Submitted by Henning on
NU: Til forsvar for forsvarschefer
Forsvarsminister Troels Lund Poulsens hjemsendelse af sin forsvarschef Flemming Lentfer tilføjer et nyt kapitel i de sidste 25 års drama: "Den civile kontrol med forsvaret i Danmark" mellem den politiske og militære elite. Den militære elite bærer på professionsselvforståelse, hvor loyalitet, ære og kammeratskab er afgørende for at soldater på slagmarken fungerer effektivt indbyrdes og i forhold til beslutninger ovenfra, som ikke beror på løgne eller fortielser. Den politiske elites selvforståelse er at fremstå som beslutningsdygtige- og hurtige og fremfor alt ikke ansvarspådragende. Denne kulturforskel skal erkendes af ikke mindst forsvarsministre for at fastholde soldater i det danske forsvar og politikerne skal også forstå, at den professionelle soldat vil betragtes som sådan, herunder med ret til at bidrage med sin militære indsigt. Derfor er den hovedansvarlige for at "den civile kontrol med militæret" er i balance er forsvarsministerens mere end forsvarschefens.
1. For 30 år siden fungerede "den civile kontrol" og forsvaret havde kronede dage. Periode indledtes med indsættelse af korvetten Olfert Fischer i Golfkrigen i 1991 og udsendelse af danske soldater til borgerkrigen på Balkan i 1992. De ansvarlige dengang var forsvarsminister Hans Hækkerup (1993–2000) og forsvarschef Jørgen Lyng (1989-1996). De havde et udmærket og afbalanceret samarbejde med respekt for politikkens forrang over militæret og dets ret til professionel rådgivning. Således anbefalede Jørgen Lyng at sende kampvogne til Bosnien i 1995 ”på grund af deres defensive karakter” til støtte for de 1.400 soldater vi allerede havde i 1992 og undlade at sende soldater til beskyttelse af Srebrenica. I 1993 fordobledes antallet af udsendte soldater til 2.700 hvorefter det gradvist falder frem mod 1998 til ca. 1.700 udsendte. Denne indsats øgede forsvarets anseelse i befolkningen og blandt politikerne.
2. Men det ødelagde de efterfølgende tre forsvarschefer, der kom fra hvert sit værn. Forsvarschef Christian Hvidt, flyvevåbnet, (1996–2002) stemte i 2001 i EUs Militær Komite på sin jagtkammerat, den finske general Hägglund, som formand. Hägglund vinder med et snævert 8 – 7 flertal over sin italienske kollega. Det får Italien til at kritisere Danmark for at deltage i afstemningen, hvad vi havde problemer med grundet vort forsvarsforbehold. Lækkede dokumenter fra Udenrigsministeriet viste, at Hvidt tidligere direkte havde spurgt Forsvarsministeriet om lov til at stemme for Hägglund, hvad han lige så klart havde fået afslag på netop med henvisning til Danmarks forsvarsforbehold. Sagen har flere elementer, men det står klart, at Hvidt ikke var i god tro da han stemt på Hägglund og at han udviste despekt for den mest demokratiske afgørelse i Danmark, en folkeafstemning. Andre sager belastede også Hvidt, der på grund af en (for) dyr planlagt afskedsparade selv valgte at gå nogle måneder før normal pensionering; Hvidts efterfølger, Jesper Helsø, hæren, (2002–2008) erklærer ved sin tiltræden støtte til Hvidts ageren. Allerede dér overtrådte han de civilt-militære spilleregler og det skulle have kostet ham stillingen. Men den politiske goodwill eksisterede stadig. Men Helsø fortsatte ved at ignorere forsvarsminister Søren Gades (2004–2011) gentagne beskeder om at blive orienteret om situationen for udsendte danske soldater og fortav oplysninger fra Irak-krigen, bl.a. antal og årsag til dræbte danske soldater. Han blev også filmet på et møde, hvor han kritiserer en politisk vedtagelse om at nedsætte uddannelsestiden for værnepligtige til kun 4 måneder. Som damage-kontrol fremlægger Helsø/Forsvarskommandoen et ”kapacitetpapir” med en ny strategi for forsvaret fra territorialforsvar til deployering i internationale militære missioner og terrorbekæmpelse, altså fra stor, stående styrke til mindre, mobile enheder. Det stoppede kritikken og papiret bliver stort set ophøjet til lov. Den nye forsvarschef Tim Sloth Jørgensen, søværnet, (2008–2009) bliver vildledt af egne topofficerer om at Thomas Rathsacks bog "Jæger – i krig med eliten" afslørede hemmeligheder om danske soldaters identitet og nu lå i en google-arabisk oversættelse på internettet til fare for udsendte danske soldater. OB Sommer, chef for Hærens Operative Kommando, imødegik påstanden, men Sloth Jørgensen fastholdt, ikke mindst fordi hans minister Søren Gade havde sagt det samme og ganske uhørt opfordrede forsvarschefen pressen til at undlade at publicere bogen eller dele heraf, hvilket var et angreb på ytrings- og pressefriheden. Når alle tre forsvarschefer mente at kunne overtræde demokratiske spilleregler hang det ikke mindst sammen med den store goodwill dansk forsvar dengang nød politisk og folkeligt.
