Samtidsterrorisme

(råskitse)

                                                The era of terror

caused by fear  

could be the error of terror

would no one fear

Til mine studenter,

forhenværende, nuværende og nærværende

Henning Sørensen

2003

Forord

Samtidsterror er en lærebog, en tekstsamling og en litteraturfortegnelse over terrorisme. Bogen belyser - som dens titel siger - terror i vor tid, dvs. i det 20. og 21. århundrede. Den koncentrerer sig tidsmæssigt om fire perioder, geografisk om terrorisme med tilknytning til Europa, og emnemæssigt om modstående terrorbevægelser inden for hver periode. Derfor er ensidige terrorgrupper som irske IRA og baskiske ETA – der savner et modstykke - ikke medtaget. Bogens mere fuldstændige titel ville være ”Modstående europæisk samtidsterrorisme.” Men den titel – om end den kun er på tre ord - er usælgelig. Dertil er ordene for lange. Derfor Samtidsterrorisme.  

Bogens første kapitel behandler ordet terror ud fra forskellige indfaldsvinkler som begreb, proces,  formel, formål og aktøradfærd. Der benyttes således mange indfaldsvinkler: En teoretisk, kronologisk, matematisk, tematisk  og en aktør synsvinkel. Samtidsterror er da også en studiehåndbog.

Bogens andet kapitel er en kort gennemgang af terrorismens historie over 1900 år belyst ved tre eksempler og i det tredje belyses de sidste hundrede år terrorisme opdelt efter om terroren er udøvet af stater eller civile borgere. Her anvendes altså en aktørsynsvinkel.

De følgende kapitler præsenterer fire perioders modstående terrorisme i det 20. århundrede. Den første er kommunismens og nazismens terror siden 1920erne. Den anden er terroren i Mellemøsten mellem israelere og palæstinensere siden 1947. Den tredje ser på terroren i Europa i 1970erne udøvet af henholdsvis venstreorienterede grupper som Rote Arme Fraktion, Brigate Rosse og af nynazistiske terrorgrupper. Den fjerde og sidste periode er terroren mellem islamisk ekstremisme og vestlig kultur især repræsenteret ved luftangrebene mod USA den 11. september 2001. Hver periode indledes med en kort omtale af den pågældende terrorbevægelses motiv, terrorister, terroraktioner, ofre og legitimitet. Den indfaldsvinkel svarer til forståelsen af terrorisme som en proces.       

Bogens 8. kapitel gengiver forskellige bud på bekæmpelse af terrorisme ud fra en tematisk synsvinkel og det 9. kapitel er en oversigt over udvalgte terrorgrupper.

Litteraturoversigten i kapitel 10 er udarbejdet ud fra hvad der findes på  folkebibliotekerne, Danmarks elektroniske forskningsbiblioteker og søgning på Internettet. De mange litteraturhenvisninger kan være en hjælp for 3. g-ere og andre, der skriver større opgave i emnet terror. Søgningen er afsluttet pr. 1. november 2002.

Jeg takker redaktører på xxx, Dansk Udenrigspolitisk Instituts bibliotek, kolleger, elever og familie for kommentarer og kritiske observationer. Jeg er dog alene ansvarlig for Samtidsterror. Skulle nogen fornemme en personlig holdning i bogen er den tilsigtet.

Henning Sørensen

Kgs. Lyngby, november 2002

Disposition                                                                             5                                                                                                                                 

1. Terror og terrorisme                                                                      5                                                                               1.1  Begreb                                                                              6 

1.2    Proces                                                                               7

1.3  Psykologisk tilstand                                                                       7

1.4. Matematisk formel                                                             7

1.5  Voldsudøvelse                                                                   8

1.6  Formål                                                                              8

1.7  Aktøradfærd                                                                     12

1.8  Hvem er terrorist  ?                                                                        16

2.Terrorismens historie                                                                     18

2.1    Statsterrorisme                                                                 19

2.1.1    Krig                 1    Krige og dræbte i Europa 1100-1940                                 19

2.1.2        Tyranni                                                             20

2.2  Civilterrorisme                                                                   21

3.  Terrorisme i vor tid                                                                       24

3.1  Statsterrorisme                                                                  25

3.1.1     Krig                2     Dræbte fordelt på soldater og civile 1914 – 1990. %          25

3.1.2     Tyranni            3     Dræbte og dræbte i.f.t. befolkningstal. 1900-1987             27

3.2  Civilterrorisme       4     Politiske attentater. 1956 – 1980                           27

5     Terroraktioner i tiårsperioder. 1968 – 2001                28

6     Terroraktioner og dræbte. 1968 – 1983 og 1996 – 2001       28

7     Profiler af en terrorist I                                   29

8     Profiler af en terrorist II                                  29

9     Terroristaktioner i 2001. Verdenskort             29

10   Civilterrorisme, traditionel og moderne                        30

                        11   Terroraktioner mod amerikanske mål. 1983 – 2001           30

4. Tyrannisk terrorisme i totalitære stater (1920 –1990)                            31

4.1  Motiver                 12    Midlet helliger målet I  (Lenin)                               31

                        13    Midlet helliger målet II (Hitler)                               32

4.2  Terrorister14    Direkte og indirekte terrorister  I: Elite og pøbel                 32

                        15    Direkte og indirekte terrorister II: Soldaters deltagelse       32

4.3  Terroraktioner       16    Terrorens grundlag  I: Fraværet af lovløshed                      33

                        17    Terrorens grundlag II: Skift i terrorintensitet                       33

4.4  Ofre                      18    Siniavsky i sit afsluttende indlæg for frifindelse                    34

19    Forbrydelser mod krigens lov, freden og menneskeheden          35

4.5  Legitimitet              20    Legitimitet   I: Videnskab                          35

21    Legitimitet  II: Sandhed                                  35

22    Legitimitet III: Genialitet                                                         36

5.  Krigsterrorisme i Mellemøsten (1947 -    )                                             37

5.1  Motiver                 23    Zionistisk opfattelse af Israels dannelse                  38

24    Palæstinensisk opfattelse af Israels dannelse               38

  25    Israels gradvise arealudvidelse af det gamle Palæstina        39

26    Israelske bosættelser på Vestbredden af Jordanfloden. Kort  39

27    Jødisk og palæstinensisk befolkningsfordeling. 2002   39

5.2  Terrorister28    Palæstinensiske og israelske terrorgrupper i Mellemøsten   41

5.3  Terroraktioner       29    Forskellen i terrorhandlinger                                  43

5.4  Ofre                      30    Palæstinensiske ofre. 1948-1956, 1987 – 2002                43

31    Israelske ofre. 1996 – 2002                          43

32    Palæstinensiske og jødiske ofre i de to intifadaer

        1987-1991, 2000 -                                       44

33    Overgreb på palæstinensere                          44

34    Vigtige FN Sikkerhedsrådsresolutioner om Mellemøsten

        1947 – 2001                                     45

5.5  Legitimitet  35    Israelsk dyrkelse af lidelsen                                   45

36    Palæstinensisk gevinst ved lidelsen                             45

37    Palæstinensisk forståelse af 11. september terroren    46

38    Israelsk forståelse af 11. september terroren              46

6.   Kriminel terrorisme i Vesteuropa (1968 - 1982)                                    47

6.1  Motiver                         39    Venstreekstremistiske motiver  I:

                                                    Krig mod det borgerlige samfund                                               48                                                                          48                                                                                                                                                            48                                                                                                                                              48

                                            40    Venstreekstremistiske motiver II:

                                                    Befrielse af RAF-terrorist                                                               48                                                                             48                                                                                                                                                            48                                                                                                                                              48

                                            41    Venstreekstremistiske og fascistiske motiver  III:

                                                    Modterror i Italien                                                                         48                                                                             48                                                                                                                                                            48                                                                                                                                              48

                                            42    Højreekstremistiske motiver IV: Komplekse årsager                  48

6.2  Terrorister                    43    Profil af venstreekstremistisk terrorist   I:

                                                    Isolerede akademikere                                                                  49

                                             44    Profil af venstreekstremistisk terrorist   II:

                                                    Fællesskabssøgende afvigere                                                         49

                                              45    Profil af højreekstremistisk terrorist    III:

                                                    Ingen profil mulig                                                                           50

6.3  Terroraktioner             46     Konkrete aktioner                                                                       50

                                           47     Principielle aktion                                                                       51                                                                        

6.4  Ofre                               48     Venstre- og højreekstremistiske aktioner. Italien 1969-1984     52

                                           49     Kupferberg                                       52

                                           50     Aktioner og dræbte i Italien. 1969 – 1984                                  52

                        51    Typer af ofre. Italien                                             53

6.5  Legitimitet  xx    xx

7.   International terrorisme ved islamisk fundamentalisme mod Vesten (1990 -    )

7.1  Motiver                 xx    xx

7.2  Terroristerxx    xx

7.3  Terroraktioner       xx    xx

7.4  Ofre                      xx    xx

7.5  Legitimitet xx    xx

8.    Terrorbekæmpelse

8.1  Motiver

8.2  Terrorister

8.3  Terroraktioner

8.4  Ofre

8.5  Legitimitet

9.    Oversigt over terrorgrupper

10.  Litteratur om terror og terrorisme

10.1 Generelt

10.2 Terrorismens historie

10.3 Terrorisme i vor tid

10.4 Totalitær terror

10.5 Politisk terror

10.6 Ideologisk terror

10.7 Religiøs kulturel terror

  ”…a definition (of Terrorisme) does not exist nor will it be found in a foreseeable future…”

                                                                                          Walter Laqueur (2001:5, note)

1. Terrorisme

Der er ikke enighed om hvad terrorisme er. Den lille håndfuld tyske officerer, der forsøgte at myrde Hitler den 20. juli 1944 blev kaldt terrorister, men det var Hitler og hans nazi-agenter, der myrdede politiske modstandere, også. Så terror er ikke et entydigt begreb.

Uenigheden om hvad der skal forstås ved terrorisme hænger blandt andet sammen med hvilken synsvinkel, der anlægges. Det vises her ved at belyse ordet terrorisme ud  fra syv indfaldsvinkler. Den første er at se på ordet.

1.1  Begreb

Ordet terror kommer fra det franske „ la terreur,“ der betyder ”rædslen” eller ”rædselsperioden,” det såkaldte jakobinske regime, der varede fra sommeren 1793 og i et års tid. Det er en afgørende periode i Den fransk Revolution, fordi den knuser separatismen, undertrykker oprørere, halshugger modstandere og redder dermed revolutionen. Så i begyndelsen blev ”terreur” altså anset for en ting, der holdt sammen på et rige, ikke undergravede det. ”Terrorisme-systemet eller –regimet fra 1793-94…blev opfattet som et middel til at etablere orden….til at konsolidere den franske revolutions nye regering” (Hoffman 1998:15). Men dette terrorregime ender -  som andre - med at gå for langt. Den begynder også at henrette ”fra de samfundslag, for hvis skyld revolutionen var blevet sat i scene…Rædselsperioden kræver i alt 35-40.000 ofre” (Grimberg 1976, 13:339).  

Terrorisme kan kort defineres som  en aktørs forsætlige vold mod uskyldige med et videre formål.

I denne begrebsdefinitionen indgår fem elementer:

-         aktør (terroristen: en person, gruppe, organisation, nation) udøver

-         forsætlig (motivbaseret og planlagt, ikke tilfældigt) 

-         vold (handling) mod

-         uskyldige (volden mod ofrene er illegitim og den er)

-         formålsbestemt (har et yderligere formål)

Tager man denne definition på ordet, så udelukker den flere ting:

- trusler, for der skal jo foreligge ”vold,”

- angreb på kun bygninger og installationer, for mennesker skal være ”ofre”

- vold som udøves formelt legalt, for folk skal jo være ”uskyldige” 

- statsovergreb mod borgere som defineres legitime, for overgrebene skal være ”illegitime” og

- den helt meningsløse vold, for vold skal have et ”formål”.

Andre definitioner kan inddrage disse eller yderligere elementer. Men jo bredere terror defineres, desto mere upræcis bliver den. I dag er ”næsten enhver voldshandling rettet mod samfundet og dets institutioner defineret som terror” (Hoffman 1998:15). Men selv denne brede definition udelukker den ufattelige terror, som Hitlers udryddelse af 6 mio. jøder var, for den var ikke ”rettet mod samfundet og dets institutioner,” men kun mod udvalgte etniske grupper som jøder, sigøjnere og åndssvage.

1.2  Proces

Terrorisme kan også forstås som en proces ved at anbringe de fem nævnte elementer i en tidsmæssig, dvs. kronologisk, sammenhæng. Denne procesdefinitionen vises i fig. 1

Fig. 1. Terrorismemodel

                                                                 TERRORISME  

                                                                                 TERROR 

                                                                               3. Terroraktion

Fig. 1 definerer nu terror som et forløb over fem stadier, hvor hvert  element logisk fører over i det næste. Terrorisme starter med et motiv (1) hos en terrorist (2), der udøver vold (3) mod sagesløse ofre (4) for at opnå en yderligere effekt på andre (5). Disse tal bruges i definitionerne nedenfor.

Ud over denne kronologiske indfaldsvinkel kan man også anlægge en aktørsynsvinkel. Det betyder, at man ser på hvem, der deltager i processen, jf. kap. 1.7 Terrorisme som aktøradfærd. Der er tre aktører og de er tegnet som firkanter: Terroristen, ofrene og andre i samfundet: Borgere, politikere, erhvervsledere, egne sympatisører, osv., som terrorhandlingen får effekt på. Endelig kan modellen bruges semantisk (sprogligt) til at sondre mellem terror, altså alene handlingen, og terrorisme, hvori alle elementer og ikke mindst motivet indgår. Netop i kraft af motivet placeres terrorisme på linie med andre ”-ismer” som socialisme, nazisme, katolicisme, der også indeholder subjektive værdisæt.

Men det er ikke alle modellens elementer, andre definitioner lægger lige meget vægt på. Det skal vises ud fra tre internationale opslagsværker. I et tysk leksikon defineres terror som ”skrækherredømme” og som ”politisk magtudøvelse under trusler og vold” (Der neue Brockhaus 1938, bd. 4:413). Med ”skrækherredømme” fokuseres på effekten (5), og med ”den politiske magtudøvelse” på handlingen (3).

I en britisk encyclopædi defineres terror som ”den systematiske brug af terror som bomber, drab, kidnapning) som et middel til at påtvinge nogen et politisk formål” (The New Encyclopedia Britannica, Micropædia 1979, bd. 9:904). Med ”terror som bomber, drab, osv” tænkes på selve handlingen (3) og med ”påtvinge nogen et politisk formål” på effekten (5). De to opslagsværker lægger altså vægt på to af de samme elementer (3) og (5).

Det gør den sammenlignende encyclopædi af socialistisk og vestlig samfundsopfattelse (Marxism, Communism and Western Society 1972, bd. 8:124) ikke helt. Den definerer nok ”terrorisme” som ”forfølgelse af religiøse eller politisk-ideologiske grunde” altså ved handlingen ”forfølgelse” (3), men også ved motivet ”religiøse eller politisk-ideologiske grunde” (1). En anden definition i samme værk er ”Terror er en umenneskelig, uretfærdig og politisk meningsløs udøvelse af magt” (Ibid.: 126). Her defineres terror ud fra tre elementer, ”udøvelse af magt” altså handlingen (3), ”umenneskelig, uretfærdig” altså ofrets lidelse (4) og ”politisk meningsløs” altså effekten (5).

Man kan konkludere, at de tre opslagsværker bruger forskellige ord til at definere terrorisme, men alle tre værker anvender to eller flere af netop disse fem elementer, der så må anses for relevante.

1.3  Psykologisk tilstand

Terrorisme kan endvidere opfattes som en psykologisk tilstand. Her tænkes ikke på en øjeblikkelig sindstilstand, men på den grundlæggende måde vi oplever verden på. Når vold karakteriseres som terrorisme, skyldes det, at vi har vi taget terrorismebriller på og ser en række begivenheder i et ganske bestemt lys. Ligesom under Den kolde Krig fra ca. 1947 til 1990. Da amerikanerne udeblev fra de olympiske leje i Moskva i 1980, blev det af russerne defineret som et led i den kolde krig, mens det for amerikanerne udtrykte en afstandtagen fra den russiske invasion i Afghanistan. Omvendt blev Sovjetunionens og de andre østeuropæiske landes fravær fra de olympiske leje i Los Angeles fire år senere af amerikanerne set som et led i den kolde krig. Det benægtede russerne. For dem var det blot en tak for sidst. Begivenheden, boykotten, var den samme fra begge landes side, men tolkningen heraf var de indbyrdes uenige i. Det afgørende her er, at begivenheder set igennem bestemte briller, sættes ind i en større sammenhæng, så deres omfang og intensitet forøges.

Det, der altså fokuseres på ved at definere terrorisme som en psykologisk tilstand, er det sidste element i terrorismemodellen, effekten. Men det er ikke effekten i bred forstand, der tænkes på. Sådan som de menneskelige, økonomiske, sociale og politiske konsekvenser af en terrorhandling; men den effekt, der består i ”frygt.” Det er heller ikke frygten i sig selv, der er terrorismens kerne. Det er det, frygten gør ved os. Den lammer os mere eller mindre, begrænser os i vor naturlige rytme og bevægelsesfrihed. For det ligger dybt i den menneskelige natur at kunne bevæge sig og vælge frit. Derfor er fængsling en straf. Nok ønsker samfundet at beskytte sig mod gerningsmanden i nogen tid ved at spærre ham/hende inde, men straffen, fortabelsen af den grundlæggende ret til et frit valg, er for den dømte det væsentlige.

Det mærkelige ved frygten er så, at det er lige meget om den er begrundet eller grundløs. Blot den fører til lammelse. Sådan ser både stater og civile, der udøver terror på det. Stalin og Hitler var begge overbeviste om frygtens dæmpende virkning på modstandere og oprørere. Og for Osama bin Laden var terroren den 11. september 2001 også baseret på ønsket om at lamslå USA, vise dets afmagt og sin magt, jf. dog også andre formål for bin Laden i kap. 1.6  Formål.

1.4  Matematisk formel

Ud fra opfattelsen af terrorisme som en psykologisk tilstand kan begrebet også præsenteres som en matematisk formel
           
T = f (f x l)

hvor T står for terror, der er en funktion af frygt, der er en konstant, mens l står for lammelsesgrad. Det er den variabel, der bestemmer graden eller niveauet af terrorisme.

