ytringsfrihed

Kronikforslag

Ytringsfrihedens to positioner ?

Debatten om ytringsfriheden i Danmark har nu kørt en rum tid. De fleste har enten fremført egne positioner eller kritiseret modpartens, - hvilket netop er ytringsfrihedens væsen. Måske kunne debatten være tjent med en analyse af hvor der er uenigheden om ytringsfriheden og dermed også hvorfor. Min påstand er, at de to debattører har en forskellig forståelse af hvad ytringsfrihed er og at det er skyld i uenigheden.  

Ytringsfriheden har tre betydninger: Den kan forstås som en proces i tre etaper. Den starter med en ide/holdning hos en person, omsættes til en ytring, der præsenteres for omverdenen. Ytringsfrihed kan også forstås som en sociologisk relation mellem ytreren og dennes publikum. Endelig kan ytringsfriheden defineres som en ide, en politisk ret, individet har i forhold til en underforstået statsmagt.

Når ytringsfriheden defineres som en proces ligger heri det absolutte krav, at den enkelte ikke skal føle en begrænsning i at ytre sig eller sagt på en anden måde: Ingen skal forelægges en (selv-) censur før en ytring kan tilkendegives. Det synspunkt fremgår af Grundlovens § 77, der som den eneste § heri tager patent på evigheden, jf. formuleringen: ”Censur kan ingensinde indføres på ny.” Det udelukker ikke en mulig efterfølgende sanktion i form af kritik eller sagsanlæg. Men det er først når ytringen er fremsat, at man efterfølgende må tage juridisk stilling til dens indhold. Denne opfattelse af ytringsfriheden har absolutisterne i debatten.

Heroverfor står relativisterne. De er relativister på flere punkter. For det første ser de netop ytringsfriheden som en relation mellem ytreren og et publikum. De vil med Karl Marx´ ord sige, at en ”ytringsfrihed for Robinson Crusoe er irrelevant.” Tilhørere skal altid indlæses ved enhver ytring.

Inden for denne forståelsesramme har relativisterne en række begrænsninger i den absolutte ytringsfrihed: De hævder på forhånd, at der bør tages hensyn til et svagt publikum. Og de ser de danske muslimske som svage, og hævder at disse indvandrere på linie med handicappede ikke fortjener, at man gør nar af dem ved at ironisere over dem/deres religion/deres handicap, osv. Det er Uffe Elleman-Jensens synspunkt. Og det er også den holdning, der ligger bag den danske lovgivning om at straffe racistiske og blasfemiske udsagn. Svagheden her er, at udsagnet om svage grupper ikke behøver at være sandt, og heller ikke ønskes at blive påklistret muslimer. Det er Naser Khaders synspunkt. 

Men når den oprindeligt svage gruppe i Danmark tager en ytring og præsenterer den for stærke stater, virksomheder og religiøse ledere, så opstår der flere problemer. Dels er det forvirrende, at disse ny stærke tilhørere stiller krav til en uskyldig tredjepart, den danske statsminister, dronning Margrethe, danskerne eller regeringen om at påtale/kritisere en konkret ytring, som han, hun, dem og den ikke kan gøres ansvarlig for. Det er endvidere forvirrende og uacceptabelt – også for relativisterne - når disse krav så følges op af udenlandske islamiske ekstremistgruppers terrortrusler mod Danmark og angreb på danske værdier som afbrænding af ambassader, konsulater og Dannebrog samt terrortrusler mod Danmark. Danskere og især de 12 tegnere. Så er det svært kun at se den oprindelige tilhørergruppen af danske muslimer som en svag part for nu bliver 5 mio danskerne de svage i forhold til over 1 mia muslimer. Og det er netop hvad absolutisterne fremfører og de kan drilsk tilføje, at den oprindeligt svage gruppe ved at fremlægge de forhadte ytringer selv har bidraget til deres verdensomspændende publicering.

Også på et andet punkt ønsker relativisterne en begrænsning af ytringsfriheden, når de anfører, at ytringen skal ses i en sammenhæng. Den sammenhæng kan være debatniveauet, de politiske stramninger over for muslimske asylansøgere eller ytringens bagvedliggende budskab/symbolværdi. Relativisterne vil sige, at tonen i indvandrerdebatten i forvejen er hård, og det kræver en selvpålagt mindre ret til at ytre sig hårdt, satirisk eller nedsættende. Det synspunkt er fremført af de tolv forfattere med Carsten Jensen og Klaus Rifbjerg i spidsen. Her svarer absolutisterne, at et toneleje ikke er et argument mod ytringsfriheden, og at de to forfattere selv har brugt grove ord i debatten om f.eks. Dansk Folkeparti, mv. 

