Submitted by Henning on
Velkommen til forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen:
Hvordan skal vore politikere bedst kontrollere forsvaret?
På tre niveauer studerer forskere militæret. Militærpsykologien hjælper majoren med at styre den menige. Militærsociologien hjælper nationale politikere med at styre forsvaret. Militærpolitologer hjælper Danmark med at ”styre” verden. Det er således militærsociologien, der forholder sig til den demokratiske kontrolmed forsvaret. Den stiller tre principielle spørgsmål, når den militære profession/organisation skal styres.
Det første er: Skal militæret overhovedet have indflydelse på beslutningerne? Hvis ikke bestemmer politikerne alene. Her gives to modsatrettede udfaldsrum: ”Militarisme”, hvor forsvaret favoriseres til skade for den militære effektivitet, jf. Alfred Vagts i A History of Militarism (1939/1959) eller ”civilisme”, hvor forsvaret skal rette ind under civile værdier, styringsprincipper, etc., hvilket også er uhensigtsmæssigt, fordi den militære professions værdier (loyalitet, kammeratskab, kampvilje) så eroderes.
Det andet spørgsmål, når forsvaret tillades indflydelse er: Hvornår skal styringen ske? Her sondres mellem at politikerne ”har kontrol” eller ”udøver kontrol”. I sidste tilfælde har forsvarets topofficerer gået imod de politiske beslutninger og er så mødt af et indgreb, hvorimod ”at have kontrol” signalerer, at politikernes retningslinjer bliver fulgt af forsvaret.
Det tredje spørgsmål er: Hvordan styres militæret bedst? Det spørgsmål afhænger af hvordan den professionelle soldat opfattes. I et demokrati står to synspunkter over for hinanden. Det ene er, at samfundet ser officerer som professionelle udøvere som læger, lærere, præster, etc., der anses for at være bedst til at kontrollere sig selv fordi det øger forsvarets effektivitet. Det foreslog Samuel P. Huntington i The Soldier and the State (1957) og kaldte det ”subjektiv kontrol”. Det andet er, at samfundet ser officerer som andre interessentgrupper, der løbende skal tilpasse dig dets udvikling. Den position indtog Morris Janowitz i The Professionel Soldier (1960) og talte om pragmatisk kontrol. Begge synspunkter tildeler altså forsvaret en indflydelse og ser relationen som en balance mellem politikere og officerer.
Den kontrolform den nye forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen vælger ligger ikke fast. For dansk forsvar har gennemgået tre betydelige forandringer: En omfattende professionalisering (Huntington), men også en betydelig militarisme samt civilisme/afprofessionalisering gennem det seneste ti-tyve år, hvilket har svækket forsvarets effektivitet. Udadtil har danske politikere talt så positivt om forsvaret, at man skulle tro at de havde fulgt Huntingtons ”subjektive” kontrolform. Men i realiteten har man svækket det både ved en favorisering og en civilisering. Denne artikel skal give Claus Hjort Fredriksen og andre et hurtigt indtryk af dansk forsvars professionaliseringsgrad samt politikernes både militarisme- og civiliseringstiltag. Derpå følger en forklaring på de modsatrettede politiske tiltag, der skyldes tre tidligere politiserende forsvarschefer. Endelig begrundes de upåagtede og uomtalte udvikling, der knyttes til fåtallet af militærsociologer og fraværet af deres forskning.
Professionalisering
Professionaliseringen af dansk forsvar, der fremmer dets effektivitet, kan iagttages på flere områder: personalemæssigt, deployeringsmæssigt, personalepolitisk og –geografisk.
Forsvaret personelsammensætning er professionaliseret. I 1970 var 55.100 mennesker beskæftiget i forsvaret. Officerer, befalingsmænd og kontraktansatte konstabler udgjorde 33%, værnepligtige 44% og civilt-ansatte 23%. I dag er der 19.900 personer, de professionelle soldater udgør nu 68%, værnepligtige 10% og civilt ansatte 22%. Andelen af professionelle soldater i forsvaret er altså fordoblet.