Det, der er sket i forhold til fig. 1 terrorismemodellen er, at vi har skåret dens fire første elementer væk. Hvis en snigskytte - som den, der i oktober 2001 dræbte ti mennesker i Washington D.C., lejlighedsvist skyder mod tilfældige forbipasserende, behøver der ikke at være et motiv, men volden er terrorisme, fordi den får folk til at holde sig inden døre, eleverne til at blive hjemme fra skole, handlende til at lukke deres butikker, osv. For samfundet indtræder også en lammelse. Ingen uddannes, ingen forbruger, ingen investerer, osv. Samfundet går på nedsat kraft. Og det ønsker intet samfund. Derfor er terror mest enkelt karakteriseret ved lammelse forårsaget af en bestemt måde at anskue begivenheder på. Et eksempel på denne lammelse så vi jo netop ved præsident Bush, der gemte sig de første timer efter angrebet på WTC i modsætning til New Yorks borgmester Guiliani, der placerede sig midt i ruinerne og som så også blev valgt til årets mand i USA i 2001. 

Men også terrorismemodellens følgende tre elementer: Terrorist, en terrorhandling og ofre skæres bort som unødvendige. Den mest sofistikerede terrorisme er den, der lammer stater og/eller borgere ved sit blotte navn. Den lammelse hænger naturligvis sammen med den konkrete vold. Så mens megen litteratur om terrorisme fokuserer på volden og dens tre aktører i terrorismemodellen: Terrorist, offer, samfund, så argumenteres her for, at det helt centrale ved terror er den lammelse som skabes af frygt. Den er afgørende for, at vi vil tale om terrorisme.

1.5  Voldsudøvelse

Men forudsætningen for frygt og lammelse er voldsudøvelse. Så for ofre og samfundet starter og slutter terrorisme med vold. Når terrorisme anskues som voldsudøvelse fokuseres på

- hvilken vold, der er tale om (drab, bombning, et kemisk, biologisk eller nukleart overgreb,

                                                 kidnapning, henrettelse, indespærring, osv.)

- hvem er ofrene (forretningsverdenen, diplomatiet, politiske verden, almindelige borgere, osv.)

- hvad er deres lidelse (død, lemlæstelse, psykologiske traumer, osv.)

- hvor mange er ramt og

- hvor terrorhandlingen er sket (i Europa, Nordamerika, Asien, osv.)

I opgørelser af omfanget af vold ved terror kan man finde to modsatte synspunkter. Det ene er, at ethvert offer som følge af terrorisme er et offer for meget. Og det er rigtigt. Det andet er, at selvom civilterrorismens voldsudøvelse er stort, godt 17.000 i seksårsperioden 1996-2001, jf. kilde 6, så er antallet af døde og tilskadekomne ved spiritus, bilkørsel og tobaksrygning langt større og meget større er statsterrorismens voldsudøvelse. De mennesker, der mener vi bruger for megen energi og tid på civilterrorismen, anfører, at det er til fordel for den politiske elite, for så rejses der ikke kritiske spørgsmål til den om uløste problemer som arbejdsløshed, indvandring, skattetryk, osv.

En anden central ting ved voldsudøvelsen er dens ”systematiske” karakter. Den må ikke være tilfældig, planløs eller misforstået. Den skal være forsætlig, planlagt, villet. Det øger frygten, understreger sagen og forøger handlingslammelsen.

1.6  Formål

En sjette måde at præsentere terrorisme på er at efterspore, hvorfor den iværksættes. Hvad er terroristens formål ? Her er det nok vigtigt at forstå, at terrorister har mere end et motiv. De har en ”sag.” Den præcisering er afgørende for at forstå forskellige tiders terror - også den terror der samtidigt eller senere blev kaldt modstandskamp. Det er ”sagen,” der skaber vore dages palæstinensiske selvmordere og det var sagen som for godt 30 år siden skabte tyske venstre-ekstremister, for 50 år siden jødiske bombemænd og for 60 år siden danske frihedskæmpere. De har/havde alle det, der i strafferetten hedder et ”stærkt fortsæt.” Deres ”sag” er/var i mere end en forstand en livsgerning. Ikke kun en dedikation, men en passion. Det er ikke en retfærdiggørelse eller accept af volden, men en nødvendig indsigt for at forstå dens baggrund. 

Ved motivanalyser bruges især en tematisk indfaldsvinkel, hvor det søges afklaret om terroren sker af religiøse, politiske, økonomiske, sociale, militære, kulturelle, osv. grunde.

Det skal dog først slås fast, at svaret på spørgsmålet ”hvorfor terror ?” også afhænger af :

- samfundstype, dvs. om terrorismen sker i et diktatur eller i et demokrati; for i første tilfælde vil vi nok tale om frihedskæmpere og ikke om terrorister,

- tid, dvs. hvornår adfærden  bestemmes som terrorisme; i 1995 var Serbiens præsident Slobodan Milosevics af USA inviteret til USA for at forhandle om det der blev til Dayton-aftalen, der delte Bosnien mellem serbere og kroatere/muslimer, i 2001 blev han stillet for Den internationale Krigsforbryder Domstol i Haag i Holland anklaget som terrorist, og

- historie, dvs. hvad er der gået forud.

Billede af Milosevics ind her

Det amerikanske Foreign Relations Council sondrer ud fra terroristens mål mellem seks typer af terror, jf. opstilling 1:

Opstilling 1. Oversigt over typer af terrorisme ud fra dens formål

Opstilling 1 viser vigtige terrorgrupper, deres formål, handling og aktivitetsperiode. Men den amerikanske opgørelse glemmer den omfattende oppe-fra-og-ned statsterrorisme, som nazistiske og kommunistiske regimer især stod for, jf. kap. 4  Tyrannisk terrorisme og den krigsterrorisme som Israel udøver i dag, jf. kap. 5. Opstillingen er altså af vestlig orientering. Den bekræfter, at svaret på hvad er og hvem udøver terrorisme afhænger af hvem man spørger: Terrorist, offer eller samfund.

Med terroren af 11. september 2001 som eksempel efterspores her begge parters svar på det spørgsmål, mange sikkert har stillet efter den 11. september: ”Hvorfor ?” Hvad var Osama bin Ladens motiv til gennemføre sine terroraktioner ikke kun den 11. september, men også bombningen i 1993 af samme World Trade Center, WTC, af USA's ambassader i Nairobi og Dar es Salaam i 1998, angrebene på USA's militære landstyrker i 1993 i Somalia og destroyeren USS Cole i 2000 i Yemen.

Et første ”svar” fra bin Laden kommer ved at tage udgangspunkt i de angrebne mål. Formålet er da at ramme vigtige amerikanske økonomiske, militære og politiske organer i og uden for USA, eller mere præcist den amerikanske elite og dens institutioner. Der er altså tale om en overvejende politisk forklaring på terroren. På den anden side er den forklaring ikke sandsynlig, hvis hensigten var at lamme USA's politiske og økonomiske centre. Så skulle Wall Street og USA's Kongres i stedet have været terrormål. 

En anden forklaring baserer sig på effekten (5) i terrorismemodellen, jf. fig. 1 ovenfor. Formålet er da at skabe social uro blandt amerikanerne. For nok var det elitens institutioner, der blev ramt, men det er almindelige mennesker, der især kan tælles blandt ofrene, og de kom fra 78 forskellige nationer, endog fra arabiske lande. Ved at gennemføre terroraktioner mod verdens eneste supermagt afsløres selv dette mægtige lands afmagt: USA kan ikke beskytte sine egne borgere. al-Queda  håbede da, at amerikanerne vil vende sig mod deres egne ledere. Det er altså en social forklaring. Men i så fald har bin Laden forregnet sig, og det burde han have vidst. For erfaringen fra Hitlers terrorbombninger af London i 1940 viser, at en befolkning rykker sammen om lederen ved sådanne terroraktioner. Så, også den sociale forklaring må afvises.

Begge svar er altså for upræcise og utilstrækkelige. Også fordi et grundlæggende træk ved terrorister er, at de har konkrete mål og værdier. Det har bin Laden også. Men de fremstår ikke helt klare og entydige, fordi han sjældent fortæller, hvad han vil. I stedet fortæller han, hvad han er imod: USA, kapitalisme, overforbrug, verdslig levevis, osv. Tager man bin Laden på ordet, er der en økonomisk forklaring på terroren: en aktion mod USA's overforbrug, materialisme, forurening.

Billede af bin Laden ind her

Man kan også søge en forklaring på terroren i terroristernes baggrund. De er veluddannede arabere fra relativt rige og udviklede lande som Saudi-Arabien og Ægypten. De tager afstand fra disse landes verdslige levevis og fremhæver i stedet for klassiske, islamiske værdier. De ønsker ikke demokrati og ligestilling, men en tilbagevenden til en streng religiøs samfundsform, teokratiet. Det stemmer også overens med bin Ladens ophold i det dengang mest undertrykkende af alle islamisk-ekstremistiske lande, Afghanistan. Det er så en religiøs forklaring.

Endelig kan et svar søges i de begrundelser bin Laden selv har givet i sine få interviews. Her bruges det i den uafhængige arabiske TV station al Jazeera den 7. oktober 2001 (gengivet i Politiken 29. oktober 2001, ”Hyklerne råber op”). Af bin Ladens udtalelser kan to forklaringer udledes. Den ene er en kritik af USA's støtte til Israel. Formålet med terroren den 11. september er da at straffe USA for dets hjælp til Israel og få det til at ændre sin udenrigspolitik. Formålet er altså internationalt politisk. Den anden forklaring er, at terrorismen skaber en identitet for den muslimske verden, hvor USA er den identitetsmæssige modpol. En sejr over USA eller at få Vesten til at trække sig ud af den arabiske verden anføres slet ikke. Det centrale er, at muslimer genvinder deres oprindelige identitet. Det er overvejende en psykologisk forklaring, og disse to forklaringer sætter mange forskere deres lid til.

Men i realiteten ved vi ikke, hvad bin Ladens formål med 11. september terroren og terroren før den. Vi ved som sagt, hvad han er imod: USA og Israel, men ikke hvad han er for. Og det er også forståeligt,  at bin Laden ikke er mere præcis. For det er langt lettere for ham at samle støtte i den arabiske lejr mod USA end for noget - som det nu afsatte, ekstremistiske Talibanstyre i Afghanistan. Derfor begrænser han bevidst sine udtalelser til hvad han er imod.

Uden sikre forklaringer kan vi kun gætte på, hvad formålet med hans terror egentlig er. Det gætteri har mange i USA også indladt sig på. Svaret søges så ikke længere i terroristens adfærd og baggrund, men hos offeret. Et første bud på, hvad amerikanerne selv mener er forklaringen på al-Queada-terroren før 11. september 2001 er anført i en FBI rapport fra 1999 (Newsweek 22.10.2001, ”Methods to the Madness,” s 56 ff ). Det hedder her, at bin Laden efterstræber ”en verdens-omspændende islamiske regering med sig selv som kalif” (Ibid.: 58). Der er altså tale om en overvejende psykologisk forklaring, hvor bin Ladens egen karriere er målet med terrorangrebene mod USA.

En anden forklaring er anført af Fouad Ajami, en mellemøstenekspert ved John Hopkins´ Universitetet ved Baltimore. Han skriver i Foreign Affairs, (Dec. 2001:3-16), at terroren skyldes de islamiske landes egen inkompetence. De kritiseres både internt og fra arabere i den vestlige verden for manglende ytringsfrihed og valgret, undertrykkelse af kvinder, korruption, nepotisme, mv. Det forskyder formålet med 11. september terroren fra USA til de arabiske lande.

Amerikanerne er nu kun indirekte skyldige, fordi de stiltiende accepterer den undertrykkelse, som ufatteligt rige, men få familier i de arabiske oliestater er ansvarlige for. De egentligt skyldige er inkompetente og korrupte arabiske ledere. Der er altså tale om en politisk forklaring.

En tredje forklaring er fremsat for nogle år siden af Benjamin Barber, professor ved Rutgers  Universitet i bogen Jihad vs. McWorld (1996). Forklaringen på terroren er her økonomisk og ses som fundamentalistisk reaktion mod globaliseringen, de vestlige økonomiske værdier om et åbent marked eksemplificeret ved McDonald´s, Coca Cola, osv. Denne kritik mod USAs økonomisk-kulturelle dominans er ikke kun at finde i den arabiske verden, men deltes også af Timothy J. Veigh, bombemanden fra Oklahoma City og af f.eks. græsrodsbevægelsen Attac. Det er en økonomisk forklaring.

 Billede af Ground Zero ind her

Den fjerde og her sidste forklaring er den ofte citerede om Clash of Civilizations, Samuel P. Huntington´s artikel fra Foreign Affairs (1993). Det er den mest debatterede artikel i dette tidsskrift i de sidste fyrre år og går ud på, at krige og terror ikke opstår på grund af økonomi eller politik, men skyldes en konfrontation mellem ni forskellige kulturer/religioner, hvoraf den vestlige og den islamiske udgør hver sin civilisation. Nu har Huntington selv taget afstand fra at se terroren af 11.

september som et eksempel på et sådant civilisationssammenstød. Men der er ikke tvivl om, at mange ser denne skændige handling som et opgør mellem en god vestlig og en ond islamisk kultur. Det var netop for at undgå den tolkning, at præsident Bush mødte op i Det islamiske Center i New York og fortalte at der ikke er noget i vejen med den islamiske kultur, kun dens fundamentalistiske tilbedere. En svaghed ved clash-teorien er i øvrigt, at der også i de vestlige lande er sammenstød mellem religion og verdsliggørelse og ikke kun mellem Vesten og den arabiske verden.

Ud fra denne tematisering af de formodede motiver kan vi konkludere, at der ikke er én, men mange mulige forklaringer på Osama bin Ladens terrorisme lige fra psykologiske, over sociale, politiske, økonomiske og religiøse årsager og at svaret afhænger af hvem man spørger.

En anden konklusion er, at de islamiske fundamentalister regner med at Vestens eliter og fundamentalistiske grupper vil udvise højere moral og større tilbageholdenhed end de selv har gjort. Med rette forventer de ikke, at Vesten vil ramme deres hellige steder som Mekka og Medina. Men de kan ikke være uvidende om, at alle samfund er sårbare over for terrorisme. Men de kalkulerer ikke med, at det kan ske for dem. Man kunne så hævde, at bin Ladens fundamentalister er nihilistiske, for hvem, der ikke eksisterer værdier og grænser. Men det er som påpeget ovenfor ikke tilfældet. Osama bin Laden har et formål med sin terrorisme.

En tredje konklusion er, at bin Ladens terrorisme - som terrorisme i almindelighed, tænk bare på Stalin og Hitlers statsterrorisme - ikke fører til det ønskede mål, hvilket ikke er det samme som at sige at det ikke har effekt. bin Laden og hans netværk er i dag jaget vildt, ingen nation ønsker officielt og næppe heller uofficielt at støtte ham, hans base i Afghanistan fjernet og et nyt, ikke ekstremistisk styre er kommet i stedet. Denne overordnede konklusion for næsten al terrorisme skal vi netop bruge til ikke at gå i panik når vi skal forstå og bekæmpe den. Så selvom man siger, at ethvert demokrati har en pris, altså er til salg, så er det modsatte tilfældet. Vort demokrati er ikke til salg. Det skal hverken løbes over ende eller eftergivende gå ind på terroristers krav. I sidste instans må vi være villige til at stoppe vold med vold. Det fritager os ikke for et ansvar - som én af verdens rigeste stater - for verdens skæve ressourcefordeling. Men en uretfærdighed løses ikke ved at etablere en ny. Det er Vestens lære af 11. september.

1.7  Aktøradfærd

Ud fra terrorismemodellen kan vi identificere tre aktører: En terrorist, ofre og samfundet i øvrigt. Her aftegnes en profil af de tre aktører og deres adfærd.

Billede af dansk modstandsmand og palæstinensisk terrorist ind her

En aktøranalyse af terroristen vil starte med at spørge: hvem er det ? Terrorister kan være enkeltindivider, anarkistiske grupper, religiøse bevægelser, politiske organisationer, udemokratiske regimer og demokratiske stater. Det er ikke afgørende hvem terroristen er, stater eller privatpersoner, for om vi vil kalde deres adfærd for terrorisme. Mange reserverer betegnelsen terrorisme til alene at karakterisere civile personers voldsaktioner. Men staters terror er nok så relevant og ikke mindst mangfoldig, jf. kap. 3.1. Terrorisme i vor tid. Der er ingen logisk eller moralsk grund til at se med mildere øjne på statsterrorisme end civilterrorisme. Tværtimod.

Principielt kan terroristen være en elite eller civile borgere samt én nation i forhold til en anden. Disse fire aktører giver volden seks forskellige retninger, jf. fig. 2.

Fig. 2.  Terrorens retninger

                                     Nation  A                                                            Nation  B

      Elite/diktator           

                                                                           4       

     ----------------                                  ------------------------------                                      ------------                                   

          1      2                                  5 

       Borgere

                                         3                                 6                                  

Som vist i fig. 2 kan terror først tænkes udøvet oppe-fra-og-ned. Det er altså en elite/diktator, der forfølger sin befolkning. Det kaldes statsterrorisme (1). Historisk er det den mest almindelige form for terror. Statsledere har oftere terroriseret befolkninger end omvendt, se kap. 2. Terrorismens historie og kilde 3.Tænk blot på Stalins og Hitlers kz-lejre.

Når vi i dag taler om terrorisme tænkes oftest på den vold, der går den modsatte vej, nede-fra-og-op. Det kaldes civilterrorisme (2). Den aktivitet kaldes også undergravende virksomhed, opstand, landsforræderi, men undertiden også modstandskamp og frihedsbevægelse. Benævnelser, der ikke altid er enighed om. Men det er altid en siddende elite eller samfundets institutioner, der angribes. Det har vi flere eksempler på gennem tiden, jf. kap. 2.2 Civilterrorisme. Sker det ved aktiv vold vil vi ofte kalde det terror, sker det uden eller ved passiv modstand, taler vi om ”civil ulydighed.” Det er den aktive voldsudøvelse, der adskiller de to ord.

