Submitted by Henning on
Internationale organisationers militære missioner:
Hvem fører soldaterne, hvorfra kommer de, hvortil udsendes de og hvad betyder det for Danmark?
Danmarks bidrag til internationale militære missioner hører vi dagligt om. I snit er ca. 1.000 danske soldater udsendt. Ifølge forsvarsforliget skal dette tal fordobles i 2009. Det er mange i forhold til vort befolkningstal og det danske forsvars størrelse; Det er også mange i forhold til træthedsgrænsen hos vore soldater. Ikke desto mindre er der en stor efterspørgsel efter soldater til missioner rundt om i verden, også fra de internationale organisationer som FN, NATO, EU, AU (Afrikanske Union), osv. Det er deres militære operationer pr. 31. oktober 2006, der beskrives her.
Hvem fører soldaterne?
Det samlede antal soldater, de internationale organisationer har udsendt er 146.700. Det udgjorde kun 70 % af den USA ledede koalitionsstyrke i Irak. Så de internationale organisationer er ikke en gang samlet den største militære operatør i verden. Indbyrdes er der også forskel på deres andel af udsendte soldater, jf. tabel 1.
Tabel 1. De internationale organisationers udsendte militære personel.
31.10.2006. %
FN NATO EU Koalitioner AU Common-Wealth I alt
Militært personel 72.500 49.000 8.500 6.800 6.000 3.900 146.700
% 49 33 6 5 4 3 100
Tabel 1 viser, at FN fører hver anden af de internationale organisationers udsendte soldater, NATO hver tredje og EU hver 16. For ti år siden var deres indbyrdes placering omvendt. I 1996 havde NATO udsendt 70.000 soldater, FN kun godt 20.000; de øvrige organisationer langt under 10.000 soldater hver.
Inden for det sidste år har alle internationale organisationer oplevet en stigning i antal udsendte soldater. FN fra de 72.500 til 80.400 pr. 31. december 2006 (11 % på 3 måneder); NATO, EU og AU fra 52.700 soldater i september 2005 til 63.500 pr. 31. oktober 2006 (20 %). NATOs andel af soldater alene i Afghanistan voksede således fra 12.000 i september 2005 til 32.600 i 2006. Det dækker langt fra behovet. Men konklusionen er, at de internationale organisationer udsender klart flere soldater i dag end tidligere, men har fortsat problemer med rekrutteringen.
En anden positiv udvikling for de internationale organisationer er USA's nye beredvillighed til overdrage dem (NATO) egne styrker. I oktober 2006 overførte USA 12.600 soldater til NATOs ISAF-mission i Afghanistan.
En tredje ændring er, at antallet af forsyningslande er forøget. Således er Kina ny bidragyder, der fordoblede sine 700 soldater til FN i 2005 til 1.500 i 2006.
De internationale organisationer har altså relativ succes både med at rekruttere og deployere soldater, herunder optræde mere fleksibelt end tidligere; de har stadig problemer – som andre operatører - med rekrutteringen og ikke mindst at afslutte krige og vinde freden. Så forventningen til deres indsats er ikke at ”skabe himmerige for de udsatte, men at frelse dem fra helvede.”
Hvorfra kommer soldaterne?
Hvilke lande er det så, der især stiller soldater til rådighed for de internationale organisationer? De 20 største bidragydere er
- USA med 14.000 soldater, herunder de nævnte 12.600 til NATOs ISAF
mission
- Frankrig, Pakistan, Indien, Bangladesh og Tyskland med omkring 9.000
soldater hver
- Italien og Storbritannien med omkring 6.000 soldater
- Nigeria med 4.500 soldater
- Nepal, Jordan, Sydafrika, Rusland, Ghana, Etiopien, Uruguay, Holland,
Spanien, Rwanda og Canada i nævnte rækkefølge med mellem 3000 - 2000
soldater.
Regionalt set er de store bidragydere således Europa, Central-og Sydøstasien, Nordamerika samt Afrika i nævnte rækkefølge......
Men der er forskel på hvilke regioner, der forsyner hvilke internationale organisationer med soldater. Asiatiske og afrikanske lande stiller især soldater til rådighed for FN, mens de vestlige lande (Europa og Nordamerika) især gør det for NATO og EU-operationer.
Europa er den enkeltstørste forsyningsregion i verden, og det til begge typer af organisationer, mens den næststørste bidragyder, den central- og sydøstasiatiske region alene leverer soldater til FN. Bemærk: Nordamerika fravælger FN, mens Central- og Sydøstasien, Central- og Sydamerika ignorerer de regionale organisationer.
Hvortil udsendes soldaterne?
Tre krav skal være opfyldt for at internationale organisationer udsender soldater. Der skal foreligge
- en voldelig konflikt,
- en konsensus (enighed) i organisationen om at gøre noget ved den og
- en accept fra et bidragydende land til at udsende dets soldater dertil.
Derimod er det ikke længere et krav, at modtagerlandet ønsker fremmede tropper.
Den dobbeltbeslutning, der ligger bag hver udsendelse, har ført til følgende deployeringsmønster..., at for FN er Afrika verdens vigtigste konfliktregion, for NATO og EU er det Central- og Sydøstasien samt Europa. Nordamerika er eneste region uden soldater fra internationale organisationer, mens begge typer opererer med både store og små styrker, men langt fra i samme konflikt. Sker det alligevel tyder det på en nødvendig arbejdsdeling grundet operationernes øgede kompleksitet, herunder en øget modstand.
Sammenholdes tallene kan regionerne inddeles i tre kategorier efter om de leverer flere soldater end de modtager, altså om de eksporterer sikkerhed, det modsatte eller er i balance
- Nordamerika, Europa og Østasien + Stillehavet eksporterer sikkerhed
- Afrika og Mellemøsten importerer sikkerhed
- Central- og Sydøstasien samt Central- og Sydamerika er stort set i balance.
Hvad betyder det for Danmarks fremtidige missionsdeltagelse?
Dette billede af de internationale organisationers militære indsats viser
- øget opbakning fra eksisterende og nye forsyningslande
- nye konfliktområder
- mere krævende indsats specifikt tilrettelagt efter den enkelte konflikts natur
Sammenholdes dette mønster med Danmarks aktuelle deployering træder forskelle tydeligt frem:... Danmark har især stillet soldater til rådighed for NATO (73 %) og for koalitioner (21 %). Skal Danmark følge det store mønster vil langt flere soldater komme til at stå til rådighed for FN, i nye regioner og med nye samarbejdslande, ikke mindst få nye direkte samarbejdspartnere i stedet for den britiske hær, hvis militær kultur vi deler og som vi har arbejdet godt sammen med i både Bosnien og i Irak.
Men måske vigtigst af alt, de fremtidige operationer vil kræver et mix af soldater til det mix af opgaver, mange danske soldater kan bestride. Fortrinsvis har vi leveret soldater til kamp, men i fremtiden skal vi levere specialister til genopbygning. Ikke mindst her vil danske soldater i fremtiden kunne yde en stor indsats.
Henning Sørensen
Noter