Typen af internationale missioner, som danske soldater sendes ud til er også professionaliseret. Siden 1948 har 31.000 danske soldater været udsendt til tre slags konflikter. I første periode frem til 1992 deployeredes danske soldater til længerevarende, men lavintensive konflikter ledet af FN. Fra 1992 til 2010 udsendtes et betydeligt antal soldater til længerevarende, højintensive krige på Balkan, i Irak og Afghanistan først ledet af FN, senere USA. Men fra omkring 2010 og frem sendes især danske fly- og hærenheder nu til kortere, mindre højintensive konflikter i Irak, Mali, Syrien, Afghanistan. Her fungerer hærstyrkerne ikke som egentlige kamptropper, men alene som instruktører. Den store forskel for Danmark er ikke kun at vi siden 1992 er blevet en eksportør af tropper, hvor vi under den kolde krig var en importør af troppeforstærkninger fra UK og USA, men nok så meget at strategien bag udsendelsen først var at ”please” FN, dernæst USA (vise at Danmark er en god allieret). I dag er det mere opgaven (hvor gør danske styrker bedst nytte), der afgør deployeringen.
Et tredje sted hvor der er sket en professionalisering er inden for personelpolitikken. Danske soldater, der gør god fyldest ved skrivebordet herhjemme, men ikke egner sig til udsendelse, bliver nu af forsvaret søgt afskediget. Det protesterer de faglige foreninger protesterer imod, mens forsvarsledelsen argumenterer med, at det er et krav til danske soldater at de kan forrette tjeneste udenlands.
Et fjerde sted hvor professionaliseringen i forsvaret kan konstateres personalets geografiske placering. Overordnet er antallet af militære tjenesteder i Syddanmark nedskåret fra 641 i 1989 til 275 in 2016 eller med 57%. Så nedskæringen i personel har været mere effektiv end i mursten. Konkret er tjenestestederne flyttet fra Sjælland og Fyn til Jylland. I 1970 havde Jylland 44% af alle militære tjenestesteder, i dag 54%. Professionaliseringen er yderligere styrket ved at de to blå værns stabe og alle tre værns operative stabe er flyttet til Jylland. Alle fire professionaliseringstiltag øger forsvarets effektivitet.
Militarisme
Det er så på tværs af disse tiltag, at danske politikeres militarisme vises sig: Semantisk, økonomisk, informativt og forskningsmæssigt. På disse fire områder tildeles forsvaret en særstilling – forskellig fra hvordan andre offentlige institutioner bliver behandlet/kontrolleret – og til skade for dets effektivitet.
Danske politikeres militarisme kendes fra sloganet: ”Støt vore soldater”.
Opfordringen tildeler vore soldater en fortrinsstilling i forhold til andre offentligt ansatte i politi, beredskab, brandvæsen, hospitaler, osv. De har i særlig grad ret til – og behov for – vor (hvis?) støtte. Det er ikke soldaterne selv, der beder om støtte. Så havde sloganet lydt ”støt os soldater”. Det er altså aktører uden for forsvaret, der fremsætter opfordringen. Det kunne være veteraner, der kom med opfordringen. Så ville den mere korrekt lyde: ”Støt os veteraner”. Det kunne også være borgerne, der indbyrdes opfordrer hinanden hertil. Så bliver sender og modtager jo den samme. Skal udsagnet give mening som en opfordring fra en afsender, der er forskellig fra modtager, så fremstår sloganet som en opfordring fra danske politikere til borgerne om at støtte de nuværende soldater, især de, som politikerne har besluttet at sende i krig udenlands. Men det er at give politikerne en blanco-check der begrænser borgernes debat og kritik af deres beslutninger. En sådan nul-kritik check giver nok politikerne ”arbejdsro”, men er ikke en fordel for den demokratiske proces og heller ikke for dansk forsvar. Dets arbejde fortjener – lige som andre professioners indsats – at blive vurderet og kritiseret for at sikre professionens effektivitet.
Danske politikeres militarisme dokumenteres også ved at se på personel- og materielomkostninger i de to krige i Irak og Afghanistan. De kan kort opgøres: I Irak er 6 døde, 13 sårede og 2,5 mia. kr. I Afghanistan 43 døde, mange 100 sårede og udgifterne 16 mia. kr. Krigsindsatsen i Afghanistan er alene opgjort til 11,5 mia. kr., udviklingshjælpen til 3,5 mia. kr. samt over 1 mia. kr. brugt på troppetransporter. Dertil kommer 2 mia. kr. for danske soldaters indsats efter 2014. Ofre og udgifter i en sådan størrelsesorden vil normalt af politikerne blive afkrævet en nøjere granskning. Det sker ikke. Tværtimod. Politikerne har i stedet for bestemt at fra 2012 skal udsendelsesudgifterne opgøres på en ny måde. Kun merudgifterne skal de internationale operationer belastes med, så som soldaters udstationeringstillæg. Grundlønnen indgår ikke. Det vanskeliggør sammenligner over tid, landegrænser og tjenestegrene. Den opgørelsesmåde er fuldstændig fremmed i andre offentlige virksomheder og særstillingen skader også her den militære effektivitet.