Ved befolkningsterrorisme angriber borgere hinanden. Enten egne landsmænd (3) eller udlændinge  (6). Det sidste er terroren på Bali i oktober 2002, hvor ca. 200 turister omkom et eksempel på. Næst efter statsterrorisme, er det den mest udbredte form for terror. Det er i hvert fald den mest almindelige form for krig. Over hele verden skyder ca. 4 mio. naboer lejlighedsvist på hinanden i 40 borgerkrigslignende sammenstød (UNESCO: The Venice Deliberations (Paris, 1996), 124 s, her s 98). For 20 år siden var det 4 mio. soldater, der kæmpede i 40 krige (FNs Økonomisk-Sociale Råd, 1985 Report on the World Social Situation (New York, 1985) 46 s, her s 28). I dag har vi kun én international krig, dvs. krig mellem nationer, og det er krigen mellem Indien og Pakistan over Kashmir. Men selv i den krig er terroren mod Kashmirs indbyggere den gennemgående form for voldsudøvelse.

Nationsterrorisme (4) forekommer, når en stat forfølger elite og/eller borgere i et andet land. Lande som Iran, Cuba, Syrien og Libyen har (haft) terrorlejre, hvor mennesker uddannes til at gennemføre aktioner mod Vesten. Omvendt vil PLO med Yassir Arafat i spidsen karakterisere den israelske stats besættelse af og krigsførelse i Gaza-striben og på Vestbredden som nationsterrorisme.

Statsstøttet terrorisme (5) er et styres indirekte støtte til terror i et andet land. Det nu afsatte Taleban styre i Afghanistan er et eksempel herpå. Det stod ikke selv for angrebet den 11. september 2001 mod WTC, i New York og det amerikanske forsvarsministeriums femkantede bygning, Pentagon, i Washington, men beskyttede Osama bin Laden, tillod ham at oprette terroristlejre i landet, og ville ikke udlevere ham til retsforfølgning i USA. På baggrund af hvad der skete med det styre, ønsker intet land i dag – officielt - at yde støtte til terrorgrupper.

Terrorister er undertiden set som voldsnydere. Det er de ikke pr. definition. De er givetvis ufølsomme over for den skade de påfører andre, men heraf følger ikke, at de anser vold som et gode i sig selv, der gør verden til et bedre sted at leve, når uskyldige dræbes. Terrorister skaber vold fordi de har en uopfyldelig sag, dvs. en sag uden løsninger/alternativer eller fordi de opnår en identitet derved. Vold er altså et svar på afmagt og manglende identitet/selvfølelse. 

Man kan også bestemme terroristens adfærd ved at placere den mellem fredelige politiske demonstrationer og revolutionært, omstyrtende arbejde (Apter 1993:9), jf. opstilling 2.

Opstilling 2.  Terror mellem fredelige demonstrationer og omstyrtende arbejde

Opstilling 2 kan opfattes som en linie, der i den ene ende har fredelig protest, i midten terror med lejlighedsvis vold, og i den anden ende samfundsomstyrtende virksomhed med længerevarende krigsførelse. I protestsituationen forsøger aktørerne at få opmærksomhed for deres sag gennem fredelige strejker, sit-in aktioner, demonstrationer, møder, osv., og de tror på, at forandringer er mulige i det eksisterende samfund. Terroristen søger også opmærksomhed, men også frygt. Midlet er vold udøvet i frustration over at stå med en uopfyldelig sag og behov for en identitet. For de revolutionære er volden midlet til at få et nyt samfund i stedet for det, de forkaster.

Ofrenes adfærd er en kendsgerning. De lider eller er døde. Deres skæbne kan man opfatte som grum, tilfældig eller ophøjet. Men de er alle genstand for andres vilje og derfor er deres situation så meningsløs. De blev berøvet retten til selv at bestemme over deres eget liv. De kunne under andre omstændigheder have levet videre. Men der er også andre ofre: Terroristerne selv. De ser ofte sig selv som ofre eller i hvert fald som ofrenes repræsentanter. Det er de langt fra altid, men i deres motiv ligger ofte et offer-synspunkt gemt.

Man kan skelne mellem tilfældige eller planlagte ofre, dvs. mellem indirekte terrorisme, hvor en bombe lægges i en lufthavn så tilfældige mennesker rammes og direkte terrorisme, hvor udvalgte personer eller institutioner angribes (Snitch 1982:55). Man kan også inddele ofrene i egne landsmænd og udlændinge. Hvis man kombinerer opdelingen af ofre (egne landsmænd og udlændinge) med opdelingen af terrorister (statsmagt eller civile borgere) får vi fire former for terrorisme, der så også udgør opdelingen af bogens kapitel 4 - 7, jf. opstilling 3.

Opstilling 3. Fire former for terrorisme       

Opstilling 3 viser en opdeling af terrorisme i det 20. århundrede i fire former, der ikke skal tages for håndfast. Den første er totalitære staters interne overgreb mod egne borgere, tyrannisk terrorisme.

Den næste er politisk terror, hvor to regimer - ofte militært - overfalder hinandens borgere, krigsterrorisme. Begge former kaldes under ét statsterror, men der er altså ofrenes nationalitet til forskel. Den tredje form er borgeres overgreb på egne landsmænd, kriminel terrorisme. Det er sådan samfundet betragter og straffer volden. Den fjerde og sidste form er civiles terror mod udenlandske borgere, international terrorisme. De to sidste former benævnes under et civilterrorisme i modsætning til statsterrorisme.

Den sidste aktør er samfundet, som terroren har effekt på. Her skal man sondre mellem tre gruppe: Borgerne, elite, og terroristernes meningsfælder.

Borgerne kan igen inddeles i to grupper. Dem der rammes og lammes, og dem der vælger at se bort fra frygten eller accepterer en højere trusselsrisiko end tidligere. De sidste er også bange, men oplever terrorismen som en omkostning ved at leve og overleve en absurd hverdag, men ikke som en rædsel, der stopper dem. Det centrale er altså, at terrorfølelsen er relativ. De civile og uskyldige israelere og palæstinensere har et valg og ofte vælger de at trodse terroren.

Elitens adfærd går i to retninger, at beskytte sine borgere og forhindre fremtidige terrorangreb. Begge dele er komplicerede sager. Beskyttelsen af borgerne må jo ikke gå ud over deres demokratiske rettigheder. Eliten skal altså afbalancere sin terrorbekæmpelse med de omkostninger den har for befolkningen, jf. kap. 8. Terrorbekæmpelse.

Men inden terrorbekæmpelsen påbegyndes er det afgørende, hvordan eliten tolker terrorismen. Både israelere og palæstinensiske ledere, PLO, ser alene på voldshandlingen med dens ofre og den frygt, den skaber, men glemmer dens motiv. Mere præcist ser israelerne kun de palæstinensiske selvmordere som terrorister ud fra den skade de forvolder, men overser den sag, der har bragt dem dertil. Der er stadig tale om terror, men anlagde Israel det brede perspektiv ved at inddrage palæstinensernes sag, ville Israel også få et medansvar for volden. På samme måde vil palæstinenserne få et medansvar ved ikke kun at se på de israelske militæroperationer isoleret, men som en reaktion på volden mod sagesløse israelere. Man kan sige, at begge parter kun anlægger en humanistisk synsvinkel på terror, ikke en politisk. Det skal gøres. Hvis de ikke forstår sagen bag hinandens terror, kommer de ikke videre. Dette bredere perspektiv berettiger ikke nogen til terror, men det gør det lettere at forstå og bekæmpe den. Og det alene berettiger til denne synsvinkel på terrorisme.

     A basic reason for disagreement is based on terror perceived as a political rather than a    

     humanitarian issue. If political factors are taking into account terror becomes more  

     understandable 

                                                        (Ernst Evans, Calling a Truce to Terror: The American ti

Den sidste aktør er de mulige tilhængere til terroren, dem i hvis navn terrorismen gennemføres. De fleste vil forholde sig passivt. Men enkelte kan følge, forstå og endog opstemmes ved den. De udgør et rekrutteringsgrundlag og en meningspåvirkende opinion. Men nogle af de mulige tilhængere kan få afsmag for terroren og vender den og terroristen ryggen. Megen terrorbekæmpelse går ud på at lade terroristerne vide, at de er ved at tabe sagen i forhold til de proselytter, de hævder at tjene.

I dette kapitel er anvendt syv forskellige indfaldsvinkler. Vi har set på terror som et begreb og brugt en semantisk (sproglig) indfaldsvinkel. Til at beskrive terrorismen som en proces brugtes en kronologisk metode. Terrorisme som en psykologisk tilstand vistes ved en analogi med Den kolde Krig som en brille gennem hvilke vi ser begivenheder på en bestemt måde. Derpå kunne terrorisme reduceres til frygtens lammelse ved en matematisk formel. Så blev terrorismen beskrevet ved dens voldsudøvelse gennem dens retning, f.eks. oppe-fra-og-ned eller nede-fra-og-op. Terrorisme blev også bestemt ved en formålsanalyse af hvad terroristen, Osama bin Laden, og offeret, amerikanerne, mente der var motivet bag 11. september terroren. Endelig brugtes en aktørindfaldsvinkel til at beskrive terrorisme som en adfærd hos de tre aktører: Terroristen, offeret og samfundet.

Alle syv indfaldsvinkler er væsentlige, men ingen udtømmende. Der foreligger ingen enkel og dækkende tilgang til terrorisme. Men ved at bruge flere indfaldsvinkler fås et mere fuldstændigt og sammensat billede end ved at reducere terrorisme til én ting og kun bruge én indfaldsvinkel.

1.8  Hvem er terrorist  ?

Vi skal nu vende tilbage til spørgsmålet fra kapitlets start s 5 om både Hitler og hans attentatmænd var terrorister. Svaret falder i to dele. Først afhænger det af hvad der gør en aktion til terror ? Dernæst: Hvem har ret til at erklære hvem for terrorist ?

Billede af Hitler som århundredets største terrorist ind her.

Der er ikke tvivl om at Hitler var terrorist, nogen vil endog beskrive ham som den største i det 20. århundrede, jf. kap. 3.1 Terrorisme i vor tid. Der er heller ikke tvivl om, at Hitler vil passe på alle syv terrorismeindfaldsvinkler. Men det gør hans modstandere, de mislykkede attentatmænd fra juli 1944, der søgte at myrde ham, også. De var også terrorister og blev dømt og henrettet som sådanne. I dag står de som frihedskæmpere, fordi vi har inddraget deres motiv i vurderingen af deres terrorhandling.  

Det er sket fordi en afgørelse af, hvem der er terrorist også bestemmes af hvem, der har ret til at kalde hvem terrorist. Det vil samfundet/den offentlige mening selv i et demokrati, der hylder ytringsfriheden, undertiden gå ind og afgøre. Ikke efterfølgende, hvor man står til ansvar for sine udtalelser. Men foregribende, som ved racismeparagraffen, Straffelovens § 266 b, der forbyder folk at udtale sig negativt om andre etniske grupper. Derfor vil Hitler ikke få ret til at karakterisere sine modstandere som terrorister og derfor er han ikke i en position til at udtale sig om andres terrorisme.

Denne diskussion er ikke teoretisk. Det viser et eksempel fra Mellemøsten. Uden at tage nogen terrorist i forsvar har vi lov til at spørge: Har Hizbollah, der både er en libanesisk  terrororganisation og en social organisator af skoler, hospitaler, mv., lige så meget ret til at kalde Israel for terrorist, som Israel har til at titulere Hizbollah som sådan ? Og hvis de ikke er ligestillede - hvad vi godt ved de ikke er – har Hizbolah så ingen ret overhovedet til at kalde Israel for en terrorstat, når Israel ifølge international ret ulovligt bosætter sig i arabiske områder og ulovligt besætter palæstinensisk jord og likviderer uskyldige i stort tal ?

Sagen er, at fordi Israel tilhører den vestlige verden og fordi vi europæere skylder jøderne for den holocaust de har lidt, har Israel langt lettere ved at karakterisere angreb mod jøder som terrorisme, mens et israelsk angreb på palæstinensere sjældent får samme karakteristik. Vi skal bare gøre os klart, at den, der har ret til at definere en anden part som terrorist, har fået et forspring, værdi- og mediemæssigt.

2.  Terrorismens historie

Mennesket har i hvert fald i de sidste 10.000 år levet i organiserede samfund. Så langt tilbage kan vi spore eksistensen af byer og endnu længere tilbage skriftlige kilder. Byen Jericho lidt øst for Jerusalem anses for at være verdens ældste by og kan føre sin historie tilbage til 8000 år f.v.t. Så i over 10.000 år har mennesker levet i grupper underlagt et styre. I historisk tid fra 3000 år f.v.t. var disse regimer meget magtfulde og dermed undertrykkende. Om ”Det gamle Rige” i Ægypten hedder det f.eks.: ”Der kunne derfor ingen grænser være for kongens magt, myndighed og ejendom”(Erik Lund, Verdenshistorie I,  København: Gyldendal, 1972:86). Dog har bystater som Athen fra ca. 500 til 400 f.v.t. haft demokrati, om end kun for byens mænd, og ikke for kvinder, fremmede eller slaver; men ellers har vesteuropæere i disse 10.000 år kun haft demokrati fra omkring 1850, altså i de sidste 150 år eller i 1,5 % af historisk tid.

Så den terrorisme, der er forekommet i hele den periode, har altovervejende været udøvet oppe-fra-og-ned, altså statsterrorisme. Det kaldes sådan her, selvom stater er en ret ny foreteelse. Kun 200 år gammel, hvilket også fremgår af, at der inden for de sidste 25 år er kommet 100 nye stater til. Så uanset hvilken myndighed, der er tale om: Monarker, fyrster, bisper eller godsejere, så benævnes deres voldsudøvelse mod befolkningen altså statsterrorisme.

Når man læser værker om terrorismens historie skulle man ikke tro, at statsterrorisme var den mest fremherskende terrorform. De fleste omtaler kun den terrorisme, der er udøvet nedefra-og-op, civilterrorisme. Men statsterrorisme er den hyppigst forekommende terrorform med hensyn til antal aktioner, terrorister og ofre, som det også fremgår af kap. 3. Terrorisme i vor tid. At det forholder sig sådan skyldes flere ting hos både statsmagten, borgene og deres indbyrdes relation.

Stater har fra tidligste tid har søgt/taget monopol på retten til organiseret voldsudøvelse. Man kan sige, at den der havde magten også tog den. En anden grund var, at staters voldsovergreb også kunne være udadrettet i forbindelse med krig mod andre stater og udenlandske borgere. Og dem havde man ingen medfølelse med. En tredje grund var, at monarkers, fyrsters, bispers og godsejeres overgreb blev accepteret som Guds straf/skæben, og det satte man ikke spørgsmålstegn ved.

At borgerne fandt sig i denne terrorisme hang selvfølgelig sammen med deres mangel på viden og fornødenheder. Terrorrisme kræver fantasi, planlægning og fyldte maver. En yderligere grund var, at borgerne opfattede livet på jorden som en parentes, der skulle overstås før man kom op i himlen. I dag hæger vi alle mere om livet her på jorden og er derfor også mere opmærksomme på statsterrorisme end før. Dertil kommer, at vold ovenfra var langt mere udbredt dengang end nu. I Europas Middelalder, ca. 400 – 1400, indkalkulerede borgerne med en vis risiko ved at leve, på samme måde som unge mennesker i dag påregner en vis risiko, når de går i byen om aftenen eller følger sportskampe på rivalernes stadions. Begge dele er i øvrigt urimeligt. Forventning om vold giver for let plads for den.

Endelig skyldes accepten af statsterrorismen den gradvise udvikling mod civilisation, dvs. at man ikke tog sig selv til rette, men overlod det til en neutral statsmagt at dømme i tvister mellem borgere indbyrdes. Så uden at nogen aftale eller masterplan forelå, fik regenter gradvist en indforstået ret til og monopol på organiseret voldsudøvelse fra borgerne. For at yde denne beskyttelse må staten være ene om at have militær, politi, fængsler, domstole, lukkede institutioner, osv. Og i dag accepterer vi som borgere statsindgreb, fordi vi selv har været med til at fastlægge disse institutioners adfærd gennem valg af politikere til de nationale parlamenter. Derfor er magtens voldsapparat i dag demokratiets remedier. 

Så ud fra definitionen på terrorisme, der ikke lægger vægt på hvem der udøver volden, men om, hvorfor og med hvilken effekt, det sker, så kan mange statsovergreb ned gennem historien med rette kaldes statsterrorisme. Hverken mere eller mindre. 

2.1 Statsterrorisme

Man kan så spørge i hvilke sammenhænge europæiske regimer har udøvet terrorisme ? Det korte svar er: Udadtil i krige mod udenlandske borgere og indadtil ved tyranni i form af heksebrændinger, slaveri, forfølgelser, udrensninger, o. lign., men selvfølgelig allermest og – oftest i form af overgreb i dagligdagen. Men lad os kort se på de to hovedformer for statsterrorisme, krig og tyranni.

2.1.1 Krig.

”Europas oprindelse er udhamret på krigens ambolt” minder den førende engelske militærhistoriker Michael Howard os om (1976:1). Det gælder for Romerriget fra ca. 400 f.v.t til ca. 400 e.v.t. Det gælder også de første 600 år af middelalderen, hvor Central Europa må  forsvare sig mod overfald udefra: Gotere og Vandaler fra Øst, Muslimer fra syd omkring 700 til 1492, og vikinger fra nord 750 –1050. Med korstogene 1095-1250 rettes spyddet den anden vej, og den sidste arabiske bastion i Europa (Granada) opgives samme år som Christopher Columbus opdager Amerika, i 1492. Fra da af er det europæerne, der støder frem.

Men krigen forandrede sig også for de europæiske staters egne borgere, der i stigende grad blev inddraget heri. Som en førende krigsforsker, professor ved USA's mest prestigefulde universitet – Harvard – Quincy Wright formulerede det for 60 år siden: ”En vigtig trend har været øget menneskelig og økonomiske ofre ved krig, både i relative og absolutte tal.” (Wright 1970:59).

Det skete dels fordi civile i øget grad blev ofre i krige gennem vold, mord, brand, lynchning, voldtægt, osv. I 2. Verdenskrig mødte det engelske og polske folk f.eks. krigen ved tyskernes terrorbombninger, før soldaterne gjorde det. Det skete også fordi borgerne direkte blev inddraget i krig med værnepligtens indførelse i de fleste europæiske lande omkring 1850 – samtidigt med at de samme lande også indførte demokrati i kraft af deres første forfatninger, grundlove. Som ”borgere i uniform” skulle mænd være med til at forsvare landet. Endelig muliggjorde den teknologiske udviklings masseproduktion en massekrigsførelse, altså krig med mange mennesker i mange år fordi industrien vedvarende kunne forsyne hærene med mad, udstyr, våben, ammunition og våbenplatforme (skibe og fly). Udviklingen i krige og  træfninger, antallet af deltagende lande og omfanget af dræbte på slagmarken fremgår af kilde 1.