3a. Men fra 2007 skifter de politisk-militære relationer med politikernes indblanding i forsvarets professionelle anliggender. Forsvarsminister Søren Gade optræder som skrivebordsgeneral med sit krav om en "samtænkningsstrategi" for krigsførelsen i Helmandprovinsen i Afghanistan. Den tilsagde danske soldater samtidigt at føre krig og opbygge lokalsamfundet og beordrede ganske enkelt danske soldater til at patruljere til fods eller i lette køretøjer i Helmand selvom den udsendte danske bataljonschef, OB Kim Kristensen, dronning Margrethes nuværende ceremonichef, anmodede så tidligt som i oktober 2007 om kampvogne til Helmand: ”Vi ser frem til, at vi forhåbent snart får kampvogne. De vi øge sikkerheden markant for soldaterne”, jf. (http://jp.dk/udland/article1135164.ece). Især på vej fra lejren og til Geresh by og retur var vore soldater udsatte. Hvor dødsensfarlig samtænkningsstrategien var kan belyses ud fra de danske tabstal i perioden 2001–2014. I alt omkom 43 danske soldater, heraf 25 ved vejsidebomber, altså på vej til og fra arbejde. Danmark fik dermed den højeste tabsrate for sine soldater pr. indbyggere i Afghanistan for vestlige lande på 7,7 mens det tilsvarende tal for USA var 7,6 og for UK 7,4. Tabsperioden var klart tilrettelagt af Taliban. Toppunktet af dræbte soldater nås først af de danske, så britiske og endelig amerikanske soldater i 2007-2009. Så mens den militær professionelle indsigt ved OB Kim Kristensen anmoder om at danske soldater "iklædes” tungt udstyr, ignorerer Søren Gade og danske politikere over en bred kam dette ønske og praler i stedet for herom, jf. The Ministry of Foreign Affairs and the Ministry of Defence: Denmark´s Engagement in Afghanistan 2008-2012, s 15: "The patrolls are conducted in open-top vechicles that makes it easier to come in contact with the local population...The personal contact in Gereshk has importance for the entire Danish effort in the Helmand Province". Hvorfra har Søren Gade den militære indsigt? Det er også i modstrid med hvordan Lyng sikrede danske soldater kampvogne i Bosnien og danske soldater vandt hæder – også internationalt – gennem bl.a. operation “Bøllebank”. Selvom Udenrigs- og Forsvarsministeriet i en fælles rapport i oktober 2008 konstaterer et stort tabstal fastholdt Søren Gade sin strategi. Sammenlignet med Lentfers mulige ansvar for at indsætte en ukampdygtig fregat til muilig fare for danske soldater, er Søren Gades ansvar for de alt for mange dræbte danske soldater i Afghanistan ubetinget.
3b. Den næste forsvarsminister Nick Hækkerup (2011-2013) ydmyger den militære profession, og ikke mindst dens elite, ved at opfordre civilister til at søge posten som forsvarschef. Han ignorerer dermed også den historiske tradition mellem de tre værn om på skift at levere forsvarschefen, sådan som det stort set upåklageligt har fungeret i 60 års perioden 1949-2009. Nok så afgørende indgår Nick Hækkerup i maj 2013 med bl.a. den forsvarskritiske Enhedslisten en aftale, Lovforslag L 200, om at nedlægge Forsvarskommandoen og indarbejde forsvarschefens tidligere funktioner under ministeriet i 8 styrelser: Personel, materiel, logistik, flyve-og flådestationer, garnisoner, økonomi, etc. Så mens en forsvarschef i 1970 havde knap 150 funktioner tillagt, får den nye forsvarschef Bartels, hæren, (2009-2011) kun seks, hvoraf tre handler om strategi og han skal fortsat udsende sin årlige strategianalyse, dog nu med tal fra forsvarsministeriet, altså med ført hånd fra forsvarsministeren. Forsvarschefen har således ikke kommando over sit eget personel, det ligger hos direktøren for Personalestyrelsen. I dag er der kun to militære chefer til at styre selve forsvaret, resten er civilt-ansatte DJØF-ere, konsulenter, mv. Den kraftige politiske kontrol med militæret fjerner dialogen mellem de to parter, til skade for begge.
