Submitted by Henning on
Beretning og indstilling i anledning af tjenestelig undersøgelse mod departementschef Anne Kristine Axelsson og afdelingschef Jens-Christian Bülow, Justitsministeriet.« Heri frikendes de to topembedsmænd for sanktioner for at have løjet over for Folketinget i sagen om aflysningen af Retsudvalgets besøg på Christiania i februar 2012.
Beretningen er stort set blot blevet taget til efterretning af offentligheden. Det kan undre, eftersom forhørsledelsens argumenter kan kritiseres på i hvert fald tre områder: Nødløgnen, den undladte notatpligt samt nedgøringen af nøglepersonen, Københavns politidirektør Johan Reimann.
Nødløgnen er, at de to indklagede topjurister i justitsministeriet fortæller Anne Baastrup (SF), daværende formand for Folketingets Retsudvalg, at politidirektør Johan Reimann melder afbud til udvalgets påtænkte besøg. Det er en konstrueret forklaring, fordi politidirektøren har erklæret sig villig til at deltage, hvis daværende justitsminister Morten Bødskov ønsker det.
Sådan undskyldes nødløgnen: »Forhørsledelsen finder, at departementschef Anne Kristine Axelsson og afdelingschef Jens-Christian Bülow ikke havde grund til at anfægte, at Anne Baastrup – der havde mange års erfaring som medlem af Retsudvalget – fandt det nødvendigt at give Retsudvalget en begrundelse for at opnå den ønskede udskydelse af besøget. De havde derfor ingen anledning til at foreslå, at hun ikke gav nogen begrundelse.«
Forhørsledelsen undskylder altså de to topjuristers nødløgn til Anne Baastrup med en henvisning til Anne Baastrups anciennitet og de to topjuristers forståelse for Anne Baastrups udtrykte ønske om en begrundelse for at aflyse besøget. Det er ikke en juridisk argumentation, men en uklar psykologisk.
Forhørsledelsen undskylder også nødløgnen på en anden måde: »Ud over at anføre at de to embedsmænd skulle have anfægtet Anne Baastrups præmis om, at det var nødvendigt at give Retsudvalget en begrundelse for udsættelsen, har Kammeradvokaten da heller ikke påvist, hvordan de ellers skulle have forholdt sig.«
Her kritiserer forhørsledelsen altså Kammeradvokaten, som er anklager på justitsministeriets vegne, for ikke selv at anvise en vej for de to embedsmænd. Det er også et tvivlsomt argument og introducerer en ny retsnorm: En anklager kan afkræves et svar på, hvordan man skulle komme hjem, når man nu ikke måtte stjæle en cykel. Har han/hun ikke svaret, kan man få reduceret ens skyld og straf for at stjæle cyklen.
Forhørsledelsen giver også følgende begrundelse for at undskylde nødløgnen: »Forhørsledelsens vurdering skal ses i lyset af, at de to embedsmænd havde tavshedspligt i forhold til oplysningerne fra PET, hvorefter de ikke var berettiget til at videregive tavshedsbelagte oplysninger, og at der i situationen desuden var en nærliggende risiko for, at de fortrolige oplysninger ville kunne blive prisgivet, hvis ikke Retsudvalget modtog en anden begrundelse for besøgets udskydelse.«
Det fastslås altså som en objektiv kendsgerning, at Folketingets retsudvalg ikke kan holde tæt. Og når folketingsmedlemmer ikke kan holde tæt, er det deres egen skyld, at embedsmænd lyver. Men den præmis er dels en uartighed og dels et postulat. Folketingets Retsudvalg har i mange situationer vist sig at kunne holde tand for tunge.
Hvad angår det aspekt af sagen, at de to topjurister ikke har overholdt deres notatpligt, undskylder forhørsledelsen således: »Forhørsledelsen er enig i, at der ikke i en situation som den foreliggende gælder nogen notatpligt. Ganske vist var der tale om en ekstraordinær situation, og det var usædvanligt at høre politidirektør Johan Reimann om, hvorvidt det gik an at meddele Retsudvalget, at han var forhindret i at deltage i forbindelse med udvalgets besøg på Christiania. Der var imidlertid alene tale om et middel til at sikre, at besøget blev udskudt på grund af de sikkerhedsmæssige forhold, og forhørsledelsen finder ikke grundlag for at kritisere, at embedsmændene i februar 2012 ikke forudså, at de 1¾ år senere ville blive bedt om at redegøre for den konstruerede begrundelse.«
Endvidere skriver den, »at der under de foreliggende omstændigheder ikke er grundlag for at kritisere, at departementschef Anne Kristine Axelsson og afdelingschef Jens-Christian Bülow i november og begyndelsen af december 2013 havde glemt forløbet omkring politidirektør Johan Reimanns afbud, og at de ikke havde taget notater om forløbet i februar 2012«.