_______________________________________________________________________________

1     Krige og dræbte i Europa 1100-1940

 *)  Perioden dækker 1480-1599

**) I de to første århundrede indgår kun England, Østrig, Frankrig og Rusland. I 1300-tallet også Polen, i 1400-tallet   

       Spanien, i 1500-tallet Italien og Holland, i 1600-tallet også Tyskland og siden da også Danmark og Sverige.

Kilde 1 viser, at antallet af krige i hvert århundrede er faldet fra 54 i 1500-tallet til 11 i de første 40 år af det 20. århundrede. Antallet af træfninger på slagmarken er i samme periode steget 10 gange fra 87 til 874. Antallet af deltagende europæiske stater er ret stabilt mellem 40 – 50 lande, mens flere ikke-europæiske stater i de sidste 200 år er blevet inddraget/har blandet sig i Europas krige.

De mest krigeriske lande, dvs. de lande, der især har engageret sig i krig er Frankrig med 43 %, Østrig-Ungarn 30 %, England 21 %, Rusland 20 % og Prøjsen (Tyskland) 23 %.

Det stigende antal dræbte soldater fra 30.000 i 1100-tallet til over 22.000.000 i første halvdel af det 20. århundrede er altså ikke et resultat af flere krige eller deltagende stater, men af de samme staters større krigsivrighed og offervillighed på deres borgeres vegne, f.eks. ofringen af værnepligtige i tusindvis på 1. Verdenskrigs slagmarker. Ganske vist falder andelen af dræbte soldater i forhold til alle soldater i krige fra 25 % i 1500-tallet til 6 % i 1900-tallets begyndelse; men det skyldes netop indførelse af værnepligten, der sender langt flere soldater i felten end tidligere. Der er ingen tvivl om at det 20. århundrede, der kun har data fra 1900 til 1940, har været det mest voldelige i Europas historie overhovedet målt på krigens varighed, antallet af deltagende soldater, stater og dræbte samt folketal, samlet kaldet drabsfaktorer.

_______________________________________________________________________________

Ved siden af disse internationale krige kommer så europæernes overgreb på fremmede kulturer i Sydamerika i 1500-tallet, der udrydder Maya-, Inka og Azteker-rigerne, i Nordamerika i 1700-1800-tallet, hvor det  går det ud over indianerne, i Afrika fra slutningen af 1700-tallet og næsten 100 år frem, hvor vi kidnapper negre til at arbejde som slaver på de amerikanske sydstaters

bomuldsmarker og i Sydøstasien i 1600-tallet og fremefter, hvor der etableres handelsstationer og senere kolonier og til sidst imperier. Alle steder sker det med våben i hånd, i Guds navn, med kronens støtte og den hvide mands selvretfærdighed. ”Den europæiske kultur er en krigskultur, hvor krig i mange af de områder europæerne underlagde sig enten var ukendt eller af ceremoniel karakter” (Bjøl 1998:226).

2.1.2  Tyranni

Tyranniet, hvor staten udøver vold mod sin egen befolkning, er den mest morderiske form for terrorisme. Når den så let kan ske og med så gruopvækkende et omfang som sket i det 20. århundrede, jf. kap. 3. Terrorisme i vor tid, er det ikke kun fordi en underkuet befolkning er lige ved hånden, men også fordi statsmagten ”har taget monopol på kriminalitet (og)…tiltaget sig ret til regeringsbeordret nedslagtning”(Barnet, 1973:13). Tre eksempler på tyranni i Europas historie frem mod det 20. århundrede skal kort omtales.

Den ene er den katolske kirkes og verdslige autoriteters hekseforfølgelser i 160 år fra ca.1520. Man kender ikke det samlede tal af brændte på bålet, men der er skøn på mellem 50.000 og 1 mio. mennesker, heraf 90 % kvinder (Andersen m.fl. 1987:19). Uanset hvilken slags hekseri kvinder dømtes for – man skelnede mellem hvid magi, hvor heksen søgte at hjælpe og sort magi, hvor heksen søgte at skade - så var de anklagede uskyldige. Alligevel levede mange kvinder i frygt for den terror fordomsfulde mænd skabte ved at anklage dem for hekseri og efterfølgende brænde dem på bålet. De dømmende mænd mente, som alle terrorister at tjene en god sag ved at skabe systematisk frygt og derved lamme/ramme svage i troen.

Den anden er slaveriet og livegenskabet. Det sidste krævede, at fæstebonden og hans slægt (ældste søn) hele livet skulle tjene en bestemt fyrste- eller adelsfamilie og således aldrig kunne rejse bort eller søge andet arbejde. I USA udgjorde slaverne i 1860 - tre år før negerslaveriets ophævelse – 4 mio. mennesker af en befolkning på 40 mio.

På samme tid levede der i Rusland 50 mio. livegne, formodentlig halvdelen af befolkningen, idet den første folketælling i Rusland i 1897 angav 94 mio. mennesker i Europæisk Rusland og ca. 30 mio. i den asiatiske del af landet. De frisættes dog ved et dekret af zar Alexander 2. i 1861 med den motivering, at ”det er bedre at afskaffe livegenskabet fra oven end at afvente det tidspunkt, da det afskaffer sig selv fra neden” (Grimberg, 1976,15: 383f). Det var altså hensynet til egen fortsatte magtudøvelse og ikke til bønderne, der fik zaren til at ophæve livegenskabet.

En tredje er europæiske regenters forfølgelse ned gennem historien af anderledes troende: Jøder, huguenotter, muslimer, tænkende: Filosoffer, humanister, videnskabsmænd og udseende: negere, kinesere, sigøjnere, osv. At disse mennesker levede i frygt for hvad autoriteter kunne udsætte dem for af terrorovergreb - og gjorde det – er åbenbart; det er antallet af ofre og især deres lidelser ikke. 

2.2 Civilterrorisme

Den civile terrorisme, altså terrorisme nede-fra-og–op, har været begrænset i Europa. ”Politiske attentater var ret sjælden i Enevælden…der var solidaritet mellem monarkierne uanset deres personlige forskelle eller interessesammenstød….Systematisk terrorisme begynder i den anden halvdel af det 19. århundrede” (Laqueur 2002:10). Tre terrorbevægelser med næsten 1000 års mellemrum imellem sig skal dog kort præsenteres.

De første terrorister af europæisk betydning i historien er Sicarii´erne, der var en aktiv gren af Zeloterne. Sica betyder daggert, kniv. De kæmpede fra 66 – 73 e.v.t. (Laqueur 2001:7) og hærgede i ret kort tid. Overleveringer om dem stammer fra jøden Josef Flavius, der senere træder i romersk tjeneste. Han er meget kritisk over for Sicarii´erne og anfører, at de grundløst ophidser jøder mod den romerske besættelsesmagt og at de myrder i sabbatten. Det er givetvis rigtigt. De adskiller sig også fra andre terrorgrupper ved at organisere hære mod romerne og ikke ”blot” terrorisere ved mord, kidnapning, brand og overfald. Men Flavius forklarer ikke, hvorfor de udøver terror. De var ganske rigtigt både religiøse og nationalistiske fanatikere; men romerne havde heller ikke ligget på den lade side. Romernes statsterrorisme havde udryddet jøder overalt i riget, bl.a. 60.000 alene i den ægyptiske by Alexandria. Så, de havde ikke været karrige med at give Sicarii´erne en god sag. Det hjalp heller ikke på jødernes humør, at den gale romerske kejser, Caligula, der bl.a. gjorde sin hest til regeringsmedlem, provokerede ved at kræve sit portræt ophængt og tilbedt i deres hellige tempel i Jerusalem, hvad de selvfølgelig nægtede. Nye romerske provokationer endte med at den romerske garnison i Jerusalem i år 66 blev besat. Sicarii´erne lovede de romerske soldater frit lejde ud af byen, men holdt ikke deres løfte og slagtede i stedet hver eneste romerske soldat, idet de fuldt og fast troede på, at Jahve, Gud, ville stå bag dem i dette som i alt andet.

Vespasian, der var romernes hærfører i regionen og  som senere blev den af Roms kejsere, der regerede over det største Romerrige, besluttede sig for et endeligt opgør med Jerusalem. Ikke ved et direkte angreb på byen, hvad der ville blive vanskeligt, men ved at besætte og overvinde omkringliggende byer, hvilket afskar forsyninger til og kontakt med Jerusalem. Denne udsultning af Jerusalem lykkedes i en sådan grad, at hungersnøden drev jødiske mødre til at fortære deres egne børn, fortælles det.

Vespasian var i mellemtiden blevet kejser i Rom, så han overlod til sin søn Titus at fuldføre opgaven. Efter udsultningen angreb, besejrede og jævnede han Jerusalem med jorden i år 70 og uddrev jøderne af byen, så de spredtes overalt i verden, disporaen (Grimberg 1974, bd. 4:462f).

Det er en grum skæbne, at ca.10 år med Sicarii´ernes terrorisme og fem måneders frihed for jøderne i Jerusalem bliver afløst af 2000 års landflygtighed.

Det er også Jerusalem, der er stedet for den næste civile terrorbevægelse med tilknytning  til Europa. Den finder sted i forbindelse med Korstogstiden 1095 – 1250. Der er opregnet i alt 7 korstoge, der alle – officielt – har til formål at befri Jerusalem fra de vantro, underforstået muslimerne. Det samme formål har den fanatiske shiitiske muslimske assassin-sekt, at bekæmpe den rette tros fjender, nemlig jøderne og kristne. De to bevægelser må støde sammen.

Vi ved at, Assassin-sekten oprindeligt kom fra Persien, det nuværende Iran, som en gren af det ismailittiske folk. Sekten voksede i det 11. århundrede, terroriserede i det 12. og blev nedkæmpet i det 13. århundrede (Laqueur 2001:7). Sekten har kun efterladt sig få dokumenter. Så vor viden stammer fra dens fjender. Og de fortæller gruopvækkende, hvordan sektens medlemmer uddannes til snigmord og fuldstændig hensynsløshed under hypnose og en narkotisk rus. Rusmidlet, formodentlig hashis (hash), hvilket også gav sekten dens navn, da hashishin på arabisk betyder hash-spiser, får de udleveret af sektens leder før hver aktion. Men første gang de får det, står der ikke terrormord på programmet. I stedet for bibringes de det indtryk at have besøgt Paradiset. Derfor er de villige til hvad som helst for nok en gang at nyde en rus, der kan bringe dem tilbage dertil. Frygten for assassinernes grusomhed var så stor og lammede folk så meget, at offeret ofte opgav uden kamp eller endog valgte selv at stikke kniven i sig. Sekten dræbte såvel jøder, kristne som muslimer og det høj som lav, blandt de første bl.a. den kristne korsridderkonge, Konrad af Monserrat. Det er historiens lære, at denne terrorsekt ikke falder fordi de kristne besejrer dem, men fordi et endnu større rædselsregime, de mongolske horder ledet af Djengis Khan, der angreb Europa omkring midten af 1200-tallet, underlagde sig Jerusalem og sekten. Ikke desto mindre har sekten overlevet og et par hundrede ismailitterne bor i dag i Libanons uvejsomme bjerge, hvor de fredeligt ernærer sig som bønder og hyrder. (Grimberg 1974, bd. 6: 149ff)

Den tredje terrorepisode er de russiske revolutionære fra midten af 1860erne og 40 år frem. De består af tre forskellige grupperinger: Nihilister, der fornægter alle moral- og samfundsregler, anarkister, der vil afskaffe enhver statsmagt, da ingen myndighed skal bestemme over det enkelte menneske, og endelig narodnikerne, der har navn efter ”Narodnaja Volja,” der betyder ”folkets vilje.” De sidste ønsker en særlig russisk form for socialisme på grundlag af bondefællesskabet og går ud til folket, deler dets kummerlige vilkår og forkynder en lære baseret på dynamit og pistoler.

Udadtil fremstår disse revolutionære som en velorganiseret terrorbevægelse. Men der foreligger ikke en overordnet plan for den række mord og bombeattentater på eliten i USA og i Europa, som de udøver: Drabet på den italienske kong Umberto i 1878 med en kniv med indskriften: ”Længe leve den internationale republik,” bomben mod zar Alexander 2. i 1881 – som uddybes lige nedenfor - og mordene på den franske præsiden Sadi Carnot i 1894, kejserinde Elisabeth af Østrig 1898 og den amerikanske præsident McKinley i 1901.

Narodnikernes attentat på zar Alexander 2. kan umiddelbart synes urimelig. I begyndelsen af 1860erne har han lige bekvemmet sig til at ophæve livegenskabet, lempe censuren, reformere retsvæsen og militær, herunder indføre værnepligt, osv. Men det var for lidt, sent og tøvende at reformerne kom. Uroen i byerne breder sig udad og opad. Ikke kun blandt bønderne, men også blandt studenterne, i visse embedsmandskredse og endog ind i officerskorpset. De ser zaren  som symbolet på al undertrykkelse og gør ham til bevægelsen hovedoffer.

Det første mordforsøg på zaren skete i 1866 og siden formelig regnede det med bomber omkring ham. De får også placeret bomber inde i Vinterpaladset i Sankt Petersborg. De får endelig ram på ham i 1881, da han stiger ud af sin vogn for at tilse en kosak, der længere fremme i kortegen er blevet søgt myrdet. En bombe kastes mod zar Alexander 2. Den  sprænger begge ben af ham og han dør den følgende dag af sine sår. Efter attentatet arresteres og henrettes lederne. Den store svenske  historieskriver, Carl Grimberg, vurderer deres indsats sådan: ”Med terror førte de krig mod selvherskeren og hans stat…Beretningerne om de russiske terroristers voldshandlinger spredtes over hele verden. Man var forbløffet og forfærdet. Ikke mindst fordi den kæmpende revolution i første række rettede sine angreb mod zarens person”(Grimberg 1976, 15:385).

En umiddelbar konklusion på terrorismens historie er entydigt, at statsterrorisme er langt mere omfattende, ydmygende og ødelæggende end civilterrorisme, der ofte kan ses som en reaktion på en stats tyranniske terrorisme. En anden er, at civilterrorisme ofte er kontra-produktiv, dvs. fremmer det modsatte af hvad det ønskede. En tredje, at civilterrorisme trods alt fra tid til anden har ydet et bidrag til mindre undertrykkelse og mere demokrati. Men måske er den mest afgørende konstatering, at civilterrorisme er et demokratitegn. Det bliver særligt tydeligt når vi ser på de totalitære regimer i de sidste hundrede år.

3.  Terrorisme i vor tid

Gennemgangen af terrorismen fra 1900-tallets begyndelse og frem sker for statsterrorismen og den civile terrorisme hver for sig. Men først skal tre forhold ved terroropgørelser noteres.

Det første går på, at der godt kan finde omfattende terror sted uden at det registreres. Det kan man vise ved at sammenholde opslag på ordet ”terrorisme” i den internationale The Encyclopedia of the Social Sciences fra 1933 sammenholdt med dens senere udgave The International Encyclopaedia of the Social Sciences fra 1968. I den ældste udgave stod to nyttige artikler om mordattentater (Lerner) og om terrorisme (Hardman); men de endte begge med en underlig bemærkning om, at mord og terror var i aftagende, hvorfor de kun var af antikvarisk interesse, da moderne teknologi havde gjort verden mindre sårbar. De tog jo fejl. Men ikke desto mindre ignoreredes begge ord i 1968 værket. Det kan til dels forklares med at antallet af civile terrorhandlinger var faldet i Europa efter 2. Verdenskrig, idet terroren var flyttet til de europæiske landes tidligere kolonier som Cypern, Malaya, Algeriet, Kenya og Vietnam (Rapoport 1984:658). Men det centrale er, at selvom der fandt omfattende statsterror sted i perioden 1933 - 1968 i både Sovjetunionen og Nazi-Tyskland, jf. kap.3.1.2  Tyranni, blev det hverken defineret eller registreret som sådan på trods af de mange år, bøger og erfaringer med de to regimers statsterrorisme udøvet siden 1920-erne.

Det andet forbehold handler om, at opgørelser af terrorismens omfang bestemmes af staten eller dens myndigheder, der kan være interesseret i at ”regulere” omfanget. Det giver den amerikanske efterretningstjeneste, CIA, et eksempel på. Ifølge CIA-rapporten fra 1980 var der 3.366 terroristaktioner fra 1968 til 1979. Men i næste års CIA rapport var antallet for den same 12 års periode vokset til 5.954 fordi trusler og konspirationer nu også var blevet inddraget (George Lardner, Jr., “CIA Report Adds Thousands of Incidents to Statistics on International Terrorism,” The Washington Post, June 16, 1981, A10). 

De to forbehold viser en dobbelt asymmetri mellem drabsopgørelser ved stats- og civilterrorisme: Dels vil stater, der terroriserer helst gør det i det stille, hvor terrorgrupper normalt ønsker opmærksomhed, og dels har stater oftest monopol på at definere hvad der er og ikke er terror.

Det tredje forbehold vedrører ”tekniske” fejlkilder. Opgørelser over døde i krig eller udrensninger  baseres ofte på folketællinger. Er antallet af overlevende i et bestemt område meget lille, er mange mennesker døde. Det regnestykke lavede Stalin for at påvise den tyske terror mod civilbefolkningen. Omvendt satte Stalin selv tallet lavt i et område, hvorfra han deporterede mange mennesker til sine kz-lejre og formindskede således det faktiske antal døde. En anden fejlkilde er opgørelser af døde soldater. Når Sovjetunionen, Japan og Kina lader tilfangetagne soldater marchere i ugevis uden ret megen føde og så de dør undervejs, er årsagen så krig, sygdom eller terrorisme ? Eller hvordan rubricerer man drab, som ingen terrorgruppe vil tage ansvar for ? Og hvordan skelner man mellem mennesker ”i og uden uniform,” når mange civile terrorgrupper uddanner soldater i lejre og sætter dem ind mod et lands egentlige militære styrker ? Disse og andre spørgsmål skal dog ikke hindre os i at konstatere statsterrorismens uhyggelige omfang i det 20. århundrede. 

3.1  Statsterrorisme

3.1.1  Krig

Normalt forbinder man ikke krig mellem stater med terrorisme. Men man skal ikke overse totalitære staters morderiske tilbøjeligheder, der i sidste onde går ud over befolkningen. ”Den totale stat er et barn af den totale krig. Totale regimer optræder som besættelsesmagter i deres eget land” (Bjøl 1979, anmeldelse).

Den amerikanske professor, R.J. Rummel, på Hawaii Universitetet, har for perioden 1816-1991 gennemgået de 353 kombattanter/lande, der har været i krig med hinanden. I  155 tilfælde kæmpede demokratier mod ikke-demokratier, og i 198 tilfælde var det diktatur mod diktatur, men aldrig demokrati mod demokrati. Når ”krige for det mest er blevet udløst på grundlag af urealistiske konsekvensanalyser med hensyn til gevinster, trusler, risiko og omkostninger” (Bjøl 1998:276), så gør det ikke i sig selv krig til terrorisme, men en masse mennesker har ofret livet for en ligegyldig/misforstået sag.

Når det er rimeligt at gå det skridt videre at tale om en europæisk statsterrorisme mod uskyldige borgere i forbindelse med krige sker det af tre grunde. For det første har totalitære stater, der jo altid er indblandet i krig, ikke på demokratisk måde rådført sig med sin befolkning herom. Det ligger jo i ordet totalitær stat. For det andet har krige i det 20. århundrede kostet mange civile livet, fordi der er sket en forskydning i andelen af militære og civile dræbte, som vist i kilde 2 med tal fra de seneste større krige med amerikansk deltagelse (Sapolsky & Wiener 1992/93:3).

______________________________________________________________________________

2    Antal døde fordelt på soldater og civile 1914 – 1990. %

Tabel 2 viser, at det er civile borgere mere end soldater, der er vor tids krigens ofre. Selv i Vietnam-krigen, hvor USA havde op til 650.000 soldater, mistede 55.000 mand og havde 10 gange så mange tilskadekomster, og søger et militært opgør med Viet Cong på slagmarken, får vi så mange civile ofre. Endelig vil selv demokratier i krig lave overgreb mod modstanderne og deres indbyggere. Det så vi i My Lai-massakren fra samme krig, hvor en deling amerikanske soldater dræbte en hel Vietnamesisk landsby.

3.1.2  Tyranni

Men langt den største statsterrorisme er rettet mod egne borgere. Rummel har gennemgået mere 8.200 rapporter, analyser, mv. om statsterrorisme i perioden 1900-1987. 121 lande med 432 (forskellige) regimer indgår heri. Tyskland er f.eks. et land med fire regimer: Kejsertiden, Weimarrepublikken, Hitler-Tyskland og Forbundsrepublikken. Rapporterne om disse landes befolkningsmord stopper ved 1988 og udelader således hutuernes myrderier i Rwanda i 1994 af 800.000 tutsier, de bosniske serberes udryddelse af 200.000 muslimer og kroater 1992-1995, osv.

Der sondres mellem tre typer mord. Massemord er staters drab på borgere i almindelighed, mens folkemord sker for at komme en bestemt gruppe, f.eks. jøder, sigøjnere eller åndssvage til livs. De to tal giver tilsammen befolkningsmord. Men det gør de ikke altid her. For Rummel har anlagt et skøn. Det betyder, at ”befolkningsmord, i alt” er reguleret både op og ned i forhold til massemord og folkemord lagt sammen, jf. kilde 3.

_______________________________________________________________________________

3  Dræbte og dræbte ift. befolkningstal i de 15 største morder-lande opgjort på regimetyper.*)     

    1900-1987

*) Kommunistiske eller socialistiske stater går ind for kollektiv ejendomsret til produktionsmidlerne i modsætning til kapitalistiske, der mener at privat ejendomsret skal fremmes, mens fascistiske stater kræver at borgerne indordner sig et højere nationalt formål uanset indhold.  **) Dræbte på slagmarken er udeladt  ***) Befolkningstallets gennemsnit er tallet i 1944.

Kilde 3 er bearbejdet efter Rummel 2001:1, tabel 1. Den viser, at 15 lande står for godt 151 mio. drab eller 90 %, mens alle andre stater i verden kan gøres ansvarlig for knap 18 mio. mord eller 10 %. Det fremgår af opstillingen, at de kommunistiske stater (1,2,6,7,9,10 og 14) ubetinget er de mest voldelige med 128 mio. mord på samvittigheden. Mere generelt formuleret er de mest totalitære stater også de største massemordere. Så mens diktaturstater står for 168 mio. drab er det kun 2 mio. for demokratier og disse 2 mio. mennesker er især omkommet ved bombning af civile mål, men altså ikke i krig. Af Sovjetunionens knap 62 mio. befolkningsmord er de 40 mio. omkommet i Stalins koncentrationslejre.

Kilde 3 viser derimod ingen sammenhæng mellem massemord og folkemord. Tyskland under Hitler myrdede under 1 mio. tyskere, men over 16 mio. mennesker af anden – lavere race – end den ariske/tyske og netop af den grund. Så, folkemord er en ganske bestemt form for terrorisme, som nogle totalitære stater vælger og andre fravælger at udøve. Endelig er der heller ingen sammenhæng mellem lande med meget blandede folkeslag og så deres tilbøjelighed til folkedrab.  Rummel finder kun en forklaring på statsterrorisme: ”Magt dræber, og jo mere magt, desto flere mord” (Rummel 2001:12)

­­­­­­­­­­­­­­­­

Kritikken mod nogle stater som mega-mordere skal ikke skjule den kendsgerning, at mennesker  kan leve uvoldeligt med hinanden netop fordi de lever i (demokratiske) stater. Det er således staters fortjeneste, at udviklingen er gået hen imod mindre vold. I 1800-tallet slog en mand sin kone. Det gør han ikke nu, ustraffet, hvis hun vel at mærke vil anmelde ham. Og i første halvdel af 1900-tallet var vold mod børn normalt. Det er også blevet forbudt ved lov i mange lande.

_______________________________________________________________________________

2.3.2  Civilterrorisme

I to tredjedel af det 20. århundrede mente man, at terrorismen i Europa var på retur. Det passede nok på den civile terrorisme, der først startede efter 1968, men ikke på statsterrorismen, jf. kilde 1. Det er i hvert først fra 1968, at civile terrorhandlinger begynder at blive registreret. Det gøres af den private amerikanske tænketank, RAND, i Californien, som her præsenteres af Cordes 1985. En anden institution, CDISS, har optalt terroraktioner siden 1940 og når for tiårsperioden 1950-1959 op på 16 årlige terroraktioner i snit eller 4 hvert kvartal. Det er givetvis for lidt. I en RAND tælling over politiske attentater for tiden 1950 – 1980 indgår i alt 721 politiske attentater på stats- , fagforenings-, studenter-, osv. ledere i 84 lande i perioden 1950 - 1968 og i 123 lande mellem 1968 - 1980 (Snitch 1982:58, fig.1). Det giver knap 2 attentater pr. måned. Men bemærk, der er alene tale om politiske attentater. Men der findes yderligere fem grundlæggende terroraktioner: Bomber,  væbnede angreb, kidnapning, barrikadering og gidseltagning. Disse seks terrorformer stod for 95 % af alle terroraktioner i perioden 1968 – 1983 og bomber for alene 48 % (Cordes 1985:21, tabel 8).

Så statistikken over terroraktioner i de første to tredjedel af det 20. århundrede er mangelfuld og dækker over en behersket offentlig interesse og viser at problemet er større i dag end tidligere.  

________________________________________________________________________________

4   Politiske attentater. 1956 - 1980

Figur  ind her

_______________________________________________________________________________

Den næste opgørelser over terrorhandlinger er RANDs for 1968 - 1983, (Cordes 1985:23, tabel 11) og det amerikanske udenrigsministerium for perioden 1980 – 2001 hentet på internet-adressen: (www.state.gov/s/ct/rlspgtrpt/2001/pdf/). De to datasæt er dog ikke helt enige i antallet af aktioner. RAND ligger generelt lavest og har for 1983 registreret 439 terroraktioner, hvor udenrigsministeriet for samme år anfører 499. På baggrund heraf er kilde 5 udarbejdet. Den viser det gennemsnitlige årlige antal terroraktioner opdelt i tiårsperioder. Cordes bidrager med data for 1968 – 1979, udenrigsministeriet for 1980-2001. Cordes fortæller i øvrigt, at nok har flere lande oplevet civilterrorisme efter 1968; men af de 117 lande, der har mærket terror, så er halvdelen af alle angreb koncentreret på kun 10 lande. Oftest i Europa, så Latinamerika og Nord Amerika, færrest i Østeuropa, Asien og Stillehavsområdet.

________________________________________________________________________________

5   Terroraktioner i tiårsperioder. 1968 - 2001

­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­

6   Terroraktioner og dræbte. 1968 - 1983 og 1996 - 2001

Kilde 6 er en opgørelse af terrorhandlinger opgjort på kontinenter for 1968-1983 (Cordes 1985:22f, tabel 10 og 11) samt ministeriets mere specifikke tal for perioden 1996-2001 samt en opgørelse af antallet af dræbte. 1968-1983 tallene for dræbte er et vejet gennemsnit.*)    Det amerikanske udenrigsministeriums tal udelukker den lokale terror i Palæstina

**)  Antallet omkomne fra 11.- september terroren er sat til 3.000; Det nu frigivne tal er godt 2800

7   Profil af en terrorist I   (Wasmund 1983:223)

Ingen bliver terrorist fra den ene dag  til den næste. Selv terroristadfærd skal indlæres. Denne indlæringsproces er en kompleks procedure, der påvirkes af en række faktorer. Ingen enkelt faktor kan forklare et menneskes motiver til at indtræde i terroristkarrieren. Derfor kan terroristers adfærd ikke forklares alene ud fra familiens socialisering. Efter hvad vi ved om terroristers familiebaggrund, er der ikke et bestemt sæt af omstændigheder som skal foreligge i den primære socialisation for at føre til en terroristkarriere. Tværtimod. Mange terrorister har haft samme barndom og ungdom, som andre medlemmer af deres generation, som ikke blev terrorister. Familiens påvirkning kan på den anden side frembringe forudsætninger – som længslen efter sikkerhed og stærke gruppebånd – som sammen med kritiske sammenstød senere hen i livet, politiske og ideologiske indlæring og tilbud om at indtræde i en terrorgruppe med disse holdninger kan i sidste ende føre til det afgørende skridt at man tilslutter sig en terrororganisation. Så afvigende politisk adfærd kan ikke kun forbindes og forklares med bestemte biografiske begivenheder. Mangler under socialisationen kan kompenseres på mange forskellige måder. Hvor og hvordan en person finder sin identitet påvirkes også af historiske og samfundsmæssige faktorer. Hvis den primære socialisation ikke har givet et menneske chancen for at finde sin identitet, vil en sådan person være modtagelig for forskellige sociale og politiske muligheder inklusive modkulturelle grupper og religiøse sekter….Ethvert forsøg på at analysere politisk adfærd uafhængig af situationsfaktorer er helt givet utilstrækkelig. Det argumenteres her, at politisk adfærd er et produkt af personlighedstræk, situations faktorer samt det konkrete samspil mellem person og situation…en faktor, der ikke kun er vigtig, men måske også afgørende som forklaring på terroristadfærd er gruppens indflydelse, fordi terrorister på mange måder er ”ofre for gruppetænkning.”

8   Profil af en terrorist II

Terrorister har forskellig familiebaggrund. De er generelt ”unge, idealistiske arbejdsløse” (Mickolus 1982: 280) mens andre forskere sondrer mellem ”unge fra lavere middelklasse,” i IRA, den irske undergrundshær, og ETA, den baskiske separatistbevægelse, og ”unge fra middel- eller overklassen ofte med akademisk baggrund,” der rekrutteres til det venstreekstremistiske RAF og det italienske BR (Laqueur 1977 og Kellen 1982). Terrorrister fra Hamas og Hizbollah er religiøse, idealistiske og politisk bevidste, palæstinensiske unge mænd, der ofte har levet i fattigdom i én af de tre PLO-områder: Gaza, Vest-bredden af Jordanfloden og i Syd-Libanon, mens deres islamiske brødre i al-Aquida har middel- og overklassebaggrund og kommer fra flere øst-arabiske lande som Ægypten og Saudi-Arabien. Osama bin Laden er som bekendt milliardærsøn fra Saudi-Arabien. De mest omfattende analyser af terroristers baggrund er af terrorister i RAF og BR. Ca. 100 terrorister blev pågrebet og retsforfulgt. Det er fra dem vi især har viden om terroristers sociale og personlige baggrund. De har middel- eller overklassebaggrund og mange også akademisk baggrund (Kellen 2001, Moss 1993, Wasmund 1983).

9   Terroristaktioner i 2001. Verdenskort

__________________________________________________________________________

Civilterrorismen har ændret sig i de sidste 30 år i forhold til tidligere. En væsentlig udvikling er, at terroren har skiftet fra især at have et politisk sigte til også at have et religiøst. I Hamas, Hizbollah, og jødiske højreekstremister har der både været politiske og religiøse elementer. Men det religiøse mål er blevet understreget ved Islamisk Jihad og al-Queda terroren. En anden ny udvikling er kvinders deltagelse og endog ledelse af terroristbevægelser, især markant i RAF og BR. Ud over at civilterrorismen er blevet feminiseret, er den også blevet nationaliseret, dvs. at den kræver én eller flere staters hjælp, altså er enten statsunderstøttet eller nationsterrorisme, jf. kap. 1.5  Voldsudøvelse. For det fjerde er den blevet globaliseret, idet terroraktioner finder sted over alt på kloden og for det femte mere våben-sofistikeret, dvs. volden udøves ikke kun med konventionelle men også med kemiske våben, antrax- eller miltbrandpulver sendt rundt i breve i USA. Hertil kommer truslen om brug af kernevåben og biologiske våben, det sidste f.eks. i form af bakterie-inficeret drikkevand. For det sjette er den også blevet kvantificeret, dvs. voldsudøvelsen skal ikke længere ramme enkelte udvalgte, men mange uskyldige på en gang. For det syvende er terrorbekæmpelsen rykket frem i politikernes og befolkningers bevidsthed så vi ikke længere blot vil reagere på dem, men endog søge at foregribe dem. Disse forskydninger er samlet i kilde 10. 

______________________________________________________________________________ 

10     Civilterrorisme, traditionel og moderne                     

11     Terroraktioner mod amerikanske mål. 1983 - 2001

4. Totalitær terrorisme (1920-1990)

4.1  MOTIVER

Det er klart, at terror kan inspirere fra et samfund og til et andet. Den kommunistiske terror under Lenin og Stalin havde således lært af zarens hemmelige tjeneste. Faktisk var KGB den eneste statsinstitution som Lenin uændret overtog fra Zaren. Det er også en kendsgerning at det totalitære Sovjetunionen støttede det totalitære Hitler Tysklands etablering. 

Som alle totalitære regimer hævdede de begge at tjene en højere sag. Det er lykkedes bedst for kommunismen, selvom den var en langt større morder end Nazi-Tyskland, jf. kilde 3. Formodentlig fordi kommunismen blev anset for god, nazismen ond. Men de var begge onde ideologier (Bent Jensen, Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle, (København: Lindhardt & Ringhof, 2002), 247 s. En nok så afgørende forklaring er den, der også fremgår af kilde 3, at nazi Tysklands udførte befolkningsmord, hvor Stalin myrdede – så at sige – bredt uden hensyntagen til folks etniske og religiøse baggrund.

Nazismen er en selverkendt voldsideologi i alle dens former. For Hitler lå beviset på førerens korrekte forståelse af massernes (ofte ubevidste og uudtalte) ønsker/motiver i det forhold, at føreren fortsat var ved magten. Mistede han den, var det netop udtryk for at han ikke længere havde folkets støtte.

For kommunismen var spørgsmålet om brug af terror mere tvetydig. Marx gik fra at støtte terrorgrupper som Narodnikerne for deres mord på zar Alexander II, jf. 2.2 Civilterrorisme, og rose dem for at være ”helstøbte personligheder” til at tage afstand fra dem og kalde deres indsats for ”barnlig” (Laqueur 2001:64). Så generelt forkaster marxister terrorisme som uegnet for vestlige europæiske lande, men de forkaster den ikke for altid og principielt (Ibid.:66).

Spørgsmålet om marxister holdning til terrorisme er forbundet med deres holdning til vold i al almindelighed og til den situation, man som revolutionær marxist befinder sig i. Det afgørende terrorspørgsmål for enhver marxist er om vold er nødvendigt for at forandre samfundet ? Så selvom  ”Lenin selv var modstander af individuel vold” (Bjøl 1978:362) måtte Sovjetunionens første statschef i otte år fra 1917 til 1924 svare ja til spørgsmålet. Det kan være nødvendigt med terroraktioner for at få staten og kapitalisterne til at vise deres sande ansigt. For i sit forsøg på at nedkæmpe den revolutionære terror vil den kapitalistiske stat begrænse de demokratiske rettigheder og så ville folk erkende, at de blev udnyttet og derpå tilslutte sig det oprør, som terroren havde startet. Så for Lenin er terrorister fortroppen i den klassekamp, der uundgåeligt vil komme. De vil bane vejen for det gode samfund, der ville komme: ”Hvor enhver yder efter evne og nyder efter behov.”

_______________________________________________________________________________

12   Midlet helliger målet  I  (Lenin, 1933: 74-75 eller 1946:8)

Enhver vil indrømme at det er uforstandigt, ja en forbryderisk fremgangsmåde af en armé, hvis den ikke forbereder sig på at beherske alle våbenarter, alle de kampmidler og kampmetoder, som fjenden er eller kan være i besiddelse af. Men i politikken gælder dette endnu mere end i krigen …Uerfarne revolutionære forestiller sig ofte, at legale kampmidler er opportunistiske, fordi borgerskabet på dette område ( i særdeleshed i ”fredelige,” ikke revolutionære tider) særlig ofte har bedraget og snydt arbejderne. De illegale kampmidler anser de derimod for revolutionære….Men revolutionære, som ikke forstår at forbinde de illegale med alle legale kampformer, er yderst dårlige revolutionære. Det er ikke vanskeligt at være revolutionær, når revolutionen allerede er brudt ud, allerede er blusset op, når Gud og hvermand slutter sig til revolutionen….Meget vanskeligere –  og meget mere værdifuldt – er det at være revolutionær, når betingelserne for direkte, åben, virkelig revolutionær massekamp endnu ikke er tilstede, og at kunne kæmpe for revolutionens interesser (propagandistisk, agitatorisk, organisatorisk) i ikke-revolutionære, ja ofte i direkte reaktionære institutioner.   