3c. Men den politiske styring ud over skrivebordsindblandingen i krigsførelsen i Afghanistan og fjernelsen af forsvarets egen organisatoriske selvstyring udvides til også at omfatte - ellers forventelige - upartiske forskningsanalyser. Forsvarsminister Nicolai Wammen (2013-2015) blander sig i hvordan og hvilket indhold historieskrivningen om den militære professions erfaringer fra Afghanistan skal skrives. Det gør han gennem kommissoriet Erfaringsopsamling vedr. den samtænkte danske Afghanistanindsats fra 2014, der ganske vist både i overskrift og indledning lover at ”fokusere på samtænkningen af de danske indsatser…2001-2014” ved at ”anmode Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS (om) at udarbejde en opsamling af internationale erfaringer med samtænkning af de politiske, udviklingsmæssige og militære indsatser i Afghanistan 2001–2014”. Allerede her manipulerer Nicolai Wammen. Ingen andre lande har en samtænkningsstrategi så ”internationale erfaringer med samtænkning” kan ikke opsamles. For at være helt sikre på, at danske politikere (ikke mindst Søren Gade) ikke kan gøres ansvarlige for indgriben i den militære krigsførelse og de (alt for mange) dræbte danske soldater, ”skal erfaringsopsamlingen ikke… beskæftige sig med militære aktiviteter på det taktiske/operative niveau”. Så hele den militære indsats til 12,5 mia. kr. skal holdes uden for erfaringsopsamlingen, mens udviklingsbistanden til 3,5 mia. kr. og den politiske ca. 0,5 mia. kr. som støtte til valgafholdelse o. lign. alene skal indgå. Ingen politikere protesterede, heller ikke kuede forsvarschefer, ejheller lydige forskere. For denne militære profession, hvis kernefunktion er slagmarken, er dette politiske fravalg et skændigt erfaringstab. Overført på soldatens modpol, sygehuset, så svarer det til, at politikerne lover en erfaringsrapport om en samlet hospitalsindsats, men udelukker al medicinsk behandling og kun medtager visitation og udskrivning. Voila, for en erfaringsopsamling. En række andre eksempler på politsk styring af forskningsrapporter foreligger ved at ministeriet kræver sådanne fra Forsvarsakademiet og DIIS til gennemsyn før publicering. Derfor kan der generelt rejses tvivl om politisk bestilte DIIS rapporter, jf. min kronik "Afghanistan redegørelsen bliver ikke uafhængig", Politiken, kronik 22.01.2022. Denne manipulerede "erfaringsopsamling" får så heller ikke fortalt, at hvor knap 4% af de 31.750 udsendte danske soldater i perioden 1992–2016 har en PTSD-diagnose ifølge Veterancentret, så havde 33% af de ca. 700 af de udsendte soldater i Afghanistan i 2009 svære eller moderate PTSD-symptomer og 14% led af depression. Det er danske forsvarsministres skyld, at Danmark kom så meget senere i gang med en veteranpolitik end Sverige og Norge, selvom vi havde så meget desto mere grund hertil grundet de for mange dræbte danske soldater i Afghanistan og vor militær-aktivistiske udenrigspolitik.
3d. Forsvarsminister Trine Bramsen (2019-2022) fortsætter skiftende ministres manipulerende informationsstyring. Historien, som jeg selv har andel i, starter med at jeg som uafhængig dansk militærsociolog i 2019 tilbydes at indtræde som dansk repræsentant i en NATO studiegruppe (NATO HFM-ET 176) om "Retention in the Armed Forces" (Personalefastholdelse i forsvaret), et emne som ministeren selv har påpeget som det vigtigste for dansk forsvar. Jeg spørger ministeriet om lov til at deltage for egen regning og får at vide at jeg formelt skal rette henvendelse til Forsvarets Sanitetkommando (FSK), der siger OK. Jeg deltager i første møde i studiegruppen for egen regning og vil fortsat selv betale alle udgifter. Men så vil SFK ikke støtte min videre deltagelse, hvorpå jeg skriver til ministeren, der ved sin chefkonsulent Jens Kirk i mail af 12.12.2019 begrunder det med, at "de respektive myndigheder, der stiller repræsentanter, finansierer deltagelsen heri....(hvorfor) afslaget begrundes med manglende ressourcer", selvom jeg netop ikke havde krævet nogen honerering overhovedet. Forsvarsministeriets mail afsluttes med, at "forsvarsministeriet anerkender min mangeårige, store interesse for og værdifulde, selvstændige forskning i forsvarsrelaterede emner." Tak. Trine Bramsens manipulation består i at hun fravælger indsigt i et vigtigt emne, når det ikke politisk kan styres til skade for dansk forsvar og den militære indsigt. Så studiegruppens forskere fra lande som USA, Canada, Tyskland, Frankrig, Sverige, måtte undvære et dansk islæt. Jeg er nu iøvrigt blevet tilbudt at udfylde et spørgskema for Studiegruppen som uafhængig militærsociolog, men som biased via dette forløb bør jeg vel afholde mig herfra?