Måske kommer politikernes militarisme tydeligst til udtryk i fravalget af informationer om vor militære indsats. Regeringen og det blå flertal har lukket Irakkommissionen. De har dog med Alternativet vedtaget en ”udredning” af ”baggrunden for Danmarks militære engagement i Kosovo, Irak og Afghanistan” ”for at blive klogere på beslutningerne om Danmarks militære engagement”. Men bemærk, det er kun baggrunden, der skal inddrages og kun ud fra skriftlige, ikke-klassificerede kilder. Altså heller ikke ud fra interviews. Den begrænsede viden der således opnås, giver igen forsvaret en særstilling til skade for den militære effektivitet.
Også den hidtidige erfaringsopsamling for Afghanistan, som politikerne har tilladt, er militarisme-præget, nærmest komisk i sit fravalg af informationer om de militære taktiske operationer. For i kommissoriet har politikerne direkte bestemt, at ”erfaringsopsamlingen ikke skal beskæftige sig med militære aktiviteter på det taktiske/operative niveau”. Politikerne ønsker blot at få undersøgt ”Samtænkningen af politiske, udviklingsmæssige og militære indsatser i Afghanistan fra 2001 til 2014”. Det er altså ikke den militære indsats under udsendelse, men de ”samtænkningstanker”, der lå forud for denne, forskere skal fokusere på. Disse tanker er så fremlagt i rapporten ”Afghanistan. Erfaringsopsamling 2001 – 2014”, del I. Heri erkendes, at ”fokus i dette studium har vedvarende været på sammenhængen mellem indsatserne og ikke effekten af indsatserne”, s 77. Men hvordan kan man måle en indsats, når man ikke må måle dens effekt? Og hvad er det så ved indsatsen, man måler? Denne ”erfaringsopsamling” er lige så utilstrækkelig og uinteressant som få belyst et hospitals indsats ved alene at se på hvordan læger, sygeplejersker, portører, sanitører, kontorpersonale har sammentænkt deres virke. Her ville politikerne da kræve hospitalets indsats skulle måles ved antallet indlæggelser, behandlinger, liggetid, operationer, etc.
Danske politikeres militarisme kan også læses indirekte ved at sammenholde den manglende informationstilgang, som danske politikere har besluttet med den åbenhed som UK og Norges udviser om deres militære indsats i henholdsvis Irak og Afghanistan. Den britiske The Report of the Iraq Inquery (2016) gennemgår nok de beslutninger, der førte til landets deltagelse i Irak-krigen 2003-2009, men også om den lagte strategi blev fulgt taktisk. Den konkluderer, at det politiske beslutningsgrundlag for indtræden i krigen var forkert, at diverse embedsmænd hverken før eller under krigen fremkom med modspil/alternativt input hertil, at ”UK og USAs strategier for krigsførelsen begyndte næsten øjeblikkeligt at afvige indbyrdes... ”, at ”der mellem 2003 og 2009 ikke var nogen sammenhængende US/UK strategi for Sikkerhedssektorreform-programmet”, og at den væsentligste strategi for UK var at reducere dets styrker”. Hvad var Danmarks strategi? At følge USA eller UK, som vi arbejde tæt sammen med, eller…?
Formålet med den norske rapport En god alliert (2016) er ”at genomföre en helhetlig evaluering af den totale norske innsatsen og fremlegge en rapport som skal kunne offentliggøres i sin helhet” om Norges indsats i Afghanistan 2001 – 2014 med i alt 9.000 norske soldater udsendt og som kostede 10 norske soldater livet og 20 mia. NKR. Rapporten erkender, at kun ét af de tre opstillede mål for den norske indsats blev opnået, nemlig at Norge fremstod/-står som ”en god alliert” over for USA. Derimod blev det militære formål at bekæmpe international terror og hindre landet i at blive et nyt arnested for terror ikke indfriet og det politisk-økonomiske mål, at opbygge en demokratisk og stabil økonomisk stat, kun halvt. De to rapporters åbne og ærlige ”lessons learned”-analyse profilerer danske politikeres militarisme til skade for vort forsvars effektivitet.