Det er mærkeligt, at lige netop den situation, hvor de to topembedsmænd i justitsministeriet er i færd med at bruge Johan Reimann afbud som en nødløgn over for landets øverste demokratiske instans, Folketinget, ikke skulle være notatpligtigt.
Forhørsledelsens andet argument om, at nødløgnen kun er et middel til at udskyde et besøg, indebærer, at man mener, at målet helliger midlet.
Forhørsledelsens tredje argument er, at den sikkerhedsmæssige situation utvetydigt krævede en aflysning ifølge daværende PET chef Jakob Scharf. Men den sikkerhedsvurdering er jo netop ikke afstemt med Københavns politi, når politidirektør Johan Reimann er parat til i givet fald at deltage i besøget, hvis daværende justitsminister Morten Bødskov udtrykker ønske herom.
Dertil kommer, at Jakob Scharfs selvstændige ageren uden om Københavns politi synes i strid med den normale fremgangsmåde: »Under mødet, hvor også departementschef Anne Kristine Axelsson og afdelingschef Jens-Christian Bülow var til stede, anbefalede ministeren i lyset af en fornyet sikkerhedsvurdering fra Københavns politi, som ministeriet havde indhentet via PET, at Retsudvalget gennemførte besøget.«
Så ved aflysningen af besøget foreligger kun PETs sikkerhedsvurdering. Det undrer forhørsledelsen sig ikke over, endsige undersøger dette misforhold eller efterspørger Københavns politis syn på sikkerheden, hvilket da ellers havde været nok så relevant. Forhørsledelsen ikke alene køber PETs krav om en aflysning, men accepterer også, at PET chef Jakob Scharfs kan garantere for Pia Kærsgaard sikkerhed. Det er en tom garanti. Ingen FBI agent kan garantere Barack Obamas sikkerhed, hvordan kan PET så garantere for Pia Kærsgaards, men ikke for beboerne eller besøgendes. Her skal man erindre, at det er Københavns politi, der skal levere betjente til denne sikkerhedsstillelse, ikke PET.
Forhørsledelsens fjerde argument for at undskylde de to topjuristers undladte notatpligt er, at det ville kræve en særlig forudseenhed hos dem, og at de har ret til at være glemsomme. Men det er også underlødige argumenter. Notatpligten eksisterer ikke, fordi embedsmænd skal forudse eller huske begivenheder, men fordi deres adfærd og afgørelser skal kunne lade sig udlede af noget nedskrevet, som borgere, pressen og andre forvaltningsmyndigheder kan få indsigt i.
Forhørsledelsen forvrider det kritisable i de to topjuristers adfærd. Det er ikke »forglemmelser af et forløb«, men en forglemmelse af at opfylde deres notatpligt, der står til kritik.
Forhørsledelsens behandling af denne sags nøgleperson, politidirektør Johan Reimann, er højest kritisabel. Politidirektør Johan Reimann er nøgleperson, fordi det er hans proforma aflysning, de to topjurister misbruger som nødløgn og bag hans ryg
Kvantitativt bruger forhørsledelsen stort set ikke politidirektør Johan Reimann. Ud fra en linjeoptælling er politidirektør Johan Reimann kun nævnt i tre procent af de 484 linjer fra side 160-179. Kvalitativt siger forhørsledelsen om politidirektør Johan Reimanns to telefonsamtaler med afdelingschef Jens-Christian Bülow og erindring herom:
»Forhørsledelsen er opmærksom på, at politidirektør Johan Reimann har forklaret, at han under en telefonsamtale med afdelingschef Jens-Christian Bülow den 19. november 2013 selv erindrede det konstruerede afbud, men det kan ikke lægges til grund, at det konstruerede afbud blev nævnt under denne samtale.«
Hermed siger forhørsledelsen, at afdelingschef Jens-Christian Bülow er mere troværdig end politidirektør Johan Reimann, der både erindrer og nedskriver sine samtaler. Og den accepterer departementschef Anne Kristine Axelsson og afdelingschef Jens-Christian Bülows forklaring om, at de har glemt »forløbet om politidirektør Johan Reimanns afbud«.
Derudover undsiger forhørsledelsen ligefrem politidirektør Johan Reimanns ord om, at afdelingschef Jens-Christian Bülow også må kunne huske det. Og endelige siger den til politidirektør Johan Reimann, at du lyver om, at du og afdelingschef Jens-Christian Bülow har talt herom, så det vil vi ikke »lægge til grund«.
Det må konkluderes, at forhørsledelsens frikendelse af departementschef Anne Kristine Axelsson og afdelingschef Jens-Christian Bülow ikke baseres på juridiske argumenter, men psykologiske. Det kan også konkluderes, at forhørsledelsen kaster smuds på tre aktører, nemlig retsudvalget, kammeradvokraten og politidirektøren, for at frikende de to topjurister.
Forhørsledelsen siger, at »denne sag må således betegnes som helt særegen (…)«. Men det er ikke kun sagen der er særegen. Det er forhørsledelsens underlødige argumenter også.