Submitted by Henning on
Forsvarets professionalisering og folkelige forankring
Rolf Bagger hævder i sin kronik i Berlinske (2.2.) ”Fred i vor tid”, at politikere og forsvaret i ”forsvarsforlig efter forsvarsforlig målbevidst har professionaliseret dansk forsvar, hvilket igen har afviklet dets folkelige forankring…” RB anfører bl.a., at ”…forsvaret har lagt ryg til en privatisering i det sidste par tiår,” og at ”…værnepligten, reserveofficerskorpset og forsvarsbudgettet” er reduceret.
Artiklen giver RB ret i dansk forsvars øgede professionalisering, men peger også på dets øgede afprofessionalisering. RBs påstand om at forsvarets folkelige forankring er afviklet afvises.
Professionalisering.
Dansk forsvar er som andre vestlige landes militærapparater undergået en betydelig udvikling efter ”Den kolde Krig,” der af nogle som RB ses som en professionalisering. Fire ting karakteriserer en profession ift. almindelige beskæftigelser: Akademisk uddannelse, korpsånd, udstrakt metodefrihed (en læge afgør selv hvordan han vil lægge snittet, en advokat skærer selv en sag til, en officer fører selv sine tropper på slagmarken) og en tildelt offentlig autorisation. En øget selvstændighed gør, at alle personelgrupper tilstræber professionalisering, her kaldet overprofessionalisering. Men der har også fundet en afprofessionalisering sted i forsvaret, når flere civile overtager tidligere militære jobs eller når militært personel overtager andre roller end krigerrollen, jf. ”mission creep.”
Begge udviklinger lader sig identificere i dansk forsvar personelt, funktionelt/teknologisk og uddannelsesmæssigt. Personelt var der i 1950 ansat 39.700 i dansk forsvar (9 % officerer, 12 % befalingsmænd og konstabler, 58 % værnepligtige og 21 % civile = 100 %). I 1990 43.800 (hhv. 12 %, 36 %, 28 % og 23 % = 99 %) og i 2010 25.400 (hhv. 14 %, 51 %, 8 % og 23 % = 98 %). Med flere officerer og mere stampersonel ift. værnepligtige erdansk forsvar som påpeget af RB blevet professionaliseret, men med relativt flere civilt ansatte også afprofessionaliseret. Så, jurister og økonomer har i forsvaret oplevet en øget professionalisering på bekostning af det militære personels afprofessionalisering.
Funktionelt er dansk forsvar også som anført af RB professionaliseret, altså mere slagmarksnære. Før 1990 blev danske soldater holdt ”indendøre” og skulle kun ”afskrække.” De ret få danske soldater, der blev udsendt i FN-missioner, fungerede især som observatører. Efter 1990 har Danmark udsendt godt 26.000 soldater som krigere til internationale FN, NATO og OSCE-operationer. En yderligere professionalisering kan identificeres gennem de udsendte soldaters bedre teknologiske grej. En amerikansk infanterist er i gennemsnit udrustet med materiel for kr. 200.000,-, en dansk for 100.000,- og en udviklingslandssoldat med for under 50.000.- kr. Men også her kompliceres billedet, fordi hovedparten af de udsendte danske soldater i ”de spidse ender” er civilister (tidligere værnepligtige, nu på treårig kontrakt) uden en livslang militær karriere i udsigt. Men de er som krigere mere professionelle end de tidligere udsendte observatører. Denne funktionelle overprofessionalisering reduceres af at udsendte danske soldater i vidt omfang påtager sig andre roller end krigerrollen. De bistår den lokale befolkning humanitært, socialt, politisk, økonomisk, osv. Og selvkrigerrollen afprofessionaliseres yderligere af de mange private firmaer (Haliburton), hvis lejesoldater er tildelt klare operative opgaver i internationale missioner som livvagter, lejrvagter, lærere, etc.
Uddannelsesmæssigt kan der også identificeres både en over- og en afprofessionalsering. En overprofessionalisering i kraft af det militære personels øgede og vedvarende uddannelse, men en afprofessionalisering grundet dens øgede vægt på civile fag.
Sammenfattende kan det konstateres, at på alle fire parametre er dansk forsvar både af- og overprofesionaliseret, men især det første.
Forankringen i befolkningen
Hvordan står det så til med RBs sammenhæng mellem forsvarets professionalisering og dets påståede manglende folkelige forankring? Omfanget og dybden i forsvarets forankring i befolkningen kan afgøres på mange parametre som befolkningens støtte til forsvaret, tilslutning til udsendelsen af danske soldater i internationale missioner, altså holdningsspørgsmål. Man kunne også se på om forsvarets evt. problemer med at hverve værnepligtige eller soldater til de internationale missioner, de politiske partiers behandling af forsvaret, forsvarsbevillingerne, (som RB selv nævner), etc. Det generelle indtryk er, at forankringen af dansk forsvar er større i dag end under den ”kolde krig,” jf. tidl. professor Nikolaj Petersens karakteristik af forsvarets (ringe) forankring i befolkningen i 1970-erne, hvor dansk forsvar stort set kun omtaltes for dets dårlige behandling af de værnepligtige og ønsket om nedskæringer i forsvarsbudgettet.
Da RBs professionaliseringssyn er for ensidigt og forankringssyn forkert resterer to spørgsmål: 1. Er der som RB hævder alligevel en sammenhæng mellem professionalisering og folkelig forankring? 2. Hvad beror den øgede og ikke ”afviklede” folkelige forankring som hævdet af RB så på?
Militærsociologer er uenige om det første spørgsmål. Samuel P. Huntington mente som RB, at samfundet skulle lade officererne i fred, ”objektiv civil kontrol,” men modsat RB, at professionaliseringen var vejen hertil. Morris Janowitz mente som RB, at officererne måtte tilpasse sig samfundets udvikling og normer, ”subjektiv civil kontrol,” og støtter dermed den afprofessionalisering RB slår til lyd for. 2.
Forklaringen på den øgede folkelige forankring kan være strategisk-psykologisk. Under ”Den kolde krig” arbejdede dansk forsvar iom. én strategisk position ”kollektiv sikkerhed” (med venner i NATO og fjender i det tidligere USSR); efter iom en anden ”selektiv sikkerhed” (kun med venner i NATO, EU, og ingen fjender.) Når danske soldater under Danmarks ”selektive sikkerhedsstrategi” indtager deres egen ”selektive position” ved individuelt at tegne en treårig kontrakt med forsvaret så fremstår de som vor tids fredssoldater og forankrer dansk forsvar bredt og dybt i befolkningen.
Henning Sørensen