden. Havde MJ Anders Storrud disse valg? Hvis ikke, er hans død alene af den grund ledelsens ansvar. Endelig har den danske forsvarsledelse, herunder ministeren, ansvaret for de skader vore soldater lider alene i kraft af dens beslutning om og administration af udsendelsen af de danske soldater.

Ansvarsforflygtigelse

At minister Søren Gades ansvarsforskydning ikke er en enlig svale i manglende ansvarlighed i forsvarsledelsen viser en række udtalelser fra militærtoppen i denne sag. OB Jens Kofoed; HOK, siger i samme interview:

”De nærmere omstændigheder vil naturligvis blive undersøgt. Men sammenkædningen mellem bortslæbningen af køretøjet og kompagnichef Storruds død er ren spekulation.”

Det er ansvarsforflygtigelse at ophæve sammenhængen mellem de to begivenheder. Enhver ved, at retræte med ødelagt materiel udsætter soldater for øget sårbarhed. Der er derfor i høj grad sammenhæng mellem tab og tilbagetrækning med ødelagt materiel. Dertil kommer igen den nævnte kritik fra udsendte soldater i Irak om at skulle ”hente en udbrændt mandskabsvogn.” HOK har kendt til denne kritik, men har ikke ændret sin stående norm (ordre?) om evakuering af pansrede mandskabsvogne. Når den ikke har det, påtager den sig et ansvar.

Også andre i den danske forsvarsledelse flygter fra ansvaret, jf. GM Poul Kiærskou, HOK, i Jyllandsposten 16.10.2007:”

”Der er ingen tvivl om, at de danske styrker i dag løser opgaver, der er mere risikable end tidligere. Kampen mod Taliban i vores område kan kun løses af væbnede styrker, og der er altid en risiko, når soldater løser opgaver med våben. Derfor kan jeg ikke udelukke, at der sker dødsfald igen–bestemt ikke.”

Det er ansvarsforflygtigelse, når GM Poul Kiærskou sammenstiller de sikkerhedsopgaver danske soldater løser i Afghanistan med det at hente en ødelagt pansret mandskabsvogn. Det er ikke danske soldaters opgave at beskytte ødelagt udstyr. Hvis det var tilfældet, så stod det mere sikkert i Danmark. Generalen kan naturligvis ikke love, at alle overlever, men han kan love, at den norm, der hidtil har været gældende og som ministeren støtter (kræver?) om at hente ”et køretøj med en masse elektronik..” ophæves og derved sikre, at danske soldater ikke længere udsættes for unødig fare. Det løfte kunne og burde han have givet som ansvarlig topofficer.

Ansvarsfortielse

En tredje type af mangel på ansvarlighed, ansvarsfortielse, udvises af alle tre parter i forsvarsledelsen over for det indgåede forsvarsforlig. Forliget lover, at Danmark i 2009 skal kunne udsende 2000 soldater til internationale missioner. Det har militærtoppen nu erklæret ikke kan opfyldes. I 2008 vil der kun blive udsendt 1450, og ikke som lovet 1900 soldater, et fald på 25 %. Det er mig bekendt kun Morten Helveg Petersen, RV, der spagfærdigt har indvendt, at der så foreligger et brud på forsvarsforliget. Men hverken minister, MF-ere i øvrigt eller militærtoppen er gået ind og har påtaget sig et ansvar herfor.

Ingen anden offentlig institutions ledelse kan handle så uansvarligt uden at der ville lyde et ramaskrig. Ville indenrigsministeren passivt leve med at vore hospitaler kun leverede 75 % af de lovede operationer eller ville undervisningsministeren acceptere, at gymnasierne kun eksaminerede ¾ af de studerende? Og nok så vigtigt: Ville forsvarsledelsen tillade undergivne kun at opfylde arbejdet 75 %. Næppe. Nedefra og op i forsvaret gælder der ubetinget et ansvar. Det bør også gælde den danske forsvarsledelse i forhold til borgerne. Befolkningen/skatteborgerne har krav på at få at vide hvor, hvornår og hvorfor og - ikke mindst hvem, der er ansvarlig for - at det er gået så galt.

Ansvarsforkludring

Det kan være i sammenhæng med det brudte forsvarsforlig, at militærtoppen har spillet ud med ”Operation bedre hverdag,” jf. Jyllandsposten 18.10.2007.

Nu mangler vi jo at se de 66 forslag implementeret, men allerede nu kan der konstateres en ansvarsforkludring, idet forslaget er kommet for sent til at hindre den allerede stedfundne afgang i indeværende år. Den er for de tre militære fagforeninger på knap 5 % for HD, 6 % for CS og 9 % for HKKF i forhold til de samlede normeringer, mens mandskabsunderskuddet i forhold til samme normtal er 8 % for HD, 12 % for CS og igen 9 % for HKKF.[2] HKKF-mandskabet har altså den højeste afgang, mens CS-soldaterne er den mest pressede/efterspurgte gruppe. Underskuddet af HKKF-soldater kan således dækkes ind i løbet af mindre end et år, dvs. hvis alle konstabler forblev i forsvaret, mens det vil tage mindst to år for CS-gruppen og 1½ år for officererne, og så er der ikke taget hensyn til de to sidste gruppers længere uddannelsestid.

Det viser en anden type ansvarsforkludring i ”Operation bedre hverdag” nemlig for ineffektive beslutninger. Der stilles ganske vist en mere fleksibel officersuddannelse og flere pladser på befalingsmandsskolerne i udsigt. Men det tager tid. Så forslaget giver for lidt, selv på lang sigt. Også henset til, at uddannelsesofficererne gentagne gange har påpeget manglen på folk og overarbejdsbyrden.    

Endelig er der tale om ansvarsforkludring, når man ser på hvad de tre faglige organisationer bliver citeret for at efterspørge. Ifølge HKKF ”må der ske en udvikling af uddannelserne,” ifølge CS er problemet ”de farlige missioner gang på gang…(hvor) man selv og familien ikke kan klare mere,” mens det ifølge HD er et aflønningsspørgsmål. De 66 forslag tager ikke direkte stilling til disse punkter. Det er jo også svært for en forsvarsledelse lige pludselig at skulle finde en pose med penge, og det midt i en overenskomstperiode. Lykkes ”operation bedre hverdag” vil det i øvrigt blot rejse et nyt spørgsmål: Hvis pengene kan fremskaffes nu, hvorfor skete det så ikke tidligere?

Konklusion

Denne analyse har vist, at når noget ulykkeligt eller problematisk sker, så er ansvarskulturen hos den danske forsvarsledelse at samles om håndvasken. Tæt, tit og traumatisk. Ingen stiller sig op og påtager sig et ansvar; selvom forsvarsledelsen bærer ansvaret - og får sin løn - herfor.

Det at løbe fra sit ansvar er i øvrigt ikke kun et problem for dele af den danske forsvarsledelse; Ansvarsundvigelse findes både i andre landes militære eliter og i danske civile virksomheder, offentlige som private. Det, der dog gør ansvarsunddragelsen her så afgørende er, at forsvarsledelsen beslutter og administrerer personel, der løber den ultimative risiko, at miste livet.

Dér må man ikke svigte. For ikke alene taber man som ledelse indadtil, så det går ud over soldatermotivationen og viser sig i øget uforudset afgang. Men det går også ud over befolkningens støtte til udsendelserne. Den aftager både i takt med et stigende antal dræbte soldater, det viser erfaringer fra andre lande og i takt med at udsendte soldater ikke gives ansvarlig opbakning fra forsvarsledelsen. Analysen her har vist, at det skorter herpå.

Henning Sørensen