Også specifikt viser danske politikeres militarisme sig i deres fravalg af at undersøge mulige årsager til de 43 omkomne danske soldater i Afghanistan. Vi ved, at 25 omkom ved vejsidebomber (knap 60 %) under patruljering fra basen og ind til lokale bebyggelser. Antallet af dræbte soldater skulle være nok grund til at gennemføre en undersøgelse. Dertil kom, at de gentagne patruljeringer mellem kaserne og by for nedkæmpelsen af Taleban var af begrænset effekt. For når danske soldater om aftenen vendte tilbage til kasernen, overtog Taleban magten lokalt. Derfor anlagde den amerikanske general David Petraeus også en anden strategi i Irak. Han deployerede sine styrker i byerne, ikke udenfor. En tredje grund til at undersøge dødsårsager for danske soldater er deres månedsmønster. Ni af de i alt 43 dræbte danske soldater omkom alene i marts måned (19%), ingen i april og kun 1 i februar og i maj. Så store udsving mellem nærtliggende måneder er en yderligere undersøgelsesgrund, også fordi marts måned ikke var tilsvarende hård for UK (som vi samarbejdede med i Helmand-provinsen) og USA. Der må altså være en specifik dansk forklaring herpå. Den kan være, at det nye hold danske soldater – efter afløsning i januar og august og med et vist overlap mellem til- og afgående hold i februar/september, først stod på egne ben i marts. Måske har en ny ledelse af de danske styrker i Afghanistan villet prøve sine friske soldater af. Vi kender ikke årsager til disse to mønstre (for patruljering og marts), som politikerne heller ikke har undersøgt. Var et sådant mønster forekommet på et hospital ville politikerne givetvis have fået det undersøgt.
Civilisering
Danske politikere har ikke kun svækket dansk forsvar ved sin militarisme. De har også civiliseret eller afprofessionaliseret det på flere områder: Organisatorisk, rekrutterings- og uddannelsesmæssigt samt økonomisk.
Danske politikeres civilisering viser sig ved deres overtagelse af styringen af de væsentligste dele af forsvaret. Den er i dag samlet under en koncerndirektør, general Bjørn Bisserup, Forsvarsministeriet. Tidligere var styringen tildelt forsvarschefen. Men den nuværende forsvarschef Peter Bartram er i realiteten kun tildelt 3 funktioner: Operation (generelt, specifikt og arktisk), chef for de tre værn samt udvikling. I gennem mange år bestred danske forsvarschefer ca. 50 funktioner og havde dermed det store overblik. Det har Bartram ikke fået tildelt. Alligevel skal han rådgive politikerne strategisk, uden at kende/styre så vigtige områder for strategi som personel, materiel og økonomi, der nu er underlagt ministeriet. Dertil kommer, den ovenfor nævnte geografiske professionalisering med de tre værns operative stabe samlet i Karup, mens forsvarschefen arbejder i København. Endelig svækkes den danske forsvarschef i forhold til andre landes forsvarschefer. Han fremstår som paradefigur. Danske politikeres civilisering skader den militære effektivitet.
Danske politikere har også civiliseret officersrekrutteringen ved at tillade bachelorer (i f.eks. teatervidenskab eller litteratur) kan optages på kadetuddannelsen. Den rekrutteringsmodel er uhensigtsmæssig for en institution hvor knap 70% er professionelle soldater. Dertil kommer en kraftig reducering af den militære uddannelseslængde fra mellem 47-65 måneder til blot 28 eller med omkring 50 %. Disse politiske indgreb vil være uhørt på de civile højere læreanstalter. Man kan ikke halvere uddannelsestiden for nogen akademisk uddannelse uden at det vil skade professionens effektivitet. For politikerne ser virkeligheden anderledes ud. Man tror man åbner forsvaret gennem civiliseringen, men man beskærer uundgåeligt dets professionalisme og effektivitet.