3e. Forsvarsminister Troels Lund Poulsens (2023- ) hjemsendelse af forsvarschef Flemming Lentfer for manglende information og anmodning om at Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) undersøger mulig lækage er ikke det mest hensigtsmæssige tiltag til et forbedret samarbejde mellem politikere og forsvar. De to boede næsten dør om dør i Holmens Kanal 9 med kun to etager imellem sig, men kan altså ikke kommunikere direkte. Den situation er forsvarsministrenes ansvar. Så når forsvarschefens/FKOs informationer ikke når frem til Troels Lund Poulsen er det i sidste instans hans eget/ministeriets. Dertil kommer, at både Troels Lund Poulsen med sine tilståede lækage over for Granskningskommissionen i Helle Thorning-Schmidts skattesag, hvor han ikke alene havde taget initiativ til at se hendes skattepapirer - i sig selv helt uhørt -, men også lod dem lække til egne spindoktorer og FEs med aflytning og fængsling af Lars Findsen har mere smuds på hænderne end Lentfer. Dertil kommer, at det ikke er betryggende, at ministeren vil bruge en aktør, han selv styrer som undersøger. Og henset til kildebeskyttelsen vil ingen medier/journalister vil fortælle FE noget. Så Troels Lund Poulsen får kun skabt en intern splid i den militære organisation, der som sagt netop vægter loyalitet, troværdighed og kammeratskab højt. At forsvaret vil lide herunder, er ministeren ligeglad med.
Konsekvensen af forsvarsministrenes politisering, ad 3a-3e, er at flere officerer og sergenter fra den militære profession forlader forsvaret som ”tjenestefri uden løn” eller ”uforudset afgang”. I "år 2022 forlod knap 2000 soldater forsvaret", jf. CS-bladet nr. 1. marts 2023, s 9, og i år 2023 var det 1600. Dertil kommer, at flere soldater oplever stress, at unge officerer fravælger geledtjeneste til fordel for tjeneste ved et skrivebord i en stab, at 1. Brigade aflyser en ellers påtænkt øvelse grundet soldaters udkørthed, at selv konkrete opgaver løses ikke, osv. Den skyldige er ikke forsvarschefen, men ministeren og ministeriet. Det gælder også den sidste sag, jf. Statsrevisorerne/rigsrevisionens beretning 22/2017: "Forsvarsministeriet har ikke sikret, at fregatter, inspektionsskibe og kampvogne… kan levere tilfredsstillende opgaveløsning”, jf.
Balancen i "den civile kontrol med forsvaret" skal genoprettes. Først og fremmest må politikerne forstå relationen/processen korrekt. De skal starte med at spørge den militære ekspertise til råds, tillade en åben debat og først derefter træffe beslutning, ligesom under Corona-krisen. De skal genindføre eneansvaret for forsvarschefen og dennes direkte adgang til ministeren. De skal genindføre forsvarschefsrotationen mellem de tre værn og også tillade de militære eksperter i DIIS og på forsvarsakademiet ytringsfrihed, som den gælder for universiteterne. Politikerne må forstå, at genrejsnibngen af forsvaret ikke drejer sig så meget om penge som om værdier. Vi kal have nye og uafhængige militærsociologiske data, analyser og diskussioner som politikerne og forsvaret så må forholde sig til i stedet for at forsøge at manipulere dem. Det gælder ikke mindst forsvarets indsats i Grønland, hvor militær indsigt er nødvendig, fordi troen på arktisk som lavspændingsområde må opgives. Endelig tilsiger Ruslands militære virke i Ukraine og overfor Baltikum, Finland, Norge og Sverige og i andre konfliktområder øget dansk militær, ikke politisk, indsigt. Kort sagt: Poltikerne må love en ny kultur omkring "den civile kontrol med forsvaret". Den skabes måske bedst ved en ny Forsvarskommission.
Henning Sørensen