Den samme krav om relativisering forekommer, når relativister mener, at sådanne tegninger, der kun er tiltænkt Danmark, også virker krænkende for netop de grupper i undertrykkende muslimske lande (og det er de vel alle), der mangler ytringsfrihed. For dér bliver ord og symboler betydningsfulde. Dansk ironi tages i totalitære stater for blodig alvor. ”Vi må forstå at vi lever i en global landsby,” siger relativistiske eksperter som Jørgen Bæk Simonsen. ”Vel vil vi ej,” svarer absolutisterne og vender argumentet om og påpeger det groteske i, at totalitære stater mener at have ret til at belære os om hvordan vi skal behandle muslimer i vort land, når vi ved hvordan de behandler deres egne muslimske borgere/brødre.

Den tredje relativering går på ytreren. Relativisterne siger, at der er forskel på om denne er en magtfuld chefredaktør eller en almindelig borger/forfatter. ”Nej,” svarer absolutisterne. Ytringsfriheden gælder lige meget for alle og skal der endelig være en forskel, må det være, at en chefredaktør er mere vovet på ytringsfrihedens vegne end en almindelig borger.”

Tre ting er således karakteristisk for relativisternes syn på ytringsfriheden. De hævder noget på forhånd som ”muslimer i Danmark er svage,” ”de føler sig krænkede,” osv. De mener at have patent på denne tolkning og befinde sig på et moralsk højere niveau end absolutisterne. Alt det må de gerne mene og ytre, men det er ikke nødvendigvis rigtigt. Og her ligger relativisternes svaghed. For når de tager patent på en tolkning om at en ytring er racistisk, nedsættende eller blasfemisk, mens absolutister som Salman Rushdie m.fl. afviser dette og hævder, at retten til at ytre sig er ukrænkelig og endelig sammenligner ekstreme muslimers censur med nazismens, kommunismens og andre ideologiers undertrykkelse, så har de tabt. For de kan mene, at de bedre ved hvad der er rigtigt end Salman Rushdie, m.fl.    

Endelig kan ytringsfrihed opfattes som en ide. Her er det så absolutisternes tur til at indlæse en relation, nemlig mellem en svag borger, der ytrer sig kritisk, og/om/mod en stærk stat eller autoritet. De vil argumentere med, at vi i Danmark har en tradition for en anti-autoritær holdning, en udtalt skepsis over for autoriteter. Og de ser tegningerne som et angreb på en autoritet, der undertrykker demokrati, ligestilling og – ja netop – ytringsfriheden. Det var vel Jyllandspostens kulturredaktørs hensigt med at bringe de 12 tegninger at teste de muslimske autoriteter. Men her påpeger relativisterne, at sådanne test rettet mod en autoritet men ender med at krænke et stort antal personer mister sin legitimitet. Man retter bager for smed. Det er en kritik der svarer til absolutisternes: Statsministeren, Dronning Margrethe, danskerne kan ikke gøres ansvarlige for et uafhængigt dansk dagblads ytringer. Endvidere påpegetr relativisterne, at ideer som frihed, demokrati, lighed, retfærdighed og menneskerettigheder er relative også i Danmark. Vi har også (haft) problemer med at leve op til vore idealer, jf. Amnesty International og EU menneskeretskommissærs kritik af danske politiske og administrative beslutninger. Og relativisterne vil også hævde, at en åben og fordomsfri dialog kræver en relativisering af vore absolutte idealer.

Er der konklusionen – hvem har ret ? Det afgør du, men for mig at se er det absolutisterne. For relativisternes grundbetragtning, at ytringsfrihed skal ses som en relation indbefatter på forhånd en (selv-) censur, som det har taget os mange år at lægge bag os. Dertil kommer, at relativisternes krav om at se på konteksten også må gælde for Danmark og danskerne og ikke kun for mindretallet. Og konteksten er, at Danmark er ” i krig,” det er danske værdier, goder, firmaer og personer, der er truede. Vi truer jo ikke nogen, fysisk, materielt eller personligt. Endelig er der menneskesynet til forskel mellem de to grupperinger. Relativisterne har grundlæggende det syn, at mennesket ikke kan styre sin ytringsfrihed, hvorfor forkontrol og selvcensur er nødvendig. Absolutisterne mener modsat at det enkelte menneske er godt, stærkt og ukrænkeligt i udgangssituationen. Derfor behøver vi ingen sanktion forud for ytringen. De to opfattelser er ikke forenelige. Det der irriterer mig personligt ved relativisterne er, at de mener at befinde sig på et højere moralsk grundlag end deres modstandere. Det gør de ikke, og det har de hverken grund eller ret til at mene, vel ?