Civiliseringen af forsvaret viser sig også I dets bevillinger. I 1970 brugtes 2,4% af BNP til militære formål, i dag 1,2 %. Som andre offentlige institutioner skal forsvaret også spare. Igen er der det specielle ved nedskæringerne, at de er sket i samme periode som militarismen ”Støt vore soldater” og civiliseringen, nemlig fra 2014-2017 med 2,7 mia. kr. og efter en bevillingsforøgelse fra 2010–2014 på 3,5 mia. kr.
Tre forsvarschefers politisering
Når danske politikere har valgt både militarisme og civilisering af det danske forsvar er det en gengældelsesaktion rettet for at stække politiserende forsvarschefer. Det gælder især Christian Hvidt (1996-2002), Jesper Helsøe (2002-2008) og Tim Sloth Jørgensen (2008-2009). De kunne komme af sted med at begrænse den politiske kontrol på grund af den store offentlige opbakning til danske udsendte soldater samt undladelsen af sanktioner fra de politiske chefer, de skiftende forsvarsministre. Hvidt politiserede, da han trods påbud fra forsvarsministeriets og udenrigsministeriets departementschefer om kun at stemme på en officer fra et andet NATO-land, alligevel stemte på sin finske jagtven og officerskollega som formand for EU's militærkomite. Hvidt ignorerede ikke kun den politiske instruks, men også den danske befolknings afstemning herom. Helt uhørt. Hvidt forsøgte oven i købet på et chefmøde at sikre sig sine kollegers støtte i sit opgør med politikerne, men blev afvist. Det var vel det nærmeste Danmark er kommet et militærkup i det seneste sekel. Helsøe udtrykte ved sin udnævnelse støtte til Hvidts ageren (hvilket i sig selv skulle have medført hans afgang), undsagde den politisk vedtagne nedsættelse af værnepligtstiden til normalt fire måneder og tilbageholdt både informationer om dræbte danske soldater og om Annemette Hommel-sagen for den daværende forsvarsminister Søren Gade trods direkte krav fra Gade om at blive informeret herom. Sloth Jørgensen kritiserede politikerne for misundelse og Jantelov, da de nedskar antallet af generaler og admiraler, han forsøgte at stoppe publiceringen af Thomas Rathsacks Jæger – i krig med eliten, og han henstillede til danske medier om at afstå fra at omtale bogen af hensyn til de udsendte danske soldater, et hensyn OB Sommer, der ledede Operationsstaben i Karup ikke mente var nødvendigt at tage. I øvrigt var henstillingen var et hidtil uhørt angreb på ytringsfriheden.
Fraværet af militærsociologisk forskning
Min påstand er, at både forsvar og politikere har lidt under den anden aktørs manglende forståelse for hvordan et demokratisk samfund bedst kontrollerer sit forsvar. Forklaringen på at disse spændinger har kunnet gå under radaren er fraværet af militærsociologiske forskere og forskning i Danmark. Antalsmæssigt er der 59 militærpsykologer på Forsvarsakademiet, FAK, 1 militærsociolog, men nok er over 40 militærpolitologer. Dertil kommer militærpolitologerne på Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, hvor der er 74 forskere og på Center for Militære Studier, CMS, Københavns Universitet, der har 14. De tre institutioner har til fælles, at deres udgifter finansieres over forsvarsministeriets budget, har repræsentanter fra ministeriet siddende i deres bestyrelse, og at ministeriet har indstillingsret til at forske i specifikke emner. Det har så klart fravalgt forskning i de her fem nævnte områder og i militærsociologiske emner generelt. Og skævheden øges yderligere. For de over 100 militærpolitologer optræder ofte i medierne, kritiserer meget sjældent hinanden og aldrig det danske forsvar. Intet andet vestligt land har foretaget et tilsvarende fravalg af militærsociologisk indsigt, analyse og kritik. Det forringer forsvarets effektivitet. Det vanskeliggør et politisk ansvar. Og det umuliggør internationale sammenligninger og fælles ”lessons learned”.
Claus Hjort Frederiksen skal bydes velkommen som ny forsvarsminister. Han står ikke kun over for den opgave at finde flere ressourcer til forsvaret, men også at levere flere forskere og med langt højere grad af integritet end det vi gennem de sidste 40 år har haft - i modsætning til de lande vi normalt sammenligner os med. Det vil i virkeligheden være et langt bedre svar på opfordringen ”Støt vore soldater” end det fravær af kritik af politikernes beslutninger som udsagnet ellers indebærer. Vel mødt forsvarsminister.
Henning Sørensen