13    Midlet helliger målet II   (Hitler, Tale i Arendt, 1996:23)

Alt hvad I er, er I gennem mig; alt hvad jeg er, er jeg gennem Jer alene…Tænkning…(eksisterer) i realiteten kun ved at give og udføre ordre..   

______________________________________________________________________________

4.2  TERRORISTER

I sit monumentale værk tre binds værk om totalitarisme, sammenligner Hannah Arendt i det sidste bind de to ”rene” totalitære stater, Hitlers Tyskland og Stalins Rusland, for bl.a. at finde forklaringen på hvordan de to ledere får andre til at optræde som deres terroristagenter.

_______________________________________________________________________________

14   Direkte og indirekte terrorister I: Elite og pøbel (Arendt, 1966:31-32, 164-165)

Hvad der viste sig så attraktivt var, at terrorisme var blevet en slags filosofi gennem hvilken man kunne udtrykke sin frustration, harme, og blinde had, en slags politisk ekspressionisme som brugte bomber til at udtrykke sig selv…Medlemmer af eliten havde intet imod at betale prisen,  civilisationens ødelæggelse, for den morskab det var at se hvorledes de som var blevet uretfærdigt udelukket i fortiden nu kæmpede sig vej tilbage…. Den midlertidige alliance mellem eliten og pøblen hvilede stort set på den ædle frydefuldhed ved hvilken den førstnævnte iagttog den sidstnævnte ødelægge respektabiliteten…Det var ikke Stalins og Hitlers evne til at lyve, men den kendsgerning, at de var i stand til at organisere masserne til en samlet enhed, der ville slutte op bag deres løgne i imponerende antal, der skabte fascinationen.

15   Direkte og indirekte terrorister II: Soldaters deltagelse   (Vagts 1959:458f)

Vejen til magt for de totalitære bevægelser var brolagt med halv-militære formationer som regeringerne villigt tillod næsten uniformsmonopol. Med kamp i gaderne og slagsmål i ølhallerne, mord på modstandere, voldsudøvelse og trusler lammede de meget af oppositionen. Men de ville aldrig have kunnet nå deres mål, hvis havde det ikke været for den indsats, direkte og indirekte af soldater, der handlede enten som eksperter i vold – 15 af Nazi Rigsdagens 107 medlemmer i 1930 var pensionerede officerer - eller som vogtere på tærsklen til magten

Billede af kz-lejr-intensitet i USSR

­­­­­­­­­­­­______________________________________________________________________________

4.3  TERRORAKTIONER

I samme værk forklarer Hannah Arendt Stalins og Hitlers magt ud fra to forhold: Gennem organisation, propaganda, fordummende ideologi, grænseløs kynisme, konsekvent løgnagtighed og absolut hensynsløshed nedbryder den totalitære stat alle ”spontane” bånd, ja ethvert tillidsforhold, mellem mennesker undtagen de, der kontrolleres af partiet. Det sker netop gennem en terror der rammer i flæng og gør at ingen kan vise sig sikker. Ingen kan stole på nogen. Samtidig opbygges et kontrolapparat som når helt ind til det enkelte menneske dagligdag, og som på en gang appellerer og kontrollerer. Det enkelte menneske føler både medskyld og afmagt, men ikke afsky, for styret. Totalitære regimer opnår ikke massernes støtte ved uvidenhed eller svindel, men ved deres fejhed og fortielse­. 

­______________________________________________________________________________

16   Terrorens grundlag I: Fraværet af rækværk og rum mellem mennesker  

       (Arendt 1966:164-165)

Ved at fjerne lovens rækværk mellem mennesker – sådan som tyrannier gør – fjerner man menneskets frihedsrettigheder og ødelægger friheden som en levende virkelighed; for rummet mellem mennesker, der er afgrænset af love, er frihedens levende korridor. Total terror udnytter … det lovløse, rækværksløse vildnis af frygt og mistænksomhed som tyranniet efterlader sig. Denne ørken er helt bestemt ikke længere nogen frihedens korridor, men den skaber fortsat plads for de frygtbaserede bevægelser og mistænksomhedsprægede handlinger som dets indbyggere udfører.

Ved at presse mennesker mod hinanden, fjerner den totale terror rummet mellem dem…Den totalitære regering beskærer ikke blot frihedsrettighederne eller fjerner den grundlæggende frihed; ej heller lykkedes det den - så vidt vi ved – at fjerne kærligheden til friheden fra menneskenes  hjerter. Den ødelægger den eneste forudsætning for al frihed som simpelthen er evnen til at bevæge og som ikke kan ske uden rum…

17   Terrorens grundlag II: Skift i terrorintensitet  (Gliksman 1964:72 – 74)

Terror i Sovjetunionen kom til udtryk i mange former: I en institutionaliseret administrativ tilfældighed og hensynsløshed; i fraværet af borgerrettigheder; i en komplet meningskontrol; i den altgennemtrængende aktivitet fra det hemmelige politis side; i systemet af gensidig angiveri og  spionage; i de ekstremt alvorlige og omfattende straffe….Det er et indbygget fænomen ved terrorisme, at dens klinge blive sløvt med tiden…For at undgå disse fænomener anvender Sovjetunionen et system med stor skiftende terrorintensitet…denne profylaktiske (forebyggende) metode anbringer befolkningen i en tilstand af håb om ”et fredfyldt liv.” Samtidig giver denne metode …individet en følelse af at dommedag ikke er uundgåelig, at man har et alternativ her i livet, og en rimelig grund til at ens adfærd kan hjælpe en til at undgå forfølgelse…

Den sovjetiske manuskriptforfatter Alexander Afinogenyev lægger i sit velkendte stykke Frygt disse ord i en af sine figurers, professor Borodin, mund: ”Mælkekonen frygter at hendes ko skal blive konfiskeret; bonden frygter for tvangskollektiviseringen; sovjetarbejderen frygter for de endeløse udrensninger; partiarbejderen frygter for at blive anklaget for afvigende adfærd; videnskabsmanden frygter for at blive anklaget for idealisme; ingeniøren frygter for at blive anklaget for sabotage; vi lever i en tid af stor frygt. Frygt tvinger talentfulde intellektuelle til at afskrive deres mødre, at svindle med deres sociale baggrund, for listigt at skabe sig adgang til de højere positioner….frygt sniger sig ind på alle. Mennesker bliver mistænksomme – indelukkede -  uærlige – ligeglade og principløse.”

______________________________________________________________________________

4.4  OFRE

Omfanget af Stalins og Hitlers terrorisme mod deres folk fremgår af kilde 3. Men der er flere forskelle. For det første var der massiv folkelig støtte til Hitler, men ikke til Stalin. For det andet var hovedparten af Hitlers ofre etniske minoritetsgrupper, 20 mio. sammenholdt med de knap 800.000 myrdede ariske tyskere, mens Stalin ikke skelnede tilsvarende. Endelig ramte Stalins terror også hans nærmeste medarbejdere, mens Hitler netop koncentrerede sin terror om folkemord. En forklaring på Stalins terror mod ledende kommunister som Leo Trotskij (1877-1940) var, at den tyske efterretningstjeneste, Gestapo, med falske dokumenter havde givet Stalin det indtryk, at han havde et omfattende oprør imod sig, hvad Gestapo så regnede med ville svække Stalins stilling og eventuelt få ham væltet. Men i stedet førte det til en række processer mod højt placerede kommunister, de såkaldte ”Moskva-” eller ”Sinaivski-processer” På samme måde udrensede Stalin fra 1937 25 % af Den røde Hærs officerskorps (Alfabetisk opslagsbog 1973:334)

En anden og særlig hårdhændet kommunistisk terrorisme blev udøvet i verdenshistoriens største udrensning, da 12 mio. tyskere blev fordrevet eller flygtede i skræk og rædsel for de fremrykkende sovjetiske styrker under 2. Verdenskrig. Man regner med, at Stalin dræbte ca. 2 mio. af de 12 mio. tyskere, der flygtede fra de tyske områder i Østeuropa (f.eks. fra det nuværende Estland, Letland, Litauen, Kaliningrad, Polen) og til Tyskland, 100.000 mennesker fortrinsvis mænd blev likvideret på stedet, 400.000 blev deporteret til Sovjetunionen som slavearbejdere  og formentlig op til 2.000.000 tyske kvinder i alderen 12 til 80 år blev massevoldtaget, mange gentagne gange, af de 4 mio. sovjetiske soldater under Den røde Hærs fremrykning gennem disse tyske østområder. Mange af de voldtagne tyske kvinder begik senere kollektivt selvmord ved at drukne sig, skære pulsåren over eller tage gift  (Sennerteg, 2002). Når den sovjetiske erobring af de tyske østområder udviklede sig til et volds- og hævnorgie skal man erindre sig den nazistiske race- og udryddelseskrig mod Sovjetunionen, de slaviske folk og jøderne i øvrigt.

En tredje terrorform var sult. Den blev benyttet af Stalin som et politisk våben mod de bønder i Ukraine, der var imod kollektiviseringen.. 6 mio. mennesker menes omkommet af sult i 1932 – 33. (Courtois 1999).

Billede af sultne børn ind her

Den korte version af det kommunistiske regime er, at alle familier i Sovjetunionen har haft et medlem, der har været udsat for systemets terror. 

Fascisternes magtovertagelse i Italien og i nazisternes i Tyskland indledtes med civilterrorisme, ”en form for borgerkrig, hvor borgerne blev intimideret af partimilitser” (Bjøl 1998:206). Denne  nazistiske civilterrorisme, der begynder omkring 1920erne og udøves af SA-bander, skifter i 1993 til statsterrorisme, hvor Hitler står som hovedansvarlig for terroraktioner som Krystalnatten den 9.-10. november 1938, likvideringer, især folkemordene gennem etableringen af koncentrationslejre, kz-lejre fra 1934. Ifølge anklageskriftet ved Nürnberg-domstolen mod nazisterne gjorde de sig skyld i tre forbrydelser, mod krigens love og sædvaner, mod freden og mod menneskeheden, jf. kilde 19.

________________________________________________________________________________

18  Siniavsky, i sit afsluttende indlæg for frifindelse  (van Bayer-Katte & Grimm 1972, 8:131f)

Argumenterne i denne retssag giver mig følelsen af at stå op mod en mur og banke hovedet ind i den uden at det hjælper, og mod hvilken man ikke kan få blot nogen sandhed til at trænge igennem ….Jeg ser ikke mig selv som en samfundsfjende; Jeg er Sovjetisk borger, og mine værker er ikke fjendtlige bøger. I denne fanatiske, elektriske atmosfære vil enhver der opfattes som ”anderledes”  blive betragtet som fjende, men  det er ikke en objektiv måde at nå frem til sandheden på. Men især forstår jeg ikke hvorfor fjender overhovedet behøver at blive opfundet    

19   Forbrydelser mod krigens love, freden og menneskeheden(Anklagen i Nürnberg 1946:7)

Mord og anstiftelse til mord, tortur, frihedsberøvelse, mishandling og plyndring, det er jo handlinger af denne art, som man i første række gør de øverste naziledere ansvarlige for. Handlinger, der begås under krænkelse af krigens love og sædvaner, kan ikke være fritaget for straf som folkeretligt tilladte krigshandlinger, men må bedømmes efter karakteren af de almindelige forbrydelser, de indeholder. Imidlertid omfatter anklagen for Nürnbergdomstolen ikke alene kriminelle handlinger af den nu angivne art. Begrebet ”krigsforbrydelser”, som det er fastslået ved den overenskomst og den domstolsstatut af 8. august 1945, der ligger til grund for processen, omfatter også krænkelser af krigens love og sædvaner, der ikke rummer nogen almindelig borgerlig forbrydelse, f.eks. tvungen afnationalisering af et besat lands befolkning, og anklagen omfatter tillige såkaldte forbrydelser mod freden, herunder navnlig ulovlig angrebskrig, og forbrydelser mod menneskeheden, herunder de overgreb mod tyske jøder og andre tyske folkegrupper, som har rystet verden, men som formelt måske til en vis grad har været dækket af gældende tysk lov.

Medtagelsen af disse handlinger under overenskomsten om afstraffelse af de store krigsforbrydere og det i henhold hertil udfærdigede anklageskrift forsvares først og fremmest ved, at  de i vidt omfang udgør grove krænkelser af gældende folkeretlige traktater og grundsætninger. Og hvor man kommer uden for denne ramme, som tilfældet er med hensyn til nazisternes terror over for deres egne landsmænd, står man over for fænomener, der kun har kunnet legaliseres i Tyskland fordi et forbrydervælde havde magten. Her viger formelle hensyn for en verdens retsbevidsthed.   

________________________________________________________________________________

4.5  LEGITIMITET

Kommunisterne regnede nok med i begyndelsen at få befolkningen imod sig. Det skyldes, at den er ”ubevidst,” dvs. ude af stand til at vide hvad der er godt for den selv. For ifølge kommunisterne, er deres ideologi netop ikke en ideologi, men en videnskab, som dermed ikke kan kritiseres. Derved gøres de marxistisk-leninistiske principper til lov, som gør det legitimt at indespærre/behandle modstandere/afvigere i KZ-lejre/ sindssygehospitaler.

For nazismen var spørgsmålet om legitimitet givet i kraft af førerens intuition.  

_____________________________________________________________________________

20    Legitimitet  I: Videnskab   (Store sovjetencyklopædi 1954, bd. 9:323)

Marxismen-leninismen er videnskaben om lovene for naturens og samfundets udvikling; videnskaben om de undertrykte og udbyttede massers revolution; videnskaben om socialismens sejr i alle lande; videnskaben om opbygningen af det kommunistiske samfund

21    Legitimitet II: Sandhed    (Witt-Hansen 1962:10f)

Hvad er da de marxistisk-leninistiske principper ? De marxistisk-leninistiske principper er marxismen-leninismens filosofiske grundsætninger. Disse grundsætninger finder man i det læresystem, der kaldes dialektisk og historisk materialisme…Efter sovjetencyklopædiens definition indeholder de marxistisk-leninistiske principper altså videnskaben om naturens og samfundets udvikling.. Adskillige (…) vil sikkert være forbavsede over, at marxismen-leninismen i sovjetencyklopædien præsenteres som videnskaben om naturens og samfundets udvikling, om videnskaben om socialismens sejr…Betyder dette da ikke at, det påstås, at marxismen-leninismen er sande sætninger, og at deres sandhed  er godtgjort ved videnskabelig metode ? …..dette er virkelig meningen. De marxistisk-leninistiske principper opfattes utvivlsomt som videnskabelige lovmæssigheder eller som sætninger, hvis sandhed definitivt er afgjort

22   Legitimitet III: Genialitet  (Hitler 1966, bd.1)

Ser man den ledende statsmands opgave i at undfange den skabende tanke eller plan, ser man den ikke snarere i den kunst at få en tomhjernet fåreflok til at forstå det geniale i hans planer og derved tigge sig til dens allernådigste bifald ? Er det kriteriet for en statsmand, at han besidder overtalelsens kunst i lige så høj grad som statsmandsklogskab til at trække de store retningslinier op og tage de store beslutninger ? Er en førers udygtighed bevist, når det ikke lykkes at vinde flertallet i en hob, der er trommet sammen ved mere eller mindre anstændige tilfældigheder ?….Men hvad skal den statsmand gøre, hvem det ikke lykkes at tilsmigre sig hobens gunst ? Skal han købe den ? Eller skal han stillet over for sine medborgeres dumhed – renoncere på gennemførelsen af de opgaver, han  anser for at være livsnødvendige, og trække sig tilbage, eller skal han blive alligevel ?

5. Krigsterrorisme i Mellemøsten (1947 -  )

5.1 MOTIVER 

Terroren i Mellemøsten i dag kan kort opfattes som en krigsterror mellem to stater, Israel og PLO*, hvor Israel som besættelsesmagt terroriserer civile palæstinensere i deres selvstyreområder. Men der er også kriminel terrorisme, hvor civile borgere, både israelere og palæstinensere, foretager systematiske overgreb på modstanderne, se kilde 30. Israelerne ved f.eks. at beskyde palæstinensiske bønder, der arbejder på deres marker; palæstinensiske selvmordsbombere ved at udse sig befærdede områder I Israel for at tage så mange israelere med sig i døden som muligt. Når disse terrorangreb rammer udlændinge er det international terrorisme. Endelig kan den israelske regerings overgreb mod palæstinensere der lovligt bor i Israel også ses som tyrannisk terrorisme, når Israel fængsler, forulemper eller likviderer dem efter forgodtbefindende. Kort sagt, alle fire former for terrorisme som gengivet i opstilling 3 findes i denne konflikt.

Alligevel er der grund til at fastholde, at der foreligger krigsterrorisme i Mellemøsten. Dels fordi to lande, Israel og Palæstina, er i krig. Dels fordi opgøret trods andre undertoner grundlæggende drejer sig om land med palæstinenserne som de helt store tabere, jf. kilde 24 - 25. Endelig fordi, det internationale samfund ser sådan på både parterne og konfliktens årsag. Det særlige ved situationen, er at PLO, der repræsenterer et palæstinensiske folk, er en stat uden territorium, der netop er besat af modparten, Israel.

Motiverne til parternes terrorisme har ændret sig. I 1930, mens den jødiske immigration og den zionistiske bevægelses opkøb af jord i Palæstina jord voksede, gjaldt det for jøderne om at bevare og udbygge de etablerede bosættelser. Fra statens Israels oprettelse 15. maj 1948 og de følgende 20 år var det primære motiv for Israel at overleve. Efter seksdageskrigen i 1967 blev  motivet også at opnå land, som senere kunne byttes til fred og i hvert fald medføre større sikkerhedszoner. Siden 1990 har motivet hos Israel udviklet sig til at inddrage besat palæstinensisk land i et Stor-Israel ved at tillade en omfattende bosættelsespolitik, der strider mod international ret både den 4. Genevekonvention og en række resolutioner vedtaget af FNs Sikkerhedsråd, jf. kilde 33.

For araberne gjaldt det først om at smide jøderne ud af Palæstina. Det var en aktivitet jordløse palæstinensiske bønder gerne påtog sig ved i organiserede bander at overfalde jødiske bosættere. En særlig intens tid var den palæstinensiske opstand fra 1936-1939. Men i de første 25 år efter statens Israels oprettelse førtes palæstinensernes frihedskamp især af de arabiske stater mod Israel, mens palæstinenserne selv var kørt ud på et sidespor. Alle krigene 1948-49, 1956, 1967 og 1973 var for Israel langt alvorligere opgør end den terrorisme som PLO gennemførte siden midt 1960erne og fra 1966 med Syriens åbenlyse støtte.

I begyndelsen sker PLOs angreb over grænsen fra især Jordan, men også fra Libanon og Syrien og fra 1970 bliver Vesten også inddraget i PLOs terrorisme gennem mord, flykapringer og gidseltagninger, undertiden i samarbejde med de venstreekstremistiske bevægelser i Europa, se kap. 6. Kriminel terrorisme i Vesteuropa. Det fører til et hårdt vestligt pres mod Jordan, der huser PLO og i 1971 fordriver Jordan PLO ud af landet og til Syd-Libanon. Yom Kippur-krigen i 1973 afvikles gennem Israels tilbagetrækning fra dele af Sinaihalvøen i 1974-75 for at få åbnet Suezkanalen og med Camp-David fredsaftalen i 1978 mellem Israel og Ægypten splittes den arabiske verden og PLO står svagere end nogensinde uden international indflydelse og forståelse og uden enig arabisk opbakning.

PLO fortsætter dog sin civilterrorisme, nu fra Libanon, hvilket får Israel til at angribe landet i 1982 og forblive dér til 1985. Men felttoget skabte uenighed i Israel og prestigetab i udlandet grundet landets krigsterrorisme mod indbyggerne og miljøødelæggelse af Libanon, f.eks. efterlod Israel 400.000 miner i landet. Vestens sympati for PLO voksede.

I december 1987 skifter PLO strategi og motiv. Det sker ved den første intifada (palæstinensisk opstand) og i 1988 afskriver PLO officielt terrorisme som våben og opgiver åbenlyst det hidtidige mål at få opløst staten Israel gennem krig. PLO opnår derved diplomatisk kontakt med USA som opfordres til at lægge pres på Israel for at få det til forhandlingsbordet. Israel ser dog stadig PLO som en terrororganisation og først i 1993 med Oslo-aftalen sker et gennembrud i Palæstina-spørgsmålet. Intifadaen har da varet syv år, den er lykkedes, men har kostet tab af især mange palæstinensiske menneskeliv, jf. kilde 30, og stor økonomisk tilbagegang for PLO.

Den arabiske jihad eller terrorisme har således skiftet karakter. Først udøvede de omkringliggende arabiske staters hellig jihad eller krigsterrorisme mod Israel i perioden 1948 – 1973, så følger siden slutningen af 1960erne og 15 år frem PLOs kriminelle og internationale terrorisme, der fra 1993 er erstattet af PLOs opgør med Israels krigsterrorisme. Det, der før skulle en samlet arabisk verden uden for Israel om at klare (bestående af fire fjendtlige grænsenaboer: Ægypten, Jordan, Syrien og Libanon), besørges nu af palæstinensere inden for Israels egne og besatte områder. Den hellige krig indgår også i den anden intifada fra efteråret 2000. Her er det palæstinensernes motiv at vise, at den israelske regering ikke kan levere den lovede sikkerhed til det jødiske folk. Den opnås kun gennem aftaler med palæstinenserne. De ønsker ligesom Israel ”land for fred.” Spørgsmålet er ”blot” hvor meget land Israel skal afstå for at få fred. I hvert fald er Oslo-aftalen af 1993 og Israels tilbud ved Camp David forhandlingerne i USA i 2000 helt utilstrækkelige. Dels har Israel ifølge international ret ikke lov til at annektere land vundet i krig. Dels har FNs sikkerhedsråd vedtaget at disse områder skal tilbageleveres. Endelig vil en palæstinensisk stat komme til at bestå af et utal af ”øer” i et israelsk hav af vejspærringer, kontrolposter osv., jf. kilde 26 . ________________________________________________________________________________

23   Zionistisk opfattelse af Israels dannelse   (Tredje internationale Zionistkongres´  

       proklamation i Operation Dagsværk 1998:70)  

2. Gud Fader den Almægtige udvalgte den gamle nation Israel og dets folk, efterfølgerne efter Abraham, Isak og Jacob til at afsløre Hans plan for at frelse verden. Dette folk forbliver Guds udvalgte folk, og uden den jødiske nation vil Hans arbejde med at frelse verden ikke blive fuldført

6…Genskabelsen af nationen Israel er sket i overensstemmelse med bibelske forudsigelser i både det gamle og det nye testamente…

8. I sin lidenskabelige kærlighed til Israel og det jødiske folk velsigner og forbander Herren folk og dømmer nationer på basis af deres behandling af det Udvalgte Folk i Israel.

10. Ifølge Guds fordeling af nationer er Landet Israel blevet givet til det jødiske folk af Gud til  evigt ejerskab i overensstemmelse med en evigt gældende pagt. Det jødiske folk har den fuldgyldige ret til at eje og bosætte sig i dette land inklusive Judæa, Samaria, Gaza og Golan…

24   Palæstinensisk opfattelse af Israels dannelse

Det britisk kolonistyre i Irland, Cypern og Indien endte alle med en deling af landet. Det samme skete i Palæstina. Ifølge FN resolution 181 fik jøderne, der kun udgjorde 30 % af befolkningen og havde 8 % af landet nu 56 % af det palæstinensiske territorium. Palæstinenserne så det som et groft overgreb mod dem især fordi mange af jøderne var nytilflyttere og de angreb derfor jødiske bosættelser.… I maj 1948 evakuerer briterne landet og Israel erklærer sig selvstændig nation. Adskillige arabiske stater erklærer til gengæld Israel krig. Israelske styrker ødelægger over 500 palæstinensiske landsbyer og erobrer mere land så de nu har 78 % af det historiske Palæstina. Da krigen er forbi er 70 % af alle palæstinensere blevet flygtninge. FN resolution 194 kræver at ”de flygtninge, der ønsker at vende tilbage til deres hjem og en tilværelse i fred med deres naboer skal have ret hertil på den tidligst mulige tidspunkt…” I 1967 besætter Israel i forbindelse med Seksdages krigen Vestbredden, Gaza-stribe, Øst Jerusalem og de syriske Golan højder og erhverver dermed de sidste 22 % af Palæstina. (Washington Report on Middle East Affairs, wrmea)

25  Israels gradvise arealudvidelse af det gamle Palæstina

26   Israelske bosættelser på Vestbredden af Jordanfloden. Kort

Skal scannes

27   Palæstinensisk og jødisk befolkningsfordeling. 2002

______________________________________________________________________________

5.2  TERRORISTER

Provokerende kan man sige, at israelske terrorister bliver statsministre, palæstinensiske glemmes  eller ender som martyrer. Det er naturligvis ikke rigtigt. Alene af den grund, at bag enhver terrorhandling i Mellemøsten står en gruppe/organisation mere end enkeltindivider. Det er heller ,,0ikke rigtigt, fordi Yassir Arafat også startede som terrorist og også er endt som PLOs leder.

Men det er rigtigt, at vi blandt Israels statsministre finder en række tidligere terrorister: David Ben Gurion, (1886-1973), Israels første statsminister 1948-1953, 1955-1963, Yitzhak Rabin (1922-*1995) statsminister 1974-1977, 1992-1996, officer i den jødiske terrorbevægelse Palmach, Menachem Begin (1913-1992), statsminister (1977-1983), begyndte sin karriere som terroristleder *for den stærkt højreorienterede jødiske milits, Irgun-banden, Yitzhak Shamir (1915 -   ), statsminister 1883-84, 1986-1992, også medlem af Irgun og med til at grundlægge Sternbevægelsen, der med vold og terror stræbte efter at fordrive det britiske mandatstyre fra Palæstina, Ariel Sharon (1928-  ) Israels nuværende statsminister (2000 -  ), leder af den såkaldte “ukonventionelle” krigsførelse 1948-1949 mod terrorister og af en israelsk undersøgelsesdommer Kahan (kommissionsrapport afgivet 7. februar 1983) indirekte gjort ansvarlig for kristne libaneseres slagtning af palæstinensiske flygtninge i Shaba og Shatila lejrene i Beirut i september 1982.

Mens der således er ansigter og overlevende blandt de israelske terrorister gælder det kun Yassir Arafat, der er leder af PLO, den Palæstinensiske Befrielsesorganisation, PLO, og chef for PLOs regering. PLO blev dannet i 1964 og er en paraplyorganisation for en række palæstinensiske partier, guerillabevægelser og grupper i 1969. Dens øverste organ er regering for palæstinenserne. al-Fatah, en gren af PLO, blev startet af Yassir Arafat. Han var ansvarlig for den første terrorhandling mod Israel i 1. januar 1965, hvor en vandledning saboteres. Dagen er senere gjort til national helligdag. PLO og dens terrorgrupper gennemførte i 1960erne og 1970erne en række terroraktioner som flykapringer og bombeattentater; men PLO har – som sagt - siden 1988 taget afstand fra terror. Ikke desto mindre har PLO og især PLO- tilknyttede grupper fortsat udført terrorisme som Yassir Arafat, ifølge israelerne, oven i købet betaler for (New York Times, 6. oktober 2002: Israelis Release More Documents Accusing Arafat…).

Tre kendte palæstinensiske terrorgrupper, der står uden for PLO, er Palæstinensisk Islamisk Jihad med udgangspunkt i Gaza, den palæstinensiske Sunni muslimske organisation, Hamas, Harkat el-Mukawma el Islamiya, ”Den islamiske modstandsbevægelse,” der står stærkt i Gaza og i dele af Vestbredden, og den Shia muslimske organisation, Hizbollah, ”Guds parti,” der arbejder i Libanon og som har ideologisk kontakt til Iran. Både Hamas og Hizbollah er imod et opdelt mini-Palæstina og arbejder på at få hele Palæstina overdraget til palæstinenserne. De står dermed i opposition til PLOs politiske ledelse, som i 1988 accepterede to stater, Israel og palæstina, i det gamle Palæstina. Men de tre bevægelser er ikke outsider organisationer. De nyder bred støtte blandt palæstinenserne for deres civile humanitære og sociale indsats med at drive hospitaler, skoler, børnehaver osv. Det skal ikke formindske den voldsudøvelse som Hizbollah og Hamas´ terrorgren, Izz al-Din al-Qassam-brigaden står for og som Hamas også vedkender sig. 

_______________________________________________________________________________

28   Palæstinensiske og israelske terrorgrupper i Mellemøsten

_______________________________________________________________________________

5. 3  TERRORAKTIONER

Omfanget af terroraktioner i Mellemøsten er stort fordi ethvert terrorangreb skal hævnes af den anden part. Terrorismespiralen er i fulde omdrejninger. I perioden 1936 – 1948, var der tale om en vis ensartethed i terrorismen. Frem mod 1948 deltes jøder og palæstinensere om at udøve civil terrorisme mod det britisk mandatsyre og kriminel terrorisme indbyrdes. Briterne angreb især de illegale jødiske indvandrere, men også  arabere; araberne lavede raids mod og bagholdsangreb på israelske bosættelser, og jøderne gennemførte terroraktioner både mod det britiske mandatstyre, bombede f.eks. dets hovedkvarter på King David Hotel og massakrerede arabiske landsbyer som  Deir Yassin i 1947. Da England trak sig ud af Palæstina, udråbtes staten Israel den 15. maj 1948. Den følgende dag angribes landet af Transjordanien bestående af det nuværende Ægypten og Jordan. Som følge af krigen ”flygtede 750.000 palæstinensere ud af den nye stat Israel drevet dertil af israelske styrker og lokket af arabiske lande og Israel udraderede mere end 400 palæstinensiske landsbyer, jorden beslaglagt og beboernes ejendom stjålet eller ødelagt af de nytilkomne jøder fra Europa i en proces som vi fra Balkan kender som etnisk udrensning” (Hansen 2002).

Fra da af skifter terroren karakter. Som nation udøver Israel nu statsterrorisme, både tyrannisk terrorisme over for palæstinensere i landet og krigsterrorisme under sin invasion i Libanon fra juni 1982 til 1985. Israels tyranniske terrorisme viser sig i en række love vedtaget af landets parlament, Knesset. De inddeler helt etnisk bevidst dets borgere i to kategorier: Jøder og alle andre. De vigtigste love er loven om genindvandring fra 1950, der giver alle jøder bosat uden for Israel ret til at indvandre, men ikke de fordrevne/flygtede arabere ret til at genindvandre, loven om nationalitet fra 1952, der stiller meget strenge krav til bevilling af statsborgerskab for arabere, jordloven fra 1960, som slår fast at jord som tilhører staten Israel eller zionistiske organisationer ikke kan sælges eller afhændes, hvilket drejer sig om 90 % af al jord på det tidspunkt. Dertil kommer, at i perioden 1950 – 1966 var araberne i Israel sat under militær administration med lovhjemmel i forordninger fra den britiske mandattid. Denne militær-administration satte civile regler og love ud af kraft og tillod postforbud, husundersøgelser, arrestationer og fængslinger under ”administrativ forvaring,” indgreb, der klart strider mod frihedsrettighederne i normale forfatninger/grundlove. 

Til gengæld udsættes Israel for omfattende krigsterrorisme fra de arabiske lande i krigene 1948-49, 1956, Seksdageskrigen 1967, og Yom Kippur krigen, der startes af Ægypten og Syrien 6. oktober 1973. Krigen ender remis med israelske styrker i Ægypten og ægyptiske på israelernes­ – dengang besatte –  Sinaihalvø. USA får en våbenhvile etableres sammen med Sovjetunionen og Israel indgår seks år senere en separataftale med Ægypten om tilbagelevering af Sinai i 1979, hvilket også fører til Suez-kanalens genåbning. Det afslutter den arabiske nationsterrorisme mod Israel. 

Palæstinenserne starter først deres civilterrorisme i midten af 1960erne og det ret beskedent. En israelsk opgørelse over palæstinensiske terroraktioner fra 1968 til 1984 angiver i alt 435 attentater eller 25 om året, ca. 2 om måneden ((Merari & Elad 1986:107, tabel 1). Terroraktionerne udføres af uafhængige grupper og først fra omkring 1970 organiseres de af PLO. De terroriserer Israel ved at angribe jødiske bosættelser fra baser i Syrien, Libanon og Jordan, og beskyder også jødiske kibbutzer med langtrækkende artilleri fra Libanon. Udenfor Israel terroriseres jøder og vesterlændinge med en række flykapringer, hvoraf den første finder sted i 1968 ligesom drabene på 11 israelske sportsfolk, der deltog i De olympiske Lege i München i 1972 indgår i den palæstinensiske terrorisme, der får baser, økonomisk hjælp mm. fra andre arabiske lande, altså statsunderstøttet terrorisme, jf. kilde 28.

En særlig form for palæstinensisk terror er de nævnte intifadaer i 1987 og 2000. Den første starter spontant ved at en israelsk chauffør påkører fire palæstinensere i Gaza og udvikler sig til store demonstrationer med stenkast, hjemmelavede bomber mod israelske soldater, osv. Den anden intifada starter i oktober 2000, da Ariel Sharon den 28 september beskyttet af 1500 israelske politifolk maser sig vej til den af både jøder og muslimske hellige Tempelplads, jf. kilde 30. En anden palæstinensisk terroraktionsform er selvmordsangrebene. De startedes af Hizbollah i april 1983 i Libanon, hvor en palæstinensisk terrorist kører en lastbil med sprængstof ind i den amerikanske kaserne og dræber 241 mennesker, heraf 180 amerikanske soldater. I 1992 slår Hizbolah til igen mod den israelske ambassade i Buenos Aires, Argentina, hvor 29 mennesker omkommer. Af de 50 selvmordsaktioner der finder sted i Libanon 1983 - 1999 står Hizbollah for halvdelen yderligere fem grupper for resten (Yoram Schweitzer, Suicide Terrorism: Development and Characteristics 1990:2, www.ict.org.il/articles.cfm?articleid=112) I Israel sker den første selvmordsbombning i april 1993 og frem til april 2000 har der været 30 selvmordsaktioner med 120 dræbte (Ibid.:3). Men den store forskel på Hizbollahs selvmordsaktioner dengang og de nuværende palæstinensiske aktioner er, at dengang var de rettet mod israelske militære besættelsesstyrker, konvojer og kontrolposter med det formål at demoralisere de israelske soldater, mens målene i dag er civile israelske borgere i indkøbscentre, busser, restauranter. I ekkoet fra eksplosionerne lyder omverdenens fordømmelser. Ingen selvstændighedskamp kan legitimeres ved drab på uskyldige. De islamiske terrororganisationer, PIJ, Hamas og Hizbollah er meget terroraktive. Ifølge Hamas  www.hamas.org står de islamiske modstandsbevægelser for ¾ af de 4237 terroraktioner som har  fundet perioden 1996 – maj 1999.

Den grundlæggende forskel i terroraktionerne før og nu er deres

- retning: Israel udøver statsterrorisme opp-fra-og-ned, palæstinenserne civilterrorisme nede-fra-og-op tidligere også i Vesten, nu kun i Israel, dog stadig med støtte fra arabiske lande, altså statsunderstøttet og international terrorisme

- våben: Israel bruger store militærstyrker, palæstinenserne civile fanatiske selvmordsbombere

- ofre: Antallet af dræbte palæstinensere er mange gange større end antallet af dræbte jøder og

- kritiker: Frem til 1948 var Israel - næst efter Irland - den stat i verden, der mest benyttede terror til at fremme sine mål . Nu er landet den stat der mest vedvarende oplever og bekæmper terrorismen.

______________________________________________________________________________

29  Forskellen i terrorhandlinger

”Sharon igangsatte efter manges mening terroren ved sit besøg den 28. september 2000 under massiv politibeskyttelse Haram al-Sharif (Tempelpladsen) og dagen efter dræbte israelsk politi fem demonstrerende arabere og sårede mange flere. Det blev starten på al-Aqsa intifadaen. Den var først et folkeligt oprør senere blev det en egentlig militær konfrontation fra Israels side, mens araberne svarede igen med selvmord, bombeattentater mod civile borgere i Israel. Israel har reageret med overdreven magtanvendelse (med) Apache-helikoptere, F-16 fly, krigsskibe, tanks…bombet  Den palæstinensiske Autoritets administrationsbygninger…benyttet sig af udenom retlige likvideringer ..genbesat mange palæstinensisk kontrollerede byer…destrueret palæstinensisk landbrugs afgrøder” (Jensen 2002:19)  

_____________________________________________________________________________

5.4  OFRE

I et anklageskrift på Dansk Palæstina Forenings hjemmeside: www.danpal.dk/index.php?doc=296 ”Anklageskriftet mod staten Israel,” s1 ff  kan det samlede antal dræbte palæstinensere myrdet af Israelske militærstyrker og af civile jøder opgøres til i alt 51.200; heri indgår ikke dræbte soldater i de fire Palæstinensiske krige i 1948, 19546, 1967 og 1973, jf. kilde 30. Dertil kommer så fordrevne palæstinensere på ca. 1.000.000  personer til Gaza, Vestbredden og andre arabiske lande samt palæstinensere i Israel, der uskyldigt udsættes for mord, mishandling, ulovlige anholdelser, interneringer, husødelæggelser, boligransagning, beskydning ved demonstrationer, kollektive afstraffelse som lukning af skoler, udgangsforbud, hvad palæstinenserne betragter som terror (Jerichow & Simonsen, 1992:182, ”Terror”). Endelig kan man til ofrene henregne de palæstinensere som generes og forsøges etnisk udrenset af de  400.000 jøder, der i dag lever på ulovligt besat land. Meget enkelt er det sådan, at jøder – uanset hvor i verden de bor – nyder goder som ikke tilkommer arabere, der har er født og opvokset i Israel.

Omfanget af den palæstinensiske civilterrorisme er i forhold hertil begrænset, men mediemæssigt langt mere spektakulært, især den internationale terrorisme. Palæstinenserne gennemførte den første af en række flykapringer i sommeren 1968, i begyndelsen af 1970-erne var målene fortrinsvis amerikanske studerende i Israel, i 1980erne skifter de taktik og angriber militære enheder i Israel i bagholdsangreb og siden begyndelsen af 1990-erne civile israelere.

_______________________________________________________________________________

30  Palæstinensiske ofre  1948-1956, 1987–2002 (Dansk Palæstina Forening, 2002:1ff)

31  Israelske ofre. 1996 – 2002 *)

 *) Beregnet efter Hizbollah opgørelser: www.moqawama.tv/stat/opp/iropr99.htm

32   Palæstinensere og jødiske ofre i de to Intifadaer. 1987-1991, 2000-2002

*)   Beregnet på baggrund af Jerichow og Simonsen 1982:79, ”Intifada ” og **) ICT Casualties Database på adressen:

       www.ict.org.il/casualties-project/stats_page.cfm 28.10.2002

33  Overgreb på palæstinensere  

Arabiske kvinder, der massevoldtages af israelske soldater, om småbørn der får hovedskallerne slået ind med køller, om konfiskationer, tyveri og organiserede plyndringer foretaget af jøder og israelske soldater. Man taler om fred, men vil sin egen fred. Ikke for intet er zionismen en europæisk ideologi, der får fodfæste nogenlunde samtidigt med nazisme og kommunisme (Hansen 2002).

_____________________________________________________________________________

5.5  LEGITIMITET

Når man som Israel i mange år har stået med ryggen mod muren omgivet af arabiske fjender og med mulige oprørske palæstinensere i Israel parat til at stikke kniven i ens ryg, så ligger legitimiteten netop i den udsatte situation mere end i nogle forkromede folkeretlige bestemmelser. Det betyder ikke, at Israel savner legitimitet, men landet kræver, at den skal ses på baggrund af Israels ”Palle-alene-i-verden” situation. Men problemet for Israel er, at landet ikke længere står med ryggen mod muren. Det var tilfældet for 30 år. Dengang havde det fjendtlige naboer ved alle fire grænser: Ægypten, Jordan, Syrien og Libanon. I dag er der ro ved de tre første. Kun fra Syd-Libanon kommer palæstinensiske terrorgrupper. Dertil kommer Israels militære overlegenhed og magtudøvelse. Det kræver, at legitimiteten skal være i orden. 

Hvilke legitime argumenter fremfører Israel så ? Først, et folkeretligt argument om retten til at forsvare sig ved angreb, jf. FN pagtens artikel 51. Så et historisk-psykologisk om det jødiske folks holocaust/udslettelse i Europa under Hitler, hvor 6 mio. jøder ud af ca. 12 mio. i alt blev slået ihjel. Et politisk argument er, at Israel er et demokrati, hvor ytringsfrihed findes, meninger mødes og religionsfrihed er en kendsgerning med ca. 40 % sekulære, 40 % troende og 20 % ortodokse. Et moralsk argument lyder: Så længe man ikke tager afstand fra PLO og især andre palæstinagruppers terrorisme, kan man ikke kritisere Israels ret til selvforsvar. Et religiøst argument kommer fra Det gamle Testamente om ”øje for  øje, tand for tand,” altså israelsk gengældelse over for palæstinensere i de besatte områder ved enhver arabisk/palæstinensisk terroraktion. Uanset argumentets art, så krænker Israel, der blev oprettet på FNs foranledning, igen og igen FNs resolutioner, international ret og internationale konventioner.

Palæstinensernes legitimitet bygger netop på disse resolutioner, som Israel vedvarende blæser på, jf. kilde 33 og som USA har nedlagt veto mod (ca. halvdelen). De Sikkerhedsrådsresolutioner som USA har accepteret har ofte en formulering, der tillader tolkning. Det gælder f.eks. resolution 242, der i den franske version klart siger, at Israel skal trække sig fra ”alle besatte områder,” men i den engelske kun taler om tilbagetrækning fra ”besatte områder.” Disse resolutioner nævner også andre legitime argumenter på palæstinensernes vegne som flygtninges ret til at vende tilbage (194) og fordømmelse af israelsk magtanvendelse (672).

De to parters legitimitetsopfattelse præsenteres ved dels at se på hvordan de begge bruger deres lidelser og dels tager afstand fra 11. september 2001-terroren mod USA på hver sin måde.

______________________________________________________________________________

34   Vigtige FN Sikkerhedsråds resolutioner om Mellemøsten 1947 - 2001

35   Israelsk dyrkelse af sin lidelse  (Retbøl 2002:48)

”Israel dyrker holocaust. Det samme gør USA. Man svælger i lidelsen. Se, hvor slemt det var! Man spørger fortvivlet: Hvordan kunne det ske? Og man forsikrer: Det må aldrig ske igen ! Samtidig er Israel i fuld gang med at fordrive/udslette palæstinenserne. Og Israel støttes af USA. Det er ikke nogen hemmelighed. Alle informationer er frit tilgængelige . Ingen kan sige, at de ikke ved noget. Men dette faktum bliver enten benægtet eller ignoreret. Det er en af vor tids store paradokser”

36  Palæstinensisk gevinst ved lidelsen   (Slea 1997:7, Laqueur 2001 a:90, note)

Konflikten mellem Israel og de arabiske lande er blevet instrumentel for sidstnævnte. Krigen med Israel har legitimeret de arabiske landes ret til omfordeling af de kollektive arabiske ressourcer… såvel som krav på regionalt lederskab

Vurderinger af de palæstinensiske terrororganisationers indkomst varierer meget. Ifølge israelske kilder har al-Fatah (PLO) en indkomst på 150 – 200 mio. US $; tal fra ”Afvisningsfronten” og syriske talsmænd ligger endda højere på 240 mio. US $; hvis udgifter til politisk arbejde (støttet af bl.a. EU) og gaver udover kontanter (såsom våben, udstyr, træningslejre, osv.) også inddrages, er de 240 mio. US $ nok tættere ved sandheden. Donationer til al-Fatah kommer især fra de arabiske olie-producerende lande, donationer til Hamas, Hizbollah og PFLP kommer fra Libyen, Iraq og Syrien

37  Palæstinensisk forståelse af 11. september terroren

”Vi ønsker på dette tragiske tidspunkt (11. september 2001) at genbekræfte vores totale afstandtagen fra alle former for terrorisme og statsterrorisme mod uskyldige civile og håber, at I vil overvinde de  tragiske konsekvenser af denne menneskelige katastrofe og at hele verden står fast beslutsom t på at opnå en retfærdig og omfattende fred og sætte en stopper for uretfærdighed, undertrykkelse og terrorisme.” Den palæstinensiske Parlamentsformand Ahmed Qurai 11. septem-ber 2001 i brev til USA's præsident og Kongres (Journal of Palestine Studies, Winter 2002, 138)

37  Israelsk forståelse af 11. september terroren

”Krigen mod terrorisme skal være en international krig, en krig bestående af den fri verdens mod terroristiske kræfter og de, som tror at de kan true vores frihed og værdier. Dette er en krig mellem det gode og det onde – mellem menneskelighed og de, der tørster efter blod. De syges vej vil blive besejret. De, som støtter de onde, vil ikke vare ved. Vi har været en del af denne krig i årevis. Vi var ikke overrasket over arabisk, palæstinensisk og radikal terrorisme. Arafat valgte en terroristisk strategi og etablerede en koalition af terrorisme. Terroristiske aktioner mod israelske borgere er ikke forskellig fra bin Ladens terrorisme mod amerikanske borgere. Terrorisme er terrorisme og mord er mord…” Israels premierminister Ariel Sharon i tale til Det israelske Parlament, Knesset, få dage efter 11. september. (Journal of Palestine Studies, Winter 2002, 138)

6.  Ideologisk terror i Vesteuropa (1970-1995) 

6.1 MOTIVER

I Tyskland og Italien fandt fra omkring 1970 og ca. 25 år frem de mest spektakulære terroraktioner sted i Vesteuropa i efterkrigstiden. Kriminel terrorisme skete også i England (the Weathermen), Frankrig, Nordirland (IRA), Spanien (ETA) osv., men terrorismen i Tyskland og Italien var af særlig interesse grundet de to landes historie og forekomsten af modstående terrorisme med venstreekstremistisk over for neo-fascistisk/neonazistisk terrorisme.

Motivet til tysk og italiensk kriminel terrorisme efterspores i tre omgange. Først i de to landes historie. Dernæst i konkrete forhold i sidste halvdel af 1960erne og begyndelsen af 1970erne. Og endelig i terroristernes selvforståelse. Det sidste ved vi undtagelsesvist noget om, fordi disse to landes terrorister i så stort omfang blev pågrebet, anklaget, undersøgt og udspurgt - og dømt.

En grundlæggende forudsætning for terrorisme i Italiens og Tyskland - mere end et egentligt motiv - er de to landes historie. I mange hundrede år var de optaget af at genskabe det store, gamle fælles tysk-romerske kejserrige, hvilket forhindrede dem i at etablere sig som to selvstændige stater. Det betød også, at de tyske og italienske små fyrstehuse og kongedømmer ofte måtte finde sig i at være krigsskueplads for kontinental Europas dominerende og mest krigsførende magt, Frankrig, jf. kilde 3. De to lande, etableret omkring 1860, er så også sammenlignet med England, Spanien, Frankrig, Sverige mv. ret unge stater. De savner derfor de århundredegamle samfundsinstitutioner, som borgere i andre lande kan identificere sig med og hæger om. England, f.eks., har ”Oxbridge” (Oxford og Cambridge universiteterne), Tower, sportsanlæg, monarkiet, kirken, mm. De er nationale klenodier, som folket har kendt i generationer og er villige til at forsvare, hvis en terrorist ville bombe dem i stykker. En anden væsentlig forudsætning er den tyske og italienske befolknings erfaring med Hitlers og Mussolinis tyrannisk terrorisme. Hvis civilterrorisme er en reaktion på undertrykkende adfærd, er den forekomst her lettere at forklare end i noget andet vesteuropæisk land. Hertil kom det konkrete motiv for de tyske og italienske terrorister: De følte ikke at deres  befolkninger fuldt ud havde påtaget sig ansvaret for tidligere tiders stats- og krigsterrorisme og samtidig udviste de stor politisk ligegyldighed over den samtidige nød i og udbytning af den tredje verden, alt sammen ting der retfærdiggjorde terroraktionerne, der skulle rive dem ud af selvtilstrækkelighed og overfladiskhed.

Den samtidshistoriske forklaring knytter sig til forholdene i slutningen af 1960erne og frem. Motiverne kan ses ud fra en tematisk indfaldsvinkel: Politisk vil terroristerne presse de eftergivende demokratier til politiske indrømmelser gennem terrorisme. Det sker i Vesttyskland, Italien, Frankrig Japan og England. Af økonomiske grunde gennemfører vesteuropæiske terrorister fra tid til anden bankrøverier for at hjælpe arabiske terrorister med penge og forsyninger. Militært set er de vesteuropæiske terroraktioner en kritik af USA's krig i Vietnam. Og ideologisk set kan terrorismen udtrykke sympati med og tak for støtten fra USSR, DDR og andre kommunistiske lande.

Terroristernes selvforståelse bunder i at de både ser sig selv som en avantgarde, forpligtet og berettiget til at vise befolkningen vejen til oprør og som en udsat gruppe, der også skal leve med utilstrækkelige ressourcer, i overfyldte rammer (universiteter) og et autoritært (professor-) styre. De tyske og italienske terrorister ser sig som en forarmet avantgarde i landet, en elite i forhold til udenlandske studentergrupper fordi studenteroprøret startede i Vesttyskland og spredte sig til Italien, derpå til Frankrig og videre ud og som soldater i forhold til egne landsmænd med ”license to terror” i kraft af deres uansvarlighed og overfladiskhed.

_______________________________________________________________________________

39    Venstreekstremistiske motiver I: Krig mod det borgerlige samfund

        (Meinhof i Barlby 1977:42)

Det er den borgerlige stats militære potentiel, der skal slides ned og fjernes…Hvis det borgerlige militærapparat ikke kan forventes at blive udskilt via en international krig, og hvis det ikke kan ske via en almen opstand i traditionel forstand, så må overvejelserne vende sig mod de kampformer og de former for taktik, der lader en gradvis udtæring af fjendens kræfter i betydningen af en moralsk opslidning og samtidig lader udviklingen af proletariatets eget militære potentiel forekomme sandsynlig. Overvejelserne må vende sig mod den kampform der hedder guerilla-krig. Guerilla-krigens vigtigste princip er, at de kæmpende enheder bliver støttet af folket…

40    Venstreekstremistiske motiver II: Befrielse af RAF terrorister  (Wasmund 1983: 225f)

Denne ildspåsættelse (af et varehus i Frankfurt april 1968) af Gudrun Ensslin, Andreas Baader, Thorwald Proll og Horst Söhnlein blev dog ikke det signal for folket, som de havde troet, men nærmere et signal for dem selv. Vi udgår fra den antagelse at dannelsen af RAF ikke skal ses som en resultat af politiske beslutninger med sigte på at forandre den politiske situation i Forbundsrepublikken Tyskland på en revolutionær måde ved brug af terror, men nærmere som et resultat af en gradvis glidebane  ind i voldelig kriminalitet ud fra en blanding af politiske og personlige motiver.…Det første skridt på vejen mod terroristaktioner var ”vold mod ejendom” i form af ildspåsættelse; denne fremgangsmåde var politisk motiveret som et protestsignal mod krigen i Vietnam og imod den politiske situation i Vesttyskland….Det næste skridt, befrielsen af Baader ved hjælp af våben, var imidlertid ikke politisk motiveret, men baseret på private eller personlige interesser, nemlig Gudrun Ensslins ønske om at befri sin kammerat fra fængsel…Med frigivelsen af Baader blev det centrale mønster og det centrale motiv for alle fremtidige RAF aktioner og dets efterfølgende organisationer etableret. Det er, at hvis en eller flere af dets medlemmer er taget til fange, ville de andre samle al deres energi om befrielsen af deres kammerat  fra fængslet.

41  Venstreekstremistiske og fascistiske motiver III:  Modterror i Italien (Bjøl 1979:297)

Studenteroprøret  havde bredt sig fra Tyskland hurtigere til Italien end til Frankrig og fik et andet forløb. Det nåede aldrig et dramatisk højdepunkt som maj 1968 (i Frankrig).Til gengæld blev det mere langvarigt og, opnåede kontakt med arbejderne, som mislykkedes i Frankrig, og fik et blodigt terroristisk efterspil. Forklaringen på denne udvikling må nok til dels søges i, at oprøret fik et af sine arnesteder på universitetet i den store industriby Torino, Fiatfabrikkernes hjemby. Universitetet blev besat i efteråret 1967 og besættelsen varede i syv måneder. Eksemplet smittede af til så at sige alle andre italienske læreanstalter. ….Forholdene ved Roms universitet var særligt umulige. Det var bygget til 10.000 studenter, men mange flere var indskrevet….I de følgende år nåede man op på 100.000 studenter. Undervisningssystemet brød totalt sammen. Alligevel steg antallet af kandidater kraftigt uden en tilsvarende forbedring af beskæftigelsesmulighederne. Der opstod et voksende akademisk proletariat, hvori terroristgrupper fandt mange villige rekrutter, især da Italien ramtes af en kronisk økonomisk krise…Da fagforbundene søgte at genvinde deres greb om arbejderne ved bedre samarbejde, begyndte nogle af ekstremistgrupperne som først Potere Operaio, dernæst Lotta Continua at gribe til terroristiske metode. Det affødte atter fascistisk modterror, hvorpå der opstod endnu flere venstrerevolutionære terroristgrupper som…Brigate Rosse (De røde brigader). Bombeattentater, bortførelser, mord og lemlæstelser kom efterhånden til at høre til dagens orden i Italien. I 1977 blev gennemsnitligt to mennesker bortført om ugen og række fremtrædende personer inden for erhvervsliv og presse kvæstedes ved beskydning.

 42  Højreekstremistiske motiver IV: Komplekse årsager (Kupferberg 2000:30)

Højreekstremisme og fremmedhad kan have mange bagvedliggende årsager såsom manglende viden og tolerance blandt underprivilegerede grupper, fordomme, etnisk konkurrence, massearbejdsløshed etc. Det ville være utopisk at ro, at et moderne samfund ville kunne fjerne alle mulige årsager til at fænomenet opstår. Det, der er samfundsvidenskabens vigtigste opgave er at forklare, hvorfor det på trods af alle disse bagvedliggende faktorer, som regel er muligt at holde problemet under kontrol, således det ikke tager overhånd. 

______________________________________________________________________________

6.2  TERRORISTER

Som nævnt i kilde 7 er det ikke muligt at udpege fællestræk for terrorister. Mens billedet af en statsterrorrist ret håndfast kan beskrives som en diktaturstat er det sværere at tegne en entydig profil af den tids civilterrorister bortset fra at de overvejende var unge mænd og at der var ret få af dem. For som oftest blev al terror i en hel organisation forestået af en lille gruppe på mellem 5 – 20 personer, men deres aktioner sker altid under stor mediebevågenhed.