Submitted by Henning on
Værnepligtsformål i Danmark: Eftersporet og efterspurgt
Et land kan organisere sit forsvar på tre måder: Milits, som i Svejts, hvor alle mænd mellem f.eks. 18-47 år er soldater; Professionelt forsvar, som i USA, hvor kun de, der lader sig hverve bliver soldater; Værnepligtsforsvar, som i Norge, hvor en større eller mindre andel af en ungdomsårgang indkaldes. Værnepligt ligger altså mellem milits- og det professionelle forsvar.
Regeringens værnepligtsforslag består af tre dramatiske udvidelser:
1. En almindelig kvindelig værnepligt i stedet for den frivillige indført i 1998
2. Mere end en fordobling af værnepligtstiden fra fire til 11 måneder og
3. En 2/3 dels forøgelse af antal indkaldte værnepligtige fra 4.717 til 7.500 svarende til en vækst i antal fuldtidsstillinger fjernet fra arbejdsmarkedet fra 1.572 til 6.875 (Berlingske 15.5.2024, s 4f: ”Eksperter og erhvervsliv går i rette med regeringens planer for værnepligtige”).
Med en så omfattende ændring i værnepligten i Danmark havde en mere omfattende formålsargumentation været på sin plads. Det rådes der forsøgsvis bod på her ved først at efterspore
a. værnepligtsformer i Danmark gennem mere end tusind år
b. dens omfang i Skandinavien gennem de sidste 50 år i forhold til andelen af øvrigt militært personel, dvs. officerer, befalingsmænd og konstabler (Henning Sørensen; ”Conscription in Scandinavia During the Last Half Century” in Armed Forces and Society, Winter 2000, vol 26, Number 3, p 313 – 334) og endelig
c. de politisk erklærede formål med en almindelig værnepligt.
I et afsluttende afsnit efterspørges mulige værnepligtsformål bag regeringens forslag.
a. Historie
Danmark har tidligt haft former for værnepligt. Allerede i Vikingetiden 750 - 1050 kunne konger som Harald Blåtand og Svend Tveskæg "udskrive" lokalsamfund til at stille med et antal mænd, der var pligtige tll at tage på togt til bl.a. England om sommeren. I 1241 opstiller Kong Valdemar Sejr i Jyske Lov af 1241 leddingsbestemmelser for hvem, der skal give møde for at forsvare landet. Christian IV forsøger at opstille et militsforsvar på grundlag af Vorneskabet, men det mislykkes. I 1701 kommer den første Værnepligtslov baseret på lægdsopdelingen af landet, hvor en lægd svarer til 20 tønder hartkorn, på hvilket grundlag, der udskrives et antal soldater til rådighedstjenste i 6 år. Dette system holdt sig med mindre ændringer helt frem til 1849, da den almindelige værnepligt for mænd indføres (Berlingske Tidende Univers 4.11.1997: ”Tordenskjolds soldater var også på session”, s 7). Historisk har formålet med værnepligt i Danmark altså skiftet fra at stille soldater til operative tjeneste i udlandet (Vikingetiden) via især at sikre landet mod udefra kommende fjender (1241 - 2024) dog med mulighed for at indsætte værnepligtige i internationale missioner samt fra næste nyvalg at styrke ligestillingen mellem mænd og kvinder ved en kønsligestillet værnepligt.
b. Værnepligtens omfang i Skandinavien de sidste 50 år
Værnepligtsformål kan også efterspores ud fra de tre skandinaviske landes værnepligtsandel i de sidste 50 år I Danmark udgjorde andelen af værnepligtige i forhold til øvrigt militært personel i 1970/71 57%, i 1998 23% og i 2016 10%. I 2023 blev der ud af de ca. 25.000 egnede unge kun indkaldt de nævnte 4.700, der alle havde meldt sig frivilligt. I Sverige udgjorde værnepligtsandelen de samme tre år 80 %, 19 % og 0%, da Sverige i 2016 ophævede værnepligten, men så genindførte den i 2017, netop fordi der var problemer med at hverve kvalificererede soldater til internationale missioner. Norges tilsvarende tal er 90%, 84% og 50%. Tallene viser altså, at Danmark i praksis er overgået til professionelt forsvar og dermed ikke har det værnepligtsformål at unge mænd skal forsvare landet, mens både Sverige fra 2017 og især Norge vedvarende har fastholdt værnepligten med formålet at forsvare landet og Norge derudover - siden 2013 - med værnepligt for kvinder har et kønsligestillet værnepligtsformål, hvad Danmark efter nyvalg så også er på vej til at få.
c. Erklærede politiske formål
Den tredje måde at efterspore værnepligtsformål er at opregne de politiske udsagn herom ved indførelse af en almindelig værnepligt. Et første formål tilskrives Jean Jacques Rosseau som i 1772 skrev, at i en stat "er det enhver borgers pligt at tjene som soldat" og Den franske Nationalforsamling erklærede i 1789 "at enhver borger må være soldat og enhver soldat må være borger. Ellers får vi aldrig en forfatning" (Henrik Jedig Jørgensen & Henrik Ø. Breitenbauch, Hvad nu hvis vi afskaffer værnepligten”, Dansk Institut for Militære Studier, oktober 2008, s 6). Formålet var - som ovenfor nævnt - at forsvare nationen militært mod udefrakommende fjende og politisk at belønne de værnepligtige med en demokratisk ret som borgere. I 1792 udvidede Nationalforsamlingen formålet ved at mene, at franske værnepligtige soldater skulle tilstilles andre lande for også at sikre dem en demokratisk revolution. Her gøres franske værnepligtige til demokratiets forkæmpere i andre lande. I Europa introduceredes værnepligt generelt i Frankrig i 1798, i Prøjsen 1814, i Sverige 1812, i Norge 1814 og i Danmark 1849. Med Napoleons beslutning i 1812 om at angribe Rusland med 600.000 franske, herunder værnepligtige, soldater forskydes værnepligtsformålet fra befrielseskrige af andre landes befolkninger til besættelseskrige. I Danmark og de fleste europæiske (små-) stater vedtages en værnepligt, hvor staten får krav på unge mænds liv i krig mod udefrakommende fjender mod en tilstået demokratisk valgret og valgbarhed. Værnepligtens indførelse og Grundlovens tildeling af demokratiske rettigheder til mænd sker i Danmark netop samtidigt i 1849.
I Forsvarskommissionen af 2008, hovedbind, s 143-45opregnes 5 formål med den danske værnepligt: Kriseindsættelse, rekrutteringsgrundlag, ceremonielle opgaver, forankring i det danske samfund samt indgå i reaktionsstyrken efter 8 måneders uddannelse. De fem formål er anført i denne rækkefølge, men vægtes ikke indbyrdes. Men de er både militære (1, 2 +5) og politiske (3+4). Formålene med værnepligt er her udvidet fra at forsvare landet mod ydre fjender til også at styrke landet indadtil gennem øget national selvforståelse, bl.a. ved den prestige en deployering af værnepligtige i internationale missioner kan indebære.
Regeringens tre værnepligtsforslag i 2024 rimeliggør en efterspørgsel efter denne kraftige udvidelses formål. I stedet for blot at konstatere dette fravær, kan man anføre fire grunde hertil: Et rekrutteringsformål, et forsvarsformål, et militært professionelt formål og et kønsligestillingsformål.
1. Rekrutteringsformålet tager udgangspunkt i kvinders beskedne andel i det danske forsvar, når mindre end ti procent af de ansatte i hær, flåde og flyvevåben er kvinder, mens det i beredskabsstyrelsen er 15 %, og kun hver fjerde værnepligtige er kvinde. Hertil kommer at antallet af unge danske mænd, der erklæres egnede på Forsvarets dag til militær værnepligt nok er faldet fra 57 % i 2012 til 43 % i 2023, mens de tilsvarende tal for kvinder er faldet langt mere drastisk fra 82 % i 2006 til 48 % i 2023 (Berlingske: ”Rekordmange unge mænd bliver erklæret uegnede til værnepligt”, 6.4.2024, s 6f).
2. Forsvarsformålet erkender det forværrede trusselbillede af et ekspansivt Rusland og mener, at flere værnepligtige og en kvindelig værnepligt øger Danmarks forsvarsevne og bidrager til et mere robust forsvar.
3. Ressourceformålet erkender, at en militær indsigt om hvor og hvordan de knap 200 mia. kr. bevilget dansk forsvar over ti år gør bedst gavn. Regeringen kunne f.eks. have nedsat en forsvarskommission med militære og civile eksperter samt politikere til at bistå den hermed.
4. Kønsligestillingsformålet indebærer både en øget dansk afskrækkelse udadtil, men også et klart kulturelt signal indadtil.
Når regeringen ikke har fremlagt et strategipapir med en omtale af vigtigheden af de skitserede fire værnepligtsformål trods pligtens tre dramatiske udvidelser, så skyldes det ikke deres irrelevans, men politikernes ukloge metodiske tilgang til forsvaret de sidste 25 år om at ville beslutte før den militære professionelle ekspertise er hidkaldt, hørt og diskuteret. Politikerne vil ikke afvente ekspertisen og dialogen, men straks beslutte for at fremstå effektive. Den beslutningsrækkefølge er forkert. Det viser alene det forhold, at forsvaret ikke er i stand til at modtage 2/3 flere værnepligtige, da der ikke er sergenter og officerer nok til at uddanne dem. Den militære indsigt kunne også have forholdt sig til forslaget om at kønsligestille værnepligten i Danmark. For det er ikke rigtigt, at værnepligtige kvinder ikke kan udfylde militære opgaver. Det afhænger af opgave og uddannelse. For krigsførelse i dag dækker langt flere områder end den direkte konfrontation på slagmarken. En afvisning af kvindelig værnepligt beror således ikke på en objektiv tilgang. Alene truslen udefra berettiger til at overveje kvindelig værnepligt. Det er i orden at foretrække et hvervet forsvar eller kun værnepligt for mænd eller et militsforsvar. Men det skal ske på et bedre og bredere beslutningsgrundlag fremlagt af regeringen. Det være hermed efterspurgt.
Henning Sørensen, Militærsociolog,
Ph.d. (CBS), cand. Mag. (KU), cand. scient. pol. (AU)
ISF, Borremosen 13, 2800 